På sin lange udholdende vandring gennem den klassiske græske og romerske litteratur er vor med rette feterede "overoversætter", professor Otto Steen Due, nu vendt tilbage til sin Ovid. Sidste år fik vi hans Metamorfoser i en forbedret andenudgave, såvel som de hidtil uoversatte Amores eller på dansk Eskapader, og nu foreligger der sandelig en splinterny og herligt læservenlig Ars Amatoria eller Ars Amandi, på dansk traditionelt kaldt Elskovskunsten, skønt den korrekte titel snarere lyder Håndbog i hor. Og endnu en gang må man indrømme, at Publius Ovidius Naso ligger rigtig godt for Otto Steen Dues sprudlende verbale gemyt og hans sikre håndelag som verskonstruktør.
Hvor hans arbejde med Vergils Aeneiden måske indimellem kunne have præg af pligt, af møjsommelig hamren ved heksametrenes ambolt, og hvor man i hans på alle måder forbilledlige Homer-oversættelser enkelte steder kunne fornemme, hvordan han måtte daske sig selv over fingrene for ikke at være lidt mere bramfri og fræk, dér får han af Ovid lov til helt at rulle sig ud: Her digtes der med fynd, her fordanskes med idel fryd. Fødderne klaprer fornemt af sted, bugnende af præcise fund.
Tag blot et udtryk som 'rettidig omhu', som vi jo ellers forbinder med A.P. Møller, hans skibe og søn. Her bruges det med et grin om den planlægning og sans for timing, som helst skal til, hvis man vil i seng med en pige, eller som kvinde vil gafle en mand, altså score, som det naturligvis også kan hedde hos Otto Steen Due.
Han er sig nemlig fuldt bevidst, at også kærlighedslivets sprogbrug lynhurtigt forandres. Rigtige mænd bruger ikke makeup, formaner gamle Ovid, som naturligvis ikke kendte ordet 'metroseksuel', men nok ville have nydt at dele ordvalg med Steffen Brandt og utvivlsomt kunne bøje sig for et påfund som jalousiterapi og for, at 'forbillede' på moderne dansk skal hedde rollemodel, også når det anvendes om selveste Herkules.
Ovid bedyrer i det første af værkets tre hæfter (på hver ca. 800 vers), at hans gode råd til læsere med appetit på sex skam udelukkende er henvendt til gifte personer, ja, helt og holdent tager sigte på praktisk anvendelse inden for ægteskabets sikrende rammer. Sådan måtte han fornuftigvis skrive, eftersom kejser Augustus' pæne morallove havde kriminaliseret ægteskabelig utroskab i de højere klasser, senator- og ridderstanden, og i princippet også for alle romerske borgere.
Men efter dette knæfald for den offentlige sædelighed glemmer han det hurtigt igen og slår gækken løs i et festfyrværkeri af vid, og med en aldeles afvæbnende frækhed og charme, uforligneligt skrupelløs, altid med på den værste.
Chancesejlads
Hovedreglen lyder:
Alle kneb gælder! Enhver er sin egen fornøjelse nærmest.
Derfor skal man bare være ødsel med løfter, komplimenter og små gaver, og af samme grund bør man vare sig for at indvie sine venner i sine kærlighedssorger og erotiske glæder.
Sky den du tror er dig tro! Så kan du føle dig tryg. / Tag dig i agt for fætter og bror og skoletidsvenner!
Den, man betror sine kærlighedsdrømme, kan lynhurtigt blive: rival.
Ovid diskuterer indgående, hvorvidt det er tilrådeligt at have sex med en tjenestepige, der samtidig fungerer som overbringer af breve til fruen. Det er en chancesejlads, men hvis Pernillen tiltaler dig "med sin krop og ikke blot med sin flid", så sørg i hvert fald for at få hendes frue erobret inden pigen ledsager denne.
Lad ikke eventyrsex starte på tyendeplan!
Om selve overtalelsens kunst indskærper Ovid, at man må be for at få lov:
Tvivl ikke på der er ingen du ikke kan opnå: / En ud af tusinde, højst, gir dig en virkelig kurv. / Om de sir ja eller nej, kan de li at man gerne vil ha dem. / Selv om du bliver vist af, taber du intet ved det.
Og har man først vundet en kvindes hjerte, gælder det bare om at snakke hende dygtigt efter munden. Undgå skænderier. Fyld hende med lyrik, også selv om du ikke kan digte:
Når man bruger stemmen med charme, kan selv bras blive sød poesi!
Særlig vigtig er naturligvis kunsten at give komplimenter:
Vil du beholde din pige, så lad hende mærke du altid / taber næse og mund over hvor godt hun ser ud! / Er hun i Tyrierrødt så ros hendes Tyrierkjole! / Er hun i Coisk chiffon? "Coisk chiffon er så chikt!" / Guldlamé? Hun er for dig mer værd end det pureste finguld! / Frakke med vildsvineluv? "Godt du har taget den på!"
Det var med tips som disse, og nogle af lidt mere vovet art, Ovid i år 1 f.Kr. høstede sin skandalesucces. Og hvad enten det nu var planlagt på forhånd eller ej, fulgte han hurtigt sine to hæfter håndbog for herrer op med endnu et sæt rettet til kvinder, bygget op parallelt med de andre. Her kunne romerinderne høre, hvordan man finder og siden hen fastholder en elsker, hvordan man selv sørger for at tage sig mest fordelagtigt ud, hvordan man besnærer en herre ved sit kendskab til litteratur, især den erotiske poesi, hvordan man skriver lokkende breve, og hvordan man skærper en mands længsel ved at holde ham hen:
Er du for villig, da fremmer det ikke en varig affære: Lejlighedsvis skal et 'nej' krydre den festlige leg.
Til aller aller sidst gives anvisninger om valget af samlejestilling. Det var vist her, der i gamle dage, dengang porno lå længere væk end tre museklik fra din hånd, var gufguf for latinlærerne og disses mest fremmelige disciple. Det er formentlig også disse vers, præsten, hr. Søren, har i tankerne, når han i Blichers Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog snapper bogen ud af Morten Vinges hånd og siger: "Abstine manus! Fingrene af Fittefadet! Det er ikke for dig!"
Takket være Otto Steen Due er der nu fri adgang til fadet, også for dem, der ikke kan læse klassisk latin. Oven i købet har vi her fået en smuk og velkommenteret bog, der ligner årets julegave til den elskede.
nOvids elskovskunst. Håndbog i hor. Oversat af Otto Steen Due. Ill. af Christian Lemmerz. 150 s. Kr. 275,00. Gyldendal. ISBN: 87-02-03778-5.
