I stærkt polemisk stil beskylder Uffe Gardel mig for i min »chokerende« kronik i Information den 24. august »ureflekteret at gentage russiske propagandapåstande« om Ukrainekrigen og dens forudsætninger.
Det er forstemmende (men var til at forudsige, hvilket jeg også gjorde i min kronik), at man skal brændemærkes som russisk propagandist og Putin-apologet, blot fordi man fremfører andre, og for nogle åbenlyst ubekvemme, tolkninger end det officielle vestlige narrativ.
Den opmærksomme læser af min kronik vil have bemærket, at jeg i den (som i alt, hvad jeg tidligere har ytret på tryk om Ukrainekrigen) alene henviser til og støtter mig på vestlige kilder. I intet tilfælde gør jeg brug af russiske eller prorussiske kilder.
For eksempel er det ikke mig, der i sin tid talte advarende om Ruslands – og vel at mærke hele det russiske politiske spektrums – »rødeste linje« i forbindelse med, at NATO (under Bush-regeringens pres) i 2008 åbnede for Ukraines NATO-medlemskab: Det var USA’s daværende Moskva-ambassadørs advarsel. Ligesom det var USA’s Rusland-kyndige tidligere forsvarsminister Gates, der senere – med henvisning til Ukraines (og Kyivs) helt særlige historisk-kulturelle forbindelser med Rusland – kaldte NATO’s 2008-åbning for en »monumental provokation« af Rusland (som jeg anførte i min kronik, var højest 20 procent ukrainerne i 2008 for NATO-medlemskab).
Kup førte til flugt
Gardel anfægter, at regeringsskiftet i 2014 var et de facto-statskup, men USA’s forhenværende Moskva-ambassadør Jack Matlock har kaldt det et »ulovligt statskup«. Og en af USA’s førende Rusland-forskere, afdøde Stephen F. Cohen, sammenfattede i 2019 i sin bog War with Russia? de dramatiske begivenheder i februar 2014, herunder kompromisaftalen mellem de tre EU-udenrigsministre og Ukraines præsident Janukovitj således:
»I en telefonsamtale fortalte præsident Obama Putin, at han ville støtte aftalen. I stedet døde aftalen få timer efter, da den i gaderne omkring Maidan-pladsen blev forkastet af ultranationalistiske kræfter, som besatte bygninger. Hverken Obama eller EU-ministrene gjorde noget som helst for at redde aftalen. I stedet omfavnede de helhjertet den nye regering, der var kommet til magten gennem et voldeligt gadekup.«
Janukovitj flygtede, da det stod klart, at Maidan-demonstranterne ikke ville acceptere aftalen, fordi den ikke betød præsidentens omgående – og forfatningsstridige – afgang.
Minsk-aftalen fra 2016 blev støttet af USA og de øvrige vestmagter, men ingen vestlige kilder har rapporteret, at der herfra blev lagt pres på den ukrainske side for at få den til at implementere aftalen, herunder autonomi for Donbas – noget, Kyiv udtrykkeligt modsatte sig. Samtidig, i perioden 2016-2021, knyttede Ukraine stadig tættere bånd til NATO.
Ingen Hollywood-afslutning
Indikationer på, at forhandlingerne mellem Kyiv og Moskva i foråret 2022 om en mulig diplomatisk løsning kørte fast på vestlig foranledning, fremkom i en artikel i Foreign Affairs af de alt andet end Putin-venlige Rusland-eksperter Fiona Hill og Angela Stent – også det ukrainske medie Ukrainska Pravda har omtalt dette. Israels forhenværende premierminister Naftali Bennett, der spillede en rolle som mægler, har dog påpeget, at der ikke forelå noget, der lignede en aftale (sådan som nogle russiske medier har påstået).
Gardel afviser, at der kan afsluttes en fredsaftale, »medmindre da Ukraine bliver fuldstændigt nedkæmpet«.
Men er alternativet til en fredsaftale da, at det i stedet er Rusland, der gennem en ukrainsk ’sejr’ bliver søgt fuldstændig nedkæmpet? Og er dét realistisk, eller ønskværdigt, med en stor magt, der – også uden en Putin i Kreml – råder over 6.000 atombomber?
Som den fremtrædende amerikanske politolog Stephen Walt har formuleret det: Der bliver ingen »Hollywood Happy End« på krigen i Ukraine – hvor gerne man end kunne ønske sig det.
Med inspiration fra kyndige vestlige Rusland-, Ukraine- og sikkerhedspolitiske eksperters anbefalinger i seriøse medier som blandt andet Responsible Statecraft, Foreign Affairs og Foreign Policy (for eksempel Anatol Lieven, Barry Posen, Richard Hass, Stephen Walt) peger jeg i min kronik på det uundgåelige i en diplomatisk løsning, herunder på nogle af de konkrete indrømmelser fra alle involverede parter, som er nødvendige for en fredelig afslutning på krigen.
Både Rusland og Ukraine er blevet mere autoritære stater siden krigens udbrud. Jo før den afsluttes med et for alle parter tåleligt kompromis, desto bedre muligheder for liberalisering og demokratisering i Rusland og i Ukraine. Og dermed også for en bæredygtig, stabil europæisk sikkerhedsordning.
Lad os kalde tingene deres rette navn. Krig er ikke det korrekte ord at bruge om tilstanden i Ukraine. Det korrekte ord er invasion. Rusland har invaderet Ukraine og Ukraine forsøger desperat at forsvare sig.
Og det mest interessante, jeg læser i dit indlæg er en antagelse/forventning om (beklagelse over), at USA/EU skulle have retten til at modsætte sig et regimeskifte i Ukraine. Mener du, at de skulle have indsat soldater for at vende styret tilbage til det tidligere, eller hvordan skulle de have håndteret regimeskiftet i en selvstændig stat?
Der er en underlæggende forståelse af, at Ukraine ikke har ret til selvstændigt at tage beslutninger om egen fremtid; f.eks. i form af ønske om medlemskab af EU eller NATO. Som om der skulle være en underliggende opbakning til, at Ukraine, trods sin selvstændighed, trods alt ikke er mere selvstændige end at Rusland ejer landet.
Fordi det er en invasion (og ikke en krig) er der ingen tålelige kompromisser for Ukraine, da de kun kan tabe. Det er ikke ensbetydende med, at det skal ende der, hvis Ukraine kan leve med det, men lad os da i det mindste være så voksne, at vi italesætter situationen som en invasion og giver bare et glimt af forståelse for den katastrofale situation, det har bragt landet i .
Det er absolut tabu at have andre holdninger end" krigen til den sidste mand" , bare den sidste mand ikke er mig, eller ikke den første eller den næste sidste !
@Poul Villaume
"Men er alternativet til en fredsaftale da, at det i stedet er Rusland, der gennem en ukrainsk ’sejr’ bliver søgt fuldstændig nedkæmpet?"
citat fra artiklen
Svaret på dit spørgsmål er, at alternativet til en fredsaftale består i, at Rusland trækker sig helt ud af Ukraine - alle 5 annekterede oblaster - og lever op til Budapest-memorandummet fra 1994 i tillid til hvilket, Ukraine udlevere sine 1.700 atomsprænghover til Rusland.
Torben Lindegaard
Har du læst Villaumes kronik? Hvis du har det, burde du vide, at han foreslår en total russisk tilbagetrækning fra de besatte områder til gengæld for, at Rusland og Vesten i fællesskab garanterer "et neutralt Ukraines suverænitet og uafhængighed og garanterede mindretalsrettigheder (selvstyre) for de østorienterede befolkningsgrupper i Donbas...." I Danmark er det blevet et tabu, at have andre holdninger end, at Rusland skal tildeles et absolut og endegyldigt nederlag, mens der både i Tyskland og i Italien er en voksende folkelig modstand mod at levere flere våben til Ukraine.
Rumænien melder, at russiske droner er slået ned 800 meter fra dets landegrænse. Men, må man forstå på Villaume, det er i virkeligheden Rusland, som er truet.
Et enigt Folketing og et stort flertal af befolkningen har heldigvis et sundt og naturligt syn på disse ting.
@ Ivan Breinholt Leth
Det er himmelråbende naivt at forestille sig, at Rusland skulle gå med til en fredsaftale, hvor de frivilligt trækker sig ud af de besatte områder i Ukraine. De har formelt annekteret 4 regioner i Ukraine, så det ville formentlig endda være i strid med deres forfatning. Den russiske hær kommer kun til at forlade Ukraine, hvis den tvinges til det af et nederlag på slagmarken.
"Indikationer på, at forhandlingerne mellem Kyiv og Moskva i foråret 2022 om en mulig diplomatisk løsning kørte fast på vestlig foranledning, fremkom i en artikel i Foreign Affairs af de alt andet end Putin-venlige Rusland-eksperter Fiona Hill og Angela Stent"
Jeg har nu læst denne artikel fra 25. august 2022 med overskriften "The World Putin Wants - How Distortions About the Past Feed Delusions About the Future". Jeg kan ikke se, at artiklen noget sted omtaler, at forhandlinger i foråret 2022 kørte fast på "vestlig foranledning". Hvad artiklen derimod handler om er Putins geopolitiske forståelse af Verden og hans mål med krigen.
Det er en glimrende og læseværdig artikel, men den støtter på ingen måde Poul Villaumes opfattelse af, at krigen grundlæggende er Vestens fejl, og at det vil være muligt at afslutte den ved at give nogle begrænsede indrømmelser til Rusland. Tværtimod forklarer artiklen, at Putins ambition er at genskabe det russiske imperium fra tiden før 1. Verdenskrig, hvilket også har været omtalt i flere af Informations glimrende artikler.
Så grundlæggende er der vel kun to muligheder. Enten giver vi op og overlader mindst 100 millioner mennesker i diverse lande til at blive hersket over af et genskabt russisk imperium. Eller alternativt bliver vi ved med at hjælpe disse mennesker og lande med at forsvare sig mod Rusland, indtil Rusland opgiver ideen om at genskabe sit gamle imperium.
@Ivan Breinholt Leth 06. september, 2023 - 02:10
".... han [Poul Villaume] foreslår en total russisk tilbagetrækning fra de besatte områder til gengæld for, at Rusland og Vesten i fællesskab garanterer "et neutralt Ukraines suverænitet og uafhængighed og garanterede mindretalsrettigheder (selvstyre) for de østorienterede befolkningsgrupper i Donbas...."
citat fra læserbrev
Ork .... de garantier har Ukraine allerede fået - og se, hvad de er værd.
Læs selv Budapest Memorandaet fra 1994 igennem.
https://treaties.un.org/doc/Publication/UNTS/Volume%203007/Part/volume-3...
Det er ganske kort - 6 paragraffer - og giver alle nødvendige garantier for Ukraines uafhængighed, suverænitet, eksisterende grænser etc.
USA, UK & Rusland er garanter - der er i det hele taget ikke et øje tørt, så Ukraine udleverede samtlige sine 1.800 atomsprænghoveder til Rusland.
Wikipedia oversætter Budapest Memorandaet således:
1. Respekter underskriverens uafhængighed og suverænitet ved de eksisterende grænser.
2. Afstå fra truslen eller brugen af magt mod underskriveren.
3. Afstå fra økonomisk tvang, der har til formål at underordne deres egne interesser underskriverens udøvelse af de rettigheder, der er forbundet med dens suverænitet, og dermed sikre fordele af enhver slags.
4. Søg øjeblikkelig handling fra FN's Sikkerhedsrådet for at yde bistand til underskriveren, hvis de "skulle blive offer for en aggressionshandling eller genstand for en trussel om aggression, hvor atomvåben bliver brugt".
5. Afstå fra brug af atomvåben mod underskriveren.
6. Rådfør dig med hinanden, hvis der opstår spørgsmål vedrørende disse forpligtelser.
@Antoniette caldera 06. september, 2023 - 07:26
Du har ret angående artiklen fra 25. august 2022 med overskriften
"The World Putin Wants -
How Distortions About the Past Feed Delusions About the Future"
Poul Villaume er en intellektuel svindler, der under dække af sin
forskerrolle plukker hist og pist i kendte vestlige debattører og myndighedspersoners indlæg i debatten om Rusland - Ukraine krigen
- alt sammen for at fremme en politisk dagsorden à la Putin.
Selvfølgelig kender Poul Villaume Budapest Memorandaet;
men han ignorer fuldstændigt denne højtidelige aftale -
[altså ikke et løsningsforslag eller debatoplæg,
men en fuldt underskrevet og ratificeret Aftale] -
i tillid til hvilken, Ukraine udleverede sine atomsprænghoveder til Rusland !!!
Poul Villaume er derfor en intellektuel svindler.
Ivan Breinholt Leth 06. september, 2023 - 02:10:
"[...] han foreslår en tilbagetrækning fra de besatte områder til gengæld for, at Rusland og Vesten i fællesskab garanterer "et neutralt Ukraines suverænitet og uafhængighed og garanterede mindretalsrettigheder (selvstyre) for de østorienterede befolkningsgrupper i Donbas...."
Som Torben Lindegaard 05. september, 2023 - 23:05 gør opmærksom på, har Rusland allerede én gang, med Budapest-memorandummet 1994, garanteret at ville respektere Ukraines (og Hvideruslands og Kasakhstans) uafhængighed og suverænitet ved de eksisterende grænser - og hvad har den garanti vist sig at være værd?
"Suverænitet" for Ukraine må vel også betyde, at Ukraine selv bestemmer, om det vil søge om optagelse i den ene eller den anden alliance, for eksempel NATO - som vil give en ulige solidere sikkerhed mod Rusland, uden at ukrainsk medlemsskab i sig selv vil være en trussel mod atomstormagten Rusland.
Der er flere forskellige måder at anskue Ruslands ulovlige angrebskrig mod Ukraine.
De flere ældre eksperter og også debattører her på siden, har forståeligt nok, et syn på tingene der er formet af den kolde krig.
Det giver fordele og en god forståelse for de enkelte parter.
Men det giver også blinde vinkler.
Hvergang der diskuteres Ukraine fra pro russiske eksperter og lign. så negligeres Ukraines demokratisk valgte regering og dermed Ukraines befolkning.
De skal ikke høres i dette, de er decimeret til region fra Sovjetunionens stormagtsdage.
Ukraine er et selvstændigt demokratisk land med en befolkning som skal høres.
Et eksempel er at Stephen Cohen (en af de få vestlige eksperter, der understøtter Paul Villaune) har udtalt at Ukraine skulle afstå Krim, da det ikke giver mening at holde fast i en halvø hvor de fleste gerne vil tilhøre Rusland.
Krim tilhører Ukraine, indtil dennes befolkning kræver løsrivelse.
Her kan vi ikke anerkende at Rusland først besætter Krim for så at gennemføre en folkeafstemning og så er den gyldig.
Det vil åbne op for en del krige i fx. Kashmir og lign.
Eksemplet er tydeligt.
Vi er ligeglade med Ukraines anerkendte landegrænser, vi er ligeglade med Ukraines regering og parlament, her er det Rusland der sætter dagsordenen.
Det er et gammelt syn på Ukraine som en indgroet del af Rusland og blot en brik i et opfundet spil af vesten mod Rusland.
Tja.., man skal passe på at begive sig ind i den debat med et politisk narrativ, som journalister har taget til sig som ene og gyldige sammenhænge og sandheder.
Vi skal altså være mere på vagt med at acceptere de fortællinger som medierne dagligt udsender, - og selv kilderne skal vi være mere på vagt overfor, - for eksempel DIIS, som er et politisk instrument.
Det er noget vrøvl at hævde krigen i Ukraine ikke er en krig, men en invasion, for hvorledes og hvornår er en krig så en krig, og ikke en invasion, og hvornår er en krig så ikke en krig når der skydes med kugler og krudt i alle kendte afskygninger, og som mennesker dør af.
Det har tidligere været på peget at krigen kan blive en evighedskrig, hvor det for Ruslands vedkommende er helt ligegyldigt om det overhovedet står noget græsstrå tilbage i hele Ukraine, når blot Ukraine ikke bliver en del af Vesten.
De næste hundrede år kan Rusland blive ved med at skyde raketter og drone med sprængkraft ind over Ukraine, og ødelægge alt langsomt men sikkert.
Kommunismens og Stalins ideologi om ligegyldighed om og for menneskers liv består fortsat i det kommunistiske rige.
Teaterdrømmene hver ugen i TV; "krigens døgn" hvor drømmene holdes i live, og hvornår krigen er slut og Ukraine har smidt Rusland endegyldigt ud af Ukraine, er fantasi- og drømme-TV.
Krigen har allerede vist sig at være et kæmpestort prestigetab for Rusland, og det faldt sammen med den oprindelige invasion, der skulle invadere Kiev og afsætte regeringen, men i stedet endte som en kilometer lang militærkolonne der stod helt stille, og som ukrainske soldater skød i sænk, så planen gik i vasken.
"Den russiske bjørn" var pludselig afsløret som en fantasi-kolos på lerfødder, uden fornuftig ledelse evner og strategi for at nå militærets mål - Kiev.
Kreml vil ikke give sig, og Ukraine vil selv bestemme over Ukraine, - så enderne kan umiddelbart ikke mødes om en fred med eller uden deling.
Vesten har imidlertid også tabt prestige ved ikke at give Ukraine de våben de har brug for, men hver eneste gang har holdt de nødvendige kampmidler tilbage i ren og skær sendrægtighed.
Nu kommer kampflyene endelig - men alt for sent til at gøre en forskel i modoffensiven, som de kunne have bidraget til et bedre forløb.
Med overfaldet på Ukraine har Rusland stillet Ukraine i en situation, som gør diskussioner af forløbet i 2014 overflødig. Det vil naturligvis ikke forhindre Rusland og andre i at hævde, at det spiller en rolle, men det vil det kun gøre, hvis Putin kan diktere en fred. Er det ikke tilfældet, bliver en krigsafslutning baseret på en række andre faktorer, som tager deres udgangspunkt i overfaldet den 24 februar 2022.
Blandt faktorerne er også én, Mette Frederiksen nævnte i sin tale i parlamentet i Kyiv i dag: Flytningen af grænser i Europa med militær magt eller belønningen af Putin for militær aggression. Princippet om grænserne har været et dogme i efterkrigstidens sikkerhedspolitik, og det er vanskeligt at forestille sig små og større magter i Europa vil billige en opgivelse af det, blandt fordi det vil modvirke den stabile europæiske sikkerhedsordning, Paul Villaume nævner til sidst.
Han har ganske ret i, at krigsafslutningen ikke bliver i stil med en amerikansk film, men hvem tror egentlig det? Den russiske destruktion i Ukraine og de talrige krigsforbrydelser har for længst sørget for, at det ikke bliver tilfældet.
Jørgen Mathiasen har ganske ret i, men jeg vil alligevel nævne en detalje fra begivenhederne i Kuiv i februar 2024. Om ikke andet, så for den historiske korrekthed skyld.
Villaume skriver, citat, at hverken Obama eller EU-ministrene gjorde noget for at redde aftalen mellem Janukovitj og den ukrainske opposition.
"EU-ministrene" er uklart sprogbrug. Menes der EU's egne repræsentanter som organisation, eksempelvis EU's udenrigspolitiske koordinator. Eller tænker Villaume her på de nationale ministre i EU-landene med ansvar for europæiske anliggender.
Sagen er, at udenrigsministrene fra EU-landene Frankrig, Tyskland og Polen drog til Kyiv og mæglede mellem Janukovitj og den ukrainske opposition. Den 20.2.2014 underskrev alle parter den politiske fredsaftale. Undtagen een part, som også var tilstede, nemlig den russiske repræsentant. Han nægtede at skrive under på aftalen.
Det er en noget anden rollefordeling end den af Villaume skitserede. Jeg nævner det, dels for at illustrere tendensen i Villaumes argumentation, og dels for at yde EU-landene og særlig den daværende tyske udenrigsminister, som i dag er Tysklands præsident, retfærdighed
Vi kunne jo også have sagt til Ukrainerne, at den krig måtte de altså selv lige finde ud af hvordan de slap af med, men at vi da foreslog dem at kapitulere og ride den af til næste magtskifte. Det har vi selv prøvet, og det gik da sådan nogenlunde.
Samtidig skulle vi selvfølgelig lige informere dem om, at vi i alliancen havde tænkt os at indlede en angrebskrig (for det er vi altså ret øvede i) mod Rusland. Altså sådan bare for lige at sige: Hey makkere, I er på vildspor.
Men det gjorde vi ikke. Hvorfor mon?
I stedet sender vi Ukrainerne tilpas forældet militærudstyr i så tilpasse mængder,
at vi forestiller os Russerne ikke bliver sådan rigtigt sure. Og så kalder vi det støtte.
Og Russerne går da heller ikke vores opmærksomhed forbi. Til dem har vi sanktioner - men ikke for mange jo. Der skal være balance i sagerne.
Med dem, altså støtten og sanktionerne, kan Ukrainerne og Russerne så slå på hinanden, indtil der ikke rigtigt mere er noget at slås om.
Imens kan vi så sidde hjemme i stuen, hvor temperaturen godt nok, trods den der globale opvarmning, er faldet til små 19 grader.
Men vi skutter os, og smører så lige et ekstra lag på søndagskrydderen. Og vi ærgrer os da meget, da vi knækker en gammel plompe, fordi vi overså de knoglerester der var i maden. Men det er også de tandlægepriser.
@ Marie-Christine og Anders
Hvergang I mangler argumenter, så er det samme kort i trækker.
"Skrivebords generaler. I støtter gerne Ukraine så længe det ikke koster jer noget."
Osv.
Hvergang spørger jeg:
Hvor mange Ukrainere skal ofres for den fred I så inderligt ønsker? En overgivelse til Rusland vil med sikkerhed medføre en etnisk udrensning af "nazisterne" i Ukraine.
Er deres liv intet værd, er de jeres nattesøvn værd, jeres fred værd?
Dernæst, så ignorerer I, at Ukraine er et demokratisk land, der spørger om hjælp til, at stoppe en invaderende hær.
Hvis vi, som et land med samme værdier, ikke kan støtte Ukraine, hvem skulle vi så støtte?
Den her ignorering af Ukraine og dets befolkning er igen en meget imperialistisk tankegang, anti demokratisk, men det er vel kendetegnet ved de yderste fløje, hvor den slags tanker gror uhæmmet.
Er det overhovedet muligt, at kunne opfatte vestlige mainstreammedier som krigspropaganderende, hvis ikke man følger andre vestlige kilder (som Poul Villaume gør) der giver et andet billede - fx af ukrainske tab og russisk fremmarch?
Det tror jeg faktisk ikke.
Dette synes nemlig at være tabu i MSM, da det ville skade motivationen til især våbenstøtte. Blev der fx skrevet om, hvor mange procent af de håndvåben, som blev leveret til privat biltransport ved Ukraines grænse, som man formodede nåede frem til frontlinjen, og hvad der skete med resten?
@Thomas Andersen
På spørgsmålet om hvor mange ukrainere der skal ofres for den fred vel de fleste ønsker, er svaret: Det ved vi ikke rigtigt. Så spørgsmålet bliver vel snarere, hvordan de bliver ofret. Hvis valget alene står mellem om de skal ofres på slagmarken, eller om de skal ofres ved udrensning, er det vel lige skidt. Men gør det det?
For at komme et svar nærmere, kan man jo spørge hvor mange danskerer der skal ofres for den fred vel de fleste ønsker? Svaret er foreløbigt: Ikke mange. Det kunne vi jo lave om på. Men er det noget du stiller op til? Hvis du gør, så lover jeg at blive hjemme og tage imod bomberne.
De verbale udvekslinger eller argumenter, om man vil, der er kommet mellem Hr.. Gardel og Hr. Villaume er naturligvis interesant at læse i rammen af både fortiden, nutiden og fremtiden.
Men noget de fleste i Kongeriget Danmark kan blive enige om er at Rusland har gennemført og fortsat gennemfører en enormt blodig invasion af Ukraine og forårs offensiven, der blev en sommer offensiv er nu inde i sin fjerde måned.
Vores Statsminister og USA udenrigsminister har successivt besøgt Kiev i dag og ifølge statsministeren kan krigen kun vindes med flere våben. At tale er så at sige ikke en option overfor Rusland (om det er ved jeg af gode grunde ikke, da jeg ikke er statsminister, ej heller er jeg diplomat).
Og ifølge USA udenrigsminister er sommer offensiven en succes, må man forstå, alt imens der gives endnu en mia dollars til bl.a. våben.
Det næste udover klyngebomber er nu åbenbart mere forarmet uran til de Abrams kampvogne, der nu er på vej.
Flere vidundervåben til slagmarken, der italesættes på linje med Lepoardene og Challenger kampvognen, som nu brænder nu på slagmarken. Tænk engang at selv den britiske forsvarsminister måtte kommenterer på at den første Challenger kampvogn nu er ødelagt i direkte kamp.
Nu venter vi så i spænding på F16 og efter det flere langtrækkende missiler alt imens rester fra droner nu lander i Rumænien, der gudskelov er kølige nok til at italesætte at det er alvorligt, men så er det nok hellere ikke værre.
Men hvad sker der næste gang, der lander noget i et NATO land, eller der lander noget i Moskva, der måske for alvor slår civile ihjel. Noget der jo sker i Ukraine på daglig basis. Der vil
kun ske en fortsat eskalation af krigen, der på et tidspunkt risikerer at bredde sig ud over Ukraines grænser.
Og hvad sker der så? Ja, hvem ved.
Som jeg indledte min kommentarer med så er både fortiden, nutiden og fremtiden interessant på hver sin måde og til hver sin tid.
Men måske man alligevel burde have endnu mere fokus på fremtiden for vores børn og børnebørns skyld.
Så lad mig i den anledning slutte af med et slidt citat fra Sun Tzu, hvilket jeg viderebringer her, fordi jeg simpelthen bare savner en strategi, hvor denne ikke bare er flere våben til Ukraine.
Strategy without tactics is the slowest route to victory. Tactics without strategy is the noise before defeat.
Mvh
Michael Nielsen
@ Anders
Jeg vil mene, at der er forskel på måden at dø på.
De fleste jeg kender og de jeg i mit arbejde taler med om døden, de på mit arbejde har udsigt til en død indenfor dage/uger, de ønsker at dø stille, roligt og smertefrit.
Så måden tæller for os alle.
At blive dræbt imens man forsvarer det man har kært, familie, venner og fædreland er en måde at dø på i krig.
En anden måde er at blive skudt i sit eget hjem imens man hører skrigende fra ens døtre der bliver voldtaget.(undskyld det mentale billede, men det har russiske soldater beviseligt gjort mod civile Ukrainere).
Jeg ved godt hvad jeg foretrækker.
Derefter har du et stort behov for at trække krigen hjem til DK, hen til din debatmodstander.
Hvor mange danskere skal ofres.
Det er ikke et spørgsmål om dette. Ligeså snart en dansk soldat betræder Ukrainsk jord, så starter vi en verdenskrig. Så det er ikke en mulighed.
Det vil heller ikke blive sanktioneret af FN. Det samme FN som fortæller at annekteringen af Krim og invasion af Ukraine er ulovligt.
Der findes fortsat international lov, selvom det selvfølgelig er et område som den yderste højrefløj og yderste venstrefløj gerne ignorerer.
Forskellen på os, er at du gerne vil ofre Ukraines civile, som ikke ønsker dette, hvor jeg ønsker at støtte Ukraine og dets militær, efter Ukraines ønske, velvidende at det kommer til at koste menneskeliv.
@Torben Lindegaard; 06. september, 2023 - 07:54
I forlængelse af Budapest memorandet kan man så lægge OSCE aftalen, Istanbul 1999,
https://nyheder.tv2.dk/udland/2022-02-02-her-er-aftalen-som-ifoelge-rusl...
Antoniette caldera bemærker (06. september, 2023 - 07:26), at artiklen i Foreign Affairs fra 25. august 2022 med overskriften "The World Putin Wants - How Distortions About the Past Feed Delusions About the Future" (...) ikke (...) noget sted omtaler, at forhandlinger i foråret 2022 kørte fast på "vestlig foranledning".
Tværtimod, vil jeg næsten hævde.
Allerede i første afsnit anføres det, at Russia’s president invaded Ukraine not because he felt threatened by NATO expansion or by Western “provocations.” He ordered his “special military operation” because he believes that it is Russia’s divine right to rule Ukraine, to wipe out the country’s national identity, and to integrate its people into a Greater Russia.
Det centrale afsnit, som PV måske sigter til, lyder i sin helhed således: According to multiple former senior U.S. officials we spoke with, in April 2022, Russian and Ukrainian negotiators appeared to have tentatively agreed on the outlines of a negotiated interim settlement: Russia would withdraw to its position on February 23, when it controlled part of the Donbas region and all of Crimea, and in exchange, Ukraine would promise not to seek NATO membership and instead receive security guarantees from a number of countries. But as Russian Foreign Minister Sergey Lavrov stated in a July interview with his country’s state media, this compromise is no longer an option. Even giving Russia all of the Donbas is not enough. “Now the geography is different,” Lavrov asserted, in describing Russia’s short-term military aims. “It’s also Kherson and the Zaporizhzhya regions and a number of other territories.” The goal is not negotiation, but Ukrainian capitulation.
Jeg finder det ejendommeligt, at en mand, der i hele sin karriere har beskæftiget sig med brugen af historiske kilder og undervist kommende historikere, så tydeligt gengiver et helt andet indhold, end man faktisk kan læse i selve teksten!
Det er uredeligt - og man spekulerer over hensigten!
Der findes forskellige måder at leve på. Døden er den samme.
Det er ikke overraskende, at din omgangskreds vil leve stille, roligt og smertefrit, for sådan har de fleste af dem, i hvert fald hvis de er danskere, levet de sidste mange mange år. Problemet er det, at vi har forvekslet den fred, ro og smertefrihed vi har kunnet nyde heromkring, med iboende egenskaber hos os selv, mens vi faktisk hører til de mest voldelige mennesker i verden.
For er det ikke overvejende os, der med våben og snedige manøvrer har tiltvunget os herredømmet i verden over de seneste mange hundreder år, og i særdeleshed siden murens fald? Er det ikke vores magt der gælder?
Den bliver udfordret nu, og det er foreløbigt ukrainernes tort, at skulle lægge liv til.
Men det kan du jo lave om på.
Så rejs dig fra dit skrivebord Hr. General, og øv hvad du prædiker.
Eller du ser måske hellere at andre fortsat lider for dit stille, rolige og smertefrie liv?
Kæmp for alt, hvad du har kært,
dø, om så det gælder!
Da er livet ej så svært,
døden ikke heller.
Torben Lindegaard
Det er ikke Ukraine, som bestemmer, om Ukraine skal optages i NATO. Det gør NATO's medlemslande, og hvis disse lande var besindige og ikke lod sig diktere af USA's ønsker om splittelse mellem Rusland og Vesteuropa, så ville NATO landene beslutte i det mindste at udsætte Ukraines medlemskab af NATO mhp at nedtrappe spændingen mellem Vesteuropa og Rusland. Påstanden om, at Putin ikke er til at forhandle med, fordi han ikke overholder aftaler, kan ikke bruges til at afslutte krigen i Ukraine. Men den gentages gang på gang indtil et flertal anser det for at være den væsentligste sandhed om krigen. Påstanden ligner mere og mere end undskyldning for blot at fortsætte med at levere våben til Ukraine og lade flere unge mennesker dø i et håb om, at Rusland kollapser militært og økonomisk. Det centrale i Poul Villaumes kronik er, at vi er nødt til at sætte forhandlinger i gang med Kina som mægler på den ene side og USA og EU på den anden. Det hjælper ikke at fortsætte med at påstå, at man ikke kan forhandle med Putin, når man ikke er villige til at gøre forsøget.
@ Torben Siersbæk
Vi behøver nok ikke spekulere særligt længe over Poul Villaumes hensigter. Han er gammel kommunist, og hans hensigt er den samme som visse af skribenterne her i debatten. Nemlig at tegne et forløjet billede af, at et stakkels uskyldigt og forfulgt Rusland nærmest er blevet tvunget til at invadere Ukraine af ondskabsfulde og aggressive kapitalistiske lande som USA.
Ved så tydeligt at gengive et helt andet indhold, end man faktisk kan læse i selve teksten, har Poul Villaumes afsløret sig selv som en totalt utroværdig debattør, og efter dette er der ingen grund til at tillægge hans synspunkter og skriverier nogen som helst værdi overhovedet.
Ivan Breinholt Leth har forstået den underliggende præmis i Paul Villaumes tekst rigtigt: Der skal forhandles henover hovedet på ukrainerne. Til gengæld kan man hverken hos Villaume eller Leth læse, om de billiger Putins grænseændringer eller annektering af fem ukrainske regioner. Det er er der utvivlsomt en grund til.
Leth griber også et andet træk, subjektiviteten, men en fredsordning for Ukraine får vi ikke forhandlet i Informations spalter. Derimod skal en længere række af stats- og regeringschefer i store og små lande, - det sidste inkluderer alle EU/Nato-lande i Ukraines umiddelbare nærhed med undtagelse af Ungarn, opgive understøttelsen til Ukraine, der ikke alene er militær, men også humanitær, finansiel og politisk og præmiere Putin for det, de russiske tropper har udrettet i Ukraine. Landenes ledere har erklæret sig indstillet på det modsatte.
Forhandlinger hen over hovedet på ukrainerne, vil ikke blive accepteret i Ukraine, men de ville også splitte EU og NATO ad. Det er Putin og hans apologeter en interesse i, til gengæld har hverken amerikanerne eller de implicerede europæere. Det fremgik nok engang i går af Mette Frederiksens tale i Ukraines parlament og af udtalelser fra Rumæniens præsident, hvis lands suverænitet er truet.
Endelig skal det bare nævnes, at der vedvarende foregår en afprøvning af, om Putin er indstillet på at opgive sin krig. Det har hidtil ikke været tilfældet. Tværtimod.
@ Anders
At du nu vil trække døden over i et vestens magelighed mod resten af verdens lidelser, for at kridte banen op til endnu en omgang vesten er de onde, ja det er som jeg startede med at skrive, gammeldags og giver blinde vinkler.
Mit fag beskæftiger sig med døden hos uhelbredelig syge mennesker. Mit fag er internationalt og findes dermed i de fleste lande.
For år tilbage var der den årlige verdens kongres for mit fag, i Ghana. Her var et af emnerne en værdig død.
En stille, rolig og smertefri død ønskes af alle, ikke kun os i vesten. Det arbejdes der på i Somalia, Peru, Indien, Tyskland, Canada og de fleste andre lande i verden.
Men jeg kan se dit store behov for at anskue verden med koldkrigs brillerne er altoverskyggende for dig.
Du forholder dig ikke til at din holdning vil koste civile Ukrainere livet og muliggøre etnisk udrensning af "nazister" i Ukraine.
Derudover er det tydeligt, at du ignorerer Ukraines ønsker, de har intet at skulle sige om deres eget land i din optik.
Så hellere være skrivebordsgeneral end en person der gemmer sig under skrivebordet og siger: "så tag dog Ukrainerne, giv os i vesten "smæk" for det vi har gjort af ugerninger i fortiden, vi fortjener det".
At du har et behov for renselse/syndsforladelse for det vesten har gjort af ugerninger, skal Ukrainerne nu betale for.
Men bid mærke i dette: ingen person og intet land er uden synd/moralske ugerninger.
@ Jørgen Mathiasen
Det har været fremme i danske medier, at der jævnligt har været uformelle samtaler mellem diplomater fra USA og Rusland om krigen i Ukraine. Så selvfølgelig afprøver man løbende fra amerikansk side, om der er mulighed for en forhandlet afslutning på krigen. Men det er nu engang sådan, at man opnår det bedste resultat ved at forhandle fra en styrkeposition. Og derfor er der ikke nogen modsætning mellem at levere våben til Ukraines selvforsvar, samtidig med at man løbende taler med Rusland.
@ Thomas Andersen
I princippet er der intet til hinder for, at andre lande kan sende soldater til Ukraine for at hjælpe landet med at forsvare sig mod den russiske invasion. Folkeretten tillader at hjælpe et land, der er blevet angrebet, og der er ingen begrænsninger på omfanget af denne hjælp. Det er derfor, FNs sikkerhedsråd sanktionerede den første Golfkrig i 1991, hvis formål var at smide den irakiske hær ud af Kuweit.
Så det er mere politiske overvejelser, der gør, at ingen lande hidtil har sendt soldater til Ukraine. For det første er der angsten for, hvordan Rusland vil reagere, men det er sådan set ikke en pind anderledes end den angst, der også har været for, hvordan Rusland vil reagere, hvis Ukraine forsynes med den ene eller andet type våben.
Mere afgørende er derfor nok, at viljen til at hjælpe Ukraine måske ikke strækker sig så langt som til, at landenes egne soldater skal risikere liv og lemmer. Og så spiller det nok også en afgørende rolle, at Ukraine hidtil ikke har manglet soldater men snarere udstyr. Så Ukraine har mig bekendt ikke bedt om at få "boots on the ground", og der er jo ingen grund til at give dem noget, de ikke beder om.
Men det er bestemt ikke udelukket, at situationen kan ændre sig engang i fremtiden, og vi f.eks. kunne se polske soldater kæmpe i Ukraine. Og så længe de afholder sig fra at udføre operationer på den russiske side af grænsen, er der sådan set ingen grund til at sige, at dette med nødvendighed vil føre til "3. Verdenskrig" eller en total krig mellem Nato og Rusland.
At tænke sig at gamle kommunister har behov for at beskytte en ekstremt højreorienteret person som Putin.
Antoniette caldera, 07. september, 2023 - 06:35
Dybest set kan man sige, at Ukraine lige fra krigens allerførste dage har kæmpet for at få en bedre forhandlingssituation, og gradvist er det også lykkedes at få Ukraines støtter til at gøre stadigt mere. Jeg synes, at de skulle have været lidt kvikkere, både i den ene og den anden betydning af ordet, men Danmark kan man ikke kritisere i den anledning.
@Jørgen Mathiasen 07. september, 2023 - 07:27
Jeg er stort set enig i dine synspunkter som formuleret i læserbrevet -
dog synes jeg godt, at vi fra dansk side kunne have leveret det dusin
Leopard 2 kampvogne, som "Den tunge Brigade" havde med til Baltikum,
til Ukraine, da vi trak Brigaden tilbage til Danmark.
Jakob Ellemann ævlede om, at vi skulle bruge kampvognene selv -
vi kunne vel have anskaffet nogle nye og i mellemtiden være dækket
af Nato's musketeréd plus de resterende godt 30 Leopard 2 kampvogne
i arsenalet.
@Torben Siersbæk 06. september, 2023 - 21:06
Det er et flot gennemarbejdet læserbrev.
@ Antoinette
Tak for dine, altid, velovervejede nuancer.
Jeg vil reflektere lidt mere over det med 3 verdens krig.
@ Jørgen Mathiasen
Der har siden krigens begyndelse 24. februar 2022 været megen snak om og bekymring for Ruslands "røde linjer", blandt andet som følge af regelmæssige russiske trusler om at starte en atomkrig. Man kan sige, at vestlige ledere måske har ladet sig intimidere for meget af den russiske sabelrasling.
Men når det er sagt, kan det være velbegrundet nok at bekymre sig for, hvad der vil ske, hvis Putin-styret falder. I juni 2023 så vi et mislykket kupforsøg fra Wagnergruppen. Så det er jo ikke ligefrem sådan, at der synes at være en spirende demokratibevægelse i Rusland, der udgør et alternativ til Putin-styret.
Og man kan have den sammensværgelsesteori, at angst for, hvad der kunne følge efter Putin-styret, får Ukraines vestlige støtter til at holde igen med våbenhjælp, så Ukraine hele tiden får nok til at holde den russiske hær stangen, men ikke nok til at påføre den et afgørende nederlag, som kunne udløse en form for revolution eller kup i Rusland.
@ Antoniette Caldera, 07. september, 2023 - 11:36
Det hører med til demokratiet, at medierne og vælgerne har en rolle at spille, og med det vil jeg pege på, at vores ledere ikke bare lader sig intimidere af russerne men også skeler til den offentlige debat. Det er klart, at den tyske og den italienske offentlighed ser anderledes på krigen end den danske, alligevel har regeringerne i begge lande bevæget sig et langt stykke til fordel for Ukraine.
Det sidste kan man endda belægge med data. Det er nu kommet frem i et studie, at europæerne har lovet Ukraine hjælp for €156 milliarder, og dermed ligger Europa foran USA med knapt 70 milliarder, - en væsentlig grund er den såkaldte EU-facilitet på 50 milliarder euro. Disse data meddeler Kieler Institut für Weltwirtschaft [Institut i Kiel for verdenøkonomi].
Det er jeg faktisk ikke overrasket over. Det står temmelig klart, at vi som europæere har en særlig interesse i9 konflikten. Desuden bliver der i europæisk politik skelet til, hvad de amerikanske vælgere kan finde på at gøre ved præsidentvalget. - Så er vi tilbage ved demokratiet.
Marie-Christine Poncelet, 05. september, 2023 - 22:14
Det var Rusland, som startede krigen med at invadere Ukraine. Indtil Rusland rømmer Ukraine og herved stopper krigen, står hvert eneste tabt menneskeliv, ukrainsk eller russisk, ene og alene på Ruslands regning.
@Anders Thornvig Sørensen - 07. september, 2023 - 14:13.
Selvfølgelig har du ret!
Det er desværre spildte guds ord på Ballelars at prøve at argumentere med Mme Poncelet!
@ Anders Thornvig Sørensen
Og endnu vigtigere hjælper det ikke noget at sige, man er imod krig, hvis man ikke kommer med realistiske forslag til, hvordan den kan afsluttes. Paul Villaume forsøger at sælge, hvad der nærmest må kaldes en eventyrhistorie om, at der kan indgås en aftale, hvor Rusland trækker sig ud af Ukraine mod at få en garanti om, at Ukraine ikke søger optagelse i Nato samt nogle aftaler om selvstyre og mindretalsbeskyttelse i Donbas-regionen.
Og ja hvis dette var en mulighed, så burde den da bestemt afsøges. Men der er bare intet, der tyder på, at det forholder sig sådan. Grundlæggende fordi Paul Villaume fuldstændig ignorerer eller mistolker Ruslands og Putins mål med krigen. Jævnfør flere tidligere indlæg herom.
For sjov skyld læste jeg et indlæg, Paul Villaume skrev i januar 2022 dvs. før den russiske invasion af Ukraine. Af dette indlæg fremgår, at Ruslands primære formål med at opmarchere 100.000 soldater langs grænsen til Ukraine, var at presse USA og NATO til forhandlinger.
Det svarer stort set til at sige, at USAs primære formål med at sende hangarskibe og en kæmpe angrebsstyrke til Golfen i 2003 var at presse Irak til at lade FNs våbeninspektører få adgang til at undersøge, om landet stadig havde masseødelæggelsesvåben.
Enhver kunne indse, at uanset hvad Hans Blix måtte have konkluderet, så ville hangarskibene naturligvis ikke blive bedt om at vende om og sejle hjem igen. Og tilsvarende skal man være himmelråbende naiv for ikke at indse, at Putin havde truffet en (dårlig) beslutning om at invadere Ukraine, og at hvad der end foregik af forhandlinger og møder forud for 24. februar 2022, så var de ikke andet og mere end et figenblad, Putin kunne forsøge at dække sig bag.
Antoniette caldera
06. september, 2023 - 06:35
Nogle af de mest naive kendte personer er bl.a. Mahatma Ghandi og Nelson Mandela. Vi har ikke andet valg end naivitet. Altså bortset fra et atomart ragnarok. Jeg har forstået, at der er mange, som vælger det sidste. Det gør jeg ikke. Hvis der er nogen, der ikke er interesseret i denne krig, er det Kina. Kina er en merkantilistisk nation, og det kinesiske kommunistparti henter sin legitimitet i fortsat økonomisk vækst. Det kan den kinesiske ledelse ikke præstere, hvis de internationale markeder forstyrres af en opskalering af krigen. Uden Kinas opbakning bryder den russiske økonomi sammen, og Putins magt vil smuldre. Kina har magt til at tvinge Rusland til forhandlinger. Som Villaume foreslår, bør en mægling mellem Rusland og Ukraine etableres ved, at Kina og USA bliver enige om metoder og mål. Det virker som om, at du heller ikke har læst Villaumes kronik. Den er baseret på en (sandsynlig) påstand om, at denne krig ikke har nogen vinder. Jeg formoder, at påstanden er baseret på, at de store forventninger der var til Ukraines forårs- og sommeroffensiv. Disse forventninger løbet ud i sandet. Villaume: "Enhver tale om, at ingen af parterne kan vinde krige militært, og at et formentligt uskønt kompromis bliver uomgægeligt, bliver på vestlig side betragtet som nærmest Putin-apologetisk og på russisk side set som et forræderisk knæfald for USA/NATO." Selvom Villaume understreger, at han betragter Ruslands invasion i Ukraine, som stridende mod folkeretten, slipper Villaume naturligvis ikke for at blive hængt ud som Putin-apologet. Læs Uffe Gardels svar til Villaume i Information den 30. august. Alle der offentligt har påpeget, at en forhandling er den eneste udvej, og alle som har påpeget Vestens (NATOs) ansvar for krigen har oplevet at blive hængt ud som Putin-apologeter af personer, som ikke formår at skelne mellem en krig og en fodboldkamp.
Thomas Andersen
06. september, 2023 - 17:03
Hvor mange ukrainere skal ofres for at den krig, som du så brændende ønsker skal fortsætte?
Ib Gram-Jensen
06. september, 2023 - 08:13
Har du mon opdaget, hvad der er sket siden 1994? Som Villaume skriver, så foreslog NATO i 2008, at Ukraine skulle optages i NATO, selvom der ikke var flertal for det i Ukraines befolkning. Siden har USA/NATO opstillet mellemdistance missiler i Polen, Tjekkiet og i Rumænien. Missilerne peger mod Moskva, og de kan rent hurtigt forsynes med atomare sprænghoveder. Hvad tror du, der ville ske, hvis Rusland opstillede mellemdistance missiler i Mexico?
@ Ivan Breinholt Leth
Nej jeg har ikke læst Poul Villaumes kronik, da den er gemt bag betalingsmur. Men jeg har læst det indlæg, han har sendt her, og jeg har også læst andre indlæg, som man kan finde på internettet og læse uden betalingsmur. Og læsning af de indlæg får mig ikke til at tro, jeg er gået glip af noget. Som jeg allerede har skrevet, så mister en debattør enhver form for troværdighed, når han helt åbenlyst citerer en artikel for noget andet end det, der faktisk står i den. Se indlæg af Torben Siersbæk 06. september, 2023.
Hvad angår ideen om, at Kina ligger inde med løsningen, så har vi hørt den før. Der var vist noget med en kinesisk fredsplan, som dog ikke virkede særligt seriøs. Det er muligt, at krigen ikke er i Kinas interesse, men det har hidtil ikke afholdt Kina fra at forholde sig meget passivt til den, primært pege fingre mod Vesten og fortsætte med at udvikle tætte "venskabelige" relationer til Rusland.
At Kina skulle have magt eller overhovedet vilje til at tvinge Rusland til at opgive krigen virker som ren ønsketænkning. Desuden betyder det så, at ikke bare Ukraine men også Rusland reduceres til lande, som der skal forhandles hen over hovedet på, uden at de selv har noget at sige. Endelig kan man spørge, hvilke indrømmelser, det mon er, USA skal Kina i den forbindelse? At USA ikke vil blande sig, hvis Kina forsøger at erobre Taiwan måske?
"Som Villaume skriver, så foreslog NATO i 2008, at Ukraine skulle optages i NATO, selvom der ikke var flertal for det i Ukraines befolkning."
Hvilket er endnu af en Villaumes mange løgne og fordrejninger. NATO "foreslår" ikke, at noget land skal blive medlem. Det er landets regering, som sender en ansøgning til NATO om en såkaldt "plan for medlemsskab". Det gjorde Ukraines regering i 2008, og det mundede ud i en beslutning i NATO om IKKE at tilbyde Ukraine medlemskab men dog ledsaget af en uforpligtende udtalelse om, at "Ukraine og Georgia vil engang blive medlemmer".
Det er så rigtigt nok, at der i 2008 ikke var folkeligt flertal i Ukraine for NATO-medlemsskab. Derfor var der (som i andre lande) debat om emnet, der var demonstrationer og protester, og der var forslag om at holde en folkeafstemning, hvilket havde tilslutning fra mere end halvdelen af befolkningen (ifølge Wikipedia).
Under den russisk-venlige præsident Viktor Yanukovych blev planerne om NATO-medlemsskab lagt i mølposen. Siden begivenhederne i 2014 har der generelt været folkeligt flertal i Ukraine for at blive medlem af NATO, men nu er det ikke længere en realistisk mulighed, fordi NATO ikke vil optage et land med en pågående territorial konflikt.
Jørgen Mathiasen
07. september, 2023 - 05:58
Det ser ikke ud til, at du har forstået, hvad mægling betyder. Det betyder, at udefrakommende aktører sammen med de stridende parter, forsøger at hjælpe dem med at finde et kompromis. Måske bør du overveje, at læse Villaumes kronik en gang til, hvis du altså overhovedet har ulejliget dig med at sætte dig ind i, hvad Villaume faktisk mener. Du kan starte med overskriften: ”Både Ukraine og Rusland må kunne se sig selv i en fredsaftale.” Længere nede i kronikken skriver Villaume: ”Putins Rusland reagerede ved folkeretstridigt at annektere Krim.” Og: ”Efter Rusland i februar 2022 med sit kontraproduktive og ULOVLIGE angreb på Ukraine...” (Min fremhævning) Det fordrejer du så til, at Villaume ønsker en forhandling ”henover hovedet på ukrainerne”, og at han billiger Ruslands ulovlige besættelser. Hvis du også læser den første linie i Villaumes kronik, så hjælper det dig måske til at forstå, at Villaume ikke er den Putin-apologet, som du og Uffe Gardel meget gerne vil gøre ham til: ”Ukraines ret til at forsvare sig mod Ruslands ødelæggende og selvødelæggende angreb....er indlysende.” Villaumes understregning af, at Rusland har annekteret Krim mod folkerettens bestemmelser, invaderet Ukraine ulovligt, og Ukraines ret til at forsvare sig, får du fordrejet til, at Villaume og jeg ”billiger Putins grænseændringer eller annektering af fem ukrainske regioner”.
Dit sproglige spaghetti med en påstand om, at jeg mener, at ”en længere række af stats- og regeringschefer i store og små lande, - det sidste inkluderer alle EU/Nato-lande i Ukraines umiddelbare nærhed med undtagelse af Ungarn, opgive understøttelsen til Ukraine”, er noget du digter. Du kan ikke citere mig for at have fremført en sådan påstand. Din argumentationsform er underlødigt gætværk, og du bør forholde dig til, hvad andre debattører faktisk skriver.
Hvilken interesse har du i at fordreje andre debattørers indlæg så groft? Du behøver ikke at svare, for du har allerede diskvalificeret dig selv som seriøs debattør.
I din logik bliver et standpunkt, som forholder sig kritisk til Vestens rolle i krigen til, at så støtter man nok Rusland. Du er ikke den eneste, som har denne to-dimensionelle opfattelse, og som har svært ved at skelne mellem en krig og en fodboldkamp. I fodbold drejer det sig altid om, hvilket hold man holder med. Når du anvender den logik på en krig, lukker du af for både kritik og analyse. Spørgsmålet om, hvilke kræfter der er på spil, hvordan de fungerer og hvilke interesser de har, bliver reduceret til et ligegyldigt spørgsmål om, hvem du holder med. Hvorfor er det tilsyneladende så svært for mange at forstå, at denne konflikt ikke er så enkel, som propagandaen på begge sider påstår? Det er med Luhmanns ord ”reduktion af kompleksitet” og manglende evne til analyse.
"Vi har ikke andet valg end naivitet. Altså bortset fra et atomart ragnarok. " skriver Ivan Breinholt Leth. Det er dog noget mageløst sludder.
Rick Nielsen
07. september, 2023 - 07:03
Villaume skrev i sin kronik: "Putins Rusland reagerede ved folkeretstridigt at annektere Krim.” Og: ”Efter Rusland i februar 2022 med sit kontraproduktive og ulovlige angreb på Ukraine valgte at kortslutte den (spinkle) diplomatiske proces..." Det får du til, at Villaume "beskytter en ekstremt højreorienteret person som Putin." Der må være et eller andet, som er kortsluttet for dig.
@Ivan Breinholt Leth
Du har ganske ret i, at vi ikke behøver fortsætte diskussionen. Næste gang Villaume skriver en tekst om sagen, skulle han prøve at forklare, hvad svaret er på spørgsmålene om Ukraines suverænitet, territoriale integritet og folkenes selvbestemmelsesret. Der udestår desuden nogle spørgsmål om, hvad den nye europæiske sikkerhedspolitiske struktur skal være etc., men endnu før det, skal vi se om Putin overhovedet vil forhandle om en fred, som ikke er en diktatfred. Det mener Villaume. Andre som er tættere på diplomatiet, kan ikke få øje på det.
@Jørgen Mathiasen - 07. september, 2023 - 18:37.
Det ville også være velgørende at vide, hvordan han vurderer Ruslands opfyldelse af løfterne om beskyttelse af Ukraines suverænitet, som landet var part i (garant for!) i 1994 (Trilaterale Aftale) hvor Rusland havde held til at strippe Ukraine for kernevåben.
Det ville også være interessant at høre hans kommentarer til Chatham House's krystalklare analyse "Russia's longstanding problem with Ukraine's borders" (af 24. august 2022: https://www.chathamhouse.org/2022/08/russias-longstanding-problem-ukrain...) af Ruslands holdning til en klar og præcist markeret grænse mellem de to lande.
Jeg vil end ikke sætte en bøjet femøre på at PV kommenterer med noget som helst!
Hans ofte gentagne synspunkt er jo at "begge parter skal kunne se sig selv i en aftale", og Rusland har jo allerede formelt indlemmet en stor del af Ukraine i den Russiske Føderation, ligesom det forlanger at Ukraine ikke selv må bestemme sit alliancetilhør!
Skal vi undskylde Putin med at Jeltsin var fuld?
Overskriften til denne artikel lyder "Ukrainekrigen får ikke en lykkelig Hollywood-afslutning".
Dens aktuelle status beskriver Timothy Snyder fra sit aktuelle besøg i Ukraine.
Det er interessant læsning!
Find beretningen her: https://snyder.substack.com/p/the-state-of-the-war?r=2k6fco&utm_source=s...
Og man kan abonnere på nyheder nederst på siden (hvis man har lyst og/eller tør udsætte sig for et ikke-trumpiansk og ikke reaktionært USA-medie, med indhold fra en bragende dygtig historiker ved Yale University...).
PS: Ingen betalingsmur om denne artikel.
Sider