Myter og absurde argumenter dominerer den aktuelle debat om EU’s lovforslag om naturgenopretning. Det gør den til trods for klokkeklare og enstemmige advarsler fra forskere og naturorganisationer. Selv den danske regering har valgt den naturfjendske side med opbakning fra en andre EU-lande.
Regeringen har åbent erklæret, at det er for at beskytte landbruget og erhvervsfiskeriet, skønt de er to af de væsentligste årsager til, at den danske natur lider nød.
Derudover påstås det, at de nye regler vil undergrave EU’s fødevaresikkerhed, og ovenikøbet hævder vores egen regering, at loven vil hindre Danmarks planer om mere havvind. Begge påstande er rent vås.
Men våset virker. Mange europæere er jo nervøse for stigende fødevare- og energipriser. Og EU’s højrefløj ’glemmer’ at nævne, at tabet af naturrigdom og sunde økosystemer – sammen med klimaforandringerne – udgør de største trusler mod fødevaresikkerheden.
I midten af maj opfordrede Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, til en ’lovpause’ på miljøområdet, og kort efter fulgte Belgiens premierminister, Aleksander De Croo, trop. Han erklærede, at der nu må trykkes på stopknappen for naturgenopretningsloven. De Europæiske Konservative (EPP) i Europa-Parlamentet vedtog en resolution, der nærmest fordømmer naturgenopretningsloven (samt nye regler for begrænsning af sprøjtegift), og både i landbrugs- og fiskeriudvalget stemte et flertal imod den.
Men loven vil give os langt flere fisk, hvis vi genopretter den ødelagte havbund. Vi vil få et mere frugtbart landbrug, der også vil producere mad om 100 år, hvis vi vælger dyrkningsmetoder, der satser på sund natur og muldjord. Dertil er naturgenopretning afgørende, hvis landbruget skal modstå de oversvømmelser og tørker, som vi ved bliver hyppigere med klimakrisen.
Klimaminister Lars Aagaards påstand om, at lovforslaget vil spænde ben for dansk og europæisk udrulning af vedvarende energi, er ligeledes vrøvl. Både den danske og europæiske vindlobby bakker helhjertede op om loven.
Der er ingen konflikt mellem naturgenopretning og klimahandling, hvis vi gør tingene ordentligt. Vi både kan og skal genoprette vores natur og samtidig udbygge vores vedvarende energi. Og det er fuldt ud muligt med den foreslåede lov.
Den 15. juni stemmer Europa-Parlamentets miljøudvalg om vores forhandlingsmandat til loven, mens EU’s miljøministre ventes at fastlægge deres position få dage senere. Det er os, politikeres, ansvar at sikre, at vores beslutninger bygger på fakta og samfundets interesser, ikke på snævre erhvervsinteresser.
Magrete Auken, Kira Marie Peter-Hansen og Rasmus Nordqvist er henholdsvis medlemmer af Europa-Parlamentet for SF og bestyrelsesmedlem i European Greens