Løkke vil have nyt strategisk partnerskab med Kina. Har vi dog intet lært?

De seneste måneder har flere europæiske politikere fået øjnene op for, at Kinas stigende indflydelse i verden og privilegerede adgang til sjældne jordarter er en trussel mod Europa. Ursula von der Leyen, formand for EU-kommissionen, taler om et Kina, der er blevet »mere undertrykkende derhjemme og mere selvhævdende i udlandet« – og netop derfor skal EU øge sin strategiske autonomi.

Men midt i dette nye og – af flere af os – længe ventede europæiske klarsyn, har udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) så meldt sig på banen med en noget mere tvivlsom og dunkel analyse. Dens bundlinje er, at Danmark og Kina bør indgå et nyt ’strategisk partnerskab’.

Det er en mildt sagt tonedøv udmelding i en situation, hvor Kina om ikke aktivt så i hvert fald gennem sin passivitet de facto støtter Rusland, og hvor Kinas indflydelse på vores egen evne til at gennemføre en grøn omstilling bliver større og større i kraft af landets meget større beholdning af kritiske jordarter. For ikke at tale om truslen om krig i Taiwan og de fortsatte menneskerettighedskrænkelser i Xinjiang.

Et nyt strategisk partnerskab kan overfladisk lyde besnærende. Ordet ’strategisk’ er et ultimativt plusord, der signalerer eftertænksomhed og velovervejede kølige analyser. Men lægger vi semantikken væk, ser man i stedet en sjaskvåd klud i ansigtet på de af os, der går op i demokrati, ligestilling, menneskerettigheder og generel frihed fra autoritære regimer. Og – endnu værre – en umisforståelig, nonchalant besked til de ukrainere, der lige nu dør i kampen mod et Rusland, som vi naivt handlede videre med efter annekteringen af Krim i 2014, om, at vi intet har lært. Nej, vi er såmænd klar til at være pragmatiske igen.

Despoter frygter ikke sniksnak

Måske er det i sammenligning med nutidens Rusland, at Lars Løkke Rasmussen er blevet forblændet og nu ser et Kina, der for ham fremstår smukkere end nogensinde. Men det er et fejlsyn. For Kina bliver ikke et hak bedre af, at Rusland har overrasket os negativt. Der findes ikke et despoternes nulsumsspil. Desværre. Og alarmklokkerne burde kun ringe endnu højere efter Ruslands ageren i Ukraine.

Ja, vi er nødt til at spørge os selv, hvordan det gik sidste gang vi insisterede på at fortsætte vores handel med et styre, der ellers på alle måder stod i opposition til vores livssyn. Man skulle tro og håbe, at vi med krigen i Ukraine havde lært, at despoter ikke frygter vores sniksnak, når vi i øvrigt fortsætter samhandlen. Men opskriften på sniksnak får vi desværre genopfrisket, når Løkke til Jyllands-Posten siger, at vi ikke skal »over i den anden grøft, så vi vender ryggen til Kina. Det handler om at se Kina som en samarbejdspartner på nogle områder, men også som en konkurrent og rival«.

Hvad det helt præcist er, Løkke siger her, er svært at tyde, men det er ikke svært at læse, at han lader erhvervsmæssige interesser stå over de værdimæssige. Også selv om det er blevet påpeget, at man skal passe på med at overvurdere Kinas betydning for dansk økonomi, ligesom man skal huske, at også Kina har en interesse i økonomisk samkvem. Og endelig har danske politikere en pligt til at huske på – som seniorforsker ved DIIS Luke Patey har udtrykt det – at »det, der er godt for et dansk firma i Kina, ikke altid er godt for Danmark«.

Nihilistisk værdirelativisme

At mange lande verden over ikke tager klart afstand fra Ruslands ageren i Ukraine, har åbenbaret et trist faktum: Det er ikke alle, der deler vores syn på frihed, demokrati og menneskerettigheder. Men denne erkendelse må bare aldrig blive en kattelem til pludselig at indgå partnerskaber med højst tvivlsomme partnere som Kina. Så har relativismen først for alvor vundet.

Bagsiden af den pragmatiske medalje er nemlig altid, at man efterlader et rum til at lade stormagterne diktere ens politik – også når den går imod ens egne demokratiske værdier. På den måde er Løkkes selvudråbte udenrigspolitiske pragmatisme i overhængende fare for at ende som en naiv værdirelativisme med nærmest nihilistiske træk: Nu hvor verdenshistoriens vinde blæser mig koldt i ansigtet, bør jeg vende om og give køb på egne værdier. Reaktionen burde være den stik modsatte.

Hvilke fremskridt det er, Kina har gjort på de dagsordener, der er vigtige for os, og som nu skulle berettige en revurdering af vort indbyrdes forhold, vil Lars Løkke have uendeligt svært ved at forklare, tror jeg. Men han får lov at forsøge sig tirsdag, når regeringen præsenterer sin nye udenrigspolitiske strategi. Uanset om Løkke så ender med at kalde det realistisk pragmatisme, pragmatisk idealisme eller realistisk realisme, håber jeg, at han i Kina-spørgsmålet er blevet klogere.