I en kronik i Information den 2. marts argumenterer sexolog Jakob Olrik for, at mænds overgangsalder alt for ofte latterliggøres, og han efterlyser mere rummelighed over for spirende topmaver og kommende måner.
Et sympatisk synspunkt, som givetvis har noget på sig.
Men resten af kronikken bruger han på det, som synes at være hans virkelige ærinde, nemlig at forsvare sin beslutning om at få et barn i en alder af 50 år med en 29 år yngre kvinde. En beslutning, som ofte bliver mødt med spot og kommentarer om dødsangst og panik.
Men det er ikke panik, mener han. Der er derimod tale om en overgangsalder i stil med kvindernes.
Når Jakob Olrik bruger overgangsalderen som argument for at få et barn sent i livet, må jeg sige: At få et barn i en alder af 50 er hverken en naturlig eller uundgåelig del af mænds overgangsalder, som kan sidestilles med spirende topmave og kommende måne hos mænd eller hedeture, humørsvingninger og faldende fertilitet hos kvinder.
At få børn er en beslutning, man træffer. Uanset alder.
Jakob Olrik er ikke den eneste forfængelige mand, jeg har mødt på min vej; ved at få barn som 50-årig (med en 29-årig yngre kvinde), beviser han, overfor resten af verden, tror han, at han er viril og nærmest udødelig. Men det er han bare ikke. Kun i egen selvforståelse.
Uanset om det er manden eller kvinden der er godt oppe i alderen er jeg helt enig med Lasse i at det ikke er langstigtet tænkning når man får børn i en sen alder.
Mine forældre var hhv. 45 og 47 da de fik mig - mine bedstefædre var begge døde inden jeg kom til, mine bedstemødre gik bort imens jeg var teenager, min far døde (68år) da jeg var 21 og min mor (85år) da jeg lige var rundet de 40.
Jo, jeg havde en rolig og tryg barndom hvor man havde de økonomiske midler og ro på arbejdet - men stod så som 40årig uden nogle tætte familiære relationer tilbage.
Måske bør vi erkende noget meget grundlæggende: Vi får børn for vores egen skyld. Det er et personligt projekt om at indløse eksistentielle drømme. Det gælder, uanset hvilken alder vi får dem i. ( I praksis kræver det enorm selvopofrelse at være forælder, men det er en anden sag.)
Og måske bør vi erkende noget andet grundlæggende: At livet (som forælder og barn) altid indeholder en blanding af glæde og sorg. Ingen har lovet os noget andet.
Måske er det vigtigste for både forældre og børn derfor ydmyghed og selverkendelse. Og en åben snak om, hvilke ekstreme fordringer og fantasier om det lykkelige liv, vi har bundet op på fortællingen om familie.
Hvordan kan Lasse Mors vide at Olrik "skænker sit kommende barn så forsvindende få tanker" ? Berlingske har lige haft en artikel om en kvinde, der fik barn som 48-årig og har det fint med det - og hun har videnskaben med sig ...
https://videnskab.dk/kultur-samfund/aeldre-moedre-har-de-gladeste-boern/
@ultrik morgensen - ja de gladeste børn men op til hvilken alder? Jeg havde også en perfekt barndom for der var meget mere overskud og ro hos mig sammenligned med mine øvrige kammerater. Men generationskløften sneg sig ind i den sene teenage tid og som voksen er der ikke længe nogle forældre, også selvom min mor blev 85.
Der kan vel ret beset være fordele ved både det ene og det andet, altså at have gamle og unge forældre. Som der kan være fordele og ulemper ved at have et forældrepar, der består af samme køn.