Georg Metz: Papes nedtur er pinagtig for alle, der har lidt omløb i følelsesapparatet

Kan være at Papes nedtur er pinagtig. Metz' indlæg er det ved grød også. Med eller uden spray.

Jeg håber virkelig, at Metz snart udgiver en tyk bog indeholdende alle de sproglige raffinementer, poetiske drejninger og svigende boksehandsker, vi kender fra hans hånd. Det er jo ikke alene lutter lagkage, det er tillige en dans på roser at læse denne i særklasse kilde til eftertanke og morskab. Og ja, vi står alle i fare for at blive hægtet af i svinget, når den Metz’ske tvetydighed holder sit indtog – men lad det endelig være sådan. Ingen kan vide sig grundlovssikrede i dette frieste og lykkeligste af alle kongeriger.

I disse dage for et år siden annoncerede Pape sit kandidatur til statsministerposten og gjorde sig dermed til den borgerlige fløjs mest håbefulde emne til at bestige magtens tinde. I lyset af Frederiksens befængte minksag samt den kendsgerning, at Ellemann ikke i over 3 år havde evnet at skabe nogen form for profil, så det i flere uger seriøst ud til, at en stor statsmand ville storme ind fra højre.

Men så åbnede Pape munden, og befolkningen tabte kæben. Enhver argumentation, samt evnen til at formulere samme, udeblev – alt fra at have glemt sin ægtemands ophav til at gøre rede for sit partis politiske substans afløstes af en irriteret vrissen over dumme og irrelevante spørgsmål fra journalister. Og væk var glorien.

Og det gik jo så, som det må gå, når faktorernes uorden kommer i orden og et 100 m løb i confused directions indledes. Alle kunne med god samvittighed løbe fra ethvert løfte og enhver aftale, og Ellemann kunne, selv med sit halverede parti og stående i en fad skygge af sin tidligere partiformand, trække langt det længste strå.

Hvor længe endnu kan mon antydede befolkningslag endnu forblive lyde- og lugtfrie?