»Samtykkeloven er noget af det mest skandaløse, jeg selv mindes at have oplevet i vores såkaldte retssamfund. (…) Alt for mange uskyldige mænd dømmes og smides i fængsel på et nærmest ubegribeligt tyndt grundlag.«
Udtalelsen stammer fra en kronik i Politiken skrevet af samtykkelovens vel nok skarpeste kritiker, forfatter og litteraturforsker Marianne Stidsen. Og skandaløst ville det rigtignok være, hvis det var sandt. Stidsen har dog intet belæg eller statistiske referencer for sin påstand.
Statistikken taler ellers sit eget sprog. Om forhold, der er for vigtige til, at vi må ignorere dem. Og fortæller os, at det forholder sig diametralt modsat Stidsens formanelse.
Statistikkerne viser, at der reelt »smides« meget få personer i fængsel for voldtægt i Danmark. Til gengæld går rigtig mange fri.
I Danmark udsættes 11.800 personer for voldtægt eller voldtægtsforsøg om året ifølge tal fra Det Kriminalpræventive Råd. Heroverfor står, at kun 124 personer blev dømt for voldtægt i 2021, efter samtykkelovens indførelse. Året før var tallet 109.
Fordobling af anmeldelser
Det betyder, at det stadig er under to procent af alle voldtægter eller voldtægtsforsøg, der ender med en dom. Til trods for at antallet af voldtægtsanmeldelser er fordoblet efter samtykkeloven.
Hvorfor dømmes kun 124 voldtægtsmænd, når 11.800 udsættes for voldtægt?
Dels fordi en stor andel af voldtægter stadig ikke anmeldes, dels fordi anmeldte sager sjældnere fører til sigtelser, end vi ser ved alle andre former for kriminalitet.
Men den største forklaringsfaktor findes i retssystemets tilbøjelighed til at stole mere på den mistænkte. For eksempel betyder de 124 dømte ud af i alt 2.360 voldtægtsanmeldelser i 2021, at 95 procent af anmeldelserne endte i frifindelse selv efter samtykkelovens indførelse.
Så hvis der er et problem med retssikkerhed for voldtægtssigtede, må man også spørge: Hvad er der så for ofrene?
Frygten for at blive uretmæssigt dømt for voldtægt er let at leve sig ind i. Men hvad med frygten for at blive voldtaget? Eller den frygt, man bærer i sig, efter at man har været udsat for voldtægt? Forekomsten af angstlidelser hos voldtægtsofre er seks gange højere, sammenlignet med resten af befolkningen.
Så mange som 25-33 procent af alle voldtægtsofre får deres livsudfoldelse og livskvalitet permanent forringet på grund af voldtægten. Mange lider endnu mere, fordi de ikke fik medhold i retten. Dét medhold, som skulle have hjulpet dem til at komme videre, men i stedet blev ofret på ’retssikkerhedens’ alter. Som konsekvens af at vi har indrettet retssystemet, så det er umuligt at fremvise tilstrækkelige beviser for voldtægt. Hvor er retssikkerheden i dét?
Uændret bevisbyrde
I Danmark er man(d) stadig uskyldig, indtil det modsatte er bevist. Det er uændret med samtykkeloven. Bevisbyrden ligger som før hos offeret. Vicestatsadvokat Gyrithe Ulrich understreger, at for »at dømme for voldtægt kræver det stadig, at anklagemyndigheden løfter bevisbyrden, og at der har været fortsæt«.
Med andre ord: Det er op til forurettede at kunne bevise, at samlejet har været uden samtykke, og at gerningsmanden har været bevidst om dette.
I Sverige derimod vil man nu ændre loven og gøre det muligt at dømme gerningsmanden, selv om han ikke var bevidst om, at det var voldtægt. Præcis som man kan dømmes for uagtsomt manddrab, hvis man har kørt hasarderet i bil. Det giver god mening, for forbrydelsen er stadig begået uanset gerningsmandens intentioner. Oven i i dette ville det heller ikke længere være op til offeret at skulle bevise intentionen – i sagens natur en enormt svær øvelse.
Men i Danmark er det altså selv med den nye samtykkelov sådan, at det er op til offeret at bevise, hvad der blev sagt og ikke sagt. Om der var samtykke eller ej. Og om gerningsmanden var bevidst om det manglende samtykke.
Dissekerer man dén præmis, er det ikke så sært, at statistikkerne ser ud, som de gør. Hvordan skal man nogensinde kunne bevise en anden persons intention? At personen har ytret sig sådan og sådan? Det kræver næsten, at gerningsmanden efterfølgende sender en tilståelse på sms, eller at voldtægten foregår i et mikrofontilplastret lokale!
Hvad ved jeg om det, tænker læseren måske. Nuvel, det ved jeg, fordi min voldtægtssag (som en sjælden statistisk afvigelse) faktisk endte med domfældelse. Dog ikke på grund af noget, jeg sagde. På grund af såkaldte ’tekniske’ beviser: en tilståelses-sms sammenholdt med materielle beviser. Og uden at gå længere ind i detaljer, der næppe egner sig for en kronik, vil jeg nøjes med at sige, at jeg ikke ønsker den slags fysiske og domsafgørende bevisførelse for nogen.
Materielle beviser
Og så på den anden side. Det var netop dét, der for mig ændrede narrativet. Nogen troede på mig. Mistænkeliggørelsen var endelig slut. Retten gav mig ret. Jeg er dermed ikke en af »de unge piger, der bliver involveret i den groteske, afsporede virkelighedsopfattelse, der ligger bag, hvor der nærmest er gået sport i at sagsøge det modsatte køn,« som Marianne Stidsen (og andre) omtaler os voldtægtsofre. Jeg fik lov at tale med en psykolog. Kunne bearbejde traumet uden skam og skyld. Komme videre. Fordi jeg var så ’heldig’ at der var fysiske beviser, der kunne udelukke enhver rimelig tvivl.
Men hvorfor skal det kun være voldelige voldtægter, der dømmes? Ifølge Helle Jacobsen, seniorrådgiver i Amnesty International, er der »noget nær straffrihed for voldtægt i Danmark. Det er meget svært at få en dom, hvis ikke man kan bevise tvang eller fysisk vold«.
Set i lyset af, at tre ud af fire voldtægtsofre kender deres overfaldsmand i forvejen, er vold derfor relativt sjældent forekommende. I rapporten Respekt og retfærdighed konkluderer Amnesty, efter at have analyseret de juridiske argumenter ved 447 voldtægtssager, at der var fysisk vold i samtlige sager, der førte til dom.
Når domfældelserne er så få, er det åbenlyst, fordi så mange sager bliver påstand mod påstand, og fordi ’tilstrækkelige’ beviser kun er fremviselige, hvis voldtægten har været af særlig voldelig karakter og efterlader spor, man kan se. Sæd tæller ikke som bevis, fordi det ikke eliminerer enhver rimelig tvivl om, at samlejet har været uden samtykke. Enhver tvivl kommer gerningsmanden til gode.
Hvilke beviser er ’gode’ nok? Hvornår ’skriger’ beviser »uden samtykke«? Sådanne beviser kunne være rifter. Det kunne være blå mærker. Men hvorfor vender vi ikke præmissen om og fjerner ansvaret fra offerets i forvejen tyngede skuldre?
Obligatorisk samtykkeundervisning
Oftere burde domstolene spørge gerningsmanden om, hvad der fik ham til at tro, at hun gerne ville. I stedet for altid at spørge offeret om, hvordan hun gjorde ham opmærksom på, at hun ikke ville.
Hvordan kommer vi derhen? Vi kan for det første holde op med at debattere voldtægt ud fra evidensløse postulater. Dernæst kan vi holde inde med at udbrede en mistænkeliggørelse af voldtægtsofre, som er både uberettiget og unødvendig.
Og så kan vi se på, hvad eksperterne anbefaler. Rapporten fra Amnesty anbefaler flere tiltag – heriblandt disse to: For det første regelmæssig og uafhængig monitorering og evaluering af politiets og anklagemyndighedens håndtering af voldtægtssager, herunder i forhold til kvaliteten af efterforskningen. For det andet, obligatorisk ’samtykke ’-undervisning som del af folke- og ungdomsuddannelsers seksualundervisning.
En enkelt lovændring er altså ikke nok til at ændre et samfundsproblem i den her skala. I hvert fald ikke hvis vi stræber efter et ægte ’såkaldt retssamfund’.
Kunne man stille de samme krav når det handler om faderskab?
At mænd ikke skal bevise at en kvinde overlagt har droppet p-pillen for at 'lave et barn på ham'?
Og ville mænd der føler sig presset til at have sex få samme retssikkerhed?
@Niki Dan Berthelsen, nok næppe ved den slags faderskabssager (?).
Men mht samtykkeloven og voldtægter, så skal loven selvfølgelig virke begge veje rundt, og det begynder den måske også at gøre nu så småt på det praktiske plan. Første dom af en voldtægtskvinde faldt sidste år (dom på 14 måneder for voldtægt af en mand ude af stand til at sige pga beruselse) ved Holstebro Byret, og den er senere stadfæstet i landsretten. Igen blev en kvinde dømt for voldtægt af en mindreårig 14 årig dreng (men en påfaldende mild straf på få måneder, flest betingede) ved byretten i Randers tidligere i 2023.
Det er mig bekendt de første sager med kvinder som anklagede, men når det erkendes mere bredt af både mænd og kvinder, at samtykkeloven faktisk virker begge veje rundt, vil der velsagtens komme flere sager.
...ude af stand til at sige FRA pga beruselse...
Voldtægt er selvfølgeligt frygteligt og helt uacceptabelt og det er også rigtig synd for Cathrine Andersen hvis hun er blevet voldtaget, det skal der ikke være tvivl om. Men uagtsom voldtægt... det lyder som en glidebane der tager os et sted hen, hvor almindelig omgang mellem mennesker, pludselig kan blive til voldtægt, hvis den ene part efterfølgende fortryder. At tænke sig at jeg skulle kunne gå ud og anklage enhver jeg har dyrket sex med for uagtsomt at have voldtaget mig, hvis jeg af den ene eller ande grund har fortrudt efterfølgende og måske føler mig forsmået. Det er jo helt gak gak. Der må vel være grænser, vi lever trods alt i et frit samfund og vi kan vel tillade os at stille krav til den enkelte om at selv at sige til og fra og ikke lade sig uagtsomt voldtage. Man kan jo bare sig nej.
Desværre lever vi nok i et samfund, hvor det at være krænket og offer ikke er statusgivende. Det er det modsatte. Derfor har folk nemmere ved at identificere sig og dermed få sympati med krænkeren (en projektion af egen selvforståelse). Derfor betyder retssikkerheden følelsesmæssigt mere ift. krænkeren end ift. ofret/ofrene. Hele vores retssystem er bygget op om den selvforståelse, specielt når der er køn involveret.
Da jeg er far til døtre, kan dette godt bekymre mig ift. visse mænds overgreb på kvinder - der går jo en masse voldtægtsmænd frit rundt derude, hvor mange af dem er endda gengangere. Tænk hvis det går ud over mine piger.
Der er mange kvinder der fortryder bagefter... jeg er bange for dette kan blive endnu en glidebane som kun gør afstanden i mellem kønnene større, til sidst tør vi slet ikke nærme os hinanden længere af ren usikkerhed for om modparten nu også er med på den, også bagefter, med mindre man selvfølgelig har en underskrevet gammeldags kontrakt på papir, så hersker der ingen tvivl.
Vi er på vej mod et singlesamfund og kultur, gad vide hvorfor!
Iøvrigt, i et ægte " såkaldt retssamfund" der dømmes folk, mænd som kvinde, i retten og ikke af medier eller en folkedomstole, i dag mister både den ene og den anden sit job, rygte og karriere pga. rygter og uden beviser, er det sådan en samfundsudvikling og et "retssamfund" vi ønsker for fremtiden?
Uanset hvad der kan være at forbedre med hensyn til efterforskning og holdninger hos de dømmende myndigheder, er det grundlæggende problem med voldtægtssager, at det på grund af forbrydelsens natur ofte vil være svært for anklagemyndigheden at løfte bevisbyrden. Cathrine Berendt Andersen forklarer selv hvorfor:
"Når domfældelserne er så få, er det åbenlyst, fordi så mange sager bliver påstand mod påstand, og fordi 'tilstrækkelige' beviser kun er fremviselige, hvis voldtægten har været af særlig voldelig karakter og efterlader spor, man kan se. Sæd tæller ikke som bevis, fordi det ikke eliminerer enhver rimelig tvivl om, at samlejet har været uden samtykke. Enhver tvivl kommer gerningsmanden til gode."
Den sidste formulering er tendentiøs - Enhver tvivl kommer den anklagede (som er enten gerningsmand eller uskyldig) til gode, og sådan må det være i et retssamfund: skylden skal være bevist hinsides rimelig tvivl, for at den anklagede kan dømmes. Og det er anklagemyndigheden - ikke offeret - der skal løfte bevisbyrden, ikke den anklagede, der skal bevise sin uskyld.
Der er - desværre! - ikke noget juridisk fix, der med opretholdelse af retssikkerheden i alle, eller flere, sager om voldtægt kan sikre, at den/de skyldige bliver dømt. Selv om man indfører straf for uagtsom voldtægt skal uagtsomheden - som i sager om uagtsomt manddrab - bevises, for at man kan blive dømt, med mindre man vil "vende præmissen om" og pålægge den anklagede bevisbyrden, hvorved man smider retssikkerheden ud ad vinduet.
I betragtning af, hvad voldtægt er for et overgreb, kan det være fristende at "skære igennem" på den måde, men det vil åbne en ladeport for justitsmord.
Noget kunne tyde på at retssystemet ikke kan løse de stigende problemer der er omkring "bøddel/offer" / krænker/krænket polariteten. Måske kunne en fordybet forståelse af den ulykke både bøddel og offer lider under, der skaber en krænkelses begivenheden, være en vej frem.
En sådan indsigt fremmes slet ikke i vores retssystem. Og den ville vel næppe være mulig hvis ikke både krænker og krænket er villige til og får hjælp til at forstå de ofte dybtliggende bio-, socio - og psykogenetiske menneskelige lidelser, der fører til overgreb.
Jeg tror det er sandt "at bag enhver bøddel skjuler sig et offer". Når vi eksekverer en straf over bøddelen - som vi måske er nødt til - styrker vi en offer side, som vi snarere skulle svække. Dermed styrkes bøddel/offer lidelser. Vi forenkler og polariserer. Det kan retssystemet! det er dets svaghed!
Det er godt nok bekymrende at så mange ikke har fulgt med i sager hvor manden er blevet dømt uden det mindste bevis endog også i sager hvor manden reelt set har kunnet bevise sig uskyldig, men alligevel dømt skyldig
Bare udsagnet "believe all women"", burde få alle demokratiske kræfter til at råbe kraftigt op.
Desværre er det jo blevet mainstream i de politisk korrekte osteklokke, herunder 90% af medierne
Frederik Schwane
Sikke da en gang vås
Hvilken objektivt voldtægtsmand har en høj status?
Derimod er ALLE der føler sig krænket hektinder
Bare tænk på Sofie Linde, der bliver afsindigt populær bare ved at slynge en fuldstændig udokumenteret påstand ud.
Eller Amalie Have og mange flere
'..Så mange som 25-33 procent af alle voldtægtsofre får deres livsudfoldelse og livskvalitet permanent forringet på grund af voldtægten. Mange lider endnu mere, fordi de ikke fik medhold i retten. Dét medhold, som skulle have hjulpet dem til at komme videre, men i stedet blev ofret på ’retssikkerhedens’ alter. Som konsekvens af at vi har indrettet retssystemet, så det er umuligt at fremvise tilstrækkelige beviser for voldtægt. Hvor er retssikkerheden i dét?'
En mere ærlig reformulering af citatet: Sålænge retssystemet er indrettet af mænd, for mænd og mod kvinder er det umulig at få en voldttægtsmand dømt.
Og så den svenske lovgivning. Den er spændende idet hensigten tilsyneladende er at få tiltalte dømt. Jeg har i al fald svært ved at finde retsprincippet om at tiltalte er uskyldig, indtil det modsatte er bevist.
1.7.2018 trådte en lov om frivillighed i kraft i Sverige. Den blev kaldt for en 'samtykkelov', men loven drejede sig om frivillighed i seksuelle forhold.
Samtidig blev der inført et mere radikalt princip nemlig 'oaktsam våldtäkt' der også blev gjort strafbart. Hensigten var at tydeliggøre at 'varje människa har en ovillkorlig rätt till personlig och sexuell integritet och sexuellt självbestämmande.'
Der er siden lovens ikrafttrædelse kun blevet dømt 12 efter loven om uagtsom voldtægt. Det forstår man når man læser om flg. anvisninger til retten mhp at få tiltalte dømt:
'..Först prövas om gärningspersonen insett att det föreligger en risk för att målsäganden inte deltagit frivilligt. Om gärningspersonen insett detta, blir nästa fråga huruvida gärningspersonen var likgiltig inför det förhållande att målsäganden inte deltog frivilligt. Om svaret på även denna fråga är ja, har gärningspersonen agerat med ett likgiltighetsuppsåt. Om svaret på den sista frågan däremot är nej, har gärningspersonen istället varit medvetet oaktsam. Om gärningspersonen
däremot inte insett, men borde ha insett, att det förelegat en risk för att
målsäganden inte deltagit frivilligt, kan detta ses som omedveten oaktsamhet. Omedveten oaktsamhet kan endast betraktas som grov i klart klandervärda
fall då gärningspersonen inte bemödat sig att kontrollera de närmare
förhållandena trots att det funnits starka skäl att göra det.'
Kompleksiteten i anvisningerne styrker ikke retssikkerheden. Hverken for offer eller mulig gerningsmand. Hvad er 'stärke skäll?' Hvad er 'klart klandervårt?' Hvornår 'burde' den anklagede have indset en tvivl hos offret? osv osv
https://lup.lub.lu.se
"n, at det er op til offeret at bevise, hvad der blev sagt og ikke sagt "
Så er der bias så det klodser. Man er ikke offer bare fordi man påstår man er et offer, men når modparten er dømt.
Jeg finder denne artikel ret provokerende da jeg på afstand har bevidnet en sag hvor det netop er ord mod ord, skete i en allerede etableret relation og endte i en dom.
I artiklen stå der: “ Men hvorfor vender vi ikke præmissen om og fjerner ansvaret fra offerets i forvejen tyngede skuldre?”
Dertil vil jeg svare at det kun vil skabe endnu ringere retssikkerhed end vi allerede har. Alle kan anklage alle for alt muligt, ubegrundet og ord mod ord og så skal de anklagede bruge tid, ressourcer, penge, udsættes for rygter og anklager fra lokalsamfundet uden at de nogensinde har gjort noget forkert. Den mølle at blive slæbt i retten og anklaget bare fordi nogen føler et behov for at give en eller anden skylden for noget, om det så er en brækket tand eller en voldtægt, det ødelægger mennesker. Det spild af ressourcer når de reelt voldsomme sager der rent faktisk indeholder beviser, skal vente mange mange måneder med at blive hørt.
Der må være et krav om at en sag skal screenes før den går videre og reelt bliver en sag, for det ødelægger de mennesker der anklages og nogle gange dømmes, på hævn eller had, og ikke beviser.
Jeg ved ikke hvordan man kan gå videre med at forstå juridiske beviser om psykisk eller socialt pres eller overfald, men det må så være en debat uafhængig af grundlaget: at man er uskyldig til det modsatte er bevist.
@ Nils Bøjden
Nej, man er offer når man har været udsat for en eller flere kriminelle handlinger, uanset om personen/personerne, der udførte denne/disse bliver dømt (eller bare anmeldt/anholdt) for handlingen/handlingerne eller ej. Dette gælder også når den/de kriminelle handling(er) er af seksuel karakter.
@ Henrik Svejstrup
Hvilke sager hvor manden er blevet dømt uden det mindste bevis?
Indtil videre har der siden samtykkeloven blev indført været 3 presseomtalte sager, hvori Landsretten har omstødt en skyldig dom for voldtægt; en fra byretten i Sønderborg, en fra Københavns byret og en fra byretten i Helsingør. I alle tre tilfælde har landsretten omgjort byrettens dom til en frifindelse begrundet i at skyldsspørgsmålet er utilstrækkeligt bevist. Mig bekendt er der intet lighedstegn imellem "utilstrækkelige beviser" og "ingen beviser", så hvilke sager, hvor manden ifølge dig manden reelt set har kunnet bevise sig uskyldig, er det du mener at jeg og andre burde have fulgt med i?
Brian W Andersen
Gennemgå de sager som Julie stage har beskrevet
At landsretten omstøder en byretsdom retfærdiggør ikke at de blev dømt i byretten.
Og byretsdommen er stadig en dom selvom den senere underkendes.
Tænk hvis de ikke havde anket og tænk på de evt. Uskyldigt dømte som ikke ankede.
Eller tag sagen med den unge kvinde, der trækker en lidt ældre mand ind på toilettet i vidners påsyn og bagefter anklager manden for voldtægt. INGEN beviser,!!!!!
Manden kan endda fremvise en lægeattest hvor det fremgår han er impotent.
Dette bekræftes yderligere af en kvinde, det i en sexsituation forgæves prøvede samleje.
Men nix han kunne ikke
Men han blev dømt
Eller Sorø sagen hvor manden blev dømt i byretten igen uden beviser...altså påstand mod påstand.
Ved landsretten kunne forsvaret fremvise sms'er der beviste mandens uskyld.
Sms'er han sagde til politiet de skulle undersøge....men det gad de åbenbart ikke.
Eller den kendte fredericia banegårdssag for nogle år siden.
I et retssamfund må det være sådan at politiet kun fører en dag i retten hvor der er reelle beviser ellers bliver det dom nu, hvem der ",spiller" bedst i retten.
Og det er jo tit kvinden
Henrik Svejstrup, der er gået en dygtig advokat tabt i dig.
"Nej, man er offer når man har været udsat for en eller flere kriminelle handlinger, uanset om personen/personerne, der udførte denne/disse bliver døm"
Det er ikke kriminelle handlinger før der er nogen der er dømt.
En handling kan sagtens være kriminel uden at man bliver dømt for den. Der er masser af kriminelle handlinger som ikke bliver anmeldt og af dem der bliver anmeldt er det langt fra alle som fører til dom.
Kik bare på mængden af cykeltyverier, det har altid kun været tale om en meget lille opklaringsprocent, men du vil vel ikke hævde at det ikke er kriminelt at stjæle en cykel, blot fordi gerningsmanden ikke får en dom for det?
@Brian W. Andersen
Man er ikke altid et offer fordi man føler sig som et, eller pga. en fortrydelse, hævnagt eller anden udspekuleret grund.
Man bør være uskyldig indtil det modsatte er bevist i retten og ikke pga. løse påstande i folkemunde og medier!
Peter Hansen, desværre er det bare sådan, at man(d) godt kan have udført voldtægten selvom man(d) bliver frikendt. Og det har været kendt i Danmark i mange år, at voldtægt er nærmest straffrit. Jeg kunne godt bekymre mig, om nogle mænd udnytter dette.