Jeg blev førtidspensionist som 35-årig. Det er det bedste, der nogensinde er hændt mig

Lediggang er roden til alt godt.

Der er sikkert nogle, der tænker, at jeg skriver det for at provokere eller være sjov. Ingen af delene er imidlertid korrekt. To dage før min 35-års fødselsdag, hvilket er to år siden nu, blev jeg visiteret til førtidspension, og efter stormen har lagt sig, kan jeg med fast overbevisning sige, at det har reddet mit liv.

Det var en storm, en hvirvelvind af endeløse nederlag i mødet med arbejdsmarkedet, med sagsbehandlere, med psykologer og læger. En tornado af jobansøgninger, sygemeldinger, undskyldninger, løgne, bedrag og selvbedrag. Jeg ville så gerne bare være normal og passe ind i de fællesskaber, som alle andre synes at trives så vældigt i, men det står lysende klart, at jeg aldrig havde en chance.

Siden jeg var teenager, har jeg været syg, men det er alligevel lykkedes mig at gennemføre både gymnasiet og få en kandidatgrad, sideløbende med at jeg var i jævnlig kontakt med psykiatrien.

Efter endt uddannelse gik det først rigtig galt, noget jeg vidste, der ville ske, for der forsvandt sikkerhedsnettet af velmenende undervisere og gode venner.

Overgangen til arbejdsmarkedet er svær for mange, men den bliver ikke nemmere af, at man kæmper med bipolar lidelse og senere skizotypisk sindslidelse, som pilen endte med at pege på.

Nu, hvor jeg ikke længere er tvunget til at lade, som om at jeg kan alt det, andre kan, er mit liv blevet meget lettere og dermed bedre.

Det er svært at acceptere, at jeg aldrig skal arbejde

Supergodt får jeg det nok aldrig, dertil er jeg for mentalt medtaget, men jeg har i lediggangen fundet en værdi i livet, en værdighed, fordi jeg nu endelig kan leve det liv, jeg altid skulle have haft – og som ikke mindst jeg har haft så umådeligt svært ved at acceptere.

Det har taget to år at nå hertil, hvor jeg åbent kan fortælle om, at jeg er førtidspensionist. Selvfølgelig ved nogle få det, men mest af alt har jeg holdt det for mig selv.

Det er mærkeligt, hvordan skammen hænger ved, selv om alle, der ved bare en smule om systemet, godt kan regne ud, at hvis man får førtidspension i min alder, er der virkelig noget galt.

Alligevel befinder jeg mig stadig i skammens faste greb og kan finde på at lyve og sige, at jeg arbejder. Hvis jeg vælger at fortælle sandheden, udelader jeg meget bevidst at fortælle, at jeg ikke så sjældent føler mig noget så ensom og isoleret og holdt uden for nogle af de mest afgørende fællesskaber i de fleste menneskers liv, nemlig arbejdsmarkedet og børn.

Der er ingen tvivl om, at mit liv kun kan være så stabilt og godt, netop fordi jeg hverken har job eller børn, så der er absolut ingen grund til medynk. Jeg har måttet opgive meget for at overleve, og det har været det værd. Dermed ikke sagt, at det har været eller er nemt.

Det har krævet nogen tilvænning at blive pensionist, selv om mit arbejdsliv har været nærmest ikkeeksisterende. Jeg har haft mange forskellige stillinger, men kun i ganske kort tid og/eller på få timer – og gerne afbrudt af minimum én længerevarende sygemelding. Alligevel har det krævet en vis omstrukturering af min selvopfattelse og fremtidsperspektiver.

Det sværeste at acceptere har faktisk været, at jeg er glad for ikke at arbejde og ikke at skulle arbejde nogensinde igen. Jeg har jo i mange år udmærket været klar over, at arbejdsmarkedet åd mine knappe ressourcer, åd mit liv. Så jeg ser ikke ligefrem tilbage på det med afsavn eller et ønske om tilbagevenden. Men det er ikke desto mindre skamfuldt at sige højt: »Jeg arbejder ikke, og det er jeg glad for.« Nu er det sagt.

Solskin og ingen kø i supermarkedet er fordele ved pensionisttilværelsen

Jeg ved også godt, at jeg heller ikke må sige det her, men det er overraskende skønt og befriende at kunne sætte sig i haven, hver gang solen skinner, hvis jeg har lyst til det. At kunne tage en god bog frem når som helst og hvor som helst.

Det er fedt at kunne handle ind sammen med de ’rigtige’ pensionister og få fat i alle de gode tilbud, inden arbejdsstyrken får fri. Det er så hyggeligt at komme ned i det lille lokale fitnesscenter om formiddagen og være mutters alene. Det er overraskende dejligt at kunne følge de små nye gråspurves første flyvetur. Det er vidunderligt ikke at skulle sætte sig ud i et tog hver morgen og være væk hjemmefra i timevis og i stedet kunne gå ned til havet og se, om hættemågerne har fået deres hætter på.

Det er ikke så værst at være pensionist, heller ikke en af den fattige slags. Jeg føler mig oprigtig talt rig på livet, og det har jeg aldrig prøvet før.

Som de fleste andre har jeg troet, at livet skulle fyldes med en masse indhold for at betyde noget eller for, at det var til at holde ud. Måske er det sandheden for nogen, men slet ikke for mig. Mit liv har til tider været fyldt, hvis ikke ligefrem til randen, så i hvert fald med en del, men det er først nu, hvor det meste er skrællet væk, at min mening med livet har givet sig til kende.

Ingen har gavn af at ødelægge syge menneskers liv med jobkrav

Jeg er imidlertid ikke som de fleste, så jeg vil ikke belære andre om mening, men jeg er sikker på, at uanset hvad der gør, at man kæmper en forgæves kamp på arbejdsmarkedet, vil man få et bedre liv det sekund, man forlader det.

Der er ingen, og jeg gentager ingen, der har glæde af at ødelægge et sygt menneskes liv med evindelige ressourceforløb og jobprøvninger og i mellemtiden spilde sagsbehandleres, arbejdsgiveres og sundhedsfagliges tid for ikke at tale om en masse penge.

Hvis jeg ikke havde fået pension, var jeg stadig sygemeldt, gik regelmæssigt til læge og til psykolog og havde cirka seks årlige møder med min sagsbehandler. Havde jeg fået det bedre? Tværtimod. Havde jeg med tiden fået det værre? Helt klart. Det havde været rigtig dyrt både for samfundet og for mig som menneske.

I stedet har jeg fået en kæreste, som støtter mig og accepterer mig, som jeg er, og det ville jeg ellers ikke have haft. For hvordan ville jeg kunne finde sådan en, når jeg skulle bruge alle mine ressourcer på at lade, som om at jeg kunne arbejde?

Nej, jeg savner ikke arbejdsmarkedet, selv om det har en pris både for mig og for dem, som betaler mine regninger. Jeg ved godt, at jeg forlanger meget af det arbejdende folk, og jeg forstår godt, at de nogle gange synes, at os syge har snablen lige vel rigeligt nede i kommunekassen. Men det hårde arbejde er ikke forgæves. Måske det kan synes uretfærdigt at skulle slæbe sig afsted på arbejde, når andre kan tage den med ro og nyde at se solen stå op. Men det er netop pointen. De raske er nødt til at hjælpe de syge på de syges præmisser og ikke føle misundelse eller tro, at de syge kan assimileres ind på arbejdsmarkedet.

Det er ikke sjovt at være syg, og når man er syg, skal man hvile sig, uanset hvor sygdommen sidder. Som alle andre kronisk syge ville jeg ønske, at jeg var rask og kunne arbejde og have ’et rigtigt liv’. Men eftersom det ikke lader sig gøre, foretrækker jeg dog et liv som jeg, trods skam og ensomhed, befinder mig vel i. Det er ikke alle, der kan blive en succes, vi har ikke alle de samme muligheder, og livet er dybt uretfærdigt, men vi kan da i det mindste give de mest udsatte en my autonomi til at skabe sig en tålelig tilværelse.

De raske ved ikke, hvordan det er at være syg, så lad os få de syge på banen for én gangs skyld. De syge har også en stemme. Jeg slap ud af systemet lige tids nok til at opdage, at jeg også har ret til et godt liv, og jeg håber, at flere må opleve det samme.