Måske stikker jeg hånden ind i en hvepserede, men der er nogle aspekter af konflikten mellem A Hereford Beefstouw-kæden, Brdr. Price-restauranterne og Dragsholm Slot, som bliver glemt i kampens hede.
Konflikten mellem 3F og de berørte restauranter tager afsæt i helt almindelige overenskomstforhandlinger. Det var tid til at genforhandle overenskomsterne, præcis som vi har set på det øvrige private arbejdsmarked i foråret. Under forhandlingerne bliver det klart for parterne, at en løsning kan være svær at nå, og derfor varsler arbejdsgiverne en opsigelse af overenskomsterne. Det er der intet odiøst i, tværtimod er det helt efter de regler, som er aftalt i fællesskab og beskrevet i ’arbejdsmarkedets grundlov’: Hovedaftalen.
Arbejdsgiverne har ikke gjort andet end det, fagforeningerne gør, når de varsler strejker ved overenskomstforhandlinger, som kører fast.
Enighed tager tid og kræver samarbejde
3F København har udtalt, at restauranterne kom med krav, som de ikke kunne enes om. Det er et velkendt fænomen i forhandlingsspillet, at parterne har krav, som alene gavner egen interesse, og som man forsøger at få igennem i flere på hinanden følgende overenskomstforhandlinger.
3F og DI Byggeri har for eksempel brugt de seneste 10-15 år på at lægge arm om at indføre kædeansvar i overenskomsterne. Ved seneste overenskomstforhandling i år enedes parterne så om et boligtillæg, som skulle hæve mindstelønnen for folk, som er udstationeret her i landet. Enighed kan tage tid – og kræver samarbejde.
Det er vigtigt at bemærke, at i mellemtiden har mange 3F’ere ment, at den eneste vej til enighed om kædeansvar og højere mindsteløn var at pudse strejkevåbenet af. Offentligheden måtte forstå, at hvis ikke arbejdsgiverne ville enes, så måtte de tvinges til det.
Vi er tilbage ved de fælles spilleregler. Konflikterne er nemlig beskrevet heri, og det udslagsgivende er styrkeforholdet. Hvem er bedst organiseret? Og hvem har den største portion tålmodighed (og største pengetank) til at holde henholdsvis en strejke eller lockout gående? Der er både regler for samarbejde, og for når samarbejdet svigter.
Det er det styrkeforhold, restauranterne har testet ved at opsige overenskomsterne og lockoute de ansatte, som var medlem af 3F. Restauranterne kører stadig for fuldt blus, og derfor er min antagelse, at organiseringsgraden må have været meget lav, og derfor må styrkeforholdet have været i arbejdsgivernes favør.
Hele restaurationsbrancen mangler organisering
Det er ikke nyt, at fagforeningerne taber medlemmer, og især på hotel- og restaurationsområdet lider begge parter under manglende opbakning. Kun omkring 15 procent af virksomhederne er medlem af en arbejdsgiverorganisation, og ifølge Fagbevægelsens Hovedorganisations egne tal var kun 11 procent af medarbejderne medlem af en FH-fagforening i 2021.
Spørgsmålet er derfor: Hvem repræsenterer branchen, når begge parter har en forsvindende lille organiseringsgrad?
Brdr. Price, A Hereford Beefstouw og Dragsholm Slot er blot en dråbe i det hav, som er blevet skabt ved svag organisering og en branche stort set uden overenskomster. For det er ikke nyt, at de få restauranter, som har en overenskomst, opsiger dem, hvis de får muligheden. I 2012 skyllede en bølge ind over Viborg og Aarhus, hvor knap 18 restauranter skrottede overenskomsten, og i 2020 varslede Jensens Bøfhus lockout. Det skal ses i lyset af, at for eksempel Tivoli Foodhall og Torvehallerne i København stort set er uden overenskomster.
Her i avisen blander formanden for 3F’s brancheklub og medlem af Bogerrepræsentationen i København (EL), Sinem Demir, så den aktuelle konflikt og branchens mangeårige problemer med arbejdsforhold sammen. Der er unægteligt forskel på at være uenige om elementer ved en overenskomstforhandling og så en hel branches notorisk blakkede ry.
Branchens problemer løses ikke ved, at enkelte kendisrestauranter gentegner en overenskomst, som ikke nyder opbakning fra hverken de ansatte eller virksomhederne. Det løses heller ikke ved at bruge kendissernes medieeksponering. Det kræver oplysning, samarbejde mellem parterne og så genopretning af en branche, hvor hver femte elev oplever sexchikane.
Jeg er om nogen fan af den danske model, men hvis overenskomsterne alene var vejen til en bedre kultur og et godt arbejdsmiljø, så ville andre, mere velorganiserede brancher heller ikke kæmpe med lignende problemer. Men se blot på byggebrancen, som kæmper med et højt antal arbejdsulykker.
Konflikten med Brdr. Price og A Hereford Beefstouw-restauranterne rummer derfor langt større problemer end blot det, at et par kendte restauratører med hang til onkelhumor ikke kan enes med 3F om en overenskomst. Konflikten synliggør, at vi har en del af arbejdsmarkedet, hvor hverken de ansatte eller virksomhederne har tillid til de etablerede overenskomster og den danske aftalemodel. Det er den virkelige trussel.
Peter Bøgh Kjærulff er HR-chef
Nå problemerne er så omfattende, skal man jo starte et sted fremfor at ville gøre intet som ikke løser alt samtidig. Udskamning og boykot af kendisrestauranter som opsiger overenskomst og sætter sine ansatte massivt ned i løn virker som et bedre sted at starte end så mange andre.
Man kunne også starte der, hvor man vurderede om den gamle danske model trænger til et par opdateringer. Når størsteparten af en branche ikke gider den gamle måde, skulle man måske se på nye måder. Man kunne endda gå helt amok i at se på nye muligheder, f.eks. at understøtte alle på arbejdsmarkedet med lovgivning, således at de mest basale behov ikke kan undermineres.
I Norge bliver overenskomster ophøjet til lov. Så kan INGEN snige sig uden om. Det sikre ordentlige forhold til alle på arbejdmarkedet uden diskusion.
Tja ordet og betydningen styrkeforholdet siger en del.
De sidste 2 årtier er det arbejdsgivere og staten mod arbejdstagere.
Det er politikerne, der bevidst bid for bid har undergravet den danske model.
Og når det vigtigste er, at man skal være sulten og desperat nok til bare at acceptere et hvilket som helst arbejde, er det hvad der sker.
I de sidste årtier har der også været udbygget på opfattelsen, et at vi bor jo i en velfærdsstat, hvad skal vi med fagforeninger.
Fagforeninger dækker ikke mine interesser.
Enhver kan selv forhandle løn, det er et spørgsmål om evne og ikke styrkeforhold.
Fagforeninger er kun interesseret i ideologi og ikke arbejdstageren eller landet Danmark.
Disse holdninger har bundfældet sig og kombiner det, med de især i restaurationsbranchens prækere forhold, så ser vi nu den naturlige konsekvens.
Oveni har toppen af fagforeningerne løbet parløb med Socialdemokratiet og overtaget holdningen til, hvad der er nødvendig politik.
Derfor forsikring og lidt klassisk strejke, men ingen systematisk håndtering af afskaffelsen af retten til førtidspension, fleksjob, forringelse af dagpenge (så staten tjener på indbetalingen), sygedagpenge og kontanthjælp.
Så ja arbejdstagere står overfor organiserede arbejdsgivere (for dem giver det sjovt nok mening), hele statens lovgivningsmæssige og voldsmonopolets styrke.
Og slette mennesker har altid vist, hvordan man udnytter hullerne, til at udnytte andre og slette mennesker findes indlysende nok også blandt vores arbejdsgivere.
Men ifølge vores politikere findes slette mennesker ikke blandt arbejdsgivere, derfor er kontrol skidt for konkurrenceevnen og Danmark, mens de findes til overmål blandt syge, handicappede og arbejdsløse, hvorfor kontrol med kontrol på er altafgørende for disse grupper for Danmarks og den nødvendige politiks skyld.
Når man ser hvordan vores politikere har reageret med rygmarven på en verden der stod i brand, afgrøder der mistrives og voldsomme oversvømmelse, når det kommer til klimatilpasning, vil de fortsætte med den nødvendige politik også på dette område.
Så der vil ikke gribes ind overfor overgrebene og det vil bare fortsætte med en yderligere foråning af arbejdsmarkedet tilbage til de gode gamle dage.
Med mindre hovedparten af danskerne igen bliver bevidste om klassekrigen der føres mod dem og begynder at danne fagforeninger på ny.
Altså den byggebranche der også har kæmpeproblemer med uorganiseret arbejde fra udlandet, som bliver presset og snydt så det driver?
Det er virkeligt et argument for laveste fællesnævner man er vidne til her.
Er der nogen der for alvor tror at vi kan fortsætte med den spise-ude-kultur vi siden 70'erne har vænnet os til, hvis det en gang i fremtiden forhåbentlig er lykkedes os at omstille os til en levevis indenfor naturens rammer ?
Det er fordi, Brdr. Price ikke bare er "et par kendte restauratører med hang til onkelhumor ". De optræder i og lønnes jævnligt af DR, hvilket betyder alt. I stedet for at malke stats-tv (dig og mig) for penge kunne de passende bruge deres tid på at få fikset den overenskomst til både deres egen og de ansattes tilfredshed, sådan som du selv foreslår.
Jeg er enig med Thomas Rasmussen. Der er ekstra provokerende at netop de to, hvis succes ikke mindst skyldes at først licensbetalere og siden medieskat-betalere har finansieret det, som har vist sig at være en reklameplatform for deres brand. Selvfølgelig er de begge dygtige og sikkert flittige - men det er der så mange der er, som ikke bliver båret frem på samme gunstige betingelser. Og under alle omstændigheder så viser deres manglende evne til at bedrive forretning på overenskomstmæssigt ordentlige vilkår, at der er grænser for deres evner.
I DR er man jo begejstrede for de to skærmtrolde, og så kunne man da passende lave en kritisk, men sagligt velfunderet, dokumentar om Pricernes op- og nedtur i restaurationsbranchen.
For en ordens skyld: jeg har virkelig sat pris på deres gode mad til rimelige priser på spisestederne i forskellige byer. Så jeg ville egenligt gerne have bedre belyst, hvorfor filmen er ved at knække for dem.
Nå da da - skal man følge logikken i indlægget, har Horesta og Danmarks Restauranter og Cafeer - lige mistet deres legitimitet som arbejdsgiverforening.
Da de ikke kan sørge for opbakning blandt de danske restuarenter, er de ikke et organ/interesseorganisation der kan repræsentere denne branche.
Så må man forvente, at de ikke er høringspart og bliver taget seriøst i samtlige forhold der gælder det Danske resturationsliv! De er ikke mere repræsentative!
Måske er problematikken ikke at 3F har svært ved at få medlemstilslutning - men snarere at Horesta og DRC har haft så travlt med at deres branche skal underminere fagorganisationen ved at ansætte u-udannet og uorganiseret arbejdskraft - og nu har ´de tabt stort.
Meget få arbejdsgiver medlemmer inde for branchen = ingen legitimitet som arbejdsgiverorganisation
Man ligger som man har redt.
Det er jo en risiko man løber i restaurations branchen - især når men gerne vil eskponeres som meget som brødrene Price gerne vil hele tiden, som folkekære madglade svende.
Man kan sige det er prisen og risikoen man løber når man gerne vil have den gratis reklame som man higer så meget efter at opnå, som brødrene jo ser ud til gerne at ville have.
Men når deres forhold til medarbejderne ikke stemmer overens med deres eller så folkekære optræden, for i stedet at være diktatdrevet helt på linje med mange andre i restaurations branchen, så giver det ridser i lakken som de herrer ikke bryder sig om., og blive barnlig fornærmede i stedet for.
Restaurations branchen m.fl. indenfor disse serviceerhverv burde nok find en anden model, en den vi i dag ser åbenbaret som et sundt arbejdsmiljø - hvad det langt fra har været i adskillige år.
Det burde ikke være noget der forekom i vores tid, - despekt for andre mennesker arbejde, fordi en kok vil udleve sine egne mål - "koste hvad det vil for andre medarbedere", - "en nørd", vi genkender dem fra tech-industrien; der findes igen arbejdstid, og ingen fast løn kun medløb drevet af nørdens enorme ego; løn, familie, fritid, ud- oplevelse er en ligegyldighed for virksomheden, som æder din sjæl op som vi har set det fra "over there".
Zombier der intet liv har når de er brændt ud som 35 årige, - rige ganske vist og i stor fin bolig, med et liv tømt for social omgang eller fritidsmål - som bare at slå græsset og passe et lille drivhus magter de, - for de sidder bare der og stirrer tomt ud i luften!
PS: Få jer et liv selv, jeres liv, ikke e'n af de andres liv, - for det er ikke jeres liv!