I slutningen af 2019 arbejdede jeg, en millennial, sammen med en gen Z’er, som med ufortrøden hånd strøede om sig med udråbstegn i mails, Instagram-opslag, Messenger-beskeder som var det … ja, punktummer.
En dag spurgte jeg hende, hvorfor hun brugte så mange udråbstegn, da jeg mente, at det virkede lidt aggressivt eller i visse tilfælde barnligt og overentusiastisk. Til den aggressive del rynkede hun blot på næsen ad mig, og angående det barnlige og overentusiastiske spurgte hun mig en smule opgivende, »hvorfor er du så bange for at vise følelser?« mens hun kiggede hovent på mine skinny jeans.
Små tegn gør en stor forskel
Gen Z er vokset op med hurtig, elektronisk kommunikation, hvor det er normalt at trykke ’send’ efter hver sætning, så modtageren potentielt får fire-fem korte beskeder i streg frem for én besked, der indeholder fire-fem sætninger.
Denne måde at kommunikere på lægger sig tæt op ad måden, vi fører samtaler; den er mere umiddelbar og virker knap så kalkuleret. Det virker, som om personen skriver det, de tænker, i det sekund de tænker det, og i stedet for at være optaget af korrekt tegnsætning bliver der trykket ’send’ med det samme.
Det er ikke, fordi gen Z har smidt alle tegn over bord og bare lever i et sprogligt ingenmandsland, hvor lingvistisk forvirring og anarki hersker. De er derimod mere opmærksomme på, hvad de forskellige tegn fortæller om afsenderens humør og mentale tilstand.
Korrekt tegnsætning er mindre vigtig end at vise modtageren af ens beskeder, at man er venlig og åben i sin kommunikation. Og dette gøres blandt andet ved at udelade punktummer, hvis man vil formidle relativt neutrale beskeder, eller ved at erstatte et punktum med et udråbstegn, hvis man vil vise glæde og entusiasme.
Overvej forskellen mellem følgende tre beskeder:
Hej
Hej.
Hej!
Det første hej er det venlige, men afdæmpede, som man ville bruge på gaden, når man møder en god bekendt – én, man bryder sig om, men som man ikke taler med så tit. Det sidste hej er det åbenlyst glade, som man bruger, når man ser de mennesker, man er tættest med. Hej’et i midten er det passivt-aggressive, man bruger, når man i køen i Netto møder den der irriterende kollega, der altid lugter lidt af sved, og som ikke har den fjerneste idé om, hvad ordet intimsfære betyder.
Følelser og fællesskab
At sproget udvikler og ændrer sig en smule for hver generation, er der ikke noget nyt i. Men gen Z’s fokus på at formidle elementer, der ellers ofte går tabt i skriftlig kommunikation, såsom følelser, toneleje og mimik, vidner om en ængstelig generation, der lægger stor vægt på, at de ikke ved et uheld kommer til at blive misforstået eller gøre andre mennesker ilde til mode.
Gen Z har observeret de ældre generationers digitale kommunikation på blandt andet sociale medier, og de er ikke imponerede. Det ene modbydelige kommentarspor efter det andet vokser frem på Facebook, og det er som regel 49-årige Susanne eller Henrik, der ikke rigtig forstår, at der sidder et levende menneske med følelser, tanker og bekymringer og læser deres hadefulde beskeder.
Ønsket om en mere åben og positiv kommunikation siger også noget om, hvordan den unge generation tager afstand fra den hyperindividualisering, som har kendetegnet tidligere generationer.
Det er mit indtryk, at det er blevet mere almindeligt blandt unge at tænke på det store, brede fællesskab og på, hvordan man kan bidrage til det, end hele tiden at være indadskuende og tænke mig, mig, mig. Flere og flere unge fravælger for eksempel kød af klimamæssige årsager, og det er også denne generation, som oftest vælger at købe genbrugsvarer, også på grund af klimaet.
Vi kan lære af hinanden
For at kunne indgå i et givende og bæredygtigt fællesskab er det nødvendigt at kunne kommunikere på en måde, der inviterer andre mennesker ind i varmen. Gen Z har set, at det gør man bedst ved at forstå sine egne følelser og formidle dem på en åben måde – og ved at respektere andres følelser og sårbarheder. Derfor bliver det bryske og abrupte punktum enten udeladt eller erstattet med et udråbstegn.
Jeg mener, at gen Z’s ønske om sunde relationer, et bredt fællesskab og en bæredygtig levevej er beundringsværdig – og noget, vi alle bør stræbe lidt mere efter, hvis vi rent faktisk skal redde planeten. Samtidig tror jeg desværre, at det netop er denne higen efter global samhørighed og følsomhed, der gør, at den unge generation er mere angst og deprimeret end nogensinde før.
Derfor skal vi fra de ældre generationer måske lære at kommunikere lidt flere følelser og udvise mere hensyn, også på skrift – og altså somme tider bruge lidt flere udråbstegn. Men måske ville gen Z også gøre sig selv en tjeneste ved lidt oftere bare at turde sætte et punktum.
Katrine Blauenfeldt er cand.mag. i engelsk
Jeg opfatter nu overforbrug at udråbstegn som tegn på en grundlæggende ubevidst usikkerhed, ængstelse for ikke at blive hørt, taget alvorligt, opfattet som ægte ....
M.a.o. noget man forhåbentlig vokser fra. Men det er nemt at sige, eller rettere skrive, for mig, f. 1947 .... (og så kan man jo spekulere over hvad de tre prikker signalerer....).
I øvrigt sætter jeg stor pris på semikolon, som bruges alt for sjældent. Hvad det så siger om mig, får andre spekulere over hvis de gider.
Alle generationer har vist godt af, at lære at det vigtigste i kommunikation er indholdet, og ikke formen og karaktereren af denne. Man kan være forhånende og respektløs i en "god tone", og man kan vise hensyn til et andet menneske selvom man bander og bruger udråbstegn.
tankestregen er glimrende - (her kan modtageren selv gætte/bestemme sig til i hvilken ånd/hensigt det er afsendt.......!) - (kan dog ikke bruges overalt - :-)
Min lillebror (årgang 1985) klagede engang over, at jeg (årgang 1983) ikke brugte emojis, så jeg sendte ham en sms med samtlige emojis på min telefon.
Problemet med skriftlig kommunikation vil jo altid være, at der i højere grad end mundtlig kommunikation vil opstå misforståelser og tolkninger.
Fx kan mit lille "jo" i sætningen foroven for nogle virke, som om jeg taler ned til dem - ligesom det kan, at jeg forklarer mig her.
Uanset hvor meget, vi gør os umage, kan vi ikke få præcist det budskab frem, som vi vil.
Hvad betyder den enkelte emoji for dig og for mig?
Er et punktum passivt-agressivt eller blot en pause, der indikerer, at sætningen er slut?
Jeg tror, det ofte er bedre at gribe knoglen og ringe til folk end at sende en besked.
Fx sendte jeg den anden dag en sms til min kæreste med et link til Biografernes Dag.
Da jeg lørdag aften ringede til ham, var han sikker på, vi skulle i biffen klokken 12 om søndagen.
Jeg havde blot sendt ham et link, og jeg havde ikke tid til at ses før efter kl 14, da jeg kun havde søndag til at ordne praktiske ting.
Jeg gik ud fra, at han kunne regne det ud, da jeg havde været væk med arbejdet fredag til lørdag.
Det er blot et eksempel på, hvordan det usagte, og alt det vi ikke får skrevet tydeligt, kan udvikle sig hos dem, der skriver sammen.
Det er altså O.K. at udskamme de der bruger punktum som værende ufølsomme !!!!
Her viser udråbstegnet at udsagnet er positivt og inkluderende, mens et punktum ville have gjort udsagnet ufølsomt nedgørende overfor de de som bruger det.
Eller hvordan ?
.
Mht tegnsætning genereIt:
I øvrigt mener jeg at Information burde, om ikke gå over til, så dog acceptere enhedskomma efter Dansk Sprognævns anbefaling. Det svarer som bekendt (?) i store træk til hvad der bruges på engelsk, svensk, fransk, norsk, spansk .... osv. , vistnok alene med undtagelse af tysk. Og bruges f.eks. af Bo Jacobsen foroven.
Fordelen er at tegnsætning og frasering/mening følges ad og ikke hakkes op af kommaer der ikke markerer naturlige cæsurer i sproget.
Jeg er ikke overbevist om, at generation z er mindre indadskuende. Omvendt tænker jeg faktisk, de er enormt indadskuende. Det man risikerer at finde ved at skue indad er ens egne projektioner, som man så kan tage ansvar for - og dermed kan det føre til mindre egoistisk adfærd.
Omvenst kan øget indadskuen også medføre overbekymring og uro, for det er trodsalt ikke alting, man selv kan tage ansvar for. Og forsøger man på forhånd at tage ansvar for alt muligt, der slet ikke er ens eget, så kommer man ikke bare på overarbejde, man bliver også til gene for sine omgivelser.
Nogle gange er det måske bedre at oparbejde en usikkerhedstolerance hos sig selv og ens kontakter, så man kan tåle, at ens sms måske misforstås, end at fylde al tekstkommunikation med smileys og følelses-tegnsætning. Man kan alligevel aldrig helgardere sig mod en eventuel fejlæsning.
Nej, Ole Meyer, meninger hakkes ikke op med grammatisk komma, de bliver ordnet, så man kan se, hvad der hører sammen i en længere sproglig ytring; men som alting er der jo selvfølgelig en udvikling, og hvor jeg tidligere ofte måtte se mig ude af stand til at læse en tekst med anden kommatering end 'den tyske', ænser jeg det ikke mere i samme grad. Det er jeg nu ikke specielt glad for.
Mht. udråbstegn, som jeg selv altid har brugt flittigt, så er det jo en understregning af, at der er tale om en ytring i højere grad end en redegørelse.
Men jeg er ikke enig i, at det er udtryk for ufølsomhed: tværtimod er de mennesker, der ofte sætter uforholdsmæssigt mange punktummer, ofte også i stedet for kommaer, tværtimod nærmest fanget i deres følelser, ude af stand til at fremsætte udsagn på baggrund af overvejelser.
På mig virker udråbstegn råbende og bydende.
Jeg bruger dem kun for at understrege et udsagn - eller at snerre !
Steffen Gliese, kan du forklare hvordan sammenhængen i fx flg. sætninger blir mere logisk – eller for den sags skyld musikalsk – med prøjserkomma? Vi tar den først med meningskomma (som også kan kaldes andet):
"Manden vi taler om, ham der står derude og prøver at tænde en cigaret med tændstikker selvom det blæser, ham har jeg drukket bajere med på den bodega der ligger om hjørnet. Det var så før han sad inde for hustruvold, for nu vil jeg sgu ikke ses sammen med ham."
Og så på prøjsisk:
"Manden, vi taler om, ham der står derude og prøver at tænde en cigaret med tændstikker, selvom det blæser, ham har jeg drukket bajere med på den bodega, der ligger om hjørnet. Det var så, før han sad inde for hustruvold, for nu vil jeg sgu ikke ses sammen med ham."
Nej vel? Men tillykke med at du omsider kan læse tekster på andet end tysk og prøjserdansk. Hvorfor du ikke er glad for det, er nu en gåde. (Noget med psykologi og at blive voksen men længes mod barndommen .... ?)
PS forresten, Steffen Gliese: hvis du nu havde brugt en byge udråbstegn i din korte tekst – som du selv hævder du bruger flittigt – er det da ikke sikkert jeg havde turdet, eller i det mindste haft lyst til, at modsige dig. Som i det hele taget mht. folk der bruger mange udråbstegn (og dermed "råber højt"): man holder sig helst væk ...
(Du kan fx prøve at overveje hvordan dit indtryk af ovenstående, og af afsenderen, havde været hvis jeg havde afsluttet med "!!!" i stedet for "....")
Jeg skriver jo ikke replik her, Ole Meyer, derfor ingen udråbstegn. - Mht. dit teksteksempel, , mangler du et komma i første sætning: ham, vi taler om. - Det hele bliver jo også mudret af en moderne talesprogssprogbrug, hvor de henførende stedord er forsvundet ud af sproget. Det gør sig ikke mindst gældende ved dit biord 'før', hvor kommaet skal stå efter, for den ikke-afsnuppede sætning ville hedde: det var så før, (at) han sad inde for hustruvold...
Jeg kan ikke andet end betragte det som sjusk, der gør teksten ulæselig, hvis man undlader den korrekte kommatering. Dit første eksempel er for mig tæt på uforståeligt.
Det har intet med nostalgi at gøre, men alt med respekt for opbygningen af meningsfulde sætninger.
Steffen Gliese, prøv at læse de to versioner op. Eller bed en anden om det.
Min GenZ-nevø skriver konsekvent uden at afslutte sætninger med et punktum - både i WA og i e-mails.
Desuden skrev han følgende til mig (oversat fra tysk):
'Kunne du venligst holde op med at bruge alle disse e-mail-floskler? Jeg føler mig uhøflig, hvis jeg ikke bruger dem'
Til orientering: Jeg havde indledt min e-mail med noget så ekstremt som 'Hej XXX,'
Forkortelsen 'kh' opfatter han i hvert fald også som en floskel.
Spændende, hvordan kommunikation generationen imellem vil fortsætte :D
Altså, nu er kommaer jo ikke af hensyn til oplæsning, men organisering af meningerne i en skrevet tekst. Det er givetvis en del af misforståelsen, hvis folk opfatter et komma som en pause; men et grammatisk komma er jo netop ikke et pausekomma, det er sådan set pausekommaet, jeg opponerer imod.
Jeg tilhører en generation, hvor man blev vænnet til at kommunikere skriftligt over afstande med breve og postkort og gennem samtaler via telefon. Når man skulle formulere noget skriftligt, blev man tvunget til at tage sig god til til at tænke over ordenes sammensætning og indhold, hvis man ville undgå at skulle smide dusinvis af papirark bort eller undgå alt for mange overstregninger. Aldrig, jeg gentager, aldrig, følte jeg behov for at overveje, om et punktum , et komma eller et udråbstegn ville blive opfattet som fornærmende, opfarende, afstandtagende eller som et surt opstød.
Katrine Blauenfeldt taler om, at man” gør bedst ved at forstå sine egne følelser og formidle dem på en åben måde”, og at ”vi fra de ældre generationer måske (skulle) lære at kommunikere lidt flere følelser og udvise mere hensyn, også på skrift” Hun antyder dermed, at man tidligere ikke formåede den slags, og det vil jeg på det kraftigste modsige. Hvis hun har ret, kan man vel lige så godt afskrive tidligere generationers forfattere muligheden for at kunne sige noget meningsfyldt til gen Z.
Katrine Blauenfeldt taler også om ”gen Z’s ønske om sunde relationer, et bredt fællesskab og en bæredygtig levevej”, ja, sågar om ” global samhørighed” . Hvor stor betydning har punktummer, kommaer og udråbstegn for det? Måske det ville være mere formålstjenligt at foreslå gen Z’s skribenter af bruge lidt (eller meget) mere tid på at overveje teksten, før der klikkes på ENTER?
Måske lidt tid til eftertanke endda kunne forhindre noget af den angst og depression, hun påstår, gen Z lider af.
Steffen Gliese, det må jo altså være virkelig synd for alle dem – dvs. hele alle i Vesteuropa bortset fra dem i Danmark og de tysksprogede lande/kantoner – der lever i en verden uden prøjserkommaer (og makrelmadder).
Hvordan i alverden bærer de sig ad med at forstå hinanden på skrift? Slutter her, du er vist et håbløst tilfælde, med forlov.
(Findes lingvistisk agorafobi mon som diagnose?)
vås: alle i hele Vesteuropa, undskyld.
I kan jo begynde med at forklare hvad Gen Z er???
Gunnar Brønholt: de der er født mellem 1997 og 2010.
https://pkmedier.dk/wp-content/uploads/2022/09/generation-z-2048x1626.png
@Steffen Gliese, pausekommaet er altså afskaffet for mange, mange år siden! Vi har to grammatiske kommasystemer: Ét hvor man sætter komma både før og efter ledsætninger, og ét hvor man kun sætter komma efter ledsætninger. For at identificere en ledsætning skal man foretage en grammatisk analyse, altså cirka det du omtaler som at forstå hvad der hænger sammen i en sproglig ytring :)
Lol !!!!
(For fuldstændighedens skyld, fra en gammel dansklærer med kløe i blyanten:)
Til Martin Hansens forklaring kan tilføjes at der skelnes mellem parentetiske ledsætninger (hvor der kan sættes komma foran), og definerende eller ikke-parentetiske sådanne, hvor kommaet ikke hører hjemme. Således strukturerer man sin tekst efter hvad der hører mere eller mindre sammen i en sproglig ytring. Således f.eks. mht. kommaet lige før, inden ledsætningen "hvor kommaet ikke hører hjemme". Der kunne også have stået en parentes, som i "(hvor der kan sættes komma foran)" – men kommaet er elegantere og mere flydende.
Ligesom på f.eks. engelsk. Smart, ikke?