Det private bør ikke altid også være en politisk kampplads

»Det private er politisk«.

Sådan lød en populær parole i rødstrømpebevægelsen og blandt studenteroprørere i kølvandet på maj ’68.

Og eftertiden synes at have givet dem ret. Familielivet, husholdningen, vores litterære præferencer, ja, sågar hvad der foregår i soveværelset, politiseres på livet løs.

Men er disse ustandselige politiske problematiseringer nu også sundt for vores samfund? Er de ikke udtryk for en mangel på respekt for vores medborgeres moralske autonomi?

Grænsen mellem, hvad der tilhører privatsfæren, og det, som tilhører den offentlige, politiske debat, synes efterhånden udvisket. Der er ikke det aspekt, som foregår i folks privatliv, som ikke kan perspektiveres ud i større ’strukturelle’ sammenhænge og gøres til et ’samfundsproblem’.

Set i det lys havde det næsten profetisk karakter, da andenbølgefeminister i 1970’erne hårdnakket påstod, at det private også var politisk.

Det er da også navnlig i ligestillingsdebatten, at vi ser denne tendens.

Jeg blev mindet om det, da vores ligestillingsminister, Marie Bjerre, på for et par uger siden på Twitter udtrykte sin glæde over den nye barselsordning med øremærket barsel til fædrene.

Orgasmekløft til debat

For blot et par årtier siden ville det kun være en minoritet af aktivistiske feminister, der argumenterede for politisk at bestemme rammerne for familiens indretning, men nu er selverklærede liberale politikere hoppet med på den dagsorden.

Også den såkaldte ’orgasmekløft’ – det forhold, at kvinder angiveligt opnår færre orgasmer end mænd – debatteres i feministiske kredse, og forleden udgav KVINFO en undersøgelse, der viste, at mænd altovervejende læser mandlige forfattere, mens kvinder læser cirka lige mange kvindelige og mandlige forfattere.

Her kunne man indvende, at det må stå de kvindelige forfattere frit for at skrive litteratur, der appellerer stærkere til et mandligt publikum. Men ifølge KVINFO’s åndsfæller er der tale om et ’strukturelt’ problem, hvor mandlige læsere forfordeler de kvindelige forfattere. Tematiseringen af denne seneste ’skævhed’ skriver sig ind i den større debat om ’manglende mangfoldighed’ i kulturlivet. I relation til denne varslede kulturministeren for nylig, at flere kulturmidler i fremtiden skulle prioriteres til »mangfoldighedsfremmende« projekter.

Som borgerlig bekymrer tendensen mig, fordi jeg grundlæggende synes, at folk skal have lov til at indrette deres liv, som de ønsker. Og jeg mener virkelig ikke, at det kan tilkomme staten og dens forskellige myndighedsorganer at blande sig i og foreskrive, hvad folk skal have af kulturelle præferencer. Det undrer mig, at jeg som konservativ skal forsvare dette liberale synspunkt i stedet for ’Danmarks Liberale Parti’, som tilsyneladende ikke længere magter det.

Borgerlig dannelse

Men samtidig må jeg også gribe i egen barm og indrømme, at mine politiske holdninger også til dels går på kompromis med det uudtalte, liberale armslængdeprincip til den måde, folk vælger at leve deres liv på. Jeg er ikke bleg for at erkende, at jeg har en holdning til, hvad der konstituerer ’et godt liv’, og at staten bør facilitere de bedst mulige rammer for, at det liv kan leves.

Jeg tror, at det bedste for langt de fleste mennesker er at leve et liv i forpligtende, lokale fællesskaber og i tæt kontakt med familien – og at dette bør understøttes fra politisk hold. Derudover mener jeg, at offentlige midler skal prioriteres til at fremme dannende kultur, som indfører befolkningen i vort lands historie og kultur.

Så jo, dermed kunne man kalde mig hykler – og med en vis ret påstå, at jeg også selv politiserer det private.

Et fælles dilemma

Jeg anerkender indvendingen. Og vedstår, at det kan være svært at definere, hvor grænsen mellem det private og det politiske helt præcist skal sættes. Men en grænse bør der være.

Og jeg vil insistere på, at der er en forskel mellem at ville skabe gode økonomiske vilkår for familielivet og at ville definere, hvordan det familieliv skal udspille sig. Ligesom jeg mener, at der forskel på at have en holdning til, hvad dannende kultur er og at problematisere publikums præferencer, når det gælder kulturtilbud.

Der er selvfølgelig ikke noget odiøst i at have normative holdninger til kultur- og familiepolitik og endda føre politik på baggrund af det, men man bliver nødt til at undgå, at det sker på en doktrinær måde ved at blive overladt til ’kulturkommissærer’. Og i sidste ende anerkende, at andre folk muligvis har andre præferencer, der går imod ens verdensbillede. Og har al mulig ret til at have det.

Det minder jeg mig selv om – og ville ønske, andre gjorde det samme.