Små justeringer af den kommende hjemløsereform kan styrke effekten betydeligt

En ny hjemløsereform er på vej, og den er et vigtigt skridt mod at afskaffe hjemløshed i Danmark. Men reformen har uheldige incitamenter og overser de borgere, der krydser kommunegrænser og sover på gaden. Små justeringer kan sikre hjælp til hjemløse, uanset hvor de sover, og uden at sende dem forbi et herberg, før de tilbydes en bolig. Lovforslaget fremsættes i marts, så politikerne skal i gang – nu.

De færreste forstår hårdheden i livet som hjemløs på gaden eller på et herberg. Forestil dig at skulle sove i en skov eller i et busskur natten over. Det er koldt udenfor, og vi er nødt til at forholde os til, at der ifølge de seneste tal er hele 5.800 mennesker i Danmark uden et hjem. I et land som Danmark burde alle have ret til en bolig, men sådan en rettighed findes endnu ikke.

Der er overordnet stor enighed om, at vi skal hjælpe mennesker, der lever i hjemløshed. Men enighed er ingen garanti for politiske løsninger, og dele af hjemløseindsatsen har reelt været syltet i otte år. Det viser en orientering fra Statsrevisorerne til Folketingets social- og ældreudvalg den 15. december 2022.

Flere kan hjælpes 

Efter valget har udsatte fået plads både i regeringsgrundlaget og i statsminister Mette Frederiksens (S) nytårstale som en af regeringens vigtigste mærkesager. Der er altså håb for, at der er politisk vilje til at hjælpe tusindvis af hjemløse videre mod egen bolig.

Kraka Advisory har i samarbejde med Stenbroens Jurister og med støtte fra Dreyers Fond undersøgt effekterne af det lovforslag, der ligger i skuffen hos social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) og som forventes at blive fremsat i marts. Formålet med reformen er at nedbringe antallet af mennesker i hjemløshed ved blandt andet at tilbyde en såkaldt housing first-indsats, hvor hjemløse hjælpes i egen bolig med massiv bostøtte.

Forslaget folder en stor del af reformens potentiale ud og er grundlæggende et meget vigtigt skridt i den rigtige retning. Men lovforslaget kræver også nogle mindre, men så absolut afgørende justeringer, inden det bliver til lov. For hvorfor ikke gå hele vejen og opnå det fulde potentiale?

Vores analyse viser nemlig, at der er udfordringer med incitamenterne i forslaget. Mindre justeringer af reformen kan hjælpe endnu flere mennesker ud af hjemløshed for de samme eller endda færre skattekroner. Lovforslaget forventes fremsat i marts, og det er derfor nødvendigt at tilpasse nu.

Der kan spares 35 millioner

Det kan være svært at afgøre hvilken kommune, en hjemløs hører til. For eksempel vil Trine, som er vokset op i Slagelse kommune, men opholder sig på et herberg i København, være imellem to forskellige kommuner. Det er den oprindelige kommune, Slagelse, der har betalingsforpligtelsen for hende, da det er her, hun senest har haft adresse. København er blot hendes opholdskommune, så selv om hun bor på et herberg her, koster hun ikke kommunekassen penge.

Der mangler incitamenter til at give housing first-indsats til borgere fra andre kommuner, selv om man ved, at indsatsen virker. Det har betydning for cirka halvdelen af hjemløse, der i dag er indkvarteret på herberg i en kommune, mens de officielt er tilknyttet en anden kommune. Kommunen, hvor den hjemløse opholder sig, risikerer nemlig at overtage alle udgifter for borgeren, hvis den hjemløse hjælpes i egen bolig i kommunen. Gør opholdskommunen ingenting, vil det fortsat være den oprindelige kommune, der betaler opholdet på herberg og andre sociale indsatser.

Selv om en bedre hjælp til den hjemløse vil være det optimale – og samtidig en god forretning for skatteyderne – har det stor betydning for kommunekasserne, hvem der skal betale regningen.

Reformen vil formentlig føre til, at flere end i dag kommer i egen bolig i den betalende kommune. Men op mod hver fjerde herbergbruger, som opholder sig uden for den betalende kommune, enten kan ikke eller ønsker ikke at flytte tilbage til den kommune, hvor de senest har haft adresse, og de risikerer derfor at blive efterladt på herberg eller på gaden. Der er også god økonomi i at få denne gruppe med. Det vil give en årlig besparelse på 35 millioner kroner i direkte udgifter til herbergophold. 

For det andet, vil reformen kun forbedre incitamenterne til at hjælpe hjemløse, der allerede er på et herberg. Forslaget vil altså ikke hjælpe de tusindvis af hjemløse, der sover på gaden eller er såkaldt sofasovere, som endnu ikke fuldkomment har udtømt alle netværk og relationer.

Det skyldes, at den statslige refusion til kommunerne flyttes fra lange herbergophold til fordel for housing first-støtte i lovforslaget. Med lovforslaget vil den tidligere statslige refusion på 50 procent ved herbergophold blive begrænset til 90 dage, og kommunerne vil derefter udelukkende kunne få 50 procent refusion, hvis de tilbyder den hjemløse støtte i egen bolig. Men kommunerne får kun refusionen fra staten, hvis borgeren får boligen efter indskrivning på et herberg.

Lovforslaget vil derfor dels betyde, at der er hjemløse på gaden, som slet ikke tilbydes den housing first-indsats, som kan hjælpe dem ud af hjemløshed, og dels, at op mod 2.300 borgere, der er i målgruppen for at få tilkendt bostøtte, vil risikere at blive unødigt indskrevet på et herberg i en periode, fordi det udløser refusion til kommunen. 

Det er hverken til gavn for borgeren eller kommunen i sidste ende.

Løsningerne er ligetil

De uheldige incitamenter i reformforslaget kan løses, hvis der blot justeres de rigtige steder. Først og fremmest bør incitamenterne selvfølgelig også virke for de mest udsatte hjemløse, der i dag sover på gaden.

Derudover bør regeringen og Folketinget overveje at justere reglerne om mellemkommunal refusion, når hjemløse flytter sig over en kommunegrænse. Løsninger inspireret af refusionsregler fra for eksempel førtidspensionsområdet kunne give kommunerne langt større incitament til at hjælpe hjemløse fra andre kommuner videre i egen bolig, fordi de negative økonomiske incitamenter vil fylde mindre i den kommunale økonomi. På førtidspensionsområdet beholder den oprindelige kommune betalingsforpligtelsen i seks år efter førtidspensionisten har flyttet kommune, og først herefter overtager opholdskommunen betalingen.

Vores konklusionen er klar: Reformforslaget er et vigtigt skridt på vejen, og incitamenterne er langt hen ad vejen hensigtsmæssige. Men vores analyse viser, at små justeringer kan styrke effekten betydeligt, så vi hjælper mange flere hjemløse.

Lad os få de hjemløse ud af syltekrukken og videre i egen bolig. Det kan kun gå for langsomt. Det er koldt ude på gaden.