Den forkerte Muhammedtegner – og andre nuancer af karikaturkrisen. Sådan lyder titlen på en ny bog, hvis ambition er at kaste nyt lys over Muhammedkrisen, som forfatteren, cand.mag. i tværkulturelle studier Mette Winding Top hellere kalder ’karikaturkrisen’.
Ønsket om nuanceringer er i udgangspunktet sympatisk. Især hvis forfatteren har ret i, hvad hun indleder med at påstå: At offentligheden i alle årene siden krisens udbrud i 2006 stadig står delt i to uforsonlige lejre: Én fløj, der anser alle muslimer som en trussel. Og en anden, der ser al kritik af muslimer som inficeret af en dybere drift efter at hetze mod islam og muslimer og udstille fejlslagen integration.
Hurtigt viser det sig, at bogen bygger på udsagn fra alt overvejende én kilde, tegneren Lars Refn, den eneste af de 12 Muhammedtegnere, forfatteren har interviewet.
Om Refn ved vi, at han fra første færd var imod Jyllands-Postens idé om at bestille tegninger af profeten – det udtrykte han i sin tegning af ’Muhammed’ som en skoledreng af mellemøstlig baggrund ved en tavle, hvorpå stod skrevet: »Jyllands-Postens redaktion er en flok reaktionære provokatører«.
Kun en kilde
Det spinkle kildegrundlag til trods hævder bogen at præsentere os for dybtgående research, fakta og evidens. Og tilsammen siges alt dette at danne grundlag for flere ’nuancerende’ indsigter i Muhammedkrisen, herunder: At ytringsfriheden reelt aldrig var truet. At påstanden om udbredt selvcensur blandt danske illustratorer (som kom fra forfatteren Kåre Bluitgen, der søgte en illustrator til en børnebog om Muhammed) før produktionen af de 12 tegninger, var falsk. Og at frygten for terror eller muslimske repressalier ligeledes er falsk og fabrikeret og opgejlet af medierne.
Det er indsigter, hvis sandhedsværdi forfatteren er så overbevist om, at hun gerne så dem indgå i et eventuelt undervisningsmateriale, hvis skoleundervisning i Muhammedkrisen skulle blive obligatorisk.
Men det kan der ikke advares kraftigt nok imod. Mette Winding Tops bog er i langt højere grad et ideologisk partsindlæg, der vil bortforklare snarere end bevidstgøre, end den er redelig historieskrivning.
Nogle eksempler kan vise hvordan.
For det første mere end antydes det, at Kåre Bluitgens historie om de bange tegnere var decideret løgn. Vejen til den konklusion går over et personangreb mod Kåre Bluitgen, i hvilket det fremhæves, at han fik tilbagekaldt en bog efter anklager om racisme på grund af falske oplysninger om omskæring af somaliske piger. Ud fra samtalerne med Refn – med afsæt i hans angiveligt dybe insiderkendskab til danske tegnermiljøer – mener Top at kunne fastslå, at Bluitgen højst kan have henvendt sig til to eller tre oplagte tegnere om hjælp til bogen. Og påstår, at ingen af disse mulige tegnere kan bekræfte påstanden om ikke at ville medvirke af frygt.
En tegner, der omtales i bogen i det kapitel, hvor forfatteren graver i Bluitgens påståede løgn om tegnerselvcensur, er Sussi Bech. Hun fortæller, hun aldrig blev spurgt, om hun ville tegne til hans bog. Men Sussi Bech tilføjer, at var hun blevet spurgt, ville hun hun have sagt nej. Og at hun desuden tror, at det ville også langt de fleste andre.
Dermed bekræfter Sussi Bech, hvad bogen så ihærdigt vil dementere. Nemlig at der var frygt og selvcensur blandt tegnerne. Hvor mærkeligt, at forfatteren ikke dvæler mere ved dette.
Forhistorie ignoreres
Forfatteren gør meget lidt ud af andre dele af krisens forhistorie: At komikeren Frank Hvam havde talt om selvcensur i forhold til islam. At den hollandske filminstruktør Theo van Gogh var blevet myrdet for en islamkritisk film. At en ikkemuslimsk lektor på Carsten Niebuhr Instituttet var blevet overfaldet for at recitere fra koranen, og at Salman Rushdie havde levet under politibeskyttelse over 15 år – alt sammen offentligt kendte elementer i, hvad man måtte tro, var skabelsen af et klima af selvcensur.
En anden bastant, men ikke mindre tvivlsom konklusion, forfatteren af al magt vil frem til, er denne: Den muslimske terrortrussel mod tegnere af Muhammed er ikke reel, men baseret på ubegrundet frygt
Allerede i to indlæg i Information i 2013 tilkendegav Mette Winding Top, at risikoen for terror kunne mindskes, hvis vi blot indgik i mere dialog. Og pointerede, at »muslimer som ingen andre har været udsat for en massiv forfølgelse, mistro og had, og islamisterne udgør i denne kontekst vores tids normative ondskab«. Og at der sker »en konstant udpegning af muslimer som en trussel«.
At italesættelsen af islamistiske kræfters trusler mod ytringsfrihed skulle være en forvrængning af virkeligheden og ikke udgør en reel trussel, når vi taler om frygten for terror, udbygger Top nu i bogen med et finurligt statistisk eksempel.
Med afsæt i et årligt tal for partnerdrab i Danmark på 12 og en påpegning af, at kun 0,00000028 procent af Jordens befolkning blev dræbt som følge af terror i 2016, når forfatteren frem til at »ser vi rent statistisk på risikoen for at blive såret eller dræbt, kan vi med god grund ånde lettet op. Risikoen er uhyre lille, og skulle nogen begynde at censurere på baggrund af frygt, kan de med ro i sindet stoppe igen: Truslen er stort set ikke eksisterende«.
Statistisk relevans
Hvad forfatteren ikke forholder sig til, er den statistiske sammenhæng, som er relevant for den – må man formode – ekstremt lille undergruppe af personer, som overvejer at tegne Muhammed. Hvad er chancen for at blive ramt af terror, vold eller trusler, hvis jeg tegner Muhammed, kontra risikoen for tilfældig terror, hvis jeg vælger selvcensur og lader være? Hvordan øges risikoen, hvis man som filminstruktør, skuespiller, forfatter, satiriker, systemkritiker, tegner eller anden formidler eller kunstner beskæftiger sig med dette emne?
Terrordrabene på instruktøren Theo van Gogh, skolelæreren Samuel Paty og redaktionsmedlemmerne på Charlie Hebdo for blot at nævne dem, der måtte betale med deres liv, viser, at frygten er velbegrundet. Og selvcensur er naturligvis til stede som følge af disse blodige ugerninger. Træder man frem med sin selvcensur, anklages man af Top for at være bange uden grund. Træder man ikke frem, påstås det, selvcensuren ikke findes.
»Mere end 15 års muhammedkrise har lært os, at uanset hvad man siger og gør, så ender man som taber i denne sag … tabere med PET-vagter.« De ord stammer fra et længere mailsvar fra en blandt flere formidlere, jeg kontaktede i 2021 som vært for Gruppen Patys årlige grundlovsarrangement.
Jeg kalder blot personen ’formidler’ for at skåne vedkommende for spekulationer om, hvem der kan være tale om. Jeg havde spurgt, om vedkommende ville fortælle om sin og sine kollegers selvcensur. Det frygtede han og de kolleger, på hvis vegne han talte.
Selvcensuren strakte sig altså for de pågældende så vidt, at man end ikke ville indrømme offentligt, at man praktiserede den.
Følger vi nu Mette Winding Tops logik, vil hun kunne påstå, at der ikke findes selvcensur blandt den gruppe af formidlere, jeg talte med. Som forfatteren frejdigt påstår: »Kort fortalt betyder det, at det store problem med selvcensur, som var afsæt for hele krisen, formentlig slet ikke eksisterede.«
Ingen steder falder det forfatteren ind at overveje, om de morderiske angreb, volden, truslerne, anklagerne om islamofobi, risikoen for repressalier mod ens arbejde, familie og person, som vi har oplevet før såvel som efter Muhammedkrisen, kan være forklaringen på, at tegnere ikke bare træder frem og bekræfter selvcensurens eksistens.
I stedet har bogen tilintetgjort de tavse ofre. Og det ved at bruge formidlernes og tegnernes forståelige ønske om anonymitet og ønske om ikke at blive omtalt som et redskab imod dem selv.
Nina Palesa Bonde er jurist og talsperson for Gruppen Paty, som arbejder for at fremme skolelærere og underviseres ytringsfrihed, metodefrihed og undervisningsfrihed.
Kronikken illustrerer bogens pointe: Islamofobi kan lige så lidt gradbøjes som graviditet. Enten er man det 100% som kronikkens forfatter, der ikke kan finde en eneste formildende omstændighed ved muslimernes situation.
Eller også er man det slet ikke, som bogens forfatter beskyldes for.
Jeg tror gerne på beskyldningen, fordi det er fysisk umuligt at forfatte tekster, der er F.ex 30%, eller 60% islamofobiske.
Sommetider kan en kolerisk kronik afsløre detaljer, der svækker kronikkens pointe. Havde det været muligt at få en tegner til at sige: Jeg har ingen problemer med at fornærme mine medmennesker, og ville gerne fornærme muslimer, men da jeg er lige så bange for muslimerne, som for etnisk danske rockere, tør jeg ikke.
Ja så havde det 100% sikkert stået i denne kronik - så det var tydeligvis ikke muligt !!
Der er motorcykelklubber overalt i landet, man kan øve sig på, hvis man har behov for at vise, at man ikke er bange for unødigt at fornærme sine medmennesker.
Det handler om noget så simpelt som den lov, vi alle er vokset op med, Kardemomme-loven, og den går man aldrig fejl af.
Det er en mærkelig pøbelagtig udvikling, at det sunde princip med at lægge bånd på sig selv nu grundlæggende forkastes. Ikke kun i denne sammenhæng, noget af det værste, nogen kan blive beskyldt for, er at forholde sig moralsk til virkelighedens fænomener.
Jeg gør som Peter Poulsen: "For at værne om ytringsfriheden råber jeg røvhul efter min nabo."
Der er en sær tilbøjelighed til at sætte lighedstegn mellem det at kritisere og det at krænke. At kritisere fx religioner må være en soleklar ret i et demokrati. At afgøre, hvornår kritikken går for vidt, skal ikke være op til den enkelte troende, men til lovgivningen.
Hvad angår Kåre Bluitgen, ved jeg ikke, om han løj, men det var der andre, der gjorde. Nemlig de folk, som turnerede i Mellemøsten med billeder af grise osv. for at piske en stemning op, selv om billederne intet havde med JP’s tegninger at gøre.
Forud lå en historie om Pim Fortuyn, Theo van Gogh, Rushdie, Ayaan Hirsi. Efter dem mord i København, Barcelona, London, Nice, Paris, forfattere under livslang beskyttelse, undervisere udsat for mordstrusler og afskedigelse. Og alenlange, gentagne relativiseringer og fordrejende stråmanstunge skriblerier af folk, der ikke selv lever under en skarp knivsæg. Tegningerne blev derfor publiceret ikke som krænkelse, men som led i afdækningen af en udvikling, hvis yderste konsekvens er, at vi skal holde vores mund, hvis nogen som helst i egen opfattelse måtte kunne tænkes at blive krænket af vore ytringer. Den politiske korrekthed vil i sin omvendt racistiske beskyttertrang rense virkeligheden for alt, hvad folk muligvis finder krænkende. For de potentielt krænkede er selvfølgelig for svage til selv at tage til genmæle.Husk, der er 10.000 religioner i Verden. Der kan meget nemt blive tyst rundt omkring.
Den krænkede: “Jeg føler mig krænket”
Krænkeren: “Det opfatter jeg som en trussel, og forlanger politibeskyttelse”.
Den krænkede: “Hvad kunne jeg have sagt, der ikke havde gjort dig bange ? “- “godt ord igen” eller noget i den retning ?
Krænkeren: Nej så var jeg først for alvor blevet bange. Jeg ved med mig selv, at jeg ønsker at reducere dit velbefindende. Hvis du ligesom preller af, og jeg ved at for mere end 70% af jordens befolkning er religion det vigtigste (blandt andet fordi det rækker ud over det korte menneskeliv) ville jeg forlange politibeskyttelse i et omfang, der ville få selv Rasmus Paludan til at rødme som en skønjomfru, der havde fået et upassende forslag.
Den krænkede: “Hvad hvis jeg lod mig registrere som krænkelsesparat seksuel minoritet ? Det med at ville iklæde kvinder om ikke læder så burka, lyder da lidt pervo-pervøst - ikke sandt ?
Krænkeren: “Der fik du mig - jeg ville være nødt til at lade dig være i fred”.
Kronikken har flere gode pointer. Desværre synes en stor del af kommentarerne her at afspejle en stærk resistens overfor indholdet.
Øvig Knudsen ville skrive Historien om Pusherstreet. Men politiet frarådede det fordi “Vi har ikke ressourcer til at beskytte dig mod rockerne”.
Er spontan selvcencur værre end politi-anbefalet selvcensur ?
Er der andre grunde til at give Rasmus Paludan særbehandling end frygten for DF/Støjberg ?
Gorm Petersen, du skriver:
"Der er motorcykelklubber overalt i landet, man kan øve sig på, hvis man har behov for at vise, at man ikke er bange for unødigt at fornærme sine medmennesker."
Hvem afgør om man unødigt har fornærmet sine medmennesker?
Fantastisk at der selv nu, mange år efter den såkaldte Muhammed-krise, stadig er folk der mener at man skal undgå at fornærme radikaliserede islamister, der fejltolker Koranen og helt ser bort fra det, disse islamister foretager sig som 'straf' (halshugninger, lemlæstelser. bomber) mod de, der tegner manden med skæg.
Prøv at gå ind på Davids samling og se alle de fremstillinger af Muhammed som lærde muslimer har lavet siden det 12. århundrede. Stof til eftertanke!
Ang unødig fornærmelse af medmennesker: Den er svær - allerede Churchill påpegede, at een og samme udtalelse kan opfattes på 3 forskellige måder: “ytringsfrihed”/“kritik”/“trussel”.
Det afgørende er at udtalelsen har til formål at reducere nogens velbefindende
og man derfor ikke bør blive overrasket over at de pågældende efterfølgende prøver at reducere ens eget velbefindende.
Det kan gøres nonverbalt ved F.ex at besvare en fjendtlig udtalelse med en ildelugtende prut i et dårligt udluftet lokale.
I den megen diskussion om tegninger af Muhammed, tænker jeg tilbage på min skolestart i 1950.
Der var dengang ikke noget, der hed "Kristendomskundskab", på skemaet stod der "Religion". Vi var lige så optagede af den nordiske mytologi som af de gammeltestamentlige historier - når det kommer til stykket nok endda mere!
I den bog, der hørte til religionsundervisningen, var Muhammed også omtalt, og i det afsnit var der en tegning af Muhammed, der siddende på en kamel, flygter til Medina - det var der dengang ikke en kat, der gøede af!!!
gorm petersen
Ja, har man ikke ord til andet, kan man besvare verbale angreb non-verbalt, men der bør vel stadig være en vis proportionalitet. At besvare en opfattet fornærmelse ved at skære halsen over på modparten kan vist ikke kaldes en proportional reduktion af vedkommendes velbefindende.
Endnu engang skal vi gennemgå spørgsmålet: Hvor ligger grænserne for ytringsfrihed? Egentligt burde det ikke være så svært, for i dette tilfælde drejer det sig udelukkende om, om vi ønsker dem lagt der, OIC (Organisation of Islamic Cooperation) lægger dem, eller der, vi i frie, liberale, demokratiske samfund foretrækker at se dem.
Ingen af de to har ubegrænsede tale- og ytringsfriheder. Begge pålægger dem restriktioner. Forskellen ligger udelukkende i, hvor lovgivningen skelner mellem starfbart og lovligt. OIC ønsker at ulovligegøre alle ytringer, som af dem kan fortolkes som stridende mod islams regler for ytringsfrihed. Deres regler forbyder ethvert forsøg på at kritisere eller latterliggøre enhver ytring eller handling, som efter deres opfattelse kan tolkes som værende i modstrid med islams regler om, hvad man må sige eller gøre. Begrundelsen er, at den slags vil resultere i en nedbrydning af samfundet og social uro.
Så éns stillingtagen burde være ganske simpel: Foretrækker vi islams regler, eller foretrækker vi den liberale, vestlige version?
Svend Jespersen:
Den tolkning om vi ønsker det ene eller andet er nok lidt "fortænkt", for det er ikke det det drejer sig om, men det at nedgøre en religions "guru" her profet velvidende at det vil såre millioner og vel vidende at satiriske tegninger af en person ,som muslimer generet ikke afbilleder, er altså i mine øjne ikke ok- altså absolut ikke ret tale eller handling.
Vi kan alle være helt uenige og uforstående for deres tætte forbindelse mellem livsregler i både politik og religion., men handlingen dengang fra JP var absolut ikke til gavn for et eneste menneske. At de ekstreme muslimer så tillod sig at myrde nogle steder kan vi kun tage afstand fra. Men disse terrorister har jo stort set aldrig fået lov til at begrunde deres syge handlinger, da de blev skudt inden!
Måske vi lige skal huske på at muslimer aldrig kunne finde på at nedgøre den kristne tro på samme måde som vi gjorde. Jeg kende rudmærket restriktioner omkring alkohol, påklædning m.v. hvis vi e ri deres lande.
(kommentar-genbrug fra anden sammenhæng) Krænkelse for "sjov" - et selvfedt, dansk speciale - UDEN NOGEN POINTE, som måske havde kunnet provokere positivt, opvækkende eller oplysende....?
Viggo Okholm.
Nej, den skelnen er ikke fortænkt. Vi har alle vores egne rent personlige ideer om, hvad man kan sige eller ikke sige, og det afhænger helt og holdent af, om man selv er parat til at tage konsekvenserne af éns valg. Jeg har gennem mange år måttet være meget varsom med, hvad jeg f.eks. følte trang til at sige om den katolske kirkes ideer om ”trosfrihed”. Hvordan reagerer man f.eks. som ikke-troende på ord som disse fra et nært medlem af svigerfamilien: ”Der kan absolut ikke være nogen tvivl, selvfølgelig skal jeres børn opdrages som katolikker”?
Der er en himmelvid forskel mellem, hvordan vi udtaler os internt til familie og venner, og hvordan lovgivningen bør være om ytringsfrihed. Og det er udelukkende lovgivning om ytringsfrihed, jeg udtaler mig om.
Og for øvrigt, din påstand om, at muslimer ikke kunne finde på at udtale sig nedladende eller hånende om andre religioner, holder ikke stik. Især ikke, når det gælder jødedommen. Det kan jeg sige med sikkerhed efter at have fulgt med i arabiske medier i mange år.
Limerick om Krænkelsesparathed:
Den bedste gave at skænke
til den der lader sig krænke,
er krænkelsen selv:
"Åh, sikke et held –
nu blir jeg da set!", kan han *) tænke.
*) m/k
Traditionelt har vi i Danmark altid beskyttet borgerne imod forfølgelse igennem krænkelser - indtil den katastrofale beslutning om at afskaffe blasfemiparagraffen, som vi dog ved ikke ville kunne finde anvendelse på Muhammedtegningerne, der jo netop ikke krænker en guddom, men en religiøs praksis.
I øjeblikket lader vi negativt frygten for muslimers mulighed for i fred og fordragelighed at kunne følge deres religiøse forskrifter diktere dansk lov.
Det har betydet regler for, hvad man må have på, hvordan man skal hilse på hinanden, hvor gammel man skal være for at gifte sig, både i forhold til opholdstilladelse og til muligheden for at opnå dispensation fra myndighedsalderen, hvilket nu ikke længere er en mulighed. Alt kan gennemføres, hvis bare det med sikkerhed går ud over nogle muslimer.
Der findes en god gammel testmetode til afsløring af mobning, herunder racisme.
Den kaldes for “Jødeprøven”. Anvendt på muslimer bruges den på den måde, at man lader tekstprogrammet lave søg-og-erstat så alle forekomster af “muslim” erstattes af “jøde”, og alle flertalsformer tilsvarende erstattes, F.ex at “muslimer” erstattes af “jøder”.
Hvis en tekst efter denne omskrivning ikke fremstår tydeligt racistisk, ja så er teksten med sikkerhed ikke racistisk. Jeg ved ikke hvornår den blev opfundet, men da jeg husker den fra tidlig ungdom har det været før tekstbehandling og computere blev hvermandseje.
Man skal huske, at religion ikke handler om territorieafpisning men om den dybeste og mest tabuiserede angst: Dødsangsten. Hvis man selv har kulturradikal baggrund skal man forestille sig, at de kulturradikales gud Sartre tonede frem på himmelhvælvningen sammen med de oldgræske filosoffer og i kor råbte: Vi tog fejl, man kan ikke flygte fra virkeligheden ved at erklære sig ikke-eksisterende. Vi er fanget i et univers uden nødudgange.
Det er naturligt for menneskehjernen at bekymre sig om fremtiden. Jeg kan godt lide de religioner, der accepterer, at mennesket er 100% magtesløst og derfor ikke har noget udholdeligt alternativ til at vise total tillid til den almægtige virkelighed. Jeg mener direkte ordet “islam” betyder noget i retning af “underkastelse”, og fra Kaj Munks beskrivelser af forskellige varianter af Indre Mission (Lolland vs Vestjylland) fra 1900 tallets begyndelse, var denne “tillid grundet fravær af udholdelige alternativer” præcis det samme.
Så frafiltrerer man Grundtvigs maniske optimisme fra Kristendommen, genfinder vi også her “tillid grundet fravær af udholdelige alternativer”.
En meget klog mand sagde engang: I enhver kultur er summen af kirkegængere og misbrugere konstant. En anden har sagt: ca hver 10-ende dansker bruger alkohol som selvmedicinering.
Så er denne debat vist slut....
Gorm Pedersen, med ikke længere. Den tegner der endte med at illustrere Bluitgens bog sagde følgende her i avisen d. 17. september 2005. Små to uger før muhammedtegningerne blev trykt i JP, bekræftede han fuldstændigt, at han var bange og derfor valgte at være anonym:
***
"Det er jo bare en ganske almindelig opgave", tænke tegneren, da forfatter Kåre Bluitgen ville have illustreret sin børnebog om profeten Muhammed.
Nogle billeder af hovedpersonen Muhammed i forskellige situationer, ligesom i så mange andre børnebøger. Men lige så stille begyndte frygten at snige sig ind i tegnerens sind: Billeder af Theo van Goghs lig på gaden, og historien om underviseren fra Carsten Niebuhr Instituttet, der blev overhaldet for at have læst højt af Koranen stod pludselig ubehageligt tydeligt på nethinden. Tegneren valgte derfor at være anonym, men ærgrer sig over sin frygt.
"Jeg er forbandet ærgerlig over, at jeg ikke tør stå frem, og jeg ved godt, at det er åndssvagt at ligge under for den slags fanatisme. Jeg har ikke et billede af det store, islamiske spøgelse, der banker på døren, men jeg frygter at blive passet op på gaden og få bank, eller det der er værre," siger tegneren.
Tegneren beskriver selv sin frygt som absurd og er vred over ikke at kunne udføre sit arbejde åbent.
"På tegnestuen diskuterede vi, hvorfor man overhovedet skal lave sådan en bog, der piller ved hellige ting og risikerer at provokere folk. Men vi lever jo i et demokratisk samfund, hvor vi bør kunne stå frem. Jeg synes, det er urimeligt, at man skal stå i sådan et dilemma," siger tegneren.