En reaktivering af andelstanken i dansk landbrug kan sætte fart på grøn omstilling

Politikerne er fortsat handlingslammede, når det drejer sig om omstillingen af dansk landbrug, men i de seneste fem-ti år er der udviklet tilstrækkelige modeller til, at befolkningen, virksomheder og fonde let kan begynde at opkøbe jord med henblik på omlægning til regenerativt landbrug (dyrkningsmetoder, som understøtter de naturlige biologiske processer, red.), skov eller naturgenopretning.

Jeg kan tydeligt huske, første gang det gik op for mig, at landbruget stod for op imod halvdelen af de samlede danske klimaskadelige emissioner, og da jeg fandt ud af, at en simpel omlægning kunne betyde, at der ikke kun kunne reduceres enorme mængder, men faktisk bindes CO₂, var jeg ved at falde ned af stolen. Måske den eneste win-win-situation i den grønne omstilling.

Forklaringen er, at en nypløjet mark udleder kulstof, altså CO₂, hvorimod en skov på det samme areal binder op imod ti ton CO₂ per hektar. En omlægning vil således ikke kun betyde enorme CO₂-optag, men også en voldsom forøgelse af den pressede biodiversitet. Læg dertil, at hvis de mange dræn på markerne blev sløjfet, og vi fik skovsøer og vådområder tilbage, ja, så ville fuglelivet også vende tilbage. I teorien en nem løsning. I praksis selvfølgelig en kæmpe opgave, men slet ikke umulig.

Vi var en mindre gruppe, der med den erkendelse satte os sammen for snart fem år siden og formulerede et sæt vedtægter og stiftede Foreningen Andelsgaarde, som i daglig tale er blevet til Andelsgaarde. Ambitionen var ganske enkelt at omsætte teori til praksis. Vi ville starte regenerative landbrug op og oplyse om dyrkningsteknikkerne, så vi kunne gøre vores for at vende udviklingen.

Før jeg satte mig op på cyklen på vej ind til den stiftende generalforsamling, skrev jeg, hvis nu projektet skulle gå helt galt, en kort pressemeddelelse med overskriften: »Det var naivt at prøve, men langt mere naivt ikke at gøre forsøget«. Den pressemeddelelse er heldigvis ikke kommet op af skrivebordsskuffen. Fem år og tre gårde senere og med en pæn egenkapital virker vores simple model, hvor alle kan blive gårdejere for få midler, og vi er i gang med at omlægge jorden.

Søvnløse nætter og lange sagsbehandlinger

De første hårde år er overstået med søvnløse nætter, årsregnskaber i sidste sekund, byggeansøgninger og lange sagsbehandlingstider i Landbrugsstyrelsen. Det hele er opbygget af frivilligt arbejde og nogle unge seje forvaltere, som forvandler udpint og død konventionel jord til, hvad der ligner det rene paradis. Der er også rejst biodiversitetsskov med over 12.000 træer og skovlandbrug med 400-500 forskellige frugttræer og bærbuske, og ved gud om sommerfuglene ikke er vendt tilbage, og der er hørt flagermus på én af gårdene – alt sammen biodiversitetsindikatorer for, at vi gør noget, som er mere rigtigt end forkert.

Vi er skam også blevet klogere på det politiske landbrugslandskab de seneste år. Trægheden i den grønne omstilling er for landbruget et skridt frem og to tilbage. Opskriften er nem, men modstanden ufatteligt stor. Det er ellers nemt at dyrke en masse grøntsager på meget lidt plads og lave naturgenopretning, rejse skov og skovlandbrug på alle overskydende arealer. Hektarstøtten er den samme, faktisk en smule højere, end hvis man ikke gør noget grønt. Vi har gjort det og kan ikke forstå, hvorfor andre ikke går i gang.

Landbrug & Fødevarer flager fortsat fra tårnet på Axelborg, der oprindeligt blev opført til Den Danske Andelsbank og Arbejdernes Andels Boligforening. Men der er ikke meget andelstanke tilbage i dansk landbrug. Andelstanken blev ellers født af en simpel idé. Der er nogle mennesker, som ser et problem og går sammen om at løse det i fællesskab.

Selv om klima- og biodiversitetsproblemerne nok kan synes uoverkommelige, er der ikke den store historiske forskel, fra dengang nogle få bønder gik sammen om et enkelt mejeri eller en maskinstation. Faktisk skal blot en-tre procent af befolkningen gå aktivt ind og begynde at opkøbe konventionel jord op. Det er nok. Alle modeller for jordopkøb er nemlig faldet på plads de seneste fem-ti år. Og der er frit valg på alle hylder: I den helt lave ende kan man slippe med 20 kroner ved at købe en kvadratmeter jord om måneden i Den Danske Naturfond. I Andelsgaarde bliver man gårdejer i fællesskab og er for 150 kroner om måneden med til at spare op til flere gårde. I Danmarks Økologiske Jordbrugsfond koster en aktie 10.000 plus overkurs, det samme i Samsø Økologisk A/S og Øko Bornholm A/S. Er man virksomhed og har lidt på bogen, kan man gøre som virksomheden Gubra og selv købe landbrug op, omlægge det til skov og naturarealer og beholde værdien i eget selskab. Eller i fondseje som Hempel Fonden, der lige har købt stort op, eller Aage V. Jensens Naturfond, der var de første og dermed også er blevet den største jordbesidder.

Landbrugsloven tillader alle ejerskabsformer, og med lidt hjælp fra en biolog eller to kan naturen sagtens vokse ud af de excelark, der har præget det industrielle landbrug i årtier.

Tipping point i horisonten

Modellerne er her altså. Hver sin smag og pengepung. Alle modeller for jordopkøb og grøn omstilling er faktisk færdigudviklet nu, og det betyder, at vi kan gå sammen og realisere det, som politikerne har så svært ved. Dansk landbrugsjord er imidlertid en dyr fornøjelse, og det er ikke muligt for en-tre procent af befolkningen at købe rub og stub, men der er et interessant tipping point i horisonten, hvor det stærkt klimaskadelige konventionelle landbrug vil blive overhalet, hvis der opkøbes gårde og jord hver eneste måned.

Læg dertil, at hvis en-tre procent af de cirka 300.000 danske registrerede virksomheder også melder sig ind i de nye modeller, vil det gå endnu hurtigere. Ja, tænk bare, hvis de store danske fonde delte lidt mere rundhåndet ud af deres midler til naturgenopretningsprojekter eller endda bragte deres grundkapital i spil. Så ville omlægningen gå stærkt.

Og hvis andelstanken igen blev reaktiveret i blot København, hvor cirka 30 procent af boligmassen består af andelslejligheder, skal der ikke megen fantasi til at forestille sig, hvor hurtigt omstillingen ville tage fart – for hvorfor skulle der ikke følge en gård med, når man købte sig en andelslejlighed på Vesterbro eller Nørrebro? Lidt landlig adspredelse fra larmen i weekenderne, imens der plukkes frugt fra eget skovlandbrug og hjælpes til med den grønne omstilling?

Det, som udmærker sig ved alle modellerne, er nemlig, at man ikke står med ansvaret og den daglige drift, men imidlertid kan tage reelt ejerskab over den grønne omstilling. Nu er spørgsmålet bare, hvor hurtigt vi vil have det til at ske. Nu er modellerne her i hvert tilfælde.

Rasmus Willig er forperson i Andelsgaarde