Læserbrev

Grønne organisationer advarer om ny GMO-lovgivning, men GMO er en vigtig brik i klimakampen

Greenpeace, NOAH og syv andre organisationer frygter lempeligere EU-lovgivning på GMO-området. Det er dog en grundløs frygt, da GMO og særligt CRISPR-Cas9-teknologien vil kunne gøre planter mere modstandsdygtige over for fremtidens klimaforandringer
I dag kan vi, hvis vi udnytter teknologiens potentiale, gøre planter modstandsdygtige over for klimaforandringer, insekter og sygdomme, skriver klima-, natur-, og miljøordfører i Konservativ Ungdom Wilhelm Ditlev Christian Thomsen i dette læserbrev.

I dag kan vi, hvis vi udnytter teknologiens potentiale, gøre planter modstandsdygtige over for klimaforandringer, insekter og sygdomme, skriver klima-, natur-, og miljøordfører i Konservativ Ungdom Wilhelm Ditlev Christian Thomsen i dette læserbrev.

Eva Rosenqvist / Scanpix Denmark

Debat
16. marts 2023

I dag mødes EU’s miljøråd for blandt andet at drøfte et forslag om potentielle ændringer af lovgivningen på GMO-området. Det ses i lyset af store fremskridt, hvor teknologier som CRISPR-Cas9, der er et klippeværktøj til at redigere gener, er blevet mere tilgængelige og udviklet i et omfang, der gør geneditering sikrere og kontrollerbar i en langt højere grad end den dominerende GMO-metode i dag. Den adskiller sig nemlig i så stor udstrækning fra andre metoder til genredigering, at det ikke giver mening at kategorisere den som traditionel GMO i EU’s reglement, fastslår EU-Kommissionen.

Det har fået Greenpeace, NOAH og syv andre organisationer til at råbe vagt i gevær i et åbent brev til miljøminister Magnus Heunicke (S) i frygt for, at reguleringen moderniseres.

Men det er en grundløs frygt.

Verdensbanken og FN har peget på genredigering som én af ti teknologier, der skal levere løsninger, som kan bidrage i kampen mod klimaforandringer.

I dag kan vi, hvis vi udnytter teknologiens potentiale, gøre planter modstandsdygtige over for klimaforandringer, insekter og sygdomme. Vi kan udvikle afgrøder, der har behov for mindre gødning og måske endda få dem til at optage kvælstof fra luften.

Dette vil tillade et grønt, energieffektivt og pesticidfrit landbrug, hvor kvælstofudledninger ikke kvæler maritimt liv, og hvor vi kan få mere skov, samtidig med at vi producerer mere. Og det er der behov for. Vi bliver kun flere og rigere mennesker i verden. Vi skal bruge mere mad produceret på et mindre areal og med færre ressourcer.

GMO-produkter burde derudover kunne kaldes for økologiske. De er lige så naturlige som de planter, vi i årtusinder har forædlet. Den eneste forskel er, at vi i dag kan forædle mere kontrolleret, bedre og hurtigere. Sidst men ikke mindst skal vi lægge den frygt, der beror på skræmmebilleder fra forrige årtusind, i graven og sige ja tak til GMO. For det er en uundværlig teknologi i fremtidens klima.

Wilhelm Ditlev Christian Thomsen er klima-, natur-, og miljøordfører i Konservativ Ungdom

information.dk/deltag

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lise Lotte Rahbek

Nej, vi kan ikke ændre hele verden, så den passer bedre ned i bukselommen.
Teknologien kan ikke hamle op med naturlig selektion og klare det hele på 1/100000 del af tiden.
Biodiversitet indenfor plante-variationer er ikke noget naturen har opfundet for at genere mennesker, men fordi det giver god mening at have forskellige varianter af den samme slags planter, så sygdomme og fjender og misvækst ikke kan sprede sig så let som i monokulturer.
Men det er måske hensigten at alle planter, som dyrkes i Danmark skal være teknologisk modificerede planter? I så fald har KU måske også sat sig for at nedlægge de plante-genbanker, der findes, for menneskene med teknologiens hjælp nok skal klare det hele?
Som plantedyrker og frøsamler er jeg inderligt modstander af GMO og af patentrettigheder på (genmodificerede) planter. Det er hul i hovedet. De eneste der har noget ud af det er virksomhederne, som tjener fede penge på patenter og på at klippe i plantegener.

Erik Bresler, erik pedersen, Mette Johansson, Steen Obel, Hanne Kock, Eva Schwanenflügel og Uffe Gammelby anbefalede denne kommentar