Jeg græd glædestårer efter oscarshowet. Det viser, hvor meget repræsentation betyder

Søndag nat vandt filmen Everything Everywhere All at Once syv Oscars. Jeg sad oppe hele natten og håbede på det her øjeblik. Og græd.

En vigtig plads i historien blev indtaget af asiatiske kunstnere i filmbranchen. Blandt andet vandt Michelle Yeoh i kategorien bedste kvindelige hovedrolle. Det er kun anden gang i historien, at en ikkehvid kvinde vinder den kategori. Den første gang var Halle Berry, der i et smukt øjeblik fik lejlighed til at overrække prisen til Yeoh, som fører stafetten videre. 21 år efter hun selv stod med den i hånden.

Jeg var ikke gammel nok til at forstå filmen Crouching Tiger, Hidden Dragon, da jeg første gang så den. Men jeg forstod alligevel, at man godt kan være sådan en, som så ud som mig, og være stærk.

Hvorfor græd jeg søndag nat? Fordi verden, inklusive filmindustrien, er så uretfærdig. At asiatiske personer bliver anerkendt for deres arbejde er ikke overfladisk. Det er et håb for fremtiden, at verden rykker sig – urimeligt langsomt – tættere på retfærdigheden.

Da jeg var barn, kunne jeg få tre udklædningsmuligheder til fastelavn: Pocahontas, Mulan eller hende fra The Ring. At karakterer, som er asiatiske eller oprindelige folk, kommer til syne, betyder, at der ikke længere kun er tre stereotype ’valg’ at se op til. Jeg voksede op og troede, at det, jeg drømte om at blive, var uden for min rækkevidde. At jeg ikke havde ret til at indtage et rum eller bruge min stemme.

Asiatiske personer er så sjældent set i Hollywood, at værterne på TV 2’s dækning af oscaruddelingen forvekslede østasiatiske kvinder med hinanden og havde svært ved at udtale deres navne og filmens titel. En titel, som med vilje er gjort svær at udtale for at understrege, hvordan man som immigrant ikke møder forståelse, når man prøver at udtrykke sig på et fremmed sprog.

Når ellers velforberedte værter laver fejl som disse, er det et tydeligt eksempel på, hvordan racistisk bias udspiller sig. Hvor ofte vi bliver ignoreret, og hvor sjældent hvide mennesker skal forholde sig til vores ansigter og oplevelser.

Tal viser, at når man vinder en Oscar, kan ens indtægt stige med 20 procent. Jeg ville ønske, det også var sådan i hverdagen. At den omfattende indsats, man hver dag yder på trods af minoritetsstress og daglige møder med racisme, faktisk blev mødt med ordentlig betaling og retmæssig anerkendelse.

Jeg græd ved oscaruddelingen, fordi det her øjeblik, som kan synes overfladisk eller ubetydeligt, i virkeligheden signalerer, at man som asiat har fortjent at være her. Og man har fortjent at blive hyldet for det.

Cecilie Hedegaard-Elmsted er sociologistuderende og bestyrelsesmedlem i Adoptionspolitisk Forum