Hvad skal et frit marked kunne? Det skal give forbrugerne magt over virksomhederne, så de producerer, hvad befolkningen efterspørger. Samtidig skal det sikre konkurrence mellem virksomheder, sådan at priserne holdes så lave som muligt. Det frie marked er et system, som alle unge liberalister stolt bryster sig af på deres Alex Vanopslagh-polstrede værelser. Men hvorfor er det, at mange højreorienterede personer skriger af bitterhed over cancel culture?
Forskellige personer, forskellige præferencer
Fordi mennesker er forskellige, har vi naturligvis forskellige præferencer og interesser. Selvfølgelig er der ingen mennesker, der elsker alle film, musikstykker eller bøger, som de bliver præsenteret for. Nogle ting kan vi lide, og andre ting kan vi ikke lide.
Tager man udgangspunkt i musik, er det ikke altid, at vi mennesker har en lang analyse om, hvorfor vi kan lide et specifikt musikstykke. Man lytter bare til, hvad man har lyst til, og man skal ikke forsvare, hvad man lytter til, over for nogen. Hvad end ens grund er til at lytte til noget bestemt musik, er lige så gyldigt, som hvorfor nogle andre ikke kan lide præcis samme musikstykke. Sådan er det bare. Det er kun, hvis du taler med en musikvidenskaber, at de kommer med en lang saglig analyse om, hvorfor noget teoretisk set er bedre end andet.
Du har lov til at se lige de film, som du kan lide. Kan du ikke lide filmen, fordi plottet var forudsigeligt, karaktererne var overfladiske, eller hovedrollens påklædning var hæslig, så kan du bare slukke for tv’et og aldrig se filmen igen. Når du taler med dine venner og familie, og samtalen falder på lige netop den film, som du så i går aftes, vil du naturligt påvirke din omgangskreds til at have et bedre eller dårligere syn på filmen. Særligt hvis de ikke allerede har dannet sig deres eget indtryk.
På samme måde har en masse youtubere bygget hele deres kanal op på at anmelde bøger, film, serier, teaterstykker, kunst, design eller hvilken som helst anden ting inden for kunstverdenen. De påvirker deres seere til enten at opleve lige det kunststykke eller gå en lang bue uden om det. Anmeldere i diverse aviser bliver jo også direkte betalt for at influere dig ved, at de skriver deres holdninger om en film eller en bog.
At give sin holdning til kende om et kunststykke er derfor ikke et fremmed koncept. Det er en stor integreret del af vores måde at omgås på i kunstverdenen. Du har ytringsfrihed til at give lige præcis din holdning om et kunstværk i de fora, som du har lyst til. Hvad du præcis siger, er i og for sig ret ligegyldig, da du har den grundlovssikrede rettighed at ytre dig om det, du vil.
Cancel culture har den ønskede effekt
Hvorfor er det så anderledes, når en person siger, at de ikke ønsker at støtte en kunstner, der eksempelvis har udtalt sig sexistisk? At du som individ vælger at boykotte en given kunstner, må du fuldstændig selv om. På samme måde som hvis du vælger at sige det højt på sociale medier, at du boykotter kunstneren og opfordrer andre til at gøre det samme. Det er ikke anderledes end en person, som vælger at boykotte en kunstner, fordi de simpelthen ikke kan lide den kunstart. Begge er former for canceling. Bare med forskellige begrundelser.
Vi er med rette begyndt at se en ændring i kunstverdenen. De nye regler for oscarprisen er et tegn på, at det frie marked virker, når der for at vinde den prestigefyldte pris kræves specifikke diversitetskvoter både foran og bag kameraet. Hvis efterspørgslen beder om mere diversitet, gør kunstverdenen kun det, som den skal. Skaffer flere seere, så de kan tjene flere penge.
Det samme gælder, hvis efterspørgslen kræver, at man ikke skal give en platform til mennesker, der ytrer sig sexistisk, racistisk, homofobisk eller på andre diskriminerende måder. Så skal kunstverdenen stoppe med at give den type mennesker en scene at stå på, hvis den stadig gerne vil holde fast i sine seere og derved tjene penge.
Cancel culture har altså den ønskede effekt, idet kulturverdenen langsomt er begyndt at ændre sig. At kulturverdenen er begyndt at ændre sig, er et tegn på, at de gerne vil holde fast i deres seere og profitere – dermed er det et perfekt eksempel på, at det frie marked virker, som det skal.
Cecilia Alejandra Ramón Larrosa er statskundskabsstuderende
Nej, Cecilia Alejandra Ramón Larrosa, cancel culture, deplatmorming, hate speech, safe spaces o.a. har absolut intet med det frie marked at gøre. Det frie marked er, som det selv siger, frit. Det, du ser som fremskridt, er noget, alle despoter gennem tiderne har benyttet sig af, nemlig censur. Denne gang blot med nye midler.
Noam Chomsky og 152 andre offentliggjorde 7. juli 2020 et åbent brev i Harper’s Magazine med overskriften "A Letter on Justice and Open Debate". De skrev bl.a. :
”The free exchange of information and ideas, the lifeblood of a liberal society, is daily becoming more constricted. While we have come to expect this on the radical right, censoriousness is also spreading more widely in our culture: an intolerance of opposing views, a vogue for public shaming and ostracism, and the tendency to dissolve complex policy issues in a blinding moral certainty. We uphold the value of robust and even caustic counter-speech from all quarters. But it is now all too common to hear calls for swift and severe retribution in response to perceived transgressions of speech and thought. More troubling still, institutional leaders, in a spirit of panicked damage control, are delivering hasty and disproportionate punishments instead of considered reforms. Editors are fired for running controversial pieces; books are withdrawn for alleged inauthenticity; journalists are barred from writing on certain topics; professors are investigated for quoting works of literature in class; a researcher is fired for circulating a peer-reviewed academic study; and the heads of organizations are ousted for what are sometimes just clumsy mistakes.”
Læs det!
https://harpers.org/a-letter-on-justice-and-open-debate/
Det er selvfølgelig at vende det hele på hovedet, at kalde cancel culture for et udtryk for det frie marked. Det forholder sig lige modsat. Ved et frit markedsvalg, vælger enhver for sig selv. Ved cancel culture påtvinger man andre sit eget valg.
Det er et udtryk for det frie marked, hvis man ikke vil købe en forfatters bøger, men cancel culture hvis man vil forhindre vedkommende i at blive udgivet. Ligeledes kan man vælge at blive væk fra foredrag og forelæsninger, mens det er cancel culture hvis man f.eks. blokerer indgangene. Man kan selv vælge hvilke programmer man vil se, men det er cancel culture hvis man kræver værter man ikke bryder sig om fyret osv..
Ved cancel culture forsøger man altså at forhindre andre i at træffe et markedsvalg, da man ikke mener at de overhovedet bør have mulighed for at træffe dette valg.
Det er er en selvmodsigelse, at hævde at det kan kaldes, at efterkomme efterspørgslen, hvis man forhindrer nogen i at opretholde en platform. Hvis man bliver nægtet en platform kan man jo netop ikke afprøve og vurdere efterspørgslen, og dermed lade denne styre valgmulighederne.
Og ligeledes ang. et emne som Hollywood. Hvis det alene er efterspørgslen der skal styre diversiteten, kan man jo roligt forlade sig på, at film med større diversitet vil have en tendens til at sælge flere billetter.
Man kan altså ikke have nogen tillid til, at effekten af cancel culture står i noget rimeligt forhold til den reelle efterspørgsel. Det drejer sig først og fremmest om volumen på det ekko som det lykkedes at skabe i mediebilledet. Hvilket igen er påvirket af, at medierne i forvejen er stærkt følsomme for de dagsordener som udøverne af cancel culture boltrer sig i.
Tilgiv dog frk. Larissa. Hun er først lige begyndt på statskundskab og har næppe vendt første blad i lærebogen.
...Larrosa...
Det er ikke for at kortslutte debatten, men mon ikke sandheden om cansel-culturen skal findes et sted midt imellem de to yderpunkter. For, på den ene side skal det selvfølgelig, i et demokratisk samfund, være muligt at fremkomme med divergerende synspunkter, mens det på den anden side, i en kapitalistisk orden, nærmest er en naturlov at løbe med de agendaer, der giver de bedste resultater på bundlinjen. Med andre ord, hvis tingene bliver "lidt for broget" og begynder at give negative resultater i årsregnskabet, skal man nok være lidt naiv for at blive forarget over at der stikkes en kæp i hjulet. Sådan er jo kapitalismen, for selv om den er befordrende på mange måder især på innovationssiden, er den også benhård og det kan godt gå ud over både diversitet og lighed, hvis den slags står i vejen for profitten. Det er så her regulering af forskellig art kommer ind i billedet, men hvis den også bliver for hård havner vi, selvsagt, i den anden grøft - hvor demokrati bliver til demokratur. Det vi kan håbe på, sammen med Larissa, er at der i det system vi har fået bygget op i vesten, er en indbygget retfærdighedsmotor (i mangel af bedre udtryk), som til enhver tid vil opretholde en acceptabel ligevægt mellem udbud og efterspørgsel på censur - eller cansel culture om du vil.
Det værste der kan ske er at debatten forstummer, men det er der tilsyneladende heller ingen tegn på. I hvert fald ikke lige nu.
... Larossa...(no joke intended)
"Hvorfor er det så anderledes, når en person siger, at de ikke ønsker at støtte en kunstner"
"Begge er former for canceling. Bare med forskellige begrundelser"
cancel culture og boycott, har ikke noget med hinanden at gøre. Ja der er en hvis overlapning, men ellers er det Ordleg.. For der er stor forskel mellem at boycott og sige nej til noget, og til cancel culture(morale politi) der vil fjerne noget og bestemme over hvad andre må og ikke må, og fratag dem deres frie Valg.
"De nye regler for oscarprisen er et tegn på, at det frie marked virker"
NEJ det er det det intolerante mindretal der bestemmer, et mindretals tyranni.
En 10 min video der dykker ned i mekanisme, om hvordan det intolerante mindretal bestemmer. "Understanding the Intolerant Minority"
https://www.youtube.com/watch?v=pJ7KFBoDMPU&t
Det lader til, at skribenten tror, at cancel culture alene giver sig udslag i en undladelse/et fravalg af visse produkter. Jeg må blankt erkende, at min opfattelse af begrebet i højere grad indeholder aspekter af væsentligt mere aktive handlinger fra cancel-siden - lige fra nedrivning af skulpturer til højlydte protester mod tekster/personer/taleret osv.
Enten har JEG ikke forstået begrebet "cancel culture" eller også har skribenten ikke.
Skulle jeg nu være galt afmarcheret er det til gengæld ironisk, at skribentens pointe om, at det ud fra markedskræfternes frie spil er uforståeligt, at liberale kritiserer cancel kulturen, dermed også sønderskyder sig selv: Hvis (HVIS) cancel-kulturen blot er udtryk for markedskræfternes frie spil er det jo netop helt forståeligt og legitimt, at andre med andre holdninger ud fra egeninteresse argumenterer for det, de synes er rigtigt ...
Cancel culture er jo ikke andet end en undsigelse af de principper, der hidtil har udelukket og diskrimineret nogen.
Nu ser vi den modsatte bevægelse: at de, der hidtil har kunnet udelukke og diskriminere nogen, får frataget det mandat. Det kan ingen vel ret beset have ondt af?
En lidt anden vinkel på sagen er, om vi i det hele taget kan operere med begrebet "et frit marked" når det handler om det kulturpolitiske område, hvilket jo synes at være skribentens grundpræmis. Det mener jeg ikke er tilfældet. Lige siden vedtagelsen af grundloven i 1849 har staten været involveret i kulturpolitik, idet staten overtog den enevældige kongemagts kulturinstitutioner. Prominente eksempler er Det Kongelige Teater og Statens Museum for Kunst.
Begge institutioner er grundlagt på enevældige kongers beslutninger og efterfølgende egenhændige økonomiske understøttelse. Det er årsagen til, at vi har en ganske fornem samling af nederlandsk kunst fra 1600-tallet - som kan ses i den permanente samling på Statens Museum for Kunst. Det er også årsagen til, at vi i dag kan gå i teatret og opleve både Strindberg, Ibsen og Holberg.
Af ovenstående følger: forestillingen om at der skulle findes et frit marked for kulturproduktion er en illusion. Endvidere: uanset hvilken institution der har med kultur at gøre, så sker der jo altid en eller anden form for kuratering af de aktiviteter der foregår inden for institutionens rammer. Denne kuratering sker efter overvejelser over de enkelte værkers relevans, både i forhold til publikum og i forhold til den samtid institutionen er en del af.
Konklusionen bør være klar nok: det er en illusion, at forestille sig at kunst- og kulturproduktion er underlagt de frie markedskræfter - de er faktisk alt andet.
En anden dimension, som efter min bedste overbevisning også fortjener opmærksomhed, er så om kunst og kultur bør underordnes markedets logik - som jo også er skribentens udtalte præmis. Det mener jeg ikke. Jeg mener faktisk vi bør kunne sigte noget højere og vil derfor hævde, at både kunst og kultur har en mere grundlæggende egenskab: nemlig at være et bidrag til den grundlæggende diskussion af hvad det vil sige at være menneske i et moderne samfund. Den diskussion mener jeg det kan være overordentligt svært, at bringe på markedsøkonomisk formel. Den peger vel snarere på, at der faktisk findes områder i den menneskelige tilværelse der netop unddrager sig markedets logik.
Givet at ovenstående faktisk godt kan være et eksistensvilkår for kulturproduktion og kulturpolitik, når vi så også frem til at vi er inde på et område som er dybt forbundet med hele den demokratiske politiske debat. Fordi grundlaget for politiske beslutninger jo også handler om, hvad der skal til for at leve det gode liv.
Det kan synes en noget højtravende betragtning - men er faktisk ganske lige til. Husk blot på, at Corona-restriktionerne betød at mange museer, teatre og koncertsale blev lukket - med henblik på at begrænse smittespredning. Af dette fulgte et helt oplagt konstaterbart savn, for mange mennesker. Dette viser jo netop, at kultur, demokrati og det gode liv hænger uløseligt sammen.
Det viser samtidigt at kulturpolitik og markedslogik er to størrelser, der ikke er forenelige. Måske er det meget godt, at udgangspunktet for kommentaren her - indlægget i dagens Information - netop kun er én stemme i den demokratiske debat!
mvh. poul.
Larossa overser, at frie marked bygger på det frie valg, hvor slettekulturisterne, de genopstandne bog-, film- og sprogbrændere, eliminerer netop det frie valg.
Og du overser, Torben Kjær Andersen, at det frie valg altid er begrænset af det, markedet tilbyder. Og markedet tilbyder det, folk vil have (det gør det så ikke, folk lader sig spise af med det, de kan få).
Men det er rigtigt, at hele præmissen omkring marked og efterspørgsel i en kunstnerisk kontekst, er aldeles malplaceret.