Georg Metz: Ministre på spanden siger, at de tager ’det fulde ansvar’. Det kan godt være, men de har det allerede

I en nyudgivet bog om dødshjælp, hvor hjælpen bestod i at lade den sygdomssvækkede efter fælles overenskomst sulte sig ihjel, står skrevet, at ethvert menneske må påtage sig ansvaret for eget liv og egen død.

Akkurat som spørgsmålet om dødshjælp kan ansvar diskuteres.

Ansvar må ses i sammenhæng med planlagte og uberegnelige faktorer. Sikkert mest det sidste. Blandt andet den detalje, at man for at kunne drøfte spørgsmål som ansvar i liv og død, må være født. Og det kan man ikke gøre for.

Det korte møde i rette øjeblik mellem æg og sædcelle opfylder denne første forudsætning. Selv ikke Jesus hævdes i evangelierne at have bedt om sin fødsel. Ført efter ordre ovenfra, må man gå ud fra, og ved mellemkomst af Helligånden indtraf Marias bebudelse og efterfølgende frugtsommeliggørelse. So oder so.

Ej heller har afkommet selv ansvar for vilkårene, hvis den familie, forplantningsresultatet uforvarende havner i, er dysfunktionel, og barnet må tage til takke med honningmadder og en halv flaske nisseøl.

Når alt kommer til alt, er ansvar i større vingefang lidt af en luksus.