Til sommer færdiggør Albert sin hf-studentereksamen i København. Men mens det for de fleste med en hf er kampen med opgaver og undervisning, der har været hård, har vejen for Albert været med ekstra bump.
Efter folkeskolen begyndte han på det almene gymnasium, men han kunne hurtigt mærke, at det var for hårdt. Albert har Aspergers, og det betyder, at han har svært ved at prioritere og føler sig forpligtet til at lave alt til perfektion.
Det endte med, at han pressede sig selv så hårdt, at han måtte stoppe på uddannelsen. Først efter et par år var han klar til at begynde på et forlænget hf-forløb målrettet elever med autisme eller lignende støttebehov.
Og her trives han. Uddannelsen er udvidet med et år, så den varer tre år i stedet for to. Det betyder færre fag hvert år og derfor bedre tid til afleveringer og eksaminer. Lærerne har viden om diagnosen, og der er mulighed for hjælp til for eksempel at planlægge og prioritere i skolearbejdet.
Alberts historie viser, at den rigtige struktur, viden og støtte kan få flere unge med handicap til at gennemføre en ungdomsuddannelse. Desværre er der i dag for mange, der aldrig når dertil.
Husk handicapvinklen
42.000 unge mellem 15 og 24 år er i dag uden job og uddannelse, og en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at 40 procent af disse unge har et eller flere handicap.
Den viden er helt afgørende, når vi skal finde løsninger til, hvordan vi gør gruppen mindre. Der er brug for at huske handicapvinklen, fordi det for mange med handicap er betydeligt hårdere at komme igennem en ungdomsuddannelse.
Mange med handicap oplever, at deres arbejdskapacitet er nedsat på grund af deres handicap. Er man ordblind, koster det flere kræfter at komme igennem pensum. Unge med adhd bliver hurtigere udkørt af at være omgivet af mennesker og kan derfor have svært ved at koncentrere sig effektivt lige så mange timer om dagen som andre unge.
I dag findes der heldigvis gode muligheder for at få undervisning på nogle af vores ungdomsuddannelser, hvor der tages højde for udfordringer hos unge med handicap, uden at det faglige niveau falder. Ud over det forlængede hf-forløb, som Albert går på, kan man for eksempel tage en gymnasial uddannelse i en autismeklasse – de såkaldte ASF-klasser.
Her er der kun 12 elever i klassen, mere struktur og mentorstøtte. En evaluering har vist, at sandsynligheden for at gennemføre gymnasiet er markant højere for en elev med autisme i en ASF-klasse end i en ordinær gymnasieklasse. Derfor er der med finansloven for 2023 afsat penge til at oprette flere ASF-klasser.
Mere af det, der virker
På erhvervsuddannelserne blev der sidste år indført mulighed for at forlænge grundforløbets anden del med op til 50 procent, og samtidig har skolerne fået mulighed for at oprette særskilte hold for elever på disse forløb. Det har netop til formål at hjælpe de unge, der på grund af handicap har brug for længere tid til at dygtiggøre sig.
De unge, der ikke er klar til at tage en ungdomsuddannelse eller komme i job, kan gå på den forberedende grunduddannelse (FGU), som ruster dem til næste trin. På trods af en svær start for FGU’en viser nye tal fra Dansk Arbejdsgiverforening, at tre ud af fire unge kommer i uddannelse eller arbejde efter at have fuldført et FGU-forløb.
Den type tiltag er med til at lette vejen igennem uddannelsessystemet for unge med handicap. Ikke fordi uddannelserne er nemmere – men fordi de får den rigtige støtte til at gennemføre den.
Unge med handicap drømmer om at tage en uddannelse, komme ud på arbejdsmarkedet og bidrage med det, de kan. De fortjener bedre end det, vi tilbyder dem i dag. Derfor skal vi have udbredt det, som virker.
Dejligt at læse! Jeg kender flere unge, der har fuldført HTX i en ASF klasse, og nu er i gang med en erhvervsuddannelse.
De ville ikke have kunnet gennemføre et gymnasieforløb i en ordinær klasse. Men med den rette støtte og viden fra deres kontaktpersoner/lærere, får de nu en uddannelse og kan bidrage både til gavn for dem selv og samfundet.
Det her virker!
Men det koster jo det danske samfund for meget.
Vi skal spare siger politikerne. Samfundet og erhvervslivet har ikke råd til langsomme studerende. Det koster på konkurrenceevnen.
Og hvad nytter uddannelse af syge og handicappede, når de alligevel er så doven, at de ikke tager arbejde og danderer den på overførselsindkomst.
Så er det bedst at spare uddannelsesudgiften fra start af.
Det er på høje tid at regering, folketing, kommuner og institutioner, læreanstalter m.fl. tage efterlevelse af handicapkonventionen og lovgivning alvorligt. Bøder og Sanktioner til sagsbehandling der trækker ud i måneder til år og ved forkerte og ulovlige afgørelser.. Og så må handicaporganisationerne meget gerne bide politikerne meget mere i hælene.