Jeg går en tur i Ceresbyen i Aarhus. Jeg betragter de store klodser af nybyggede lejligheder, der lokker studerende og velhavende med glatte klikgulve og køkkener med klinisk hvide låger. Omringet af de moderne byggerier føler jeg mig fremmedgjort. Den samme følelse, som da jeg selv boede i nybyggeri.
Der er noget uhjemligt ved det optimerede, det firkantede, det rene. Noget sjælsforladt. Realisten i mig siger, at i det mindste har nybyggeriet gode faciliteter og lavere varmeregninger. Alligevel betaler romantikeren i mig hellere et par hundrede kroner ekstra om måneden for at mærke en sjæl i det sted, jeg bor.
Så nu, hvor jeg bor i en gammel etværelses lejlighed med fugtige flænger i listerne og et brummende køleskab, hvorhenne er så denne sjælsromantik? Imellem Ceresbyens svimlende bygninger spurgte jeg mig selv: Hvad er det ved dette sted, der gør mig ilde til mode og får mig til at føle mig fremmed? Hvordan blev det et spørgsmål om sjælelivet? Er steder ikke bare steder?
Skal steder have sjæl?
Stedet adskiller sig fra det neutrale rum; stedet er ladet med identitet, historie og/eller karakter. Mange kender til at gå igennem en hyggelig gade i en af Danmarks små eller store byer; at mærke byens sjæl og endda puffe til sin ledsager og understrege stedets nærvær.
Det er typisk, når vi går igennem smalle stræder med brosten og farvede bindingsværkshuse, det er de florale dufte i historiske parker, det er de lavtstående gadelamper med så udmattede pærer, at de kun afgiver det falmende orange lys. Det er her, vi ikke bare mærker en æstetisk størrelse, der er anderledes fra nybyggeriet, vi mærker en åndelighed.
Vi mærker, at stedet er et sted. Et sted, der har absorberet åndslivet gennem generationers begivenheder.
Omvendt står det til i nybyggeriets nærvær. Dette ikkested mangler lige netop disse kvaliteter; det identitetsløse byggeri er firkantet og retvinklet. Klinisk og hvidt. Byggeriet har med sin spæde alder naturligvis ikke megen chance for at udånde historisk energi. I visse områder er bygningerne så unge, at de end ikke er fuldt beboet endnu.
Områderne bygges ofte i et så hidsigt tempo, at indflytterne ikke kan følge med. Man passerer de firkantede bygningsprojekter med kraner og beton og efter en rask spadseretur i det nærtliggende skovområde, er projektet bygget færdigt: Der står en stor klods af et ubeboet stykke udefineret rum, der endnu ikke er et sted.
Man mærker en lighed mellem en forladt bygning og denne endnu ubesatte bygning.
Hvis menneskeligt liv ikke rumsterer, hvordan skulle bygningerne så have absorberet det mindste ånd? Man forsøger med små cafeer og sociale koblingspunkter i områderne, men det ændrer ikke på den åndsforladte følelse. Det er en byvandring i en genfærdsby.
Nybyggerierne er sjældent grimme
Er det et spørgsmål om sanselighed og æstetik? Har nybygningernes funktionalistiske struktur i virkeligheden bare et mindre appellerende udseende end de mere gammeldags lejlighedsbygninger, som vi kender dem?
Det er ikke til at konkludere. Men jeg vil vove at påstå, at den æstetiske vurdering er funderet i den enkeltes smag. Jeg synes selv, at bygningernes symmetriske, futuristiske udseende nemt kan kategoriseres som æstetisk.
Og den samme kritik, jeg hører alle vegne, er måske ikke engang så æstetisk funderet. Folk kalder sjældent byggeriet hverken ’grimt’ eller ’uæstetisk’.
Nej, kritikken af byggerierne tager udgangspunkt i åndslivet. De løber som nævnt oftest ind i kritik af at være ’sjælsforladte’ eller ’døde’. Nybyggeriernes såkaldte åndløse karakter skabes gennem en dødfødt idé om et progressivt sted, hvor individets fornemmelse for stedet ender i afsmag for noget ikkestedsligt.
Men alligevel hægtes kritikken af det åndsforladte på nybyggerlejlighedernes sterile interiør: Der er ingen håndtag på køkkenlågerne, klinkerne er hvide og gulvene lyse. I et velmenende forsøg på at optimere lyset i lejligheden for beboeren, fremmedgør man bygningen for kritiske (og åbenbart en anelse konservative) humanister som mig selv. Lejligheden mister kant og karakter, hvis funktionsdygtighed vælges til fordel for personlighed – hvad end sådan én består af.
Naturligvis er sanselighed og æstetik en faktor i de fleste personers boligvalg. Boligen er en forlængelse af egen person, hvorfor nogle forsøger at tillægge bygningerne den æstetik, vi ønsker at fremhæve i os selv.
Med andre ord, vi er mange, der hellere spejler os i steder med skævheder, kant og ufuldstændigheder, end vi gør i disse nybyggerier, der er firkantede, funktionalistiske, perfekte – og sjælløse. Fordi vi gerne vil bryde ud af perfekthedskulturen også gennem vores boligvalg.
Skæve gulve i nye huse
Måske har entreprenørerne i virkeligheden ikke en chance for at producere det såkaldt åndrige sted, man synes at finde i de ældre boligkomplekser. Hele sjælsbegrebet er åbenlyst noget, vi tillægger bygninger i forlængelse af vores subjektive tolkning af dem. Hverken de nye eller gamle bygninger har, vover jeg at påstå, en personlighed eller sjæl i sig selv. Det er trods alt blot sten og fuge.
Havde vi jublet, hvis entreprenørerne havde iværksat byggerier med skæve trægulve, der skubbede splinter ind under børnenes tæer, eller hvis man havde sat vinduer ind med revner og lækager i listerne?
De selvsamme ting, der i det klassiske byggeri gør lejlighederne til de sjælfulde steder, vi kategoriserer dem som, er de ting, man er nødt til at optimere i de moderne ikkesteder for at kvalitetssikre.
Ud fra dette stedprincip må vi så erkende, at disse ikkesteder kun kan blive rigtige steder, hvis vi selv udskiller dette såkaldte sjæleliv til bygningerne – så kan vi om halvtreds år rynke på næsen af de nye nymoderne bygningskonstruktioner og klage over manglen på den sjæl, der levede i vores tids klodser med emaljehvidt interiør og glasaltaner.
Nærvær skaber sjæl
Det er ikke de gamle bygningers nærvær, vi kan mærke, men menneskenes. Nybyggerierne vækker aversion i os, fordi de ikke har absorberet en menneskelighed, der stemmer overens med vores selvopfattelse. Den afsmag, mange retter mod selve dette ikkestedlige nybyggeri, kan tilskrives et pure menneskeskabt sjælsbegreb, vi så overfører til mursten og tegl.
At bruge humanistisk semantik til at beskrive en smag eller afsmag for konstruktioner er nonsens, hvis ikke man anerkender subjektiviteten deri. En subjektivitet, der selvsagt har basis i den individuelle fortolkning af noget, der i sig selv er lige dødt uanset alder og tilstedeværelse under specifikke begivenheder i tid.
Den underlige fornemmelse i mødet med nybyggeriet, fornemmelsen af netop et sted uden menneskelighed – er den oplevelse i sig selv ikke interessant og dermed æstetisk?
Jeg lod mig selv nyde fraværet af det menneskelige åndsliv for en stund, dér midt i Ceresbyen. Mærkede rummet, der endnu ikke var sted – se, dét er sjældenheden. Men stedligheden kommer, området skal bare først absorbere os. Det menneskelige manifesterer sig i veje og butikker med tiden, i fester og ulykker, i selve bygningerne.
Steder bliver ikke født som steder, de former sig og bliver det gennem vores nærvær. De får historie og identitet med årene. Så spørgsmålet er bare, om vi vil lade nybyggerierne absorbere lidt af os selv.
Kasper de Miranda er forfatter
Og så koster det 10.000.000 kr. for en lejlighed, som har kostet 1.000.000 kr. at opfører.
Godt man ikke bor der.
Om 20 år er det vel nærmest slum
Nej, for vi har jo allerede erfaringer fra den slags betonørkener, hvor der virkelig ikke er noget fælles liv. Og det handler vel i høj grad om materialiteten: forskellen på det grundmurede og det støbte - og den indretning de hver for sig kalder på, trods de fælles alt for udbredte hvide vægge!
Organisk byggeri med en humanistisk følsomhed appellerer til os alle - selvom jeg kan chokeres over den brutalistiske indretning, mange, også renoverede, huse er indrettet med, når jeg ser på boligannoncer. For meget glas og dermed indseende fra nysgerrige øjne gør hjemmet til et udstillingsrum i stedet for en helle i livet. Fremmedgørelsen kommer ikke blot med lukkethed og isolation, den kommer med voyerisme og æstetisk socialisation i retning af det strømlinede og museumsagtige.
Måske er det faktisk så enkelt, at en bolig skal afspejle den generøsitet, den gives videre med?
Egentlig mærkeligt at den dyre bolig ikke er den håndværksmæssigt ypperligt (eller bare ordentligt) udførte - feks muret med rigtige mursten af rigtige murere - men den formstøbte seriebetonlegoklods besmykket med murskaller. Som i hvert eneste tilfælde ælder dårligt. Ak ja, der er så meget i verden, jeg ikke forstår.
Man skal selvfølgelig altid lave håndværket så godt, som man nu kan.
Det sagt: Al denne debat om, at nymodens arkitektur er lort, og gammel arkitektur er the shit, bliver nødt til at stoppe.
Gammel arkitektur er udelukkende klassisk i positiv forstand, fordi vi har fået det ind med modermælken, at sådan er det.
Som vi har fået det ind med moders mælk, at Mozart var fantastisk.
Hører man Mozart i dag med et åbent øre, vil man indse, at han er dansktop.
Betragter man bygninger fra gamle dage med et åbent sind, vil man erkende, at de ligner lige præcis den gang lort, vi i dag beskriver nymodens arkitektur som.
Svært at være mere uenig, Michael, end jeg er i det, du skriver. Det er just det (slettet af red.), vi hører fra mange af nutidens åndløse arkitekter, når de - nogle gange af nød, tænker jeg da - tegner bygninger, der keder enhver 5 minutter efter at de er opført. Der er ofte nok i dem til forskel fra ældre byggeri intet at hvile øjet på - som nævnt intet forsøg på bibringe verden en smule skønhed. Denne distanceren til kedsomhed trænger vi ellers til - og det er et noget ærgerligt argument, at det ikke lader sig gøre, måske fordi hver mand har sin smag. Thi der ér jo dog massevis af beviser på det stik modsatte. Selvom de ofte er mere end 100 år gamle. Det er nok dét, der kræver et åbent sind.
Har ikke været der, men umiddelbart synes jeg det ser det flot/udmærket ud.
Facaderne er ikke ensformige , malede flader.
Nå ja, der er også bygningen til højre i billedet, tænkte på bygningen i midten., og pladsen udenfor.
Problemet er i høj grad at der mangler oaser af liv og mulighed for liv mellem husene og bygningerne. Ligesom ingen sidder på de velklippede flade græsarealer mellem beton karreerne og højhusene i 60-70er byggerierne. Der er intet liv mellem husene. Butikker mv. ofte samlet i et butikscenter mere eller mindre fungerende. Eksempler er der mange af.
Nu gentages denne tilgang fuldstændig med brutale firkantede kasser evt. pyntet med skæve betonudhæng, udstyret med altaner og store glaspartier. Højhuse mhp. at beboerne kan sidde inde og se ud, nyde udsigten hen over tagene, evt. helt ned i genboens kaffekopper og se henover de døde gader og pladser mellem husene uden liv, uden butikker, legepladser og uden mennesker mv. Også runde kæmpebygninger ses, model kæmpeøldåse. Stort set alle ideforladte kopier af den originale ombygning af Sojakagefabrikkens gamle silo på Islands Brygge. På Amager suser blæsten ubehageligt rundt om hjørnerne. Det blæser virkeligt fra Kalvebod Brygge! Der findes hist og her gode vellykkede byggerier f.eks. tætte lave rækkehusmodeller også på Amager, men typisk vender disse huse ryggen til det omgivende byrum og isolerer kernefamilien i egen lille enklave. Kort sagt vi har brug for mere Jan Gehl og mindre salg af kommunale byggegrunde og profittanker. Af hensyn til klimaet har vi også brug for meget mindre nedrivning og nybyg på grundene - og meget mere omsorg for eksisterende også gamle vellykkede bymiljøer
Ser man Ørestaden og de nyere dele heraf, er det uforståeligt der skulle have været en arkitekt ind over, - smeden søn, fra Vejlby ville næppe have tegnet noget så kummerligt, og helt uden grønt hist og pist - kun beton og beton pyntet med overflader der skal skjule kummerligheden.
Første tanke der rammer en er en velkendt; "Asfalt junglen" men i nutidens udsagn er det "betonfængslerne", uden et eneste grønt græsstrå i nærheden, - børnene skal vokse op med knæ-og albuebeskyttere i dette miljø.
Min Vesterbro barndom i Matthæusgade var skyggefuld med de mange femtesal ejendomme og snævre gader, men det nye er totalt rædselsfuldt.
Det er rædselsfuldt når man ser på hvor rigt et samfund vi er, og så har vi ikke evnen, intellektet, fantasien og viljen til at bygge noget smukt og bedre, men noget der skruer tiden tilbage i mørke gader af højhuse, ikke kun til femte sal men endnu højere.