Da jeg i midten af 1960’erne påbegyndte et matematikstudium, lærte jeg mig selv at foretage ganske komplicerede beregninger ved hjælp af regnestok.
Alle ingeniører med respekt for sig selv gik dengang rundt med en regnestok i brystlommen. Ingeniør var, hvad jeg dengang ville være.
Siden kom den digitale lommeregner. Og resten er historie, som man siger.
I dag ved nok de færreste, hvad en regnestok er – endsige, hvordan man bruger den. På samme måde som menneskets vej kantes af nye kundskaber og kompetencer, kantes den af forældede kundskaber og kompetencer, der har mistet deres betydning og brugbarhed. Og med tiden svinder bort i glemsel.
Hånd i hånd med læring går også aflæring.
Når jeg på nettet søger på termen ’aflæring’, beskrives det de fleste steder som noget positivt. Vi aflærer os noget gammeldags og passé for at give plads til noget nyt og nyttigere.
Sådan har det nok mere eller mindre altid været. Den, som i dag ville genoplive kendskabet til regnestokkes brug, ville blive set som lettere excentrisk.
Stor tak til Göran Rosenberg for at sætte spørgsmålstegn ved betegnelsen kunstig intelligens. Det store spørgsmål er: hvad er intelligens? Som Rosenberg antyder, lader det sig ikke besvare i en håndevending. I min optik er betegnelsen kunstig intelligens en bestræbelse - fra hvem/hvad - på at sætte en dagsorden for en samfundsudvikling.
Jeg er bevidst om, at der er elementer i den nye IT-teknologi, der er hjælpsomme, f.eks. mønstergenkendelse ved sygdomsdiagnoser. Det kan være et godt hjælpemiddel for læger: kompetente mennesker til at træffe beslutninger. Mit skrækscenarie er at overlade til regelbårne maskiner at træffe sådanne beslutninger. Det finder, såvidt jeg ved, allerede sted på visse sundhedsområder ude i verden.
Han omtaler "vores evne til empati, fantasi, kreativitet, moral, kærlighed, håb og tvivl." Denne evne kan kun - jeg gentager kun - dyrkes, trives, komme til udtryk i det analoge møde mellem mennesker.
Også kaldet 'et fællesskab baseret på dialog'. Den samfundsform, som har gjort os til mennesker.
Det er et sådant fællesskab kapitalismen i flere hundrede år har undergravet, og som nu - tilsyneladende - er på vej til at blive endelig umuliggjort af algoritmerne.
Lad os mødes, se hinanden i øjnene, finde modtrækkene og sige fra.