Indret arbejdsmarkedet på familiens præmisser – ikke omvendt

Hvis feminismen turde udfordre sine egne grundantagelser, kunne vi lettere få meningsfuld ligestilling.

Det kræver for eksempel et radikalt anderledes arbejdsmarked.

Alle ved, at ligestilling ikke er udgangspunktet i Danmark. Kvinder er både socialt og økonomisk ringere stillet end mænd, når det gælder magt, indflydelse og økonomisk sikkerhed.

Årsagen skal findes i, at ligestilling i Danmark handler om lappeløsninger og krummelurer på en lovgivning, der grundlæggende favoriserer et højt arbejdspres hele livet – og det udgangspunkt harmonerer dårligt med kvinders, børns og familiers behov.

Hvem er ’kvinder’?

I kølvandet på ’kvindernes internationale kampdag’ er det måske meget naturligt med en definition af, hvem ’kvinder’ er. I denne sammenhæng taler jeg om mennesker, der biologisk set er kvinder. Også selv om de identificerer sig med og/eller eventuelt kalder sig noget andet. Mit ærinde her er at tale reproduktionens og omsorgens sag.

Det vil sige, at jeg taler om mennesker, der kan blive gravide og føde børn. En stor del af dem identificerer sig med deres biologiske køn og kalder sig ’kvinder’. Og denne kampdag har gennem tiden handlet om dem og de særlige forhold, der knytter sig til at have den position i et givent samfund.

Mandlig ligestilling

Når vi ikke har ligestilling, så beror det i vid udstrækning på, at vores ideal om ligestilling er ensidigt og derfor netop ikke ’lige’. Den idé om ligestilling, vores samfund abonnerer på, er ligestilling med 100 procent mandligt fortegn: Vær meget på arbejde – så får du indflydelse og kan få en karriere. Og ellers har du ikke ret til det.

Den eneste vej til at sikre sig selv økonomisk er at være meget på arbejde. Og man får ingen pension, hvis man tager sig af sit barn og sin familie (imens din partners vokser, fordi personen er meget på arbejde).

Det er meget let at forstå den logik, fordi det gennem historien har været sådan, mænd opnåede magt og penge. Derfor har man nok tænkt: Kvinder må gøre det samme. Ligestilling er blevet til at give kvinderne mulighed for det samme. Ja ligefrem tvinge dem til det.

Frem for at nøjes med mindre forlængelser af barselsorlov, kønskvoter og optællinger af kønsfordeling i parlamentariske forsamlinger, bestyrelser og endda lovgivning, der retter sig mod at fjerne biologiske mødre fra børnene, bør vi i stedet spørge os selv: Hvad er årsagen til, at der ikke er en lige repræsentation af mænd og kvinder her? Og hvordan kan vi gøre det muligt for kvinder at deltage på deres egne præmisser?

Situationen i dag devaluerer kvinders reproduktive egenskaber og behov og gør omsorg for egne børn til et problem, der skal overstås. Omsorg for børn står i vejen for, at en lige så stor del af kvinder som mænd kan have magt over deres eget liv og indflydelse på samfundets udvikling, fordi det kræver, at de opfører sig som mænd. Og fra samfundets side har vi funderet ligestilling på en falsk præmis om, at det generelt er muligt.

Tabu at være mor

Vi er kommet så meget på vildspor i vores tanker om, at vi alle er ens, at det nærmest er blevet et tabu at være mor. Fra at være en unik og anerkendt rolle sidestilles det nu med en forældet og normativ tankegang om køn, hvis man påpeger en mors behov for at være sammen med sit barn og det særlige, en mor kan give et lille barn. Ideologi og ligestilling kommer i vejen for, at tilknytning, psykologisk udvikling og social forandring i en familie kan få lov til at udfolde sig på familiens egne præmisser.

I dag er det i vores kultur så idylliseret, hvis en mand tager sig af et barn, at man kan lave reklamefilm og skrive bøger om det. Mens det nærmest er syndigt, hvis en mor faktisk har lyst til og behov for at tage sig af det barn, hun lige har født og ofte også ammer. Er det ligestilling?

Vi ved en masse om små børns behov for nærvær, omsorg og deres forældre – alligevel favoriserer lovgivningen, at forældrene sætter børn helt ned til otte måneder i vuggestue. Det har i mine øjne ikke noget som helst med ligestilling at gøre. Til gengæld har det en hel del at gøre med forværring af mange børns trivsel, fordi deres liv starter med et alt for højt pres – konsekvenserne ser vi i hobetal.

Derfor argumenterer jeg for et arbejdsmarked, der er indrettet på reproduktion og familiedannelse som centrale og altafgørende processer i samfundet. Og anerkender kvinders særlige rolle heri. Ellers vil vi se en fortsat forværring af den generelle mistrivsel og skolevægring, sygemeldinger med stress og så videre.

Vend udgangspunktet

Mange vil sikkert mene, at jeg er galt afmarcheret her. Det er let at se de vante positioner og for eksempel fra venstrefløjen affeje enhver kritik af deres ligestillingsparadigme med, at jeg vil have ’kvinderne tilbage til kødgryderne’ og lignende useriøse paroler. Og fra højrefløjen kan man jo undre sig over, at jeg overhovedet kan forestille mig, at det kan give økonomisk mening ikke at arbejde!

Til disse og andre automatreaktioner vil jeg sige: Vi bliver nødt til at komme videre nu. Dette er ikke en ideologisk debat. Vi løser ikke problemerne ved at gøre endnu mere af det, som har været med til at skabe dem.

På samme måde som klimaforandringerne ikke er til diskussion, er det heller ikke længere til diskussion, at vores samfund skaber mistrivsel hos en meget stor andel af børn og unge. Og en del af miseren kan forklares med et alt for højt pres på familier lige fra begyndelsen af barnets liv – på både mødre og forældre generelt.

Arbejdsmarkedet trænger til en grundlæggende rekalibrering, der tager bestik af hele billedet og ikke holder hånden for det øje, der ser kvinder og deres reproduktive sundhed og vigtighed for et samfunds trivsel og økonomi.

Der er flere indlysende gode grunde til at skabe et reproduktivt arbejdsmarked:

Tallene for børn og unges trivsel taler for sig selv. Ditto med antallet af mennesker, der rammes af stress og sygemeldes. Ditto med presset på psykiatrien og ventelisterne hos psykologerne. Og manglen på arbejdskraft inden for velfærden over en kam. Og det er allerede tydeligt nu, at fødselstallet ikke stiger i det omfang, vi havde regnet med. Med en aldrende befolkning er det gift for samfundsøkonomien.

Så min opfordring: Indret arbejdsmarkedet på kvindernes præmisser. Mindre giver ofte mere – det gælder også her. Kvinder bliver gravide, føder, ammer og har behov for at komme tilbage til arbejdsmarkedet i deres eget tempo. Det samme gælder for mange fædre/medforældre. Fleksibilitet bør således være en mulighed for alle forældre (også efter barsel), så reproduktion, familiedannelse og forældreskab bliver et grundvilkår, som arbejdsmarkedet indretter sig efter. Så penge, indflydelse og magt bliver mere ligeligt distribueret samfundet imellem – uden at det skal gå ud over børnene!

Man kan kalde det et reproduktivt eller et feministisk arbejdsmarked eller noget tredje. Situationen viser med al tydelighed, at det ikke er lykkedes at indrette naturen efter arbejdsmarkedet – så lad os gøre det modsatte i stedet.