Danskernes ryge- og drukvaner afspejler en åndeligt fattig fællesskabskultur

Danskerne ryger fortsat mængder af cigaretter, og snusforbruget er særligt højt blandt unge. Tallene er foruroligende, og vi bør diskutere, hvordan vi som samfund skal tilgå situationen, men første skridt er at anerkende, at udfordringerne er et kulturelt problem, som ikke kun kan bekæmpes med politiske værktøjer. Løsningen bør ikke komme fra Christiansborg, men fra os selv.

For trods mærkbare afgiftsstigninger, store oplysningskampagner og igennem de seneste år tiltagende politiske ønsker om regulering og forbud, er situationen den, at flere unge begynder at ryge, og antallet af unge forbrugere af nikotinprodukter stiger. Fra et sundhedsmæssigt og økonomisk perspektiv savner det enhver logik.

Så hvorfor bruger flere og flere unge produkterne?

Svaret er komplekst. Men en del af forklaringen findes i formynderstatens evige trang til at regulere os op over begge ører med den konsekvens, at borgerne ikke lærer at tage ansvar for egne valg, og forældrene ikke fører tilstrækkeligt tilsyn med, hvad deres unge mennesker laver. Det ansvar har for mange kollektivt overladt til Christiansborg, som derved får fornøjelsen af at opdrage både unge og voksne danskere med den konsekvens, at disse aldrig lærer at tage ansvar for egne livsvalg.

Herefter er virkeligheden den, at knap hver tredje dansker savner meningsfulde fællesskaber, som er grundstenen for det gode liv. Det viser sig i udpræget grad af mistrivsel særligt for unge mennesker, og her er det en kollektiv opgave at sørge for at blive bedre til at interagere med hinanden, uden at omdrejningspunktet er at drikke, ryge eller tage snus i lange baner.

For den sociale alkoholkonsensus tilsiger, at unge skal drikke. Det resulterer i, at over halvdelen af landets unge har oplevet at føle sig presset til at drikke alkohol. Presset findes i nogle tilfælde også ved smøger og snus. Og det får som konsekvens, at mange lader sig kue af gruppepresset af frygt for at blive holdt uden for fællesskabet.

Det er på alle måder tegn på en åndeligt fattig fællesskabskultur, som vi må tage et kulturelt opgør med, så det ikke bliver anset som mærkeligt, hvis man siger nej til en øl, en smøg eller en skive snus.

Men opgøret kan ikke tages fra centralt hold. Det skal i stedet tages gennem mere personligt ansvar og et stærkere civilsamfund, som tilbyder alternative fællesskaber, der tager et opgør med vores sanseløse rusmiddelskultur.

Jens Paaske Klausen er studerende