
I en nyudgivet bog om dødshjælp, hvor hjælpen bestod i at lade den sygdomssvækkede efter fælles overenskomst sulte sig ihjel, står skrevet, at ethvert menneske må påtage sig ansvaret for eget liv og egen død.
Akkurat som spørgsmålet om dødshjælp kan ansvar diskuteres.
Ansvar må ses i sammenhæng med planlagte og uberegnelige faktorer. Sikkert mest det sidste. Blandt andet den detalje, at man for at kunne drøfte spørgsmål som ansvar i liv og død, må være født. Og det kan man ikke gøre for.
Det korte møde i rette øjeblik mellem æg og sædcelle opfylder denne første forudsætning. Selv ikke Jesus hævdes i evangelierne at have bedt om sin fødsel. Ført efter ordre ovenfra, må man gå ud fra, og ved mellemkomst af Helligånden indtraf Marias bebudelse og efterfølgende frugtsommeliggørelse. So oder so.
Ej heller har afkommet selv ansvar for vilkårene, hvis den familie, forplantningsresultatet uforvarende havner i, er dysfunktionel, og barnet må tage til takke med honningmadder og en halv flaske nisseøl.
Når alt kommer til alt, er ansvar i større vingefang lidt af en luksus.
Aktiv dødshjælp er lige så gammelt som krige feks. når Putin sender unge til Ukraine for at lide skyttegravsdøden. Metz har fat i den lange ende når han filosoferer over ansvarets blålys.
Den allersidste tid, i det private rum - det må/skal ikke være, at sulte sig ihjel.
Tak for Tranströmer. Resten er Metz når han er værst. Den kyniske
hændergnidning. Dejlig weekend. Gnæk.