Så kom vipstjerten. Forleden, da jeg var i gang i haven, lød den velkendte lyd fra taget, og dér pilede vipstjerten hen ad tagrygningen. Den lyder, som når nogen tygger på et gummibånd, mener en af mine venner, og det er faktisk en ret præcis beskrivelse. Gggiiirrrtttt.
Senere var der to vipstjerter nede og drikke ved havedammen, forhåbentlig både en hun og en han. Jeg så dem ikke selv, men måtte nøjes med rapporten, og gemalen mener ikke at kunne kende forskel på kønnene. Siden har vi ikke set dem, men nu ved jeg, at de er her. Og min nabo har set en gul vipstjert. De holder til et stykke ud ad vejen mod Østersøen, men den ene havde åbenbart et ærinde på hendes gårdsplads.
Så også de gule er her.
Og to viber i flugt er det blevet til, dem holder jeg et nøjsomt øje med, der er så få af dem tilbage. Ingen vandhuller, ingen viber. Men der må være andre, der har det ligesom mig, i det mindste har nogen nyanlagt en lille vibefristende sø på en eng i nærheden. Og tidligere var der netop viber deromkring.
Dejligt, Karen.
Efterpåske tak.
Min kloge svigerinde siger, at man først beskærer roser når birkens blade er så store som museører. Formodentlig en husmus......