Det skortede ikke på forskningsbaserede argumenter imod regeringens klimapolitik, da klimaminister Lars Aagaard (M) var i Deadline den 9. august. Her argumenterede han for Danmarks position som grønt foregangsland. Den position fastholdt han stædigt, at Danmark har – også selv om han blev præsenteret for forskning, der peger på det modsatte.
Klimarådet, en professor i energiplanlægning og en mangeårig forsker i fangst og lagring af CO₂ var blandt de aktører, som i DR-udsendelsen udfordrede antagelserne i regeringens klimapolitik. Men ingen af forskernes indsigelser lod til at gøre synderligt indtryk på klimaministeren.
»Her mener jeg, at forskeren tager fejl,« lød et svar. »Selv eksperter kan tage fejl,« lød et andet. Og »jeg er ikke enig med ham«, svarede ministeren også med henvisning til professor i energiplanlægning Brian Vad Mathiesen.
Udsendelsen er et klart eksempel på regeringens skræmmende, antividenskabelige tilgang til klimaet. Regeringen ser ikke bare stort på forskning, som ikke passer ind i dens politiske linje – den afviser direkte forskere og eksperters konklusioner med henvisning til usikre best case-scenarier og udviser dermed foragt for forskningsbaseret viden i det hele taget.
I en tid med så komplekse kriser som klimakrisen er en negligering af videnskabelig viden det sidste, vi har brug for. Derfor har vi en klar opfordring til regeringen: Drop forskerbashingen, lyt til de mange forskningsbaserede bud på, hvordan vi kan gribe den grønne omstilling an, og gør reel handling til en mærkesag.
Forskning frem for forhaling
De fleste er nok enige i, at forskningsbaseret viden må være fundamentet for den grønne omstilling. Decideret klimaskepsis er efterhånden sjælden i den offentlige debat, og klimaministerens krumspring for at fremstille Danmark som et grønt foregangsland illustrerer et udbredt ønske blandt danske politikere om at fremstå så grønne som muligt.
Klimaet er altså en politisk vindersag.
Men i realiteten lytter politikerne kun til forskningen med et halvt øre og ignorerer, at klimakrisen kalder på gennemgribende ændringer frem for snuptagsløsninger, som ikke må kunne mærkes hverken af borgere eller virksomheder. Det fører til politiske klimatiltag, som givetvis har en effekt, men som ikke er i nærheden af at kunne stå mål med klimaforandringernes omfang og alvor.
Den nærmest ritualiserede dumpekarakter fra klimarådet til regeringens klimapolitik viser det tydeligt. Og forskere har for længst identificeret og beskrevet fænomenet som ’klimaskepsis 2.0’ eller ’klimaforsinkelsesdiskurser’: Politikere og meningsdannere anerkender klimakrisen, men nedtoner systematisk både krisens alvor og hast og omfanget af de løsninger, krisen kalder på.
Det er klimaministerens udtalelser i Deadline ét klart eksempel på. Regeringens plan om at bruge biobrændstoffer som smutvej til at nå 2025-målet er et andet.
Så længe regeringens politik baserer sig på forhalende diskurser frem for forskningsmæssige vurderinger af krisens omfang og af de løsninger, det kalder på, er det ikke bare svært, men umuligt at indtage en position som et grønt foregangsland.
Forskningsfriheden er truet
Negligering og bashing af klimaforskning er ikke kun skadeligt, fordi det hæmmer vores evne til at handle på klimakrisen nu og her. Det risikerer også at spænde ben for den fremtidige udvikling af netop den viden, vi skal bruge for reelt at blive et grønt foregangsland.
Når klimaministeren i bedste sendetid affejer klimaforskeres ekspertise, er det med til at undergrave et i forvejen udfordret dansk forskningsmiljø. En undersøgelse af forskningsfriheden på danske universiteter viste tidligere i år, at 71 procent af forskere, som forsker i ’kontroversielle’ emner – herunder klima – er blevet truet med, udsat for eller frygter repressalier.
Det er et stærkt bekymrende tal – og selvfølgelig et anliggende for både universiteterne og forskningsministeren.
Men hvis regeringens ministre går forrest med at gøre forskning til noget, man kan ignorere og afvise, når det ikke passer ind i ens politiske linje, risikerer det at forstærke polariseringen og sætte forskere yderligere under pres.
Og det er særligt kritisk, når vi har at gøre med et spørgsmål som klimaforandringer, som vi, trods sommerens mange ekstreme vejrhændelser, stadig mest forstår i kraft af videnskabelige fremskrivninger og scenarier. Skræller vi forskningen væk fra klimaspørgsmålet, har vi med andre ord ikke ret meget at stå på.
Forskningen rummer løsningerne
Heldigvis er der mange, som kan se igennem de politiske diskurser. Det er blandt andet tydeligt i en ny måling, som viser, at 72 procent af danskerne mener, at politikerne skal gøre mere for klimaet.
Det understreger, at regeringen taler ned til danskerne, når de taler om at skulle have 80 procent af vælgerne med for at ville handle på klimaet, eller om, at omstillingen risikerer at gå ’for hurtigt’.
I forskerkredse er der ligeledes mange, som ønsker langt hurtigere og mere ambitiøs klimapolitik. I skrivende stund er mere end 250 af os gået sammen i et nyt fællesskab, Det Grønne Forskernetværk. Netværkets medlemmer kommer fra forskellige forskningsfelter og med forskellige perspektiver, men vi er enige om, at der er behov for hurtigere, mere ambitiøs og videnskabeligt funderet klimahandling.
Når vi som forskere slutter os til det omfangsrige kor af klimaambitiøse danskere, er det i håb om at styrke forskningens position i beslutninger om, hvordan vi som land vil forholde os til klimakrisen. Og for at skubbe på for, at det sker hurtigst muligt og langt hurtigere end den linje, regeringen hidtil har lagt for dagen. At bringe forskningen ind i klimadebatten er for os at se ikke at politisere forskningen. Tværtimod er det at tage krisen og debatten herom dybt alvorligt.
Vi beskæftiger os hver dag med klimakrisens årsager, omfang og konsekvenser – uanset om de kommer til udtryk i økosystemer, økonomi, litteratur, naturforvaltning, demokrati, sociale praksisser, fysiske og kemiske balancer, jura eller noget helt andet.
Det betyder, at vi hver dag bliver konfronteret med de økologiske krisers enorme og katastrofale omfang – og med, hvor langt vi er fra at afhjælpe dem, både herhjemme og på globalt plan.
Samtidig ved vi, at forskningen inden for alle videnskabelige discipliner rummer løsningerne på mange af de udfordringer, vi står over for – se bare den seneste synteserapport fra FN’s klimapanel.
Forskningen anviser rent faktisk velunderbyggede veje til en grønnere, mere optimistisk og socialt balanceret fremtid – modsat regeringens risikable quickfixtiltag og passivitet.
Både den nuværende og tidligere regering har tidligere handlet hurtigt og resolut, når det gjaldt andre store, akutte kriser som corona og krigen i Ukraine. Nu mangler vi bare, at regeringen viser samme handlekraft på klimaområdet.
Derfor lyder vores opfordring til regeringen: Tag klimaforskningen alvorligt, og brug jeres flertal til at føre de løsninger ud i livet, som rent faktisk vil have en effekt. Så kan Danmark forhåbentlig blive det grønne foregangsland, vi i dag foregiver at være.
Det, de - utvivlsomt velmenende - forskere ikke har øje for, er, at de taler politikernes sprog og deler deres verdensbillede.
Vi har ikke brug for forskere til at fortælle os, hvad problemet er, og hvad løsningen eventuelt kunne være.
Et barn på 7 år kan forstå problemet og ville kunne give os løsningen.
Det kunne ikke være mere simpelt.
Det er så enkelt, at vi bliver nødt til at forsvare os mod det. For vi har ikke lyst til at gøre det, der kræves, hvis vi skal leve” bæredygtigt”, eller “i pagt med naturen og os selv” eller “grønt” eller hvad man nu vil kalde det.
Derfor bruger politikerne forskere, når det er opportunt, og fornægter dem, når det er mere belejligt.
Og problemets kerne er, at vi har mistet evnen til selv at forestille os og søge efter “det gode liv”. Og alle eksperter, politikere, forskere og andre vil give os stene for brød, når vi, umyndiggjorte, kommer for at få hjælp.
Det er den sørgelige sandhed.
Tak for den kornik.
Her bare en bemærkning til - " En undersøgelse af forskningsfriheden på danske universiteter viste tidligere i år, at 71 procent af forskere, som forsker i ’kontroversielle’ emner – herunder klima – er blevet truet med, udsat for eller frygter repressalier." -
Det er en skræmmende oplysning - og passer slet ikke sammen med al den opstandelse om ytringsfriheden i forbindelse med fx. Koranafbrændingerne.
Klimaforandringerne taler med nogle helt andre og meget store bogstaver og i et sprog, som ikke er til at misforstå, når de rammer de højeste temperaturer , vindstød udenfor skalaen, oversvømmer hele byer, ødelægger høsten, osv.
Utroligt, at alle de små middelmådige selvcentrerede politikere, ikke har fattet det endnu.
Det er uforståeligt, at regeringen betaler for en forskning, som den ikke retter sig efter. Hvad har den den så for?
Niels-Simon Larsen det er bare et figenblad.
Kronikskriveren ser også ud til, at være historieløs og har glemt eller kender ikke til Anders Fogh Rasmussens kamp mod tyranniske venstreorienterede smagsdommere.
Det blev helt klart meldt ud, man ikke kunne stole på forskere på universiteterne, da de var nogle forfærdelige venstreorienterede idiologer, der indoktrinerede de studerende og forøvrigt levede i et elfenbenstårn uden kontakt til virkeligheden. Fuldt støttet af en bred offentlighed.
Derfor skulle råd og lignende nedlægges og al forskning, der ikke gav fakta, der understøttede den blå ideologi, var bare et venstreorienteret synspunkt, der var ligeværdig til politikernes synspunkter.
Derfor er det kun forskning, der anerkender politikernes ideologi, der er anerkendelses og støtteværdigt.
Hvorved grundforskningen, der ikke understøtter erhvervslivet, nu er sparet væk.
Politikerne mener seriøst, at deres synspunkter er forskning og fakta ligeværdigt, hvorfor de heller ikke mere har behov for høringer før lovindgreb og de derfor ender tit ender ud i makværk.
Det var derfor også det var nødvendigt med #videnberfandmeikkeetsynspunkt.
Det sørgelige er så, at det ikke kun gælder fladjordsforfægtere, men også vores politikere.
Derfor er iniativer som her i kronikken omsonst. Viden er der nok af, politikerne mener bare, at deres ideologi er ligeværdig og de dermed er fuldt berettiget til at ignorere "synspunkter"
Samtidig udnytter de, at vælgerne og pressen stoler på dem, når de ved hvert valg påstår de selvfølgelig tager klimaforandringerne alvorligt og aktivt gør det der skal til.
Når pressen ikke før valg konsekvent og hele tiden viser politikernes historiske løgne, samt ikke viser den politik de vitterligt har ført efter valg, og kun videregiver det de hvergang lover vælgerne lige op til valg. Vælges de forkerte politikere og på et ikke oplyst grundlag.
Derfor kan de slippe afsted med vi kan ikke lave meget ubehagelig klimalovgivning pga vælgerne, når de ingen problemer har med at afskaffe store Bededag eller den mest grundlæggende velfærd i kommunerne, hvor skoler, børnehaver, hjemmehjælp, busruter osv skæres ind til benmarven nu. Samtidig med de påstår det bliver endnu værre og vi skal indstille os på, at den velfærd vi har nu skal forsvinde.
Det der er hele problemet er ikke mangel på viden.
Det er politikere, der sætter ideologi som ikke accepterer viden højere og oveni ikke fortæller vælgerne, hvad de egentlig står for, samt en presse, der bare er mikrofonholder.
Det er godt og vigtigt forskerne går sammen nu.
Men uden et strategi for, hvor de kommer med al deres viden effektivtog bredt ud til offentligheden og ikke kun Information, hvor de blotstiller og modsiger politikerne konsekvent flere gange på daglig basis lige op til et valg, kommer vi ikke i mål.
Nu skal vi lige passe på det her ikke bliver alt for akademisk som så meget andet efterhånden. For der findes masser af lavpraktiske muligheder som en god start og som stille og roligt kan omstille befolkningen. Det gøres ikke med et stort ryk, men kræver mange små justeringer til en start - Vi skal alle kunne følge med. Store som små.
Og så må vi se i øjnene, på godt og ondt, at klimaforandringen er en realitet og ikke noget der venter os. De forandringer som vi kan bevidne nu finder sted på den udledning, som for længst har fundet sted og kan ikke stoppes. Og det vil desvære i første omgang blive værer. Dels fordi den udledning der allerede har fundet sted helt sikkert ikke er slået 100% igennem allerede. Der er en reaktionstid. Hvor længe den er, er et godt spørgsmål. Men lad os sige 10 år som et eksempel. Det betyder så, at de forandringer der sker nu bygger på de udledninger der fandt sted frem til 2013. Resten frem til 2023 har vi i vente. Uanset hvad. Og udledningen har ingen udsigt til at stoppe. Og da slet ikke i 2023. Den vil fortsætte med at stige de kommende årtier. Det er nærmest uundgålig. Lige nu stiger drivhusgasudledningen med ca. 2% hvert år.
Så foruden at bremse vores drivhusgasudledning må vi også forberedder samfundet på de uundgålige klimaforandringer der fortsat venter os. Det er vi også godt i gang med med f.eks. tilpasninger af kloaksystem og opdæmningsområder for oversvømmelser, pumpestationer og forhøjelser af havne kajer.
Så det her er en kamp på flere fronter.
Men foreløbig ser det ud til vi tager en slapper og ser tiden an med hensyn til at stoppe udledningen, som unægtekigt er et kompleseret globalt anlegende. Uanset hvad vi så end gør med kødsovs og andre initiativer herhjemme i lille Danmark.
Og hvad det globale anlegende angår ser det ud til at gå "lidt" op ad bakke med konfrontationer og nye verdensordener.
Husk at nyde dagen og tilværelsen, mens du kan.
For mig lige nu er noget af det værste ikke klimaforandriger. Men at politikken tror løsningen på alle udfordringer løses ved at ødelægge den danske velfærdsstat. Men det er ikke andet end opium til folket.
Elisabeth Tryde: Er fuldstændig enig med dig, men det er ikke nok at være det, for når der skal handles, hvad er vi så enige om? Det gælder hele den diffuse venstre-, miljø- og klimafløj. Vi himler op om sammenbrud, men egentlig er vi selv brudt sammen, når vi ikke kan mønstre en samlet oppositionen med en plan for et andet samfund. Lad os kalde det et ikke-ødelæggende samfund.
Jeg kender bevægelserne indefra. Der er ingen fodslaw. For et år siden mødte 50.000 op på Slotspladsen, og så har der været nogle mindre skvulp i andedammen, men ikke mere. Vi er politisk umodne, og for få tør indrømme det.
Nu er der røre i Alternativet som så ofte før. Umodent! EL vil være de fattiges parti og have deres stemmer. Naivt!
Det er på tide, at vi modnes politisk.