I et år udvidede jeg min horisont gennem queer litteratur. Men jeg kom til at savne cismanden

Jeg laver nogle gange psykologiske eksperimenter med mig selv. Her sætter jeg omfattende og strikse regler op, som jeg følger i en afgrænset periode, og så undersøger jeg, hvordan det påvirker mig.

Engang rejste jeg for eksempel fra Barcelona til Frankrig med tre regler: Jeg måtte ikke være inde i bygninger, så jeg sov på gaden og spiste mad, som jeg fandt eller købte på markeder. Jeg måtte ikke røre ved noget med hjul, så jeg gik hele vejen. Og jeg måtte ikke tale med nogen, så da jeg fandt et lig under en bro, måtte jeg ikke fortælle det til nogen, før jeg havde krydset grænsen til Frankrig.

En anden gang skulle jeg i tre måneder høre podcasts om UFO’er og konspirationsteorier konstant i alle døgnets vågne timer for at se, hvordan det ville påvirke mig. Resultatet blev, at jeg havde det ret vildt oppe i hovedet i en periode.

I de her år snakker man meget om identitet i film og litteratur. Det handler om privilegier, repræsentation, og om hvem der må skrive hvad om hvem. Og det handler om, hvordan mandlig litteratur bliver kanoniseret på bekostning af al anden litteratur. Information er for eksempel i gang med at folde en kvindelitterær kanon ud. Alt sammen vigtigt.

I et psykologisk eksperiment fra 2018 var vi 30 deltagere, der forpligtede os til udelukkende at høre musik og læse bøger af kvinder, bøsser og transpersoner i et år. Det var en berigende oplevelse, men jeg fik også en interessant overraskelse:

Jeg kom til at savne den heteroseksuelle cismands stemme.

Jeg elsker at undre mig

Mine litteratureksperimenter begyndte faktisk allerede i 2015. Hele året læste jeg kun skønlitteratur. Egentlig ville jeg bare gøre et indhug i stakken af romaner, som jeg havde forsømt, fordi jeg altid læste faglitteratur og journalistik, da jeg bildte mig ind, at det var sådan, man blev klog. Men så besluttede jeg at tage et år ud til skønlitteraturen.

Det var egentlig ikke tænkt som et psykologisk eksperiment, men lidt på afstand forstod jeg, at det var det. Der skete noget med min hjerne i den tid. Jeg var begyndt at tænke mere fleksibelt, mere elastisk. Kreativt og åbent. Mindre målrettet og resultatorienteret. Mere undersøgende og legende.

Jeg forstod på et næsten kropsligt plan, at faglitteraturens opgave er at formidle sit stof klart og entydigt, mens skønlitteraturens opgave er at optegne mystiske landskaber, som læseren kan gå på opdagelse – og ikke mindst opdage sig selv – i.

Eksperimentet fik stor indflydelse på mit eget forfatterskab, og det fik mig til at tænke meget over, hvordan det input, jeg udsætter mig selv for, påvirker mig og min oplevelse af verden.

Jeg havde i mange år – både som foredragsholder, forfatter og konsulent – været involveret i de svære samtaler om identitet og køn. Jeg havde lige udgivet min essaysamling Upassende Opførsel – 100.000 ord imod Den Heteroseksuelle Verdensorden, og jeg havde længe været træt af de hidsige diskussioner. Jeg ville udforske emnet på en mere legende og nysgerrig måde. Jeg ville ryste posen og give de tvangsdebaterende tankemønstre en rusketur. Og så indledte jeg et nyt og mere gennemtænkt eksperiment i september 2018:

Hvad ville der ske med mig – psykologisk, kognitivt, socialt – hvis jeg kun læste bøger og hørte musik af bøsser, kvinder og transpersoner i et helt år?

Bøsser, kvinder og transpersoner

Denne gang inviterede jeg følgere af mit nyhedsbrev til at være med, og jeg understregede, at det her ikke var et politisk statement. Det var hverken en holdning til, en teori om eller en kritik af ciskønnede heteromænd og deres bøger og musik. Det var heller ikke en kampagne for mangfoldig repræsentation eller et råb på diversitet i skolens litteraturpensum.

»Det er et psykologisk eksperiment,« skrev jeg. »Vi må gå ind i det med videnskabelig seriøsitet og objektivitet. Bestræbe os på at forlade alle hypoteser og på forhånd forventede udfald. Vi må acceptere de resultater, vi hver især får. Også hvis de ikke passer ind i vores politiske overbevisning.«

Vi fik desværre aldrig samlet op på eksperimentet som gruppe, men der var helt klart en overraskelse i posen, da mine personlige resultater begyndte at tikke ind.

For det første – og det var ikke så overraskende – var det vidunderligt helende primært at læse queer forfattere i et helt år. Det åbnede et trygt og varmt landskab for mig, og jeg opdagede noget, jeg aldrig rigtigt havde set i øjnene, men som altid havde stået bag mig som et spøgelse og gjort mig ensom og forvirret.

Der var nemlig en kulturel hjemløshed i mig, der udsprang af at leve et queer liv i en hetero verden, og den blev tydelig for mig nu, hvor den begyndte at gå i opløsning. Måned for måned. Bog for bog. Virkningen viste sig at være permanent. Jeg føler mig ikke længere kulturelt hjemløs. Jeg ved, der findes stemmer i litteraturen og musikken, der beskriver en oplevelse af verden, der ligner min egen, og hvor jeg ikke behøver ’oversætte’ alting. At færdes i verden er at høre alle menneskers stemmer, og nu trænger mit eget folks stemmer tydeligere igennem støjen.

Det overraskende resultat havde at gøre med de heteroseksuelle, ciskønnede, mandlige forfattere. Min oplevelse er, at mange af dem har en særlig blindhed. De lever inde i det, man i feministisk teori kalder ’neutralpositionen’, som er et sted, hvor man ikke rigtigt er bevidst om sin egen identitet. Man opfatter sig selv som neutral, mens eksempelvis bøsser lever i en særlig bøsseidentitet, der farver deres liv og værker.

For os, der ugentligt bliver gjort opmærksomme på vores identitet af idioter på gaden, naboer og anmeldere i avisen, kan det være irriterende at læse bøger af folk, der hævdes at beskrive en ’almenmenneskelig oplevelse’, når de tydeligvis beskriver noget, der er specifikt for midaldrende, hvide, heteroseksuelle, middelklasse cismænd med kone og børn.

Jeg savnede Karl Ove Knausgaard

Men i løbet af eksperimentet opdagede jeg, at jeg begyndte at savne præcis det perspektiv, som jeg tidligere havde sukket lidt udmattet over. Jeg savnede de cismandlige heterostemmer, der i deres særlige blindhed kunne – eller måske turde – beskrive noget og hæve det op til en universel iagttagelse.

Det er, som om der med blindheden følger en frihed til at slå stort ud med armene og tænke og skrive ting, jeg aldrig selv ville tænke og skrive, fordi jeg udmærket ved, at jeg ikke taler på hele menneskehedens vegne. Mit queer blik giver mig som forfatter en dyb og unik indsigt, som giver mine bøger en særlig værdi, men som samtidig er en anden form for blindhed eller begrænsning, fordi jeg aldrig kan ’ikke-se’ min egen position.

Det samme vidunderligt helende blik, som de queer forfattere besad, og med hvilket de kunne se – jamen, det var jo mig, de så og beskrev! – var blindt for noget andet, som for eksempel Karl Ove Knausgård kunne se. Jeg savnede at læse Knausgård.

I heteromændenes såkaldt neutrale litteratur findes en anden form for pause og stilhed, hvor identitet på en løgnagtig og mytisk, men også befriende måde, slet ikke fandtes.

Nu er tiden så kommet til et nyt eksperiment: Fra første september og et år frem vil jeg ikke læse bøger eller se film fra USA, og så må vi se, om jeg kommer til at savne superheltefilm, Barbie-livsstil og dokumentarfilm om UFO’er og konspirationsteorier.