Europæisk udenrigspolitik er under gennemgribende hovedrengøring. Den europæiske politiske elite fejlfortolkede Putin, siges det. I Europa satte vi ikke foden hårdt nok ned over for Rusland. Med invasionen af Ukraine som smertelig konsekvens. Hvem var mest naiv, David Cameron, Angela Merkel, Lars Løkke Rasmussen? Et blamegame er i gang.
Et ord, der nu hyppigt genlyder i europæiske regeringskontorer, er ’strategisk autonomi’. Da vi under pandemien fandt ud af, at mundbind og håndsprit stort set kun blev produceret i Kina, løb det os koldt ned ad ryggen. Siden har vi ærgret os gule og blå over afhængigheden af russisk gas, så nu skal det være slut. Europa og Vesten skal være uafhængige, så vi ikke står værgeløse i tilfælde af konflikt med en anden stat (læs: Kina).
Jeg tror, vi i Europa er tilbøjelige til at overvurdere vores eget ansvar og indflydelse i verden. Vores ageren er selvfølgelig ikke uden betydning, men vi må skelne mellem, om noget sker på grund af eller på trods af vores diplomatiske indsats.
Er det gensidig afhængighed at bytte olie/gas med chips? At bytte havneanlæg med billige industri- og forbrugsvarer?
Næppe! Hvem skal vurdere lødigheden af en gensidig afhængig byttehandel?
Nemt bliver det ikke!