Polycrisis er et af de sjældne ord, der er vandret fra den intellektuelle idéudvikling og ind i den politiske offentlighed som betegnelse for en ny æra: »Velkommen til polykrisens verden«, skrev vores intellektuelle kammerat Adam Tooze i efteråret i sin debut som skribent for The Financial Times. En periode med mange kriser, som griber ind i og forstærker hinanden og udfordrer vores institutioner og verdensbillede og kræver noget helt nyt.
»Det er tilsyneladende der, vi er,« konstaterede The Washington Post efter Det Verdensøkonomiske forums yuppieuge i Davos, hvor ordet blev cirkuleret som den nye store sandhed om samtiden.
I stedet for at kritiserer opremsningen af kriser ville jeg hellere vende det om og sige at krisen i menneskets forhold til natur er alle krisernes moder. Den manglende respekt for og forståelse af menneskets dybe forbundethed til naturen som livsgrundlag og økosystemernes enorme kompleksitet og unikke balance er grundlaget for at vi har skabt forudsætningerne for alle de andre kriser. Hvis vi havde indrettet vores økonomiske system som et økosystem ville vi for lang tid siden have erkendt at grænseløs vækst er en illusion som udført ville være som en kræftsvulst der i sidste ende ville dræbe hele systemet. På samme måde er hele konkurrencementaliteten i dyb modstrid med mennesket dybere behov for socialt fællesskab. Det er fortrængningen og systemets fremmedgørelse over for denne væsentlige del af menneskets natur der er den væsentligste faktor i den enorme mistrivsels krise vi befinder os i.
Biodiversitetskrisen er et andet rigtigt godt eksempel. Biodiversitet er en helt afgørende faktor i økosystemernes modstandskraft og evolutionære tilpasningsevne. Det er afgørende at have mange forskellige brikker at sætte i spil når nye udfordringer skal tackles og der skal skabes nye genetiske varianter som kan tilpasses ændringer i det samlede økosystem. I et økosystem er der heller ikke noget der kan eksisterer som ikke omsætteligt affald, alt indgår i en cyklisk livsproces. Derfor ville tanken om at evighedskemikalier bare kunne forsvinde i naturen være komplet absurd og vi ville aldrig været nået frem til den skræmmende kemikrise som vi nu sidder i til halsen. Alt dette bare for at sige at vi for at ændre spor er pine død nødt til at forstå krisernes forbundethed.
Hvis vi står over for vores udryddelse som art, er det retningsgiveren. Den bliver vi nødt til at forholde os til før alt andet. Problemet er dog uenighed, for flertallet lever, som om der ikke er noget i vejen. Det er ikke alment erkendt, at vi kun har én krise. Her er en sang, jeg lige har lavet:
IPCC-rapporten 2023
Tekst: Niels-Simon Larsen
Mel: Menuetten af Elverhøj
Med FN’s ord må vi forstå,
vor fremtid kan bli’ stjålet,
hvis verden ikk’ kan holdes på
halvanden graders målet.
Nu er det tid at vende om
og satse på værdier.
Vi kører bare verden tom,
når vi os selv bekriger.
Med grøn vækst er der sat et mål,
så alle nu kan solde.
Forbrugerismens flammebål
skal vi vedligeholde.
I politik et genvalg sker,
når man bli’r ved at love,
at der er guld til alle her
og tilmed grønne skove.
Man kan bli’ trist af verdens gang,
og uh, hvor bli’r der nølet.
De omsvøb, som der går i svang,
får mange ned i sølet.
Man har et valg måske kun ét.
Kan synes uretfærdigt.
Men si’r man alt er lige fedt,
så er det ikke værdigt.
Når temp’raturen stiger stødt
og gør at vejret raser,
så må man ikke blive mødt
af mange store fraser.
Nu går det galt i syd og nord,
d’r ingen vej tilbage,
og heller ikke et kontor
hvor man kan indgi’ klage.
Enhver kan blive aktivist,
og man kan aktionere.
Man kan bli’ mer’ og mer’ bevidst,
god til at diskutere.
Og du kan vær’ på rette sted,
slut op om arr’ngementer,
og du kan altid brumme med,
hvis ikke du er sanger.
Ja, mange spør’ sig selv i nød,
hvad egentlig de skal gøre.
Skal de gå ned på vand og brød
og aldrig mere køre?
Nej, mens vi passer dagens dont
og læser i avisen,
så rejser vi en folkefront.
Så det er nu devisen.
Moderniteten lider vel nærmest af det man kunne kalde en "relationsforstyrrelse". Det er en alvorlig psykisk lidelse, som underminere evner for medfølelse, næstekærlighed og respekt for alt levende.
Vi trænger til at etik og ordentlighed bliver dagsordenen; ikke mangel og vækst!
Hvor er de foregående tre kommentarer dog velgørende. Runes klumme er simpelthen blevet LIVSNØDVENDIGEN selv.
Tak.
For at løse problematikken i forbindelse med klimaændringerne er der nødvendigt at brug til alle tiltag i vores trivsel de økologiske forudsætninger. Med økologien menes "naturens balance".
Da summem af ALLE de os omgivende processer for økonomien, erhverv, politik, samfundsorden samt de mentale og kulturelle tiltag, og mennesker psyke, viser i en kontrær retning til det vi har behov for, kan ikke ses, hvordan vi kan komme i målet.
Med alle hidtidige globale og nationale tiltag er vi ikke kommet nærmere målet, tværtimod, på visse parametre fjerner vi os endda. Og ingen af teknologiske tiltag har ført til mere end til prototyp stadiet.
Hverken universet beståen med omtrent 14 mia år, eller planetens med ca 4,5 mia er i fare.
Det drejer sig alene om livet på vores planet! Om de 550 mia. tons biomasse på jorden! Måske ikke engang den vil reduceres fremover, dog dens sammensætning!
Fra videnskabens verden ved vi, kun to arter har væsentligt bidraget til hvordan jordens biologiske systemer fungerer: cyanobakterier, der for 3,8 mia år førte til "iltkatastrofen", der så indled dannelse af organismer, der lever af ilt, og så homo sapiens, det vidende menneske (?), i de seneste 200 år.
Vi er ikke langt fra væsentlige tipping points, 50 eller 100 år?, dvs er de nået, er de ting, der har ændret sig, ikke mere er reversibel. Så indleder/fortsætter forsvinden af organismer, der ikke mere kan klare de parametre som i atmosfæren og i andre materier er tilstede, for disses overlevelse kan sikres.
Så, enden af denne proces er i sigt. Og at gennemgribende løsninger ikke.
Der ikke mere et spørgsmål OM det sker, kun et HVORNÅR.
Leder man efter årsagen til verdens tilstand kommer man godt nok på arbejde.
Ikke alene er der ikke bare én årsag, men en sværm af årsager, men tillige findes der gode eksempler på cirkelårsagssammenhænge, der bider sig selv i halen.
Vi har nu f.eks. en tydelig problemstilling med global opvarmning. Den åbenlyse grund er udledning af for meget drivhusgas, drevet af vores produktionsform, der slet ikke (som omkostning i prisdannelsen) tager behørigt hensyn til stadig udpining af visse resursetyper, og forurening og ødelæggelse af det miljø og naturgrundlag, vi i sidste ende dybt afhængig af.
Grunden til det øgede produktionsomfang er f.eks. stigende befolkning, der skal brødfødes, men jo også grådighed og trang til magt. Og den stigende befolkning forekommer af især de steder, hvor fattigdommen er udbredt, og mange børn er den eneste mulige sociale sikring.
Derfor kan bekæmpelse af befolkningstilvæksten bl.a. foregå ved at løfte folk ud af fattigdom, hvilket kræver øget velstand og vækst i økonomien, og med det gældende produktionsregimente kræver det øget produktion, forbrug af flere resurser gravet ud af jorden og endelig krydret med øget udledning af affald og CO2 til følge, hvorefter sløjfen er bundet.
I dag ved vi, at globaliseringens glæde ved øget rigdom og dæmpende virkning på befolkningstilvæksten, ledsages af en fatal udvikling i klimaet, der på ganske kort sigt risikerer at ødelægge menneskesamfundenes eksistensgrundlag.
Hvor i kæden af årsagsforklaringer skal vi så gribe ind?
På min farmors gravsten står der, at hun er født i 1870, da verdens befolkning udgjorde ca. 1 mia. personer. Vi taler om en vildt alarmerende udvikling, til dagens ca. 8 milliarder individer, og ser man på dette om 1 mio. år, vil man tale om en udvikling, der i geologisk forstand foregik inden for et fingerknips af tid. Det samme kan man sige om faldet i biodiversiteten, der idag karakteriseres som den 6. masseuddøen, klimaudviklingen eller de andre forhold, der karakteriserer verdens historisk set korteste geologiske periode, antropocæn.
Derfor tror jeg, at de initiativer, der skal hjælpe os kræver en multidimensional koordineret indsats i samarbejde mellem alle verdens lande, der lige nu ligner
en umulig drøm.
Vi skal på kort sigt ændre vores produktionsform, så den bliver cirkulær og ikke udpiner resurser og miljø yderligere.
Desuden skal vi på længere sigt arbejde med verdens befolkningstal. Jorden er nu et rumskib, med et begrænset antal pladser.
Vi skal helt omkalfatre incitament strukturen og den voldsomme tendens til suboptimering, der gør det muligt for enkeltoperatører at skamride kloden for egen vindings skyld.
Vi skal formentligt også, for at opnå dette opfinde en ny økonomisk model med en ny incitamentsstruktur og bedre evne til fordeling af goderne.
Men den største hurdle er, at det bliver nødvendigt med en ny verdensorden, hvor landene afstår magt og er underlagt bindinger i deres handlefrihed, f.eks. under UN's jurisdiktion, der også lige skal omfatte de store egocentre Kina, USA, Indien, Europa og Rusland.
Var der nogen der sagde utopi - tja, desværre er løsningerne nok utopiske, og det er vel det, der ret beset burde være vores største bekymring lige nu her to minutter i 12.
Vi kan tænke os en generalforsamling i FN. Eneste punkt på dagsordenen er vores overlevelse. Vi ser på de indkomne forslag til løsning af problemet, og reglen er, at man tager det mest vidtgående først for ikke at spilde tiden. Derpå går diskussionen ud på at finde det.
Forbrugerismen drives af forbrugerne, og dem er der for mange af, så verdens befolkning skal skæres ned. Danmark skal gå ned med en million inden 2030. Det betyder etbarnspolitik. De/vi ældre skal have lov at dø. Det skal de syge også.
At redde Jorden, som alle gerne vil, indebærer virkelig kradse metoder, og det er der ingen, der vil gå ind for. Derfor overlader vi det til naturen, og det bliver ikke mere humant, men så er det dog ikke os selv, der skal gøre det.
Har man fulgt debatten igennem årene kan man se, at vi ikke er kommet ud af sandkassen endnu. Mennesket kan ikke styre sin egen udvikling og vil heller ikke. I et par hundrede tusinde år, har vi bare trykket pedalen i bund. Nu skal vi løfte foden…
Til den efterhånden lange liste af permakriser, kan vi nu tilføje - Demokrati-krisen
Den har været under opløb i nogle år - men nu er det blevet helt tydeligt, at demokratier rundt omkring i verden - herunder vores eget - på forskeliige måder forsøges underløbet af politikere og og diverse interessenter med magt til at påvirke poltik og lovgivning. Grundlove bliver krænket eller omskrevet, så de samler mere og mere magt omkring magthaverne, i længere og længere tid, Domstolenes magt bliver stækket, offentlighedslove bliver indskrænket og myndighedernes magtudøvelse bliver mørkelagt. Love bliver gennemført ved dekreter fremfor parlamentariske beslutninger - osv. osv.
Demokratier over hele verden er under forvandling, og eroderer mod nye former med tydelig autokratisk islæt og inspiration
/O
Er det en overdrevet tro på egne evner og ufejlbarlighed, der projiceret får os til at tro, at det er kompleksitet, konstruerede systemer med komplekse indre relationer, der skaber stabilitet, eller er det en latent frygt for at det er noget udefrakommende, noget der for os ustyrligt lægger linien, der får os til ikke at ville erkende, at det tværtimod er stabilitet, der giver grobund for kompleksitet? Og dermed også tabet af stabilitet, der medfører kriser?
Niels-Simon Larsen
Jeg er enig.
De krasse og meget ubehagelige konsekvenser af reelt at stoppe den nuværende udvikling vil også omfatte ophør af fertilitetsbehandling, slut med organ-transplantationer og egisme i bred forstand.
Men hvis ikke vi helt skal miste vores menneskelighed, skal plejen og evt. smertelindringen af de som lever, fortsætte.
Den grønne ideologi går på at mennesket er syndigt i sin omgang med naturen - at hvis mennesker fortsætter med at leve og forbruge på samme måde som hidtil - vil planeten Jordens økosystemer kollapse og mennesket som art vil, om ikke uddø, så i det mindste grundigt få ødelagt sit livsgrundlag.
I forne tider havde samfundene - ihverfald de europæisk-influerede - deres magtideologiske basis i bibeltro kristendom, men af flere grunde har den ideologi ikke længere tag i befolkningerne, så - for en sådan må magthaverne jo ha' - kommer den grønne ideologi ind som som erstatningsideologien - med IPCC-rapporterne som nye hellige skrifter, hvis påstande ikke må betvivles - og bål og brand lyses over de formastelige, der alligevel gør det: Samme procedurer som i forne tider.
Lise Lotte Rahbek: Ja, smertelindring er nødvendig i fremtiden. Jeg tror også, at hjælp til selvmord bliver almindeligt. Mange vil spørge sig selv, hvorfor de skal leve et meningsløst liv. Allerede nu er unge i tvivl, om det er i orden at bringe et barn ind i denne verden. Selve det at finde et arbejde, der ikke ødelægger miljøet og mennesker, kan være svært at finde. En i min familie er med til at lave strukturplaner på trafikområdet, men er også begyndt at tænke over, hvad det er hun egentlig laver. Tænk at være ansat i By og Havn eller den slags firmaer, der har stor folkelig modstand, og som altid skal stå på mål for noget, de ikke rigtigt er med på. Da jeg underviste i Folkeskolen, havde jeg det tit skidt med det, jeg blev nødt til at lave. Bag al den samfundskritik vi leverer står der mennesker, der gerne vil beholde deres arbejde.
At danskerne ligger højt i lykkemålingerne, har ikke noget med lykke at gøre. Man skulle hellere lave nogle dårlig-samvittigheds målinger. De ville vise noget andet, men hvis alle dem, der arbejdede på tobaksfabrikkerne meldte, at de ikke havde dårlig samvittighed, var man lige vidt. Det plejer at hedde ‘ikke skyldig’, og det ved jeg ikke, hvad vi skal gøre ved.
Kapitalisme er Gud. Og kun Gud kan redde os nu. Du kan spare 1,2% i SKAT ved at melde dig ud af folkekriken. Øhhh folkekirken.
Niels-Simon Larsen
Jeg talte med en jobcenter-ansat om nøjagtig det samme. De regler de administrerer kan/må/bør ikke være værre mod klienterne,
end at de ansatte kan se sig selv i spejlet.
Arbejde skal give mening. Ikke lidelse.
Sætter denne artikel ikke krigen i Ukraine i et endet perspektiv?
“andet perspektiv?”
Tja lidelse er nok en del af dette liv uanset arten. Men lidelsen har en årsag og er der en vej ud af den? ja der er en vej ud til at tackle den! den kom lige til mig grundet mit tilhørsforhold efter omtalen af Gud.
Men hvis vi ikke skal blive helt smidt i kulkælderen kunne man måske ændre ordet krise til problematik og reelt er det vel menneskets eget ansvar at løse det, men men som sagt er vi ret mange til at klare det.
Tak for mange rigtigt gode indlæg, desværre er vi i dette forum nok desværre en microbe i denne verden. Men lad os i det mindste ikke miste håbet.