Vi er i en ond uddannelsesspiral, som gør velfærdsuddannelser mindre og mindre attraktive

Vi står midt i en ond spiral. En spiral, som er godt i gang med at inficere det samfund, vi kender og holder af. Det bliver tilsyneladende mindre og mindre attraktivt at uddanne sig til de professioner, som danner fundamentet for vores velfærdssamfund. Pædagog, lærer, sygeplejerske, socialrådgiver og så videre. Og oven i dette bliver ungdomsårgangene mindre.

Det er et af de mest presserende problemer i den overordnede diskussion af, hvordan vi får et uddannelsessystem, der sikrer velfærden og velstanden i det 21. århundrede. En diskussion, som universitetsreformen er et oplagt afsæt for.

Med sit udspil Forberedt på fremtiden I foreslår regeringen at omlægge op mod halvdelen af kandidatuddannelserne til at vare et år og tre måneder og til at have et tydeligere sigte mod arbejdsmarkedet.

Den efterfølgende kritik af udspillet har blandt andet handlet om, at man risikerer at gøre universitetet endnu mere attraktivt for nogle af de studerende, som overvejer at læse til for eksempel pædagog eller lærer på professionshøjskolerne, eller for den sags skyld de datamatikere eller finansøkonomer fra erhvervsakademierne, som vil forsyne de små, private virksomheder.

Er man for eksempel interesseret i pædagogik, vil man fremover kunne vælge mellem at bruge tre og et halvt år på at blive pædagog fra en professionshøjskole eller studere pædagogik i fire år og tre måneder på universitetet. Uddannelsen på universitetet vil have indbygget et løfte om adgang – og økonomi – til efter- og videreuddannelse.

Strukturen udvandes

Regeringen har i sit reformudspil bebudet, at den vil sætte gang i arbejdet med at udvikle fremtidens videregående uddannelser blandt andet gennem stærkere professions- og erhvervsrettede uddannelser. Det arbejde haster. Men den ambition – sammenholdt med reformudspillet – åbner for Pandoras æske i Uddannelsesdanmark. Nemlig ved at rejse spørgsmålet om, hvorvidt vi fortsat skal have to forskellige, men ligeværdige institutionstyper, hvilket er sigtelinjen for vores uddannelsessystem i dag.

Hvis man hæver kritikken af reformen af kandidatuddannelserne op på strukturelt niveau, bliver det nemlig tydeligt, at reformen bryder med den grundlæggende institutionelle struktur for videregående uddannelser. Den såkaldte binære struktur, hvor vi grundlæggende har to forskellige institutionstyper: på den ene side universiteter og på den anden professionshøjskoler og erhvervsakademier.

For dem, der inden for de seneste 20 år er dimitteret fra en videregående uddannelse, kan det måske være svært at forestille sig, at man har kunnet tage videregående uddannelser på en anden måde, end man kan i dag.

Binær model indføres

Men ved årtusindskiftet havde Danmark flere videregående uddannelser, end vi i dag har gymnasier. 195 institutioner udbød videregående uddannelse – de fleste af dem kun en enkelt eller to. Det blev der ændret markant ved med reformer i 00’erne, hvor Danmarks videregående uddannelsesinstitutioner som udgangspunkt blev opdelt i føromtalte binære model.

Så vores strukturer mellem de videregående uddannelser og vores benævnelser af dem som højskoler, universiteter, erhvervsakademier eller noget tredje er altså ikke skåret i granit.

Siden begyndelsen af dette århundrede har erhvervsakademier og professionshøjskoler skullet udbyde uddannelser, der rettede sig direkte mod arbejdsmarkedet, mens universiteterne skulle sigte mod højeste internationale niveau inden for såvel forskning som uddannelse.

Med regeringens forslag om korte, arbejdsmarkedsrettede kandidater vil universiteterne få mulighed for at udbyde uddannelser, der ligner dem, professionshøjskolerne og erhvervsakademierne udbyder.

Det vil sige, at forskellen mellem institutionstyperne bliver mindre. Det risikerer at efterlade professionshøjskolerne og erhvervsakademierne et udsat sted, fordi de skal konkurrere med universitetsuddannelserne om at tiltrække studerende til arbejdsmarkedsrettede uddannelser. Men universiteternes forudsætninger i den konkurrence er allerede i udgangspunktet bedre; de har broderparten af forskningsmidlerne og befinder sig alt andet lige øverst i uddannelseshierarkiet.

Dermed bliver det afgørende spørgsmål: Hvad skal der til, hvis vi skal kunne tale om ligeværdige institutioner, som er attraktive for alle potentielle studerende?

Stærkere skel – eller ingen

Med regeringens udspil, hvor universiteterne groft sagt får lov at udbyde uddannelser, der ligner erhvervsakademiernes og professionshøjskolernes, har den allerede truffet et valg om, at skellet mellem de forskellige typer af uddannelsesinstitutioner skal mindskes. Vælger regeringen slet ikke at gøre noget i forhold til institutionsstrukturen, samtidig med at den implementerer kortere, arbejdsmarkedsrettede kandidatuddannelser, træffer den også et valg. Et valg, hvor man giver flere lodder til universiteterne i konkurrencen om de studerende, der blandt andet skal holde hånden under vores velfærd i fremtiden.

Den første vej, regeringen også kan vælge, er at bevare skellet mellem universiteter med akademiske, forskningsbaserede uddannelser på den ene side og professionshøjskoler og erhvervsakademier med arbejdsmarkedsrettede uddannelser på den anden, mens den styrker professionshøjskoler og erhvervsakademier for eksempel ved at tillade udbud af uddannelser på kandidat- eller masterniveau.

Dermed får de et mere sammenligneligt antal lodder i konkurrencen om de studerende som universiteterne, der med reformen vil kunne udbyde kortere, arbejdsmarkedsrettede uddannelser.

Den anden vej er at transformere professionshøjskoler og erhvervsakademier til universiteter gennem fusioner eller ændret status. På den måde vil der kun være én type videregående uddannelsesinstitution i Danmark. Det vil være en gennemgribende reform.

Pragmatisk mellemvej

Og derfor vil en tredje vej være en pragmatisk mellemvej, som det kendes fra for eksempel Norge og Sverige. Her kan erhvervsakademier og professionshøjskoler godkendes til at tilbyde uddannelser, som i dag bliver udbudt på universiteterne og omvendt. Det vil også gøre det muligt for institutionerne at skifte status fra erhvervsakademi eller professionshøjskole til universitet, sådan som eksempelvis Malmø Högskola gjorde det i 2018.

Med en sådan vej vil der være mindre klare grænser mellem, hvilke institutioner der udbyder hvilke uddannelser. Samtidigt vil begge de sidstnævnte veje, som alt andet lige vil føre til flere universiteter, gøre det påtrængende at tage højde for, at den institutionelle struktur ikke alene skal understøtte virkelig gode uddannelser, men også fremragende forskning. Hvordan fremmer vi fremragende forskning i en universitetssektor med større diversitet? Og hvordan skal forskningsmidlerne fordeles, så de også sikrer, at vi fortsat har forskningsmiljøer, der kan konkurrere med de bedste internationalt?

Det er altså ikke småting, der er på spil. Derfor bliver regeringen nødt til at få undersøgt, hvilken struktur for vores uddannelsesinstitutioner, som bedst understøtter velfærd og velstand. Og som bedst muligt kan bryde den negative spiral, hvor færre og færre dygtige studerende vil uddanne sig til pædagog, lærer, sygeplejerske, socialrådgiver og så videre. For den mudrede struktur, som kandidatreformen vil føre med sig, risikerer kun at give den negative spiral endnu bedre betingelser.