Medlem af Dybvad-udvalget: Det går godt i embedsværket, men det må ikke blive en sovepude

Det går godt i det danske demokrati. Dybvad-udvalgets nye rapport viser, at der er rigtig mange ting, der fungerer. 46 procent af befolkningen har tillid til embedsværket. Til sammenligning var det i 2016 kun 37 procent.

Embedsværket kender Kodex VII, de syv centrale pligter, og oplever det generelt som en god vejledning for deres arbejde. Overordnet indikerer resultaterne, at der ikke er brug for en revolution, men evolution.

Men det skal ikke være en sovepude, at det går godt. Vi skal bevidst og kontinuerligt udvikle på de institutioner, der understøtter demokratiet.

Udvalget anbefaler, at der skal være fokus på lovlighed. Det er vigtigt. Men det er også vigtigt, at vi har fokus på andre centrale fagligheder end den juridiske i det danske embedsværk.

Der er uddannelsesfagligheden, hvor det er relevant at skelne mellem generalister som politologer, økonomer og jurister og specialister som læger, geologer og ingeniører.

Derudover er der procesfaglighed, der dækker over både den generelle procesviden, der handler om formel og uformel viden om processer og arbejdsgange, samt den specifikke procesviden, der handler om kendskab til love, regler og ikkevedtagne forslag på eget område.

Samspillet mellem de forskellige fagligheder er vigtigt. Ligesom det er vigtigt, at embedsmanden (m/k) tør sige sin faglige mening uden at være nervøs for at blive opfattet som værende på tværs af sine overordnede.

Bureaukratiets dilemma

Lige nu står embedsværket i et dilemma, der er tydeligere end før. Det er blevet en del af den offentlige dialog: bureaukratiets dilemma.

På den ene side er der frygten for, at embedsmændene udnytter deres faglighed til at blive de reelle beslutningstagere. At de ’kører politikerne over’ i overført betydning.

På den anden side er der frygten for, at de er så politisk lydhøre, at de glemmer fagligheden. At de lige så godt kunne være særlige rådgivere.

Så hvis embedsmændene siger for meget fra, så opfattes de som Sir Humphrey. Siger de ikke nok fra, så er de blot håndlangere for ministeren. Dette er virkeligheden, som embedsværket skal navigere i.

Vores undersøgelser viser, at 49 procent af embedsværket er helt eller delvist enige i udsagnet: »Jeg oplever sommetider, at det kan være svært at levere rådgivning og bistand på et højt fagligt niveau og samtidig loyalt varetage ministerens politiske/taktiske ønsker.«

Dette tolker nogle som et problem, men det mener jeg ikke, det er.

For, ja – selvfølgelig er det svært at balancere. Det er derfor, at vi ansætter højt uddannede mennesker i embedsværket. Jeg havde været mere overrasket, hvis ingen havde sagt, at det var svært. Svaret viser, at embedsværket reflekterer over forskellen på det politisk-taktiske og det faglige. Det er et godt tegn.

Politisering og den mytiske neutralitet

Det store spøgelse i den offentlige debat er den såkaldte ’politisering’, som ingen rigtigt tager sig tid til at forklare, hvad de mener med. Ud over at det er dårligt, må forstås. For embedsværket skal være neutralt. Problemet med det er antagelsen om, at der findes neutrale råd. For gør der overhovedet det?

Der kan sagtens være forskellige faglige analyser og vurderinger, der alle er gode. Det centrale må være, at man lever op til de faglige standarder, der er på ens eget fagområde. Tag for eksempel forskellige økonomers vidt forskellige bud på effekten af reformer. Hvad er den neutrale udregning af en reforms effekt?

Når man lægger forskelligt vægt på forskellige hensyn og temaer, så får man også forskellige resultater. Det er klart. Derfor er transparens i analyser og metoder helt central.

Har vi partipolitiske embedsmænd i Danmark?

Nej. Ud over de særlige rådgivere, selvfølgelig. Vores undersøgelse viser, at der generelt er stort fokus på fagligheden – både i interview og spørgeskema. Men svaret på ét spørgsmål giver anledning til at stoppe op og reflektere:

16 procent af embedsmændene svarer, at de »sommetider yder rådgivning og bistand til rent partipolitiske formål«. Det tal er bekymrende. Det er ikke meningen, at embedsværket skal arbejde partipolitisk. Punktum.

Fremad har vi brug for at finde ud af, hvad de forstår ved at arbejde partipolitisk. Kun der kan vi finde ud af både hvor alvorligt problemet er, og hvad man skal gøre for at komme det til livs. Min indre forsker ville ønske, at vi også havde spurgt om et batteri af bagvedliggende faktorer til at måle partipolitisk rådgivning.

En forsker fra Australien beskriver for eksempel, at der er forskel på, hvordan man betragter sin rolle som embedsmand, alt efter hvor højt man er i hierarkiet. De mindst erfarne opfatter sig selv som upartiske og uafhængige rådgivere – som nogle, der er above politics. Gad vide, om det samme gælder i Danmark?

Embedsværket skal være politisk lydhørt

»Embedsmænd skal loyalt give faglig bistand og politisk/taktisk rådgivning til den til enhver tid siddende minister og regering.«

Det står i Kodex VII. Det er altså en del af embedsværkets pligter at yde politisk-taktisk rådgivning ud over den faglige bistand.

Faglighed og politik betegnes nogle gange som det kolde og det varme vand og italesættes ofte som noget, der skal holdes adskilt. Men har I prøvet at stå ved de håndvaske, hvor man skal vælge, om man tænder for den varme eller den kolde hane?

Både de embedsmænd og ministre, jeg har interviewet i min forskning, ser det som en styrke, at politisk-taktiske rådgivning bliver givet på et fagligt grundlag – det svarer til, at det varme og kolde vand kommer ud af den samme hane. Men det er vigtigt, at vi finder den rette temperatur.

Embedsværket skal komme med fagligt gode løsninger og klarlægge de forventede konsekvenser af både ministerens og egne løsninger. Der er også behov for at tænke loyalt med på ministerens ideer. For hvad er alternativet? Alternativet er, at embedsværket arbejder for nogle andre interesser og dermed vil spille en større politisk rolle.

Fagligt fyrtårn

41 procent af embedsværket er helt- eller delvist uenige i udsagnet: »Når medierne fremlægger sager, der har været behandlet i min organisation, bliver de typisk fremlagt korrekt.« Det er et meget højt tal.

Så når medierne diskuterer, om tilliden til embedsværket er smuldrende, kan de ikke sige sig fri for et medansvar i forhold til at fremstille sager korrekt og dermed hjælpe med at understøtte fagligheden, som den præsenteres i offentligheden. Det er værd at tænke over, om historier vinkles for skarpt.

Samtidig er det ikke kun embedsværket, der er ansvarlig for, at der kommer fagligt gode løsninger til overfladen. Embedsværket skal bære de faglige betragtninger op til deres minister, men så er det op til ministeren og Folketinget at vælge de fagligt solide løsninger. Men når politikerne træffer beslutninger, er de i deres gode ret til at træffe beslutninger, der fagligt set ikke er optimale. Det er kernen i demokratiet.

Embedsværket skal dog blive ved med at insistere på at levere fagligt funderede analyser og rådgivning. Embedsværket skal blive ved med at kræve sin plads. Og politikerne skal huske at give plads – og ikke mindst tid.

Hvis embedsværket ikke får mulighed for at give faglig rådgivning til politikerne, har vi et problem.