Anmeldelse

Skamstøtten

Debat
14. august 2007

Måske er Ulrik Høy fra Weekendavisen den, der om retsopgøret efter Danmarks angrebskrig mod Irak siger det bedst (i gårsdagens udgave af Information):

"Det, der er brug for her, er ganske almindelig kristen samvittighedsransagelse. Ikke mindst tilhængerne af krigen," hvortil Ulrik Høy regner sig selv, "bør ransage deres samvittighed. Vi skal ikke dø i synden. Statsministeren må se sig i spejlet og spørge, om han kan leve med det her."

Kan Anders Fogh Rasmussen ikke selv finde spejlet, må Margrethe Vestager fra Det Radikale Venstre og Naser Khader fra Ny Alliance forevise ham det. Begge overvejer efter det kommende folketingsvalg at pege på Venstre og Konservative som dem, der skal videreføre den nuværende socialdemokratistiske velstandspolitik i stedet for at overdrage den direkte til Socialdemokraterne, men hverken Vestager eller Khader kan da som anstændige mennesker fortsat lade Fogh Rasmussen stå i spidsen for den danske regering.

En anden tidligere tilhænger af krigen, Kurt Rosenstrøm, har i en kommentar på Informations hjemmeside (31. juli 2007) været inde på det samme:

"Jeg var en af dem, der klappede i hænderne over angrebet. Jeg blev også forført af stemningen og løgnene. For alle dem, der hadede amerikanerne mere end de elskede Saddam, var det selvfølgelig let. Men det var ikke let at sidde på hænderne, for nu skulle demokratiet indføres i Irak, og senere ville alle golfstaterne falde som domino brikker for demokratiet. Men vi fejlede! Det var dumt, stupidt, snæversynet og en katastrofe at angribe Irak. Men det er menneskeligt at fejle. Alle kan fejle. Jeg er heldigvis ikke politiker. Men jeg mener også, at Fogh nu må tage ansvaret for sine fejltagelser og ikke igen gå efter statsministerposten."

Søren Krarup fra Dansk Folkeparti må tværtimod erklære, at han om nogen heldigvis er politiker. For på ham, som udtrykkeligt har advaret mod at "forsluge sig på Vorherre" i menneskerettighedernes navn, ligger en særlig forpligtelse til at få draget konsekvensen af, at denne forslugenhed - ifølge Fogh selv - førte til Irak-massakren:

"Det internationale samfund må lære," sagde statsministeren forleden, "at når det fjerner et tyranni - for det kan også blive nødvendigt i fremtiden - at gennemføre en meget nøje analyse af de folkelige, religiøse og politiske strukturer i et samfund. At der er et bæredygtigt alternativ, som har en folkelig legitimitet."

Netop mangel på et bæredygtigt alternativ førte fra eftersommeren 2002 til de utallige advarsler mod krigen, som Anders Fogh Rasmussen overhørte. Skal han bevare en rest af anstændighed, kan han herefter ikke fortsætte som statsminister.

Gør han det alligevel, og får han lov til det, må en skamstøtte rejses over ham. Eller rettere over Det Danske Folk, der fortsat vil have ham som sin førstemand.

Til æwig spott

Skamstøtten er i dansk bevidsthed især knyttet til den, som Frederik III i modsætning til en æresstøtte i 1663 fik rejst på det nuværende Gråbrødretorv i København over sin svoger Corfitz Ulfeldt til "æwig Spott / Skam og Skiendsel", og som først Christian VIII i 1841 besluttede at fjerne.

Støtten hører næppe til de sorte kapitler af Danmarkshistorien, der ellers rummer nogle stykker. Selv når der ses bort fra slavehandel og vores sydlige kolonier samt behandlingen af Norge, Færøerne, Island og Grønland: F.eks. Christian II's Stockholmske Blodbad i november 1520. Christian IV's inddragelse 1625 af Danmark i Trediveårs Religionskrigen. Frederik VI's stædige alliance med Napoleon, selv efter bombardementet af København 1807, medførende tab af Norge og medvirkende til statsbankerot i 1813. Londonkonferencen 1864 - efter nederlaget i vores selvpåførte krig mod Preussen og Østrig - hvorfra vores forhandlere udvandrede, selv om de dér kunne have opnået samme grænsedragning i Sønderjylland som den, vi først fik i 1920. Endnu sortere det såkaldte 'retsopgør' efter besættelsen 1940-45, hvor mennesker blev dømt for det, som samarbejdspolitikerne (fra ikke mindst Foghs parti) direkte havde tilskyndet og presset dem til at gøre, men som 'de ansvarlige' over for et pludselig så hævngerrigt folk nu luskede sig fra.

Alt dette overgås af Irak-krigen. Fordi det har kostet andre mennesker så ufattelig store lidelser, at statsministeren og hans folke(tings)flertal i messiansk storhedsvanvid tilsidesatte alle advarsler, som præcist forudså, hvad nu er sket. Og som Danmark i dag om muligt endnu mere kynisk bare lusker sig fra. Formår det ikke Fogh at frasige sig sit hverv eller folke(tings)flertallet til at tvinge ham dertil - må skamstøtten rejses. Til æwig spott, skam og skiendsel.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her