Når vi fordømmer behandlingen af kvinderne på Sprogø og mændene på Livø, kommer det til at fremstå, som om alting er godt i dag. For vi gør jo ikke længere som dengang. Men hvordan vil vi mon se nutiden om 50 år?
Som børnepsykolog møder jeg mange børn og unge med diagnoser som adhd og autisme. Når jeg spørger om livshistorien, viser der sig i nogle tilfælde tydelige tegn på mange forskellige former for psykosociale belastninger i opvæksten. For eksempel som følge af forældrekonflikter eller alvorlig fysisk sygdom i familien.
Men det er psykiatrien ofte slet ikke opmærksom på, og børnene behandles, som om der alene er noget galt biologisk. Børnenes diagnoser hviler derfor på et utilstrækkeligt grundlag. Konsekvensen er, at belastninger for barnet ikke standses, og det ikke får hjælp for de psykiske skader, som belastningerne netop kan have medført.
Hurtigt stillede diagnoser
Med andre ord: Historien fra anstalterne på Sprogø og Livø gentager sig. Blot hedder diagnoserne nu ikke længere moralsk åndssvaghed og åndssvaghed, men blandt andet adhd og autisme.
Der findes endnu ikke velunderbygget viden om årsagerne til de tilstande, der diagnosticeres som adhd og autisme, men kun hypoteser, både biologiske, psykologiske og sociologiske. Men de fleste psykiatere udtaler sig, som om vi kender årsagerne, og som om de stort set kun skulle være biologiske. I alle øvrige lægespecialer er der en helt anden omhyggelighed med at omtale de mindre eller større usikkerheder, som den eksisterende viden om sygdomsårsager kommer med.
Psykiaterne mener ikke nødvendigvis, at det er godt med sådan en skråsikker og ensidigt biologisk psykiatri. Men de gør, som Sundhedsstyrelsen forlanger. Dertil kommer, at en presset børnepsykiatri kalder på hurtigt stillede diagnoser, og de kan stilles langt hurtigere, hvis man ikke inddrager hele barnets psykosociale historie i undersøgelsen.
Lær af historien
Spørgsmålet er, om vi 50 år fra nu vil se kritisk på nutidens behandling af adhd og autisme ligesom fortidens behandling af åndssvaghed?
Et sted at begynde er i hvert fald, at vi begynder at lære af historien og udvikler en ny psykiatri. En psykiatri med åbenhed om, hvor lidt vi ved, og som er opmærksom på både biologi, psykiske mekanismer og sociale og samfundsmæssige faktorer.
Lars Rasborg er praktiserende børnepsykolog
Et meget velkomment indlæg - tak!
Når jeg spørger om livshistorien, viser der sig i nogle tilfælde tydelige tegn på mange forskellige former for psykosociale belastninger i opvæksten. For eksempel som følge af forældrekonflikter eller alvorlig fysisk sygdom i familien. Skriver Rasborg.
Et modigt synspunkt.
Tidligere troede man fejlagtigt, at autisme skyldtes dårlig opvækst. Heldigvis er man i dag blevet klogere. Man ved stadig ikke, hvad årsagen er, men der er flere
teorier, som dog ikke er bekræftet. Senest har man set en øget risiko for autisme de steder, hvor der er højt indhold af litium i drikkevandet.
Berit Thanning, det er ikke helt korrekt, hvad du skriver. Der er ikke fastslået en sammenhæng.
"I et nyt studie fandt forskere, at de steder i Danmark, hvor gravide får drikkevand fra mere litium-holdigt grundvand, er der større risiko for, at de gravides børn får en autismediagnose.
Forskerne understreger dog i studiet, at yderligere forskning er nødvendig for at slå en direkte sammenhæng mellem litium i drikkevand og autisme fast.
»Studiet viser, at i de dele af landet, hvor litium i vandet er højt, er der flere autismediagnoser. Men det betyder ikke nødvendigvis, at litium giver autisme. Det her er blot et af de første skridt i forskningen dette område, og flere studier vil i fremtiden gøre os endnu klogere,« siger Søren Munch Kristiansen, der er lektor ved Institut for Geoscience på Aarhus Universitet og medforfatter på studiet.
Måske skulle psykologen holde sig til sit felt i stedet for at skrive et fordummende indlæg fyldt med logiske fejlslutninger. Han bør desuden studere den nyeste forskning indenfor autisme og ADHD. Når han sammenligner en benign autismediagnose i 2023 med åndssvage, så viser det hans egen uvidenhed. Der bliver stadig brugt diagnoser til behandling af individer med lav IQ, og selve diagnosen er ikke problemet. Problemet er mere, at disse personer tidligere blev udsat for tvang. Dette er bare et eksempel på hans fejlanalyse af problemet.
“ Spørgsmålet er, om vi 50 år fra nu vil se kritisk på nutidens behandling af adhd og autisme ligesom fortidens behandling af åndssvaghed?”
Det er jeg slet ikke i tvivl om at vi vil.
Ali Xapana.
Jeg ved for lidt til at angribe dit synspunkt, men det er da egentlig sært at så mange diagnoser dukker op i vor tid, så reelt tror jeg altså miljøet på flere punkter kan være med virkende. Det kan være det sociale miljø, men en "biologisk" forurening under graviditet vil vel være nærliggende at undersøge. AHD på samme vis,
At vi stadig som tidlige får født børn med "fejl" altså en form for mental handicap, som igen har mange forskelligheder er der ikke nyt i tror jeg Men brugen af IQ som retningslinje bør vi være meget forsigtige med i rigtig mange tilfælde set i lyset af afsløringer omkring mennesker her for bare 50-80 år siden.
Ali Xapana.
Hvor mener du, at praktiserende børnepsykolog Lars Rasborg ikke "holder sig til sit felt"?
Hvilke "logiske fejlslutninger" mener du, at han laver?
Hvordan når du frem til, at han ikke kender "den nyeste forskning indenfor autisme og ADHD"?
Skal vi andre bare gå ud fra, at du selv har læst den med det nødvendige kritiske blik?
Vi har en forkærlighed for at finde begrundelser og årsager til alt mellem himmel og jord...
... for HVIS vi nu kunne afskaffe ubehaget ved at skulle se på, høre på, leve med andre mennesker "af den slags"...
... de ER sgu for bøvlede...
... for os andre, de travle, de veltilpassede, strømlinede...
Jeg er så gammel, at jeg fra min barndom kan huske "de lidt sære".
Dem, der dag efter dag, måned efter måned og år efter år udførte den samme, begrænsede opgave:
Dengang kunne man give dem et arbejde med at styre et spand heste, plovfure op og plovfure ned - være cykelbud hos købmanden - fylde grus i hullerne på vejen - eller være fejemand på fabrikken.
Rutine dag ind og dag ud - og det meste faldt som regel nogenlunde i hak for dem og deres omgivelser.
Den langsomme rutine med tid til at vænne sig til dagens krav findes ikke hverken på arbejdsmarkedet eller generelt i samfundet i dag.
Måske var det indretningen af samfundet, vi bør se på - og ikke så meget diagnosticeringen?
Hvis de nu bare er et symptom?