Endnu en gang er debatten om kvinders ret til egen krop på dagsordenen. Udgangspunktet er denne gang positivt, i al fald hvis man står på den side, hvor kvindens autonomi for eget liv og legeme vægter højest, hvilket Enhedslistens forslag om at rykke grænsen for fri abort til uge 22 vidner om.
Men debatten er aldrig positiv, snarere tenderende til modbydelig. Som kvinde, med en tyrkertro på min og andres autonomi og frie valg, sidder jeg tilbage med en knugende fornemmelse i maven, hver gang debatten tager endnu en runde i mediemøllen.
Lad os starte med at få fakta på plads. Abortgrænsen i Danmark er allerede 22 uger. Det er blot den frie abort, der kun gælder til uge 12. Det betyder, at efter 12. uge er det ikke længere kvindens egen beslutning, men en formynderisk og bureaukratisk løsning med abortråd, som træffer den skæbnesvangre beslutning på kvindens vegne.
Levedygtighedsargumentet holder ikke
Men når det nu forholder sig sådan, at vi allerede accepterer aborter frem til uge 22, bliver det interessant at kigge på det mest hyppige modargument. Lad os kalde det levedygtighedsargumentet.
Abortdebatten er muligvis den, der er allermest befængt med følelser og synsninger, og hvor der i højeste grad ses stort på fakta. Så lad os endnu en gang få det på plads. Den nedre grænse for, hvornår et nyfødt barn er levedygtigt, er cirka 23 til 24 uger. Vi skal dog op at runde 25 til 27 uger, før vi overstiger 50 procent chance for, at barnet overhovedet overlever. For en ting, vi altså ikke må glemme, er, at levedygtighed er et procentuelt skøn. Det er ikke ensbetydende med, at bare tilnærmelsesvis alle overlever, og endnu færre er sunde og raske.
Vi må heller ikke foranlediges til at tro, at grænsen ved 12. uge i 1973 blev fastlagt med fokus på fostrets rettigheder eller ud fra de store etiske overvejelser, når den i realiteten blev fastlagt af hensyn til kvindens risiko for komplikationer ved abortindgreb efter 12. uge. Det handlede altså om lægevidenskabens begrænsninger på daværende tidspunkt ‒ begrænsninger, som vi ikke ser i dag, 50 år senere. Så hvorfor skulle det nu handle om fostrets rettigheder, når det aldrig før har handlet om netop det?
Vi må derudover forvente, at lægevidenskaben fortsat vil udvikle sig. Det må givetvis betyde, at man i fremtiden vil have mulighed for at redde for tidligt fødte børn i større grad, og ved endnu tidligere fødsler end i dag. Det ser jeg som en klar positiv udvikling. Men hvis der samtidig holdes fast i levedygtighed som argument for at fastsætte en abortgrænse, vil det på sigt betyde, at grænsen må sættes ned.
Det mener jeg ikke, er den korrekte måde at anskue lægevidenskabens udvikling på. Jeg mener derimod, at vi må og skal kunne skelne mellem ønskebørn, der fødes for tidligt og som selvfølgelig skal forsøges reddes til et værdigt liv, og så fostre, der af den ene eller anden årsag er uønskede.
Abortgrænsen og de arbitrære uger
En anden ting, der bekymrer mig, er, hvor lidt tillid vi lader til at have til den enkelte kvinde. Men lad mig endelig slå fast, at vi kvinder er helt og aldeles bevidste om, at jo tidligere en abort foretages, des mindre er indgrebet. Ingen går rundt og spekulerer til 22. uge efter forgodtbefindende. Der ligger tunge overvejelser bag, som i mange tilfælde bunder i, at nakkefoldsscanningen og andre undersøgelser af fostrets helbred foretages efter uge 12.
Og spar mig venligst for formaningerne om, at jeg skal tage hensyn til sundhedspersonalet. Jeg har den ypperste respekt for vores fantastiske sundhedspersonale, som hver eneste dag og alle tider på døgnet møder ind til den realitet, at de kan stå i komplekse og ubehagelige situationer som led i deres virke. Men lige netop når det gælder abort, har de muligheden for at takke nej til at deltage.
Men hvordan kommer vi så uden om, at debatten forsnævres, og omhandler petitesser for, hvor den præcise grænse bør være? For jeg har ikke svaret på, hvilken grænse er den rigtige. Men jeg kan konstatere, at det ikke er fordrende at diskutere, om 19, 21 eller 24 uger er den etisk korrekte grænse at sætte.
Derfor ser jeg, omend det synes urealistisk, at den bedste løsning må være at følge WHO’s anbefaling om slet ikke at have en grænse. Og inden hr. og fru ligusterhæk får kaffen galt i halsen, så husk lige på, at intet tyder på, antallet af aborter helt generelt vil stige, eller at vi pludselig vil se en markant stigning i antal sene aborter.
Og sidst, men ikke mindst, så husk på, at det aktuelle forslag om at hæve grænsen til 22. uge ikke handler om, om der bør foretages aborter så sent i graviditeten. Det gør man allerede i Danmark. Det handler om rimeligheden i, at det er et råd, der skal træffe beslutningen og ikke kvinden selv.
Ida Ehrenreich er studerende
Der bliver være og være vås. Se i strædet på hvordan barnet udvikler sig. Bevidsthed i uge 14 burde da være nok til at se hvor tosset de her påstande er.
@Alvin Jensen
Hvis et fosters 'bevidsthed' i 14. uge bekymrer dig går jeg ud fra at du er veganer og meget aktiv i klima- og anti-krigs kampen.
Godt for dig.
Du glemmer bare at kvinden også har bevidsthed, så det argument har ingen værdi - selv hvis vi lader som om at ekstrem-veganske synspunkter om bevidsthed er gyldige.
Når vi ser på andre argumenter, har Ida Ehrenreich fat i den lange ende.
Vi må krydse fingre for at lægevidenskaben snart tillader transplantation til uønskede fostre til andre. Det er jo basalt set blot et spørgsmål om blodforsyning.
Jeg er sikker på at du står først i køen som 8-9 måneders kontinuert bloddonor?
Bemærk at hvis du ikke støtter kvinders ret til at beslutte hvad der skal ske med deres krop, har du ikke gyldige indvendinger hvis transplantation bliver mulig og du bliver udtaget ved lodtrækning, når en gravid i 14. uge kommer ud for en ulykke.
Bare et praktisk spørgsmål .
Hvordan skal aborten foretages 1 min. før fødslen under kraftige veer ?
Skal der ansættes en bøddel med en Machete, der stå klar når barnet hoved kommer frem ?
Eller hvordan ?
Er spørgsmålet ikke kvindens ret mod det vi normalt kalder mord ?
Jeg tror 99% af befolkningen er enig i at en abort 1 m in. efter sex ikke er mord og derfor er OK
Jeg tror også at 99% af befolkningen synes at en abort 1 min. før fødsel er mord.
Og derfor ikke er OK.
Rigide regler om x antal uger er måske ikke løsningen.
Måske kunne kriterier som hjerneaktivitet og hjerteaktivitet bruges....eller noget helt andet.
I øvrigt synes jeg også, at der med den magt kvinder har mht. børn eller ikke børn i forhold til mænd, der jo intet har at sige, burde afstedkomme bare lidt ansvarsfuldhed.
Det er da ikke for meget at forlange, at hvis menstruationen udebliver 8- 9 uger samt at man har haft sex i den kritiske periode, at man tager en graviditetstest.
Kvinder er jo i almindelighed jo ikke bleg for at gå til lægen for at sikre sig deres sundhed.....så det kan vel ikke være det store problem at tage en graviditetstest.
Jeg er en glad far, der har en datter, som var født 1½ måned tidligt ude problemer. Tanken ved, at selv der, ville en abort have været i orden, er for mig. Forkert, meget forkert...... For slet ikke at snakke om helt op til en normal fødsel.
Jeg er ikke imod abort, jeg ser det som en nødvendighed, men dårlige ting, der er til for at "beskytte" imod noget, der måske ville være dårligere. Men det skal ikke, og må ikke, være et nemt valg.
For jeg vil slet ikke ind i diskussionen om, hvornår et ufødt barn er et liv eller ej.
For dette drejer sig om mere end hvornår en klump celler er det ene eller andet. Og hvor skal man sætte denne grænse og hvad skal den være baseret på. For hvor meget skal være etik, moral og videnskab, dette er en stor pærevælling.
For dette gå dybder en bare videnskab. Det er skabelse af et liv er og nej jeg snakker ikke ud fra et religiøst synspunkt. For i samfundet er en gravid kvinde noget vi ser op til, og ophøjer henden for at være gravid og det hun bære på. Og med god grund.
Jeg ved bare
At hvis vi ikke gør det til noget specielt, at blive gravid og bære på et barn. Så har vi tabt noget i os selv som mennesker og samfund. Og dermed, må og skal dette ikke være nemt at snakke om.
For jeg føler meste denne diskussion drejer sig mere om som en der vil have frihed, men ikke ansvar, selv om ord som autonomi bliver brugt, men det er nok mig der taler ud fra det at være mand og hvordan vi bliver set på.
For som mand
Er jeg med til at gøre en kvinde gravid. Så får jeg at vide at jeg skal leve op til mit ansvar og gerning og ellers kunne jeg bare holde den i busken. Og jeg har ikke noget at skulle have sagt... handling og konsekvens.
Og fra mit ansvar for mine handlinger. Er der en verden til forskel, til når vi snakker om kvinde og hendes frihed, hendes krop og valg, men vi snakker sjovt nok ikke om ansvar
Fra artiklen"
"hvor lidt tillid vi lader til at have til den enkelte kvinde"
Er pointe ikke med at hæve grænser, ikke at kvinder ikke behøves at have styr på sine handlinger, konsekvenser og ikke vil helt tage ansvar.Så det klinger lidt hult med dette.
" er det ikke længere kvindens egen beslutning, men en formynderisk og bureaukratisk løsning med abortråd, som træffer den skæbnesvangre beslutning på kvindens vegne.." Pointen er netop at det skal ind over et sted, fordi der SKAL være en god grund, så man ikke bare kan gøre som det passer en.
"Så hvorfor skulle det nu handle om fostrets rettigheder, når det aldrig før har handlet om netop det?" en gravid kvinde og det hun bærer på, har ALTID haft en speciel plads i vores bevidsthed og historien, rettigheder, religion og fået beskyttelse i mange sammenhæng.
"kvinders ret til egen krop" "hvor kvindens autonomi for eget liv og legeme vægter højest" "frie valg"
Ja man skal kunne have frihed selv til selvbestemmelse til om man bliver gravid eller ej, og jeg går klart ind for 12 uger grænsen. Men der er en verden til forskel derfra og til at dræbe et barn helt op til fødsel. Og så skal man også huske at et barn i maven, har sine egen verden, hvor der er moderkage der forbinde moren til barnet,
Fri abort i 9. måned? Hvem skal så slå barnet ihjel?
En ting, som jeg bider særligt mærke i ad artiklen
"Jeg mener derimod, at vi må og skal kunne skelne mellem ønskebørn, der fødes for tidligt og som selvfølgelig skal forsøges reddes til et værdigt liv, og så fostre, der af den ene eller anden årsag er uønskede."
Moderens rolle som dommer over et andet liv.
- Hvis moderen ønsker at fosteret skal leve, så er det et ønskebarn.
- Mens hvis det ikke ønskes, så er det "bare" et foster, et begreb som umenneskeliggøre.
Endnu engang skal denne debat ikke være nem, da der er KLART etiske problemmerstillinger ude fra moderens udgangspunkt og ud fra fosterets udgangspunkt.
Men jeg må dog sige, at denne debat har endnu ikke gjort mig reelt klogere på, hvorfor de 12 uger skal øges?
Hvad er fordelen? hvad er det vi reelt ønsker?
Jo der bliver skreget kvindens autonomi over eget krop, men hvorfor skal det være mere end 12 uger? (Dette er af pragmatiske forhold giver op til 2 mdr betænkningstid (da de fleste kvinder først opdager tidligst graviditeten på dem 4 uge, fordi det oftest opdages først ved udebleven menstruation, som for de fleste er 4 uger efter sidste menstruation.)
Jeg vil mere end gerne stadigvæk opretholde kvindens autonomi, men jeg er ikke overbevidst af argumenter, som er "fordi vi kan", "fordi det gøres jo alligevel i x tilfælde", "fordi grænsen tidligere er baseret på x, og ikke y" osv osv... Ikke overbevisende argumentationer, argumenterer som i mine ører lyder mere som et tantrum.
I (pro abort ad øge grænsen) har mine lyttende øre for argumentationerne, hvad formålet og fordelen er.
For jeg ser det ikke.
Og nej anekdoktiske eksempler og særtilfældes argumentationer er ikke velkomne, (fordi de er allerede inkluderet ad vores abort råd op til de 22 uger, og nej læger vil ikke stå og glo på en 23+ uger henne kvinde og tænke ved graviditetskomplikationer "det var da surt at tiden er gået, vi prioriterer sku barnet over kvinden", læger har altid prioriteret kvinden, men ja der ville da gøres en indsats på at redde barnet i de tilfælde )
@Mads Horn
Det er desværre vås du kommer med. Vil du lade barnet dø af kvælning, sult og tørst eller vil du myrde det aktivt? Og bare for at det kan ryge til forbrænding eller begraves? Det er rant spild.
Det her er en svær debat. Jeg kan under ingen omstændigheder anbefale fri abort i hele graviditeten.
84% af de, der søger om at få graviditeten afsluttet senere, får bevilling. Langt de fleste skyldes kromosomfejl o.lign. hos fosteret. En del er begrundet i sociale forhold. Ganske få har fået bevilget abort senere i graviditeten, hvis fosteret med sikkerhed ikke er levedygtigt.
Jeg er jordemoder og har selv assisteret ved senaborter (mellem 12. og 22. graviditetsuge). Der er ingen tvivl om, at de fleste af kvinderne har været igennem en svær beslutningsproces. Derfor er "fødslen" heller ikke problemfri, hverken for den gravide eller sundhedspersonalet. Følelsesudbrudene kan være ret voldsomme.
Heldigvis har jeg ikke set fostre, der levede længe efter fødslen, men jeg har kolleger, der har siddet med et lille foster, der kæmpede i helt op til en time, før dets lille hjerte stoppede. Det kan være en barsk oplevelse.
Jeg taler ikke for, at der skal bevilges færre senaborter, for de er oftest meget velbegrundede, men at anbefale fri abort efter uge 22 er en forfærdelig tanke for mig.
Mærkeligt at et indlæg der starter med at begræde debattens kvalitet selv gør alt for at afskære enhver form form for debat.
Abort handler ikke alene om kvinders autonomi. Hvis det var tilfælde gav det ikke mening at tale om en abortgrænse, så kunne kvinder gøre hvad de havde lyst til uanset konsekvenser for det ufødte barn.
Abort handler om afbrydelse af livet i dets tilblivelse. Derfor er hensynet til det ufødte barn selvsagt relevant. En gravid kvinde er ikke bare sig selv, men på et tidspunkt også et et barn. Derfor må abort være en afvejning af flere hensyn - hensynet til kvinden og hensynet til barnet. Netop derfor er spørgsmålet også svært for mange - både i dets principielle form og den praktiske virkelighed. Når man i iveren for at øge kvinders autonomi nægter denne kompleksitet hopper kæden af.
At reduceret spørgsmålet til om barnet er et ønskebarn eller et uønsket foster reducerer denne kompleksitet til en spørgsmål om kvindens syn på barnet, men det er kun det halve billeder for børn (også de ufødte) har en eksistensberettigelse uanset om deres mødre ønsker dem eller ej.