Fuglenes sang titter frem gennem regn. Det er endelig blevet forår

Det er blevet forår!

Måske har man glemt det igen i den forgangne uges snuskvejr, men foråret kom forrige søndag. Der havde været en enkelt lærke i luften, når man gik tur langs markerne. Op, trille, trille, og ned igen. Pause, trille, trille, og ned igen. Men pludselig var hele koret på vingerne fra tidlig morgen og resten af dagen. De kunne slet ikke holde op igen.

Jeg har engang hørt i radioen, at hanlærker i rugeperioden konkurrerer om hunnerne ved at være den, der kan holde sig længst syngende på vingerne. Og hvis bejleren til en hunlærke forsøger at dale, kommer mor efter ham.

»Åh, mine små vinger, må jeg ikke godt komme ned til dig,« klager han. » Så tager jeg hr. Sangsvendsen i stedet for,« svarer fruen, »han har været i gang, før du overhovedet begyndte.«

Og så må hr. Lærke holde sig på vingerne.

Blot lægger fru Sanglærke ikke æg før i april, så forrige søndag har det nok bare været balstyrisk fryd over forårsvejret, der holdt lærkerne hængende deroppe.

I øvrigt synger hunnen angiveligt også, blot svagere og mindre varieret end hannen, der veksler mellem triller og kvidder i forskellige tonearter, samt imitationer af andre fugle. Men mon ikke også mutter tog en lille tur i den lune luft den dag?

Solsortens sang

Om aftenen sang solsorten. I dagevis havde den indskrænket sig til at skælde ud, hvis der var et eller andet, som ikke behagede den – solsorte kan være ret pirrelige. Men forrige søndag sad den på toppen af gavlen, præcis som en solsort forventes at gøre om foråret, og lod sin gyldne strubelyd risle ud over haven lige fra solnedgang, til det blev mørkt.

Vi sad i drivhuset med et glas vin og lyttede og indsnusede det hele i stearinlysenes skær. For første gang i år.

Vi havde også fortjent en afslappet solnedgangsstund. Hele eftermiddagen havde vi brugt på at beskære paradisæbletræet henne ved dammen. Det havde vokset sig rigeligt stort og var ved at komme for højt op i forhold til vinduerne. Så når det om lidt springer ud, ville det tage for meget af lyset indenfor.

Paradisæbletræet har røde blade og mørkerøde blomster. Et under i blomstrende brus, når det snart springer ud. Men nu kunne man se, at veddet også er rødt. Rosarødt. Vi har en lille flisemaskine, som grenene forsvandt ned i, efterhånden som de blev klippet af, og under maskinen bredte sig en større og større rosa bunke, som jeg dog efterhånden havde mere og mere svært ved ikke at associere til råt, opskåret kød. Egentlig var det en yndig, rosa farve, men hakket i småstumper og i lange ophakkede pølser gav den voksende stak mig mindelser om ting, jeg helst ikke ville tænke på i forårshaven. »Putins kødhakker,« tænkte jeg og kunne have bandet mig selv langt væk. Men tænkt er tænkt, og så kan det ikke tænkes om igen.

I stedet måtte jeg kigge væk, og værre var det heller ikke, end at jeg var tilfreds og glad for den skønne forårsdag, da vi bagefter sad i drivhuset.

Nye arter

Nu er det tåget og sjappevådt igen, solsortene jager gnavent rundt med småfuglene på foderpladsen, men der kommer nye arter til dag for dag. I forgårs kom en hel flok grønirisker og slog sig ned i bøgetræet, hvorfra de gjorde rappe udfald mod solsikkekernerne, et par stykker ad gangen. Lærker og stære er vejrfugle, som trækker frem og tilbage afhængigt af temperaturen, men om grønirisker gør det samme, ved jeg ikke. Jeg ved kun, at de samler sig i flokke om vinteren. Flokken i bøgetræet lettede imidlertid igen i et stort pludseligt brus, men enkelte er blevet tilbage, og grønirisk er fra nu af en af foderpladsens faste gæster.

Og uanset vejret er temperaturen umiskendeligt steget. Fra nu af er det en fryd at sove med åbent vindue og ligge og indsnuse luften og lytte til nattens lyde.

Og det våde vejr er faktisk lige, hvad vi har brug for i de kommende dage, når jorden skal gøres klar til såning. Længe varer det ikke, før de første sommerblomster og nogle af grøntsagerne kan sås på friland. De, der skal forspires i potter, er allerede i gang.