»La fjella leva!«
Sådan har det lydt foran Olie- og energidepartementet i Oslo den seneste uges tid.
Torsdag den 23. februar var det 500 dage siden, at en højesteretsdom afgjorde, at Olie- og energidepartementets (OED) opsætning af 151 vindmøller på Fosen-halvøen, i landsdelen Trøndelag, blev fundet ugyldig. Vindmøllerne er opstillet i et vigtigt område for rensdyrdriften og krænker samernes rettigheder.
En dom, som altså burde have markeret afslutningen på årtiers kamp for rendriftsamerne. Men vindmøllerne snurrer fortsat på Fosen.
Dommen tilsiger nemlig ikke, hvad der nu skal ske. Mens samerne kræver området tilbageført til naturen, forsøger OED at balancere rollen som formskifter, hvor de både skal forsvare den lovstridige koncessionstildeling og forsøge at agere objektiv udreder i sagen. Mens olie- og energiminister Terje Aasland gjorde adskillige krumspring for at undgå at kalde sagen et pågående brud på menneskerettighederne, hang udtalelser om ’mere kundskab og udredning’ til gengæld løst.
Nu er turbinerne jo sat op
Kritikere af demonstrationen mener, at vindmølleparkerne jo nu er anlagt og idriftsat, og derfor må man få det bedste ud af det og dæmme op for de negative konsekvenser på bedst mulig vis. Vindmøllerne bidrager jo til dekarbonisering og til energiproduktionen i et land, hvor kraftoverskuddet forvitres med hastige skridt.
Desuden, lyder argumenterne, vil det være ganske bekosteligt at måtte rive vindmøllerne ned nu. De vindmøller, som trods en igangværende sag om potentielle krænkelser af urfolks rettigheder, blev forhåndsgodkendt, opsat og igangsat. Nu skal behov for grundigere udredninger så agere rygdækning for OED, så vindmøllernes drift fortsat kan sikres.
Som demonstrationen intensiveres, har sagen også trukket overskrifter internationalt og i Danmark. Særligt Greta Thunbergs deltagelse har været i fokus, alligevel har universaliteten i sagen ikke modtaget nogen særlig opmærksomhed.
’Green grabbing’ først, spørg bagefter
Fosen-sagen tydeliggør kompleksiteten i målet om en grønnere fremtid, og de tvivlsomme metoder, som tages i brug i den grønne sags tjeneste.
Kampen om adgang til land og ressourcer er langtfra ny. I starten af 1900-tallet behandlede Rosa Luxemburg kapitalismens behov for ekspansion, mens David Harveys kritiske videreudvikling med fokus på »akkumulation gennem fratagelse« i jagten på nye profitmuligheder under kapitalismen, genererede en ny bølge af studier fra starten af 2000-tallet. Harvey fremhæver, at en fortsat akkumulation kan ske gennem appropriation af ’spildte’ aktiver som naturressourcer eller landområder set ud fra et profitmaksimerende perspektiv.
I dag, i de mange krisers tid, er der opstået et yderligere pres på verdens ressourcer, og landområder approprieres nu i den grønne sags tjeneste. Under begrebet green grabbing kritiseres mekanismerne bag opkøb af arealer til produktion af biobrændsel, etablering af store energiparker med vindmøller, etablering af et marked for karbonkreditter gennem CO₂-optagelse i skovarealer, eller projekter rettet mod økoturisme, der finder sted i stigende grad.
Fredningsopkøb af regnskov eller kyststrækninger, i et velment forsøg på at beskytte land, risikerer at reproducere økokolonialistiske perspektiver i stedet for at presse på for egne regeringers politiske vejvalg.
Aktører bag ’green grabbing’
Mekanismerne bag green grabbing understreger også en stigende kompleksitet i rækken af aktører, som nu ikke blot tæller ’kapitalister’, men både internationale finansinstitutioner, miljø- og udviklingsorganisationer, store multinationale selskaber, privatpersoner og stater, som gennem grønne initiativer bevirker omfattende ændringer i eksisterende naturbrug og -forvaltning. Hvor især lokale småskalaproducenter, som for eksempel urfolk, småbønder eller -fiskere og skovbruger risikerer negative konsekvenser.
Mens protesterne mod ’handl først, find en måde at retfærdiggøre bagefter’-tilgangen til grøn omstilling høres tydeligt i det norske regeringskvartal i disse dage, har vi i Danmark ikke mærket til udliciterede konsekvenser ved green grabbing i hverdagen. Men i takt med en nødvendig intensivering af den grønne omstilling, kommer spørgsmål om retfærdighed tydeligere frem over hele kloden, og løsningen kan ikke være grøn kolonialisme.
Birgitte Nygaard er ph.d.-studerende ved Institutt for tverrfaglige kulturstudier, NTNU
La fjella leva, samerne kræver området tilbageført til naturen. Lyde smukt, men
for samerne handler alt om rensdyrdriften, hvilet også indebærer at naturen skal renses for rovdyr. Ulv, bjørn og sågar los skydes i stor stil, både lovligt og ulovligt.
Bevarelse af urfolk rettigheder er ikke lig med naturbevarelse når det handler om samerne. Naturen vil have det bedre med vindmøller og uden rendrift.
Det er forkert at køre folk over, men at rive møllerne ned er en luksus vi ikke har råd til i vores nuværende kritiske situation.
"Two wrongs doesn't make a right " som det hedder på udenlandsk.
Vi skal klart forhindre at green grabbing fortsætter, så en løsning kunne være at overdrage ejerskabet til samerne, betinget af at de leverer et vist mål af grøn energi pr år.
Hvis møllerne virkelig skræmmer renerne kan de stoppes i de perioder hvor der er rener i nærheden indtil de akklimatiserer sig.
Derudover vil overførsel af ejerskab give samerne kompensation for ekspropriationen og sende et signal til bygherrer om at tænke sig godt om, før de kører folk over.
Ekspropriation er kedeligt for alle, men at tro vi kan stoppe klimakrisen med småjusteringer der ikke gør ondt på nogen er lodret virkelighedsbenægtelse.
@Rune Palm Det er vås du kommer med. Samerne lever som de har gjort i over 1000 år uden nogen dyreart er uddød af den grund. De er nomader der følger deres halvvilde dyr.
@Mads Horn Man kan kun stoppe green grabbing ved at det får konsekvenser for dem der laver det. Derfor skal de møller flyttes og dem der er skyld i de står der skal betale for det. Ellers vil det ske igen.