Lige før påske præsenterede beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) en ny arbejdsmiljøaftale med en bevilling på 1,3 milliarder kroner. Det lyder måske af meget, men de gives over fire år. Det meste går til at bekæmpe social dumping, mens der er også afsat penge til indsatser mod asbest og arbejdsulykker. Til sidst er der så allokeret en sjat til at fortsætte Arbejdsmiljøaftalen fra 2019.
Men med denne aftale forsømmer regeringen og de medvirkende støttepartier endnu en gang at gøre noget afgørende ved den voksende psykiske mistrivsel på landets arbejdspladser.
29,1 procent af danskerne scorer højt på stressskalaen. Det er en stigning på 8,3 procentpoint over 10 år ifølge Sundhedsstyrelsens seneste rapport. Stress har store personlige konsekvenser. Det kan lede til både fysisk sygdom, misbrug og ødelagte sociale relationer. I op til 20-25 procent af tilfældene også depression.
Så er der prisen for samfundet. Alene arbejdsrelateret stress koster samfundet omkring 27 milliarder om året. Det svarer til ni store bededage. Vi har altså al mulig grund til at tøjle den galoperende stressepidemi.
»Jeg synes ikke, vi har råd til at lade være,« sagde Ane Halsboe-Jørgensen om aftalen, som hun kaldte »historisk«. En aftale, der giver en lille andel af 325 millioner kroner om året til et problem, der koster os 27 milliarder. Det synes jeg er historisk slapt.
Ingen indsats mod mistrivsel og stress
Faktum er, at der ikke er nogen samlet, meningsfuld indsats for at komme arbejdsrelateret stress til livs. Siden arbejdsmiljøaftalen fra 2019 er den psykiske mistrivsel kun steget. Aftalen, der mest går på at uddanne nogle arbejdsmiljørepræsentanter, har ikke hjulpet.
Arbejdstilsynets primære bidrag hviler stadig på arbejdspladsvurderingen, den såkaldte APV, som er komisk utidssvarende. Jeg vil faktisk påstå, at den gør mere skade end gavn.
I et israelsk forskningsprojekt eksperimenterede nogle daginstitutioner med at indføre bøder, hvis forældrene hentede deres børn for sent. Hypotesen var, at det ville få forældrene til at komme tidligere. Men hvad skete der? Forældrene kom endnu senere. De havde nu fået syndsforladelse i form af monetær betaling.
På samme vis kan APV’en blive en undskyldning for ikke at gøre noget ved problemet. Ved at opfylde de lovpligtige krav får virksomhederne en følelse af at tage problemet seriøst. Men APV’en giver ofte et meningsløst øjebliksbillede af arbejdsforholdene på kontorarbejdspladser.
For det første skal den kun udfyldes hvert tredje år. Det giver knapt nok mening kun at kontrollere arbejdssikkerheden og de fysiske arbejdskrav på en virksomhed hvert tredje år. En stikprøve tre gange hvert årti siger selvsagt intet meningsfuldt om det psykiske arbejdsmiljø og dets udvikling. Det kræver hyppigere stress- og trivselsmålinger og mere dynamisk data at forstå og behandle stressdynamikkerne på en arbejdsplads.
For det andet synes APV’en ikke at være lavet til kontorvirksomheder for vidensarbejdere anno 2023. Det anbefales en kontorvirksomhed at spørge deres medarbejdere, om de sidder ned det meste af dagen, eller om der er glat på gulvet, mens man forsømmer det psykiske arbejdsmiljø – for udviklingspotentiale og anerkendelse er nogle af de vigtigste markører for trivsel på arbejdspladsen og de måles i udgangspunktet ikke.
Med arbejdspladsvurderingen beder man altså virksomheder om at måle det forkerte, for sjældent. Man får ingen reel viden om, hvorvidt man leverer et sundt psykisk arbejdsmiljø til sine medarbejdere eller ej. På den måde risikerer APV’en at blive en sovepude eller et skalkeskjul.
Månedlige målinger
Jeg møder ofte virksomhedsledere, som påstår, at de er godt dækket ind, fordi de laver en APV hvert andet år og holder årlige medarbejderudviklingssamtaler. De finder syndsforladelse i visheden om, at de opfylder Arbejdstilsynets forældede lovkrav.
Det er ikke, fordi det ikke er vigtigt at have ordentlige kontormiljøer med hævesænkeborde og behagelige temperaturer. Men lige nu er Arbejdstilsynets indsats så halvhjertet, at den i bedste fald ikke har nogen effekt og i værste fald bidrager til en dårligere arbejdskultur.
Så i stedet for at give flere småpenge til den samme virkningsløse indsats fra 2019 og kalde det »historisk« bør vi lancere en meningsfuld national indsats, som gør det lovpligtigt for danske arbejdspladser at måle deres medarbejderes mentale trivsel løbende. Og fokuseret.
Det vil sige, at man skal lave månedlige målinger af folks jobtilfredshed, trivsel og mentale velvære, at man lancerer en mere diversificeret indsats, som er målrettet flere forskellige typer virksomheder og at man har et digitalt system, som gør virksomhederne i stand til at reagere hurtigt og reducerer den bureaukratiske byrde.
Vi skal gøre noget ved arbejdsrelateret stress nu. Som Ane Halsboe-Jørgensen siger: »Vi har ikke råd til at lade være.«
Christian Højbo Møller er direktør i Zoios
Enig
Hvorfor er det, at det ikke er arbejdspladserne (virksomhederne) som skal betale hele regningen for personalets arbejdsrelaterede stress?
Det psykiske arbejdsmiljø på danske arbejdspladser er generelt ringe og koster samfundet mange penge - så langt så skidt. Skribenten er direktør i et firma, som sælger en vare, som monitorerer det psykiske arbejdsmiljø, og den vil han gerne reklamere for - det kaldes markedsføring.
Men miseren med arbejdsmiljøet skyldes ikke mindst, at Arbejdstilsynet i årevis har været og stadigvæk er stærkt underforsynet med ressourcer - bl.a. fordi vi her i landet dels ikke tror på forebyggende sundhedsarbejde dels nødigt vil genere arbejdsgiverne.
Skribenten synes så, at vi hellere skal købe en privat ydelse hos ham end at styrke Arbejdstilsynet, og heri er jeg aldeles uenig.
PS. Det fremgår desværre ikke af indlægget, hvordan direktøren sikrer et godt psykisk arbejdsmiljø i sit firma.
Som en forsker fra Aalborg Universitet forleden udtalte i DR-P1:
Hvis en APV viser negativt resultat et par gange i træk, er det ledelsen af den pågældende arbejdsplads der bør ses efter og måske udskiftes.
Der forglemmes også, at i perioden, hvor mistrivslen stiger, har politikerne skrålet det ud over tagene, at det vigtigste er, at folk skal være sultne og desperate nok til at ville arbejde.
Så hvorfor blive overrasket, at det bliver de?
Hvorfor fik vi overhovedet arbejdstilsyn og deslige?
Det var fordi, at fortjenesten var vigtigere for arbejdsgiverne end deres arbejdstageres liv og helbred.
Arbejdsgivere skulle gennem lovgivningen tvinges til at behandle deres arbejdstagere ordentlig!
De fleste arbejdsgivere var nemlig ligeglad med arbejderne.
De var ikke hjertensgode.
Glemt er, hvad og hvorfor arbejderbevægelsen var nødt til at kæmpe.
Og så undrer folk sig over, at arbejdstagere mistrives når politikerne klart og tydeligt siger, at det vigtigste er, at de er sultne og desperate nok.
Dvs rettighederne, der garanterede god løn og helbred, er igen afhængig af arbejdsgiveres diskretion og du skal tåle det, fordi hvis ikke tilbyder samfundet dig kun sult og desperation.
Det såkaldte sikkerhedsnet, der skulle hjælpe en, er bid for bid blevet udhulet til et catch 22 helvede, hvor alle bliver Kafkas hovedperson.
Så logik for burhøns, er man bange for sit liv og levned og har ikke mulighed for at flygte, det velfærdssamfundet tidligere gav mulighed for, bliver folk stressede.
Og det bekymrer ikke politikerne fordi officielt er det blevet en personlig udgift, der ikke betyder noget for staten.
Skive for Skive er uddanelsesområdet, sundhedsbehandling, adgang til retssystemet, sikkerhed og adgang til politik, noget der omdannes så det er de formuende, der kan købe det og ikke er noget vi fælles stiller til rådighed til alle gennem staten.
Så udgifterne til de skader det afstedkommer bliver skive for skive flyttet tilbage på offrenes skuldre væk fra staten. Derfor er politikerne ligeglade med udgifterne.
Glemt er, at vores flexicuritysystem gjorde kagen større og at man ikke er en ø, men påvirkes og er afhængig af andre.
Og skulle en ny arbejderbevægelse opstå, møder de nu en perfektioneret altomfavnende digitaliseret overvågning.
Telelogning, rejsekort, apng, Udbetaling Danmarks sammenkørsel af registre, det nationale dnaregistrer, private og offentlige kameraer og aktiv stræben efter kontantafskaffelse.
Det her klarer man ikke gennem en spørgeskemaundersøgelse eller kursus.
Lad mig selv præcisere. Med ganske få ord.
Man behøves ikke at være enig i mit oplæg til løsning. Men problemet er reelt, og der bliver ikke investeret tilstrækkeligt i trivsel og mental sundhed i det danske erhvervsliv.
Denne nye aftale og "oprustning" fremtidssikrer ingenting indenfor arbejdsmiljø, og de eksisterende løsninger (herunder APV) er en i værste fald sovepude for mange organisationer.
Der skal diskuteres andre løsning.