Læserbrev

Studenterorganisationer: Regeringens ønske om etårige kandidater vil forværre trivslen

Det er selvmodsigende, at regeringen med den ene hånd vil indføre etårige kandidatuddannelser og med den anden nedsætte en kommission for det gode børne- og ungdomsliv. For kortere kandidatuddannelser vil blot øge det store pres på ungdommen
Det er selvmodsigende, at regeringen med den ene hånd vil indføre etårige kandidatuddannelser og med den anden nedsætte en kommission for det gode børne- og ungdomsliv. For kortere kandidatuddannelser vil blot øge det store pres på ungdommen
Debat
7. marts 2023

Regeringens udspil om etårige kandidatuddannelser modarbejder aktivt dens egen politik om bedre trivsel for unge. Med oprettelsen af flere forskellige typer kandidatuddannelser skabes der både et karakterræs på bacheloruddannelserne og et A- og B-hold, der skal dyste mod hinanden i en tætpakket studietid og efterfølgende på arbejdsmarkedet.

Vi har en trivselsepedemi i Danmark, og regeringen har som erklæret mål at oprette en kommission for det gode børne- og ungdomsliv. Det er godt. Vi skal væk fra en nærmest kronisk tilstand af mistrivsel og voksende ensomhed. Det gør vi blandt andet ved at fjerne pres og karakterræs. Et ræs, som længe har hærget landets gymnasier og folkeskoler, og som har betydet et unødvendigt pres på ungdomsgenerationerne. På universiteterne er dette blandt andet kommet til udtryk i form af et rigtigt højt frafald på især bacheloruddannelserne, hvor frafald på over 40 procent ikke er uhørt.

Regeringen vil med udspillet ’Forberedt til fremtiden I’ indføre forkortede kandidatuddannelser, hvor op til halvdelen af alle studerende på de humanistiske og samfundsvidenskabelige uddannelser på landets universiteter skal læse en eller anden version af en kortere kandidatuddannelse end den almindelige toårige kandidatuddannelse.

Det betyder et opgør med retskravet, hvor den studerende har krav på den naturlige kandidatoverbygning til sin bacheloruddannelse. For med oprettelsen af flere forskellige relevante kandidatuddannelser for en nyuddannet bachelor, bliver der behov for nye optagelseskrav og ansøgningsprocesser, som unægteligt vil betyde, at nogle studerende ikke vil blive optaget på den kandidatuddannelse, de drømmer om. Det vil derfor skabe et unødvendig pres på de studerende og en større usikkerhed, da de i fremtiden skal kæmpe med deres medstuderende om de mest eftertragtede kandidatuddannelser.

Vi i DM Studerende, IDA STEM Students og Djøf Studerende siger derfor et stort rungende nej tak til dårligere uddannelser. Og vi siger nej til en mere presset hverdag og studietid og et større karakterræs på landets universiteter. For det bliver aldrig en god investering at spare på uddannelse, hverken når det gælder ungdommens trivsel eller fundamentet for fremtidens videnssamfund.

Malthe Bækbo Vestergaard, Johanne Skotte og Johanne Baadsgaard er forperson for henholdsvis DM Studerende, IDA STEM Students og Djøf Studerende

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Jeg lurer på, om vejen til afbureaukratisering ikke går igennem en opløsning af Danmarks Jurist- og Økonom Forbund. De burde jo på ingen måde have fælles faglige interesser.