Digter og handicapaktivist Caspar Eric skrev i Politiken den 16. marts om det paradoks, at staten undskylder for overgreb på anbragte i særforsorgen samtidig med, at Socialministeriet har en buste stående af den socialdemokratiske socialminister K.K. Steincke, som var en af mændene bag særforsorgens overgreb og den bagvedliggende idé om racehygiejne.
Det er selvfølgelig ikke passende at hylde en mand som Steincke, der indførte racehygiejne og institutionelle overgreb på danske borgere. Steinckes ideer om degeneration og de ’degenererede undermålere’ kan kun fordømmes. Den utilitaristiske holdning, som Steincke havde om at sikre »de kommendes – de flestes Lykke« på bekostning af mindretal, er ikke en velfærdsstat værdig. Jeg synes, det er rigtig godt, at Caspar Eric tager dette stykke danmarkshistorie op i en tid, hvor det nogle gange virker, som om vi hellere vil glemme. Eric er med til at sætte fokus på dette emne, og det takker jeg ham for.
Men der mangler også nogle nuancer i fortællingen om Steinckes eftermæle. Hans racehygiejne skal fordømmes og forkastes, men hans socialreform fra 1933, som var en del af Kanslergadeforliget, åbnede også op for en rettighedstænkning, der senere afviklede den vilkårlige behandling, som racehygiejnen såvel som forholdene under det traditionelle samfund bød på.
Et opgør med datidens socialpolitik
Overgangen fra tiden før socialreformen til efter reformen ses som overgangen fra skønsprincippet til retsprincippet.
Skønsprincippet betød, at der ikke var sikret nogen form for hjælp til udsatte, men i stedet en vilkårlig behandling i form af skøn og almisse, hvor man skulle gøre sig værdig til hjælp fra eksempelvis aktører i civilsamfundet. Retsprincippet skulle sikre, at man havde ret til hjælp, og ifølge Steincke anvendes gennem »faste Trangsgrænser og forud fastsatte Bidrag eller Takster«.
Før socialreformens kommunehjælp med kontrol og erstatningspligt havde man fattighjælpen med dens retsvirkninger, der fjernede modtagerens borgerlige rettigheder til at stemme og bevæge sig frit i landet (minder det i øvrigt ikke om nutidens debat omkring kontanthjælp og andre sociale ydelser?). Socialreformen indførte blandt andet også økonomisk hjælp fra det offentlige til ældre i form af aldersrente og handicappede i form af invaliderente.
Steincke indførte med egne ord »det sociale Minimums Politik« eller »det sociale Minimums Krav« som modsætning til sin egen tids manglende sociale forståelse.
Ringe alternativer
Man skal nemlig huske, hvilke alternativer samfundet havde sammenlignet med Steinckes socialpolitik: En natvægterstats laissez faire-liberalisme i form af Venstre-statsministeren Thomas Madsen-Mygdahl og hans diktum: »Lad falde, hvad ej kan stå«, eller den konservativt-reaktionære tilgang til socialt udsatte ved at overlade dem til kirken, de socialfilantropisk-kirkelige foreninger, civilsamfundets hattedamer, mæcener og andet velgørenhedsarbejde.
Som et opgør med datidens ideer om værdige og uværdige trængende skrev Steincke:
»Hjælpen ydes ikke efter Institutionen men efter Trangens Karakter, at den uvidenskabelige og vilkaarlige Sondring mellem værdig og uværdig trængende opgives til Fordel for en Ordning, der afpasser Hjælp og Retsvirkninger efter den til vedkommendes Karakter, Forhold og mere eller mindre asociale eller antisociale Optræden bedst egnede Maade.«
Et samfund, der bedømmer sine borgere ud fra, om de er værdigt eller uværdigt trængende og dermed om de er uforskyldt eller selvforskyldt i deres problemer, er i sig selv et uværdigt samfund og har intet med en velfærdsstat eller retsstat at gøre. Som Steincke selv mente:
»At have Ret til at bede om Hjælp, medens andre bestemmer om Hjælpen skal ydes, dens Art, Størrelse og Varighed er netop en i juridisk Forstand værdiløs Ret.«
Paradokset Steincke
Vi kan ikke reducere Steinckes politik til hans racehygiejne, men vi kan heller ikke tænke på Steinckes socialpolitiske bedrifter uden hans racehygiejne. Steincke så racehygiejnen som et supplement til socialpolitikken, netop fordi den ifølge ham skulle stoppe de voksende velfærdsbudgetter som følge af det stigende antal ’åndssvage’.
Steincke håbede i en tale fra 1934, at samfundet var nået så vidt i fremtiden, at hans livsværk ville blive opfattet som en kuriositet. På en skæv måde bliver hans politik da også i dag opfattet som en kuriositet – et levn fra en fortid med forkerte og farlige ideer – og på en måde er vi også nået så vidt, at vi nu begynder at erkende, hvor rædselsfuld hans politik var, når den skabte andenrangsborgere i eksempelvis særforsorgen.
Steinckes politik var først og fremmest en »Policing of Families« (den franske sociolog Jacques Donzelots udtryk) i den forstand, at han ville regulere, hvem der fik børn, og, hvis man som ’degenereret’ fik børn, lave foranstaltninger mod børnene og familien.
Men er vi bedre i dag?
Fra vugge til grav bliver der i velfærdsstaten holdt øje med ens udvikling. Jeg har selv erfaret eller hørt om andre, der kan berette om, hvordan velfærdsstatens syn påvirker os igennem vores liv: Om man som børnehavebarn har øjenkontakt til pædagogerne, om man har den rigtige madpakke med i skolen, hvornår man som pensionist må gå i seng på plejehjemmet, hvornår man er værdig til jobcentrenes ydelser, hvornår man er en værdig/uforskyldt eller uværdig/selvforskyldt hjemløs og så videre.
Steinckes spøgelse
Og der bliver stadig lavet graverende fejl blandt andet på jobcentrene uden konsekvenser for de ansatte, kommunen eller politikerne. I min egen tid som kontanthjælpsmodtager i jobcentret blev jeg da også mødt med trusler om »anstaltsforanstaltninger« fra jobcenterchefen. Gad vide, hvilke anstalter og foranstaltninger han tænkte på?
Racehygiejnikeren Steincke spøger da også i den socialpolitiske kulisse, når statsministeren har et mål om, at flere udsatte børn skal fjernes fra deres forældre, men hvor der ikke tages tilstrækkeligt udgangspunkt i at tilpasse hjælpen i det enkelte barns og families situation, inden man går til så voldsomme og vidtgående indgreb.
I en tid, hvor regeringen taler om afbureaukratisering, afspecialisering (ved dårligere kandidatuddannelser) og om at fjerne lovgivning, kan det være, vi skal tilbage til noget af den rettighedstænkning – uden eugenikken – som socialreformen introducerede. For det er svært at skabe en velfærdsstat uden lovgivning og en specialiseret embedsstand.
Den bedste kritik af det forgangne er nogle gange en kritik af det bestående – med henvisning til fortiden, skal det tilføjes. For vi skal ikke glemme fortiden, tværtimod: Vi skal huske den ved at oplyse om fortiden og ved at forbedre vores samfund med den overhængende påmindelse om denne brutale bagside af velfærdsstaten.
Ja, det er gået ganske gevaldigt tilbage, det halter simpelthen med ambitionerne, og alle mulige undskyldninger føres i marken for at undslå sig det væsentligste princip i vores rige velfærdssamfund: at vi ikke kan og vil tolerere fattigdom og hjemløshed. Og mere end nogensinde bør vi heller ikke.
Rigtig god kronik, tak for det :)
Der bringes i kronikken et link til en artikel om advokaten Mads Pramming, som har specialiseret sig i at hjælpe folk, der udsættes for myndighedernes misforvaltning, der også stadig er relevant, selvom den går tilbage til 2018.
Her står der, at politikerne (ihvertfald tilsyneladende) også mente, det var gået for vidt med rets(u)sikkerheden i kommunernes sagsbehandling af syge og handicappede borgere.
"Vi har oplevet problemer med Ankestyrelsen.
Både i forhold til lange sagsbehandlingstider, men også i forhold til at de tit bare giver kommunerne medhold.
Så der er et reelt problem, vi skal have kigget nærmere på.
Derfor har vi (satspuljeforligskredsen - red.) iværksat en undersøgelse, som skal afdække problemets omfang, så vi eventuelt kan finde et alternativ til Ankestyrelsen på et oplyst grundlag, siger Venstres beskæftigelsesordfører, Hans Andersen, til TV 2 Lorry.
I partiernes aftaletekst står der blandt andet:
- Der afsættes i alt 12 mio. kr. i perioden 2019-2022 til gennemførelse af initiativer, der skal bidrage til en styrkelse af borgernes retssikkerhed på det sociale område.
Forslag hertil skal indeholde en forankring af en styrket indsats i en institutionel enhed. Forslagene forhandles med partierne bag satspuljeaftalen inden 1. marts 2019."
"Hæderkronet advokat i opråb: sagsbehandlere er enevældige konger"
https://www.tv2kosmopol.dk/lorryland/haederkronet-advokat-i-oprab-sagsbe...
Det kom der som bekendt ikke en hujende fis ud af.
Som sædvanligt, fristes man til at sige..
Jeg synes, kronikøren rammer plet i sin analyse:
Vi har længe været på vej tilbage til forne tiders uværdige behandling af mennesker med hjælp behov, og det bliver kun værre.
Sidste skud på stammen er statsminister Mette Frederiksens forslag om arbejdspligt til 27.000 mennesker, vistnok hovedsageligt/udelukkende kvinder med indvandrer- eller flygtningebaggrund.
Samtidig skal de alle sættes ned i ydelse, så de kommer under den fattigdomsgrænse, socialdemokraterne nægtede at lave i sidste regeringsperiode.
Det er virkelig et standpunkt om, at visse mennesker er uværdige, og skal behandles derefter!
https://nyheder.tv2.dk/politik/2023-04-24-regeringen-vil-indfoere-arbejd...
Hvordan det rimer på mindre bureaukrati i det offentlige forlyder der intet om.
Ej heller hvor kommunerne skal få råd til at oprette separate tvangsarbejdsenheder, når de for det første ikke er blevet kompenseret tilstrækkeligt på grund af inflationen, og dernæst skal spare 3 milliarder på at nedlægge jobcentrene.
Bliver svaret mon nye fattiggårde?
Ja almisse er et gammelt ord, som man næsten havde glemt - måske var det på vej ud af sproget - lad os håbe at ordet ikke finder vej ind igen.
Det hører retteligt hjemme i reservatet for truede ord.
Kære Søren
God kronik! velskrevet og meget informerende. Jeg har dog et uddybende spørgsmål, som jeg er nysgerrig at høre din mening om.
Som du også skriver det i din kronik, så er alting ikke altid sort eller hvidt, men mere nuancerede, man er hverken skurk eller helt. Men jeg forstår ikke hvordan det så kan være, at Stauning altid bliver fremhævet som velfærdens helt og Steincke som skurken? det var jo trods alt under Staunings regering, at bl.a. sterilisationsloven blev indført, men hvorfor associeres Stauning aldrig med dette? hvorfor går hans navn altid fri i denne debat?
Jeg er helt enig i, at det er en spændende kronik - så tak for den.
Det hører med til historien at den politik, der blev ført over for de udsatte i vores samfund på Steinckes tid ser ud til at være bærer af nogle træk som kan genfindes i svensk politik i samme periode. Det er fremragende beskrevet i det bind af Nordstedts Sveriges Historia, der dækker perioden 1920 til 1965.
I den forbindelse tror jeg man skal tage med i betragtning, at det politiske grundlag for ideerne om velfærdsstaten bla. var en stor tillid til en "social ingeniørkunst" med det formål at skabe den rette balance imellem velfærdsstaten og befolkningens sammensætning. Her spillede ægteparret Myrdal en væsentlig rolle i analyserne af befolkningen.
Der er et andet forhold, der også påkalder sig opmærksomhed - efter min mening. Og det er at selve historien om fremvæksten af de store centralinstitutioner og udmøntningen af den politik, der understøttede den "sociale ingeniørkunst" ikke rigtigt har fået en plads i de generelle fremstillinger af den danske historie i perioden. Et forhold der jo bla. afspejles i at det først er for nylig, landets statsminister har undskyldt behandlingen af feks. Godhavnsdrengene. I modsætning hertil står det nævnte bind af Sveriges Historie. Her gives en ganske udførlig redegørelse, der til tider er uhyggelig læsning. Alene derfor: det kan anbefales at læse den pågældende bog.
Et fromt ønske kan være, at vi i fremtidige fremstillinger af dansk historie kan få denne del af historien føjet ind i den samlede historie om de store sociale reformer i 1930-erne. Det fortjener at blive husket.
For god ordens skyld, den fulde titel er:
Yvonne Hirdman, Urban Lundberg og Jenny Björkman: Nordstedts Sveriges Historia 1920 - 1965.
Nordstedt 2012.
mvh. poul.
Måske det er på tide at holde op med at hylde personer, og i stedet hylde ideer,
Magnus Elmquist:
Jeg er mig bevidst at jeg ikke er forfatter til kronikken, men jeg tillader mig alligevel at forsøge på at give en forklaring på det spørgsmål du stiller. Så: jeg tror en af grundene er at der generelt er sket et skred i magtfordelingen, imellem statsministeriet og de enkelte ressortministerier. Det skal forstås på den måde at magten - og dermed ansvaret for den politiske linje i et konkret spørgsmål - over de seneste tiår langsomt, men sikkert, er trukket længere ind i statsministeriet end det har været tilfældet tidligere.
Lad mig illustrere dette med et eksempel, der ligger lidt længere tilbage i historien. Under 1. verdenskrig blev der udarbejdet en ganske omfattende politik, der regulerede snart sagt alle hjørner af samfundslivet i Danmark. Bla. af hensyn til at opretholde landets erklærede neutralitet. Den politik blev for langt hovedpartens vedkommende udarbejdet i Indenrigsministeriet, hvis politiske chef var minister Ove Rode. Både i samtiden og eftertiden har diskussionen af denne politik, hvad enten man nu var tilhænger eller modstander, primært været koncentreret om Ove Rode. Jeg mener ikke at have stødt på en position, der har diskuteret statsministerens ansvar i denne sammenhæng. Det hører samtidigt med til historien, at statsministeriet på daværende tidspunkt faktisk var et ganske lille ministerie, med få embedsmænd tilknyttet. For god ordens skyld: statsministeren hed C. Th. Zahle, både han og Ove Rode var medlem af Det Radikale Venstre som også dannede regering under hele verdenskrigen.
Man kan derfor, med ovenstående in mente, sige at dit spørgsmål faktisk er illustrativt for netop den magtforskydning, jeg nævnte tidligere. Dette forhold viser endvidere, at de enkelte ministerier tidligere har haft større frihedsgrader end det er tilfældet aktuelt. Det er så også et forhold der går igen, når man ser på de lavere administrative niveauer: datidens amter og købstads- og sognekommuner. Et forhold der muliggjorde den "kommunesocialisme", som historikeren Søren Kolstrup har afdækket.
mvh. poul.
Kære Poul Erik Pedersen
Mange tak for den detaljerede historie fortælling. Jeg er af den yngre generation, der endnu ikke ved så meget som du, så jeg sætter stor pris på dit detaljeret svar :)
Jeg forstår, at det er Steincke der var socialministeren og derved ham der bærer ansvaret, men det var trods alt Socialdemokratiet med Stauning i front, som fremlagde lovene og som stemte for. Efter Steinckes udgivelse af Fremtidens Forsørgelsesvæsen (1920) med henblik på en reform af socialområdet var Steinckes holdninger om de “åndssvage” jo velkendte, men alligevel valgte Stauning at udnævne Steincke som socialminister. Det kan jo ikke fortolkes på andre måder, end at Stauning var enig med Steinckes synspunkter og ønskede hans ideer ville blive til virkelighed.
Ligemeget hvad, syntes jeg i hvertfald at det er påfaldende, hvor lidt denne snak om eugenik og sterilisation fylder, når man snakker om Thorvald Stauning og hans regeringstid. Nå vi nu engang skal fremhæve en politiker, som man jo gør med Steinckes buste og som man ofte gør, når man taler om Stauning, så syntes det er vigtigt, også at huske skyggesiderne og de mindre prisværdige ting, en politiker har gjort.
Fra min - nok meget naive - synsvinkel, ser det ud som om, at statsministeren er den der modtager al hyldsten og fortjenesten, når det er gået godt, men når det så er gået galt, så tørrer man al skylden af på embedsmænd eller ministeren - host, host, Mogens Jensen. Men sådan vil det nok altid være :)
Mvh, Magnus.
"Intet i verden er så usynligt som mindesmærker - de synes imprægnerede med noget. der får opmærksomheden til at prelle af som vanddråber på olieovertræk.
Hvorfor rejses de så ofte til ære for store mænd?
Det synes at være en ganske udsøgt ondskabsfuldhed. Da man ikke længere kan skade dem i livet, styrter man dem så at sige med en mindesten om halsen i glemslens hav."
Robert Musil
Velfærdsstaten er vel ikke andet end retsprincippet i Steinckes socialreform.
Så intet under at den er ude i en krise!