Forældreskabet fylder stadigt mere i vores kulturelle landskab. Det er et brandvarmt og kliktaknemmeligt emne, fortæller journalister mig. Vi skriver og læser flere bøger, debatindlæg, kronikker og artikler om det end tidligere – lytter til flere og flere podcast og radioindslag, vi ser mere influencer content, flere film, tv-serier og -programmer om forældreskab end nogensinde før. Med andre ord: Det optager os rigtig meget.
Jeg skriver ’vi’. Men hermed mener jeg i virkeligheden ’mødre’. Fra mine 12 års observationer som forsker på feltet kan jeg nemlig fastslå, at det altovervejende er mødre, som både er afsendere og modtagere i den offentlige debats ekspanderende forældreskabslandskab. Et klart vidnesbyrd om, hvad familieforskningen længe har peget på: At vor tids historisk krævende og intensive forældreskab i højere grad er mødrenes end fædrenes.
Det kommer til udtryk både i den synlige ulighed, vi fortsat har mellem kønnene, når det gælder det målbart huslige arbejde og den tid, der bruges på omsorg for børn – et arbejde, der fortsat hviler tungest på kvindernes skuldre.
Men der er også et usynligt arbejde, der er langt sværere at måle og føre regnskab med: at være den, der har overblikket, tager initiativerne og husker, hvad der skal gøres. Den, der laver to do-listerne, uddelegerer og beder om hjælp.
Også dét arbejde hviler overvejende på kvinderne. Populært kaldes denne byrde for the mental load. Parterapeut og sexolog Cathrine Katzmann og radiovært og forfatter Majbritt Maria Lundgaard har for nylig sat tiltrængt fokus på problematikken i diverse indlæg. Her gør de opmærksom på, at the mental load ikke blot er et problem for ligestillingen, men også kan være det for parforholdet. The mental load må forstås som et arbejde, der på lige fod med praktiske opgaver, sluger tid og overskud. Alligevel er det ofte et arbejde, der ikke genkendes som sådan – ja, måske ikke engang af kvinderne selv.
Det tredje skift
I familiesociologien bruger vi et andet begreb for dette arbejde: Det tredje skift. Tilbage i 1990’erne viste den berømte amerikanske familiesociolog Arlie Hochschild, hvordan moderne mødres hverdage kan anskues som skifteholdsarbejde, der er det første skift i det betalte lønarbejde. Efter endt arbejdsdag fører dette direkte over i det andet skift, i hjemmet, husholdningsarbejdet og børneomsorgen. Denne travle livsstil fører et mentalt arbejde med sig – det tredje skift – der handler om at skulle balancere arbejdslivet med familielivet, herunder at sørge for at børnene ikke lider overlast, men føler sig hørt og set, selv når hverdagen kører som maskinelt tilrettelagt på samlebånd. Det handler altså både om at være familiens projektleder og følelsesminister. Og det er i virkeligheden slet ikke et skift, for det foregår hele tiden.
I takt med de seneste 30 års fremvækst af et intensivt forældreskabsideal og et mere børnecentreret familieliv er omfanget og betydningen af det tredje skift blevet udvidet. I dag handler det både om at lægge til rette, så hverdagskabalen kan gå op, såvel som at tage det moralske ansvar for familiens relationer udadtil: pleje relationerne, både til familie, venner og børnenes kammerater, men også i børnenes institutioner og skoler, når møder og sociale arrangementer stiller forældreskabet til skue for andre. Det peger et nyere norsk studie på, som desuden viser, at selv hos meget ligestillede forældrepar, som i høj grad deler husholdnings- og omsorgsarbejdet i det andet skift, er det tredje skift primært mødrenes.
Meget tyder på, at samme tendens gør sig gældende herhjemme. Min egen forskning indikerer dette – og peger i tillæg på endnu en dimension, der føjer sig til listen af mødres usynlige arbejde: ansvaret for at opfostre og opdrage børnene på den ’rette’ måde. Det vil sige: at læse bøger om børns sundhed, udvikling og behov, søge og udvælge den nyeste og bedste ekspertviden på nettet, opsøge terapeuter og rådgivere, gå til foredrag og på kurser. Dernæst: implementere denne viden. Praktisere metoderne. Holde øje med barnets udvikling og følelser. Holde øje med egne følelser. Monitorere sin forældrepræstation. I nogle tilfælde også sikre, at faren tilegner sig samme viden – og at også han forsøger at implementere den i opdragelsen.
Forældredeterminisme
Det er ikke kun en fordel at være den, der har styr på, hvad eksperterne anbefaler. Jo mere man ved om børns udvikling og behov, og om risici, der helst skal foregribes, desto mere er der at tænke på, huske og føle sig ansvarlig for. Og når den underliggende logik i størstedelen af den ekspertviden, som er i omløb i dag, er forældredeterminismen, dvs. ideen om at alt, hvad forældre gør og siger, har afgørende betydning for barnets fremtid, ja, så er intet ligegyldigt. At det er noget, der fylder oppe i mødres hoveder og bidrager til the mental load, kan vi i dag aflæse i et øget forbrug af eksperthjælp til forældrerollen samt i psykologiske studier af mødres mentale trivsel. Her er mødre mere udsatte for det nye udmattelsessyndrom ’forældreudbrændthed’.
Jeg kunne også aflæse det i den spørgeundersøgelse om forældreskab, jeg foretog blandt 258 forældre sidste år (mere herom i min bog). For ikke bare kom 89 procent af besvarelserne fra mødre (trods ihærdige forsøg på at få fædre til at deltage), sådan som det næsten altid er tilfældet, når forskere skal rekruttere deltagere til kvalitative undersøgelser om forældreskab. Mødrenes besvarelser var langt mere omfattende og detaljerede end fædrenes. Deres hoveder lod til at være fyldt op af forældrerollen. Særligt når det gjaldt ansvaret for at finde den sidste nye viden om børns udvikling og behov – og opdrage på den ’rigtige’ måde; sikre, at barnet ville komme igennem barndommen uden ar på sjælen. Mange var plaget af dårlig samvittighed og skam.
Forskellige standarder
Fædrenes besvarelser var til sammenligning korte; nogle gange blot en enkelt sætning. De gav ikke udtryk for at være pressede, skamfulde eller utilstrækkelige. Mødrene skrev derudover om, hvor svært det var at balancere arbejds- og familieliv, og at det var umuligt at gøre det godt nok. Ingen fædre nævnte dette.
Jeg tror, at disse forskelle i høj grad skyldes, at mødre fortsat måles – og måler sig selv – efter helt andre moralske standarder end fædre. Der skal mindre til. Hvis du ikke afholder legegrupper, tjekker Aula eller læser opdragelsesbøger, kan du stadig føle dig, og blive set på af andre, som en god far. Mødre, derimod, er udsat for et helt andet og granskende blik på alle aspekter af deres forældreskab, og det gør det sværere for dem at sætte grænser for det mentale arbejde.
I den aktuelle debat er det derfor vigtigt, at vi også får blik for denne opdragelsesmæssige dimension ved the mental load, og hvorfor mødre i højere grad end fædre både tildeles denne byrde og tager den på sig. Her skal vi samtidig have blik for, hvilken rolle både velfærdsstaten (for eksempel sundhedsplejen, dagtilbuddene, folkeskolen), medierne og forældreindustrien spiller i at rette større forventninger mod mødre end fædre – og derved reproducerer de forskellige moralske standarder, der kan fastholde mødre i mentalt overarbejde.
Maria Ørskov Akselvoll, sociolog, ph.d. og forfatter til ’Det grænseløse forældreskab’
Det grænseløse forældreskab
Drømmen om at være perfekte forældre ligger i tiden, kulturen, markedet. Men for stadig flere er drømmen blevet en besættelse med skyggesider. Hvordan påvirkes forældreskab og børneliv, når vores gode viljer kommer til kort?
Seneste artikler
Børn kan godt tåle, at forældre giver meget mere slip. Faktisk har de brug for det
4. maj 2023Nutidens børnesyn dikterer, at børns tanker og handlinger skal anerkendes som aldrig før, og at følelsen af utryghed i sig selv er dårlig. Men det utrygge kan også være udtryk for noget nyt, og lærer vi ikke barnet det, står vi i vejen for dets udviklingVi blev mennesker, da vi gav vores børn fra os
27. april 2023Børneopdragelse har igennem størstedelen af menneskets historie været et fællesanliggende, som involverede en bred vifte af voksne. Og meget tyder på, at børn ikke tager skade af det eller af hjemmepasning. Vestens ideal om kernefamilien må revurderesVores egne gode viljer kan gøre os magtesløse som forældre
19. april 2023Noget af det vigtigste, børn behøver fra deres forældre, er glæde. Men den kan være svær at finde i et moderne forældreskab, der kan virke grænseløst i sin dedikation – og hvor det er blevet mindre indlysende, hvordan man skal hævde sin autoritet
Det kunne også bare være, at mænd er mindre kommunikative og/eller klynker mindre end kvinderne om byrderne. Det lader jo til at være ok for kvinderne at ytre om mænd i diverse andre sammenhænge for tiden.
Kan ikke være mere enig!
Det er lige præcis det, jeg ser hos mine seks børnebørns forældre - uanset, om det er mine sønners eller datters børn.
Og for den sags skyld også i sin tid hos mig selv, både mens mine børn var små, og nu voksne :-)
Ærlig talt. Nok er nok. Den såkaldte "ligestilling" er gået i medial SoMe/MeToo selvsving drevet af kvinder, som har udset sig en karriere og levevej på emnet. Der er efterhånden ingen grænser nu hvor de lavt hængende frugter for længst er plukket. Det begynder at bevæge sig derhen, hvor det er skadeligt for forholdet mellem mænd og kvinder.
I virkelighedens verden har mænd altid givet plads til kvinder, ofret sig for kvinder. Børn og kvinder først, mens mændene frivilligt bliver tilbage. Titanic's undergange med for få redningsbåde fik kvinder fortrinsret til redningsbådene, i Ukraine krigen er det mænd, som ikke må forlade landet. For at nævne et par kendte eksempler.
I de nordiske lande har mænd gentagene gange viget pladsen uden klyng for at give plads til kvinder i årtier. Alligevel bliver vi mænd konstant angrebet uden at få anerkendelse for vores velvilje.
Danske mænd vil gerne ligestilling. Det er der ingen tvivl om. Men kvinderne må også gøre deres del. I 40 år har vi ikke hørt andet om kvinders undertrykkelse. Og så snart et område er erobret kommer der med 100% sikkerhed et nyt.
Hvad mon bliver det næste?
I øvrigt. Alle de opgaver som lige nu er i fokus med alle de mange byrder kvinder mener de har i hjemmet, mens manden bare ligger på sofaren, er i stor udstrækning skabt af kvinderne selv.
Er det mon loven om det resterendes voksende betydning?
Måske får mænd børn og kvinder får projekter
Meget enig med Jesper. Jeg vil næsten gå så langt som at sige, at der er en gang sexistisk vrøvl.
Man kan ikke se på forældrerollen isoleret set - så længe mange familier ikke har eller ikke vælger en ligelig fordeling. Man bliver også nødt til at se på den mentale byrde mht familiens økonomi, de praktiske opgaver (hus, have og bil), arbejde m.m.
Er sgu ved at være lidt metaltræt af at høre på, hvor hårdt kvinderne har det, og hvor lidt vi mænd bidrager.
Skægt nok er det stort set ikke nogen, der interesserer sig for mænds faldende uddannelsesniveau eller kortere levetid for bare at nævne et par oplagte emner.
Tror nok der skal forskes videre her. Alt for ensidigt fokus - der mangler vinkler og perspektiver. Det virker som om, at manden bare skal ha et 'BAD standing' stempel. Det er for langt ude! Desuden er min faglige indgangsvinkel, at børn IKKE skal opdrages - men understøttes i deres egen personlige udvikling. Det er faktisk to vidt forskellige måder, at se børnelivet på; opdragelse som om børn skal 'drages op', og der skal styres og projekteres, og så den mere humanistiske vinkel, hvor barnets integritet og autonomi er i fokus, Sidstnævnte kan flere mænd nok være betydeligt bedre til at tilgodese. Så det drejer sig også om, hvad er egentligt vigtigst her i livet. Skal vi ha stærke individer, eller bare tilpassede 'kopier'. Dernæst er den danske mand vist kommet markant mere på banen ift. at få mere plads i sine børns liv. Så jeg ser ikke det samme scenarie, som artiklen og denne forsker konkluderer.
Mathias og Jesper. Jeg læser hverken klynk eller angreb på mænd. (Læs det evt. Igen?) Ligesom det ikke er et angreb på kvinder når det pointeres at folkeskolen ikke rummer drengene godt nok.
For mig er forskernes beskrivelse velkendt - trods min meget familieengagerede mand - og jeg klandrer mest mig selv for ikke at være mere loose - hvilket bidrager yderligere til den mentale overload.
At forstå kulturens indflydelse og beskrive det usynlige arbejde er hverken klynk eller angreb på mænd, det er for mig en hjælp til at forstå mekanismerne bag og derved modvirke dem.
Jeg læser tværtimod en snert af angreb på kvinder i jeres kommentarer. Det er ærgerligt. Tænk hvis vi kunne snakke mere åbent om hvorfor mænd skal tvinges til session, hvorfor mænd lever kortere end kvinder, tager mindre uddannelse mv. uden at nogle mænd (åbenbart???) følte de klynkede. Og tænk hvis vi kunne snakke om kvinders trivsel og rettigheder uden at det automatisk blev læst ind i et angreb på mænd.
Jeg er klar over at debatten ind imellem har tendens til at skære "gamle hvide mænd" over én kam. Men dette indlæg ligger ikke i den slipstrøm.
Hov der er kommet flere kommentarer til - så måske min kommentar ikke kun var til Mathias og Jesper...
Okay. Den var ny.... "skam, dårlig samvittighed og mental mistrivsel". Det er da min erfaring, at dem, der sætter sig ind i den børnepsykologiske verden fører til det stik modsatte, nemlig at de står stærkere og mere balancerede i deres forhold til deres børn, med høj trivsel og god samvittighed til følge. Hvordan i alverden skulle viden nu pludselig begynde at føre til "skam, dårlig samvittighed og mental mistrivsel"? Forsøger man at skabe et problem, der ikke er der ? Ellers må det være mig, der har misforstået noget...
For nogle år siden skrev jeg i fællesskab med Helle Bach Riis bogen "Fra studie til arbejdsliv". Den var baseret på den skandinaviske forskning om overgangen til arbejdsmarkedet samt 23 interview, vi selv foretog og som bekræftede forskningen. Vi er begge feminister, men valgte meget bevidst ikke at fokusere på køn. Alligevel var vi overraskede over hvor tydeligt, at kønnet trådte frem. En helt afgørende forskel var, at mænd aldrig stillede spørgsmålstegn ved, at deres var det vigtigste. Hvor kvinderne altid inddrog konsekvenserne for partneren, forældrene og børnene (hvis de havde nogen) i deres overvejelser, så overvejede mændene aldrig om det de gjorde (fx påtog sig en ekstra opgave på arbejdet) kunne få betydning for andre (fx at børnene skulle være længere i institution eller at moren skulle være den, der hentede oftere). De gjorde det bare.
Et af vores interview var med en nyuddannet, der påtog sig flere og flere opgaver, fordi han syntes, de var interessante. Mens jeg transskriberede interviewet, undrede jeg mig i stigende grad over, at kæreste accepterede dette, hvilket hun altså heller ikke blev ved med. Til sidst skred hun og smækkede med døren, hvilket kom helt bag på ham. Det var tydeligt, at han slet ikke havde set det komme. For ham havde det alene handlet om, at få spændende arbejdsopgaver, men aldrig at det kunne få betydning for parforholdet, at han aldrig var hjemme.
"Der skal to til en tango" kære kvinder!
"Skægt nok er det stort set ikke nogen, der interesserer sig for mænds faldende uddannelsesniveau eller kortere levetid for bare at nævne et par oplagte emner."
Tak for et perfekt eksempel på whataboutism.
Det er faktisk muligt at både mænd og kvinder har problemer. Hvilket, der er størst kan man så diskutere. Men at forholde sig til det ene, gør ikke det andet mindre
Der var en kendt filosof, der en gang sagde, at det vigtigste var rettigheder og ikke fordelinger.
Der er ekstremt vigtigt, at vi som mennesker har de samme rettigheder. Og det skal vi blive ved med at kæmpe for. Punktum.
Men jeg er, som mand, ved at være træt af de stereotype beskrivelser af opgavefordelingen i hjemmet.
For det første er der rigtig mange kvinder, der ikke ønsker mandens deltagelse, men undskylder det med, at manden ikke gider eller kan.
For det andet bliver der aldrig, i diskussionerne omkring hjemmets opgaver, set på hvem der holder styr på økonomien, passer huset, reparerer bilen, tager børnene til fritidsaktiviteter, køber ind osv.
Jeg har i flere kæresterelationer forsøgt at bytte opgaver med min partner, og det har aldrig holdt mere end nogle måneder. Og det var ikke mig, det ønskede at gå tilbage til de traditionelle roller..
"at tage det moralske ansvar for familiens relationer udadtil: pleje relationerne, både til familie, venner og børnenes kammerater, men også i børnenes institutioner og skoler, når møder og sociale arrangementer stiller forældreskabet til skue for andre." - i min færden i 2100 spelt har jeg set en del fædre engagerer sig f.eks. i fodboldklubber, hvor der var adskillige trænere fra min søns klasse. I trivselsforældregruppen er det ligeligt fordelt kønsmæssigt. Men det er anekdotisk og egentlig ikke min pointe: læs lige det citerede indad og spørg, om ikke det var mere relevant, at alle tog en chill-pill og fik insta-familie-idyllen tonet voldsomt ned? Det beskrevne er vel det samme, der skaber mistrivsel blandt SoMe (bevidst dobbelttydighed her, "so me") generationens filter idealer?
Det er ærgerligt, at disse debatter gerne bliver polariserede, hvor man tager parti for henholdsvis det ene eller andet køn.
I stedet burde man hæve sig lidt op over vandene og spørge, hvorfor samfundsudviklingen tilsyneladende cementerer kønsrollerne?
Kunne det mon være fordi, der ikke er tid og plads nok til at være kritisk overfor den herskende dynamik, og de derfor bliver reproducerede fra generation til generation?
Og har politikernes projekt ikke længe været at øge individualiseringen, så enhver må føle sig tiltagende ansvarlig for, hvorvidt netop deres lille kerneenhed lever op til de oppustede forventninger?
Desuden kunne det tyde på, at den altomfattende digitalisering og afhængigheden af de sociale medier, influencere, og i visse tilfælde ekstreme grupper (som Information har beskrevet), påvirker børn og unge i en endnu mere negativ retning, hvor de nemme løsninger på udenforskab og ensomhed er at lægge andre for had, og i det hele taget lade sig påvirke af systembevarende, autokratiske og kvasireligiøse idealer om mænds og kvinders 'pligter' i familien og samfundet.
Der er udtryk for både amerikanisering med 'soccer-mom' begrebet, og konservativ/nationalistisk hængedynd, der fører lukt tilbage til undertrykkelse.
For begge køns vedkommende!
Hold nu op med at bekæmpe hinanden, og luk øjnene op.
For det er hele systemets indretning, den er gal med.
Det er lidt pudsigt, men i Altinget kommer Natalia Anna Rogaczewska med netop en kommentar om, hvordan kvinder og mænd anvender deres tid til at reproducere kønsrollerne.
Her er et lille uddrag:
"Ved at zoome ind på ulighed i tid som en samtalestarter for ligestilling, bliver det nærmest pinefuldt tydeligt, at både kvinder og mænd bruger deres egen tid på at opretholde de normer og strukturer, der skaber ulighederne i første omgang – og at ulighed i tid har betydning for barrierer i forhold til ligeløn, flere kvinder i ledelse, drøftelser og opfattelser af kvinders kompetencer, valg af uddannelse og fag, fordeling af barsel og det arbejde, som børn medfører i hjemmet og meget andet."
"Tid er penge, og både mænd og kvinder bruger den til at opretholde uligestillingen"
https://www.altinget.dk/artikel/tid-er-penge-og-baade-maend-og-kvinder-b...
Der er monetære og politiske interesser bag den tilsyneladende autonome opdeling.
Desuden genererer det vælgere (især på højrefløjen), når visse politikere bilder folk ind, at ligestilling fratager dem deres 'naturlige' plads i kulturen og deres forne privilegier.
For sandheden er jo, at begge køn bliver udnyttet i systemet som det er nu, for at værdierne kan 'trickle' op, og aldrig ned!
Så man skal opdrage kvinderne til at lade børnene være mere i fred? Held og lykke med det projekt.
Hva er forskjellen på the mental load og the White man's burden? Spør for en subaltern venn.
Det såkaldte 'mental load' der dannes hos kvinder, som mænd så skal tage ansvar for - det lyder godt nok som om at mænd skal gøre det kvinder føler at de skal gøre.
Det er da at styre mænd ud fra kvinders følelsesliv.
Måske istedetfor kunne de lære 'at tage det som en mand' - der åbenbart ikke føler sig belastede af at løse de samme opgaver?
Jeg håber, at vi vil se, at den nye generation af fædre, adskiller sig fra de foregående generationer ved, at de er og vil være meget mere sammen med deres børn. Er begge forældre meget sammen med deres børn - både hver for sig og sammen,
er det nemmere at deles om ansvaret. Så er det ikke kun den ene, der har patent på rutiner og signaler. Den gode, gamle samtale mellem forældre om forventninger og fordelinger bliver næppe overflødiggjort - og synes - ifølge en del af kommentarsporet, at have muligjeder for at udvikle sig. Og så er der den politiske side af det ......... Her er nok at tage fat på!
@Karin
Jeg håber at den nye generation af mødre adskiller sig fra de foregående generationer ved at give plads til at fædrene selv kan få lov til at gøre tingene på deres egen måde.
Havde en diskussionen med fruen om samme emne sidste år.....samme weekend hvor tagrenden, nedløbsrør iøvrigtskulle renses.
Foreslå at vi i en periode skiftede opgaver og at vi hver især bestemte hvordan og hvornår opgaverne skulle udføres. Og selvfølgelig også ambitions niveauet for de enkelte opgaver.
Jeg var endda så flink at fortælle hvor stigen hang på skuret nede i baghaven, hvor højtryksrenseren iøvrigt også var og andre nyttige tips.
Bare denne ene opgave (ud af mange "usynlige" opgaver, jeg gør uden at klage min nød) gjorde at vi ikke diskuterer fordelingen af husets opgaver mere
Da jeg havde teenagepiger boende hjemme og de gik i byen eller til fest med deres kammerater, var der ofte et fast mønster, når det aftalte tidspunktet for deres hjemkomst nærmede sig. En halv time før den forventede hjemkomst begyndte deres mor at bekymre sig og kikke ud af vinduet, mens jeg først begyndte et kvarter efter. Over en periode på ti år giver det ca. et "mental load gap" på ca. 500 timer ubehag og venten. Det var naturligvis ubehageligt for hende, men ikke et ubehag jeg kunne lette hende fra ved at være lige så nervøs. Der skete i øvrigt aldrig noget.