Engang var det nemt at forklare, hvorfor vi i Danmark taber klimakampen. Borgerne krævede det ikke nok, politikerne ville det ikke nok, og de grønne græsrødder, forskere og intellektuelle havde endnu ikke fået en ungdomsbevægelse, der kunne bære kravet om omstilling frem med en uafviselig eksistentiel radikalitet.
De, der kunne drive det frem, ville ikke, og de mange, der i årtier havde råbt op, lavet konkrete løsninger, vundet lokale sejre og inspireret hinanden til at blive ved, havde ikke forbindelse til dem, der kunne flytte de store strukturer i samfundet.
Selvfølgelig var der miljøministre og klimaministre, der talte sagen op og rykkede. Og der var succeshistorier om danske vindmøller og begivenheder som COP15 i København, hvor statsminister Lars Løkke Rasmussen talte, som om han havde læst og forstået Jørgen Steen Nielsens samlede værker i Information.
Tak. Rune.
Hvor er din fordømmelse og dit opråb dog tiltrængte.
"Det fremstår surrealistisk, at vi har en regering, der fører ansvarlighedspropaganda, men svigter det væsentligste ansvar. En regering, der hylder viljen til at være upopulær og erklærer sig klar til at hæve forsvarsudgifterne til tre procent af BNP, hvis krigen kræver det. Men som er ude af stand til at kræve det mindste grønne af borgerne og synes lammet af frygt for at blive upopulær hos landbruget. Et politisk system, som er besat af at legitimere sig selv, men samtidig mister enhver legitimitet over for dem, der vokser op med frygten for klimaforandringerne."
Det er pokkers svært, at være uenig med Rune Lykkeberg.
Helt enig i Rune Lykkebergs betragtninger. Jeg stoppede selv i klimaministeriet i 2013, da vi primært skulle bruge tiden på at sidde på vores hænder frem for at komme med ideer til at gøre noget ved klimaproblemet.
I den nye Effort Sharing Regulation (ESD) som populært sagt omfatter drivhusgasudledninger fra biler, boliger og bønder skal Danmark reducere udledningerne med 50% i 2030 i forhold til 2005 niveau. I 2020 havde Danmark reduceret udledningerne med 24% i følge data fra EEA (Danmark havde et mål på -20% til 2020), men reduktionstakten har været stærkt faldende (5% fald i de seneste 5 år). Der skal altså til at ske rigtig meget med blandt andet transporten og landbruget i næste 7 år.
Først om en misforståelse i lederen: Lars Løkkes indsats ved COP15 i 2009 var ikke at citere Jørgen Steen Nielsens bog; men at give dødsstødet til en klimaaftale som kunne have sikret en hurtigere indsats end vi har fået med Paris Afralen fra 2015, Det skyldes ikke mindst den at Lars Løkkes rådgivere i Statsministeriet totalt fejlvurderede situationen.
Et anden væsentligt pointe er at den omstilling til et klimaneutralt samfund, der er brug for, langt fra behøver være en større omvæltning i det daglige for langt de fleste danskere: Vi skal ikke køre mere i bil (som transportlobbyen ønsker), snarere mindre; vi skal tage toget på ferie, genbruge mere og spise sundere. Til gengæld er der behov for at gøre op med motorvejslobbyen: ikke flere motorveje og ikke flere biler, og med landbrugslobbyen: den lille andel af danskere, der arbejder med kødproduktion skal i stort omfang omstille. Som resultat kan vi udover en klimaneutralt land få et mindre forurenet land og en mere spændende natur.
@Gunner Boye Nielsen
Du har kommenteret forkert på Rune Lykkebergs ikke leder, men kommentar.
Han skriver: “Selvfølgelig var der miljøministre og klimaministre, der talte sagen op og rykkede. Og der var succeshistorier om danske vindmøller og begivenheder som COP15 i København, hvor statsminister Lars Løkke Rasmussen talte, som om han havde læst og forstået Jørgen Steen Nielsens samlede værker i Information.”
Jeg tror, vi skal til at se på begrebet omstilling igen, for det har eksisteret så længe, at selv fanden har erklæret sig grøn.
En gang drejede det sig om at tage flugten fra by til land. Nogle ville ud og leve det grønne liv nærmere naturen. Senere kom de alarmerende meldinger om klimaet, og så kom der gang i klimagrupperne. Grøn og vedvarende energi udvikledes, og da det så ud til at kunne blive en god forretning kom DI og DM med (ellers havde de ikke været det).
Grøn i dag betyder arbejdspladser. Hvis det ikke gør det, har det ingen interesse. At det skulle have noget at gøre med en ny livsindstilling, går over hovedet på flertallet, for hvad skal man bruge den til - vi skal jo ikke tilbage til jordhulerne, vel? At vi kommer det til sidst med grøn vækst, trænger ikke ind.
Jeg ser situationen som låst. Vi har en demokratisk regering, og klimabevægelsen kan ikke få den til at lytte, så få som vi er.
Det er det samme billede over hele den vestlige verden: eliterne er besatte af markedet som udgangspunkt for alle klimasløsninger. Men markederne vil have staterne til at betale basisomkostningerne i anlæg og transport og forlanger samtidig reel skattefrihed og ret til selv at bestemme arbejdsmiljø og sikkerhed. Det koster staterne kassen, og det ved Biden, von der Leyen og den danske regering.
Der kommer ikke til at ske afgørende omvendinger i klimaødelæggelserne de næste 10-15 år. Så er det for sent.
Sørg for at bringe jer i sikkerhed for oversvømmelser, digitale nedbrud og de offentlige instansers kollaps i Danmark . I skal væk fra det kommende sammenbrud i Europa. Tag til Sverige eller Norge, der ikke bliver ramt så hårdt som Danmark. Husene er endnu billige, der er stadig masser af natur og demokratiet vil efter al sandsynlighed være velfungerende mange år endnu.
Vi har i Danmark velfungerende videnscentre der nøje erkender hvad der skal til for at forbedre forholdene, så klimakrisen bremses mere end den politiske elite er istand til at gennemføre.
Regeringer anerkender ikke tilstrækkeligt at verden befinder sig allerede i en situation hvor hændelserne medfører situationer i form af katastrofer der ikke kan forhindres, endda under brug af astronomiske finansielle midler.
Den politiske elite er lammet i sin kompleks af uforenelige og utilstrækkelige handlinger, der er ubrugeligt, når en voksende antal tilstande, tipping points, indtræder, hvorfra der ingen returnering mere er muligt.
Verden befinder sig i en klimakrig, hvor våben er de af os, menneskeligheden, frembragte affalds- og overskudsprodukter i form af drivhusgasser, forurenende substanser, plastik, hvis overskud hverken land, vand og stratosfæren længere kan ad- eller absorbere.
De ureaktive og ikke nedbrydelige substanser forandrer klimatiske processer så meget at vi ikke har værktøjer og handlingsmønstre der kan afhjælpe de truende katastrofer.
Det hidtidige tempo i frembringelsen af brugbare teknologiske løsninger eller mangel på samme kan kun kompenseres ved reduktionen af væksten.
Da dog hidtil ingen land i verden er istand til at realisere dette er en forværring af situationen uomgængeligt og endda eksponentiel tiltagende.
Vækst er vel per definition en forøgelse af en allerede eksisterende aktivitet. En afskaffelse af vækst indebærer derfor en fortsat påvirkning af klimaet a la den, vi kender, og reduktion af påvirkningen kræver derfor en nedsættelse af aktiviteten. Så mangler vi bare at finde ud af, hvem der skal reducere og hvor meget. Og finde nogen, der kan beskrive konsekvenserne, herunder hvilke problemer vi nedprioriterer i processen.
Den vestlige civilisation og med den de vestlige demokratiers totale og selvdestruktive nedtur.
Jeg sidder her med en indpakket halogenpære fra Philips i hånden til 65 kr. Den vejer vel 10 gram, (wow - noget af en kg. pris). På pakken står, at den kan holde i 2000 timer. Og hvad har det så med hele denne diskussion at gøre.
Jo - tænk hvis bestræbelsen var, at den var udviklet til at kunne holde i 4000 timer og så måske kostede 69 kr.
Så ville denne produktion kunne halveres, uden at nytteværdien for forbrugerne overhovedet ville falde.
De medarbejdere der producerer den ville kunne holde fri halvdelen af tiden, og ville kunne tåle et løntab, da de jo ikke behøvede at købe samme pære flere gange, og kunne jo så prioritere den opnåede lediggang mellem fritid og anden produktion, f.eks. af miljøforbedring eller ammunition til ukrainerne.
Og hvad forhindrer så denne tankegang i at brede sig og øge arbejdsudbuddet?
Jamen der gør vores økonomiske samfundsmodelmodel.
For det første gælder det, at efterspørgslen ikke er baseret på et rationelt forbrugsvalg, da ingen forbruger har en jordisk chance for til fulde at kunne gennemskue andet end den umiddelbare forbrugsnytte af et produkt, endsige den skade produktionen forvolder på klima, optagelse af landareal, udledning at affaldsstoffer til naturen eller de jammerlige arbejdsforhold, der udløses i dele af den samlede værdikæde ved frembringelse af produktet fra minerne til slutprodukt.
Sidst jeg købte en skjorte kunne det ikke oplyses hvem produktionslandet var og slet ikke hvem der havde fabrikeret stoffet, som skjorten var lavet af.
Dernæst har producenterne magt til at begrænse forbrugsvalget, så selv den bevidste forbruger er af afskåret at tage beslutninger om kvalitativt bedre produkter. Prøv bare at finde en halogenpære, der holder 4000 timer i butikkerne.
Men kommer der så ikke bare en konkurrent og gør det? Nej, for vores marked følger ikke de ideelle forhold, som liberalteologerne prædiker om. Der er desværre ikke fuldstændig konkurrence i et marked, domineret af en række store aktører med stor kapitalmagt til at tryne de nye.
Og endelig er der ingen i magteliten, der har nogen reel interesse i af tøjle produktionsomfanget ind på et sundt grundlag, hvor den er meningsfuld målt for forbrugerens nytte, fordi de, der har magten, har interesse i profitten af maksimal produktion, uanset hvor meningsløs den er.
Kapitalens magthavere tjener profit både på skidt og kanel, befolkningen ser beskæftigelsesaspektet som et gode, når det ikke kobles op mod forbrugsnytten af det producerede, og regeringen ser enhver produktion som et øget grundlag for skatteindtægter.
Derfor synes alle problemer at kunne løses ved, at vi alle lige også går på arbejde på St. Bededag, laver udbudsreformer (der godt nok presser lønne nedad i anden runde) og beskærer alle elementer af indkomstudligning gennem overførselsindkomst via statens aktivitet.
Skal man gøre op med hele dette svikmølleregimente, skal man i gang med at værdisætte skadevirkningerne af vores aktivitet, og lade de betale, der drager nytte af absurditeterne. Det bliver svært, når de der profiterer voldsomt af det nuværende system, over tid har tiltaget sig langt større magt over statsmagten og den demokratiske styring.
Her i dette organ er dette problem netop fornylig behandlet med den stadigt øgede kritik af formuefordelingen i verden (fra selv Financial Times chefideolog).
Og før dette opgør tages, og de grundlæggende økonomiske mekanismer og incitamenter er radikalt forandret, er der intet håb om effektiv indsats for miljøet.
Lokalt i Danmark repræsenteres den traditionelle tænkning ikke mindst at kapitalens link til Folketinget, Venstre, men også socialdemokraterne er på det seneste rykket fem skridt tilbage og anpriser modellen med produktionsmaksimering som de vises sten.
Dermed repræsenterer SVøM regeringen et markant tilbageskridt, fordi de ikke har vist ønske og evne til at tage skridt til de nødvendige reformer, men arbejder med ihærdige forsikringer om pseudoreformer, hvis formål er at argumentere for status quo.
Skal vi bare lige blive enige om at sol og vind, ikke er grøn energi ? Og aldrig kommer til at løse de energimæssige udfordringer vi står med. So what is next ? Grøn energi som slogan, og det lyder godt, men det er ikke en løsning, og bliver det aldrig...