Debat
1. juni 2023
Mens kun de færreste i dag nu afviser klimaforandringerne, står det spørgsmål tilbage, hvorfor vi ikke handler effektivt og resolut imod dem.
Store globale klimatopmøder afholdes. Og udmunder i erklæringer, alle er enige om, ikke betyder stort, fordi de sjældent forpligter – i al fald ikke vidtgående og hurtigt nok.
Disse øvelsers futilitet illustrerer, at verdens indretning i nationalstater er et kæmpe problem: Vi har set nationalstaten ekskludere ikkestatsborgere – flygtninge og migranter – som fanges i retsløse rum. Nu ser vi, at nationalstatsrammer også umuliggør effektive tiltag mod de igangværende klimaændringer. I klimakrisen er nationalstaten en fælde og forhindring.
Vi og vore nationalstater gør hvad vi kan, men vi er kun mennesker og de dér klimamål, som især vestlige politikere har sat op, har jo hele tiden været alt for optimistiske, i hvert fald så længe vi ikke adresserer det egetlige problem, at alt for mange mennesker er igang med at formere sig og samtidig udrydde formentlig vigtig diversitet og økosystemer, i en grad så man nemt får den tanke at vi ender med at udrydde os selv. Græsserne, krybet og bakterierne skal såmænd nok overleve; de var her længe før Homo Sapiens og vil formentlig også være her længe efter at vi enten er bukket under for vort eget storhedsvanvid/storforbrug eller har transformeret os til en mere bæredygtige udgaver af arten. Håbet er selvfølgelig at vores store hjerne kan brugs til andet end at føre krig og rage til sig, selvom det lige nu ser lidt sløjt ud med kreativiteten.
Der skal såmænd blot et læs kartofler på en bro til, for at illustrere, at der findes alternative r til udryddelsesrebellernes synspunkter.
Et læs kartofler. Mindst 17 ton. Jeg køber et kilo ad gangen. Nogle er nogle gange gule. De ryger ud.
Verden skal afkapitaliseres.
Lad os starte med at forbyde reklamer !