De sidder rundt om bordet. Der er store dyr, ridderfigurer, slotte og legomennesker i en stor pærevælling – men i en form for opstilling, så man ikke er i tvivl om, at de er sat op sådan bevidst.
»Og så sagde vi, at guldmanden havde hemmelige kræfter i sin stav.« Ordene kommer fra et barn, der er fordybet i en leg.
»Men slottet havde gode mure – så guldmanden kunne ikke bruge sit første angreb.« Ordene kom nu fra et andet barn ved siden af det første. De har siddet der i næsten en time. Den første barn kigger lidt.
»Okay – det første angreb virkede ikke, men så rider guldmanden på sin isbjørn ind i slottet.«
Han tager sin figur, rider afsted på en kæmpe isbjørn, rammer slottet, og en form for kamp udspiller sig. Hele deres slotkonstruktion falder sammen. Det må være det endelige slag.
Jeg er ekstra opmærksom nu. De to har det med at blive uvenner. Men i denne leg sker det ikke. Den udvikler sig til en ny leg, hvor de pludselig har slået sig sammen, og de griner højlydt. Mens dyr, mennesker og slotte eksploderer omkring dem, er man ikke i tvivl om, at de deler noget, der er større.
Leg er skam en alvorlig sag!
Og derfor kan den da ikke overlades til børn og barnlige sjæle selv at administrere!
NIX!
Den må skemalægges, kategoriseres, lægges i læreplaner og værdi-evalueres (= kan det nu betale sig?)...
Så vi nu er HELT sikre på, at der er den helt rette betalingsbalance mellem input og output i Den Nødvendige Politik!
Øehh...
NØDVE
NDIG ... FOR HVEM???
Deter rigtigt at børn leger meget mindre i dag end for både 30 og 40 år siden. Det er der flere grunde til:
1. Mange forældre og pædagoger har et skolificeret syn på børns udvikling. Det kommer fra en tro på, at børn lærer mere af voksne og ikke af andre børn, og at al læring skal være struktureret og planlagt. Helst i skolen.
2. Så er der det det sociale pres. Skole og forældre lægger et stort pres på børn, og deres liv bliver i stigende grad styret og struktureret. Uden tid til leg. Og på sociale medier bliver forældre bombarderet med historier om børn, der læser og skriver når de er 3 år gamle, og forældrene føler sig pressede til at pace deres egne børn for at 'følge med.' På bekostning af leg, som er 'uproduktiv.'
3. Forældre fører et hektisk liv i lønarbejdets tjeneste. Så bliver det nemmere at stikke dem en IPad i setdet for at slippe dem løs i ofte støjende og pladskrævende fri leg.
4. Desuden mener mange forældre - og ofte med rette - at det er usikkert for børn at lege udendørs uden opsyn. Der er masser af skræmmende historier om hvad der kan ske med mindre børn, der leger uden opsyn.
5. Og forresten, så har mange børn ingen steder hvor de kan lege udenfor. P-pladser og golde butikscentre optager pladsen og alle vegne er der fyldt med voksne, der ikke bryder sig om børn der løber rundt og larmer.
Det hedder socialisation.
Inger Pedersen:
Går næsten ud fra at dit indlæg her er ret sarkastisk? :)
Jeg anser indlægget fra Mette Skovhus, som meget relevant.
Voksne skal være der for at støtte børn i lege, hvis de ikke tør at gå ind i en relation, enten fordi de er frygtsomme, generte, men vel også hvis deres ego trænger til at blive udfordret, hvilket vist størsteparten af os kloge voksne, ikke mindst politikere,, også har brug for..
Men legen må så aldrig blive mødt med spild af tid fra de voksnes side. Her kommer politikere så ind igen. Læreplaner fra vugge til grav er et vildskud i mine gamle pædagogøjne
Men som Jens Christian nævner så har den frie leg dårlige betingelser i byerne da andre "effektive" værdier vægtes højere.