Anmeldelse

Christiansborgsbog til kaffebordet

Når nu nationens parlamentsbygning har fødselsdag kunne man godt være lidt mere sur og kritisk
Det slot, der nu fejrer 100 års jubilæum, tegnede arkitekten Thorvald Jørgensen. En bog fejrer Borgens fødselsdag, men skulle have ladet være med det.

Det slot, der nu fejrer 100 års jubilæum, tegnede arkitekten Thorvald Jørgensen. En bog fejrer Borgens fødselsdag, men skulle have ladet være med det.

Michael Mottlau

Debat
20. oktober 2007

Christiansborg fylder 100 år i år. Det vil sige, det er det tredje slot af slagsen, eftersom de to første i tur og følge brændte ned som følge af gentagne bygningstekniske brølere med gennemgående trækkanaler af træ.

Længe før disse stolte huse byggede krigeren og stormanden bisp Absalon en borg ved Havn. Efter meget at dømme var strandbyen Havn allerede en efter tidens målestok betydelig bebyggelse med kongsgård og fort ved de lave småholme ved 'det smalle farvand ved den grusede bred', som navnet Øresund betyder - farvandet mellem Sjælland og de strategisk vigtige og velhavende svenske landskaber Skåne, Halland og Blekinge.

Hansestædernes marineinfanteri nedbrød imidlertid i Atterdags landflygtighed Lundebispens nu formentlige moderniserede borg, en torn i øjet på de driftige handelsfolks skibstransit. Stadig var ejendommen på Slotsholmen i gejstligt eje.

Roskildebispen Peder Jensen Lodehat opførte på ny borg Købmændenes foretrukne by på Østsjælland, men i 1416 skred kronen ind og satte sig på stedet. Siden byggede kongerne en nyborg, Københavns Slot, som var en sær polygonal blanding af stilarter med middelalderfæstningens strenge militære design som dominans i det svære Blåtårn, de tykke mures vægtergange og selve den uregelmæssige bygningskrops afvisende karakter.

Grisebasser

I længden kunne man ikke finde sig i sådan noget rod som kongebolig. Christian 4. udholdt heller ikke stanken; københavnerne, som altid har været nogle grisebasser - gå bare en tur i kvarteret i vore dage - hældte reverenter talt deres lort direkte ud i kongens voldgrav. Christian, der også gik jævnligt i bad, byggede sig som konsekvens af sin sarte næse og for at kunne modtage folk lidt mere standsmæssigt i periferien af byen et lille luksusslot, hvis navn på finurlig vis understregede modsætningen ved roserne til lugten i bageriet.

Efterfølgende søgte skiftende forvaltninger at udbedre og restaurere slottet, blandt andet ved at kalke det hvidt, så det så ud af noget. Men det var i grunden håbløst; klumpedumpet lå det der på sin dengang lave ø og mindede alle om Danmarks beskedne nationalprodukt.

Fremmede gesandter grinede i skægget, når de så elendigheden, og kunne rapportere hjem om den fattige danske konge, som man ikke behøvede regne for alverden.

Med enevælden gik det slet ikke, og Krieger og Ernsts ombygning i forsøget på at give slottet et aristokratisk enhedspræg gjorde nærmest ondt værre; konstruktionen var med murenes forhøjelse også blevet for tung, så slottet satte sig skævt i den sumpede grund og truede med at brase sammen.

Christian 6. lod hele historien rive ned og fik Häusser til at bygge et wienerbarokt kæmpeanlæg, hvoraf ridebanefløjene står tilbage. I 1794 brændte det øvrige slot. Det andet Christiansborg, C.F. Hansens, indviedes 1828 og gik op i røg små 60 år senere - branden blev udødeliggjort i Herman Bangs mesterlige avisreportage - kun kirken og de lave sidefløje samt endnu engang ridebanen overlevede.

Firmafestskrift

Det slot, der nu fejrer 100 års jubilæum, tegnede arkitekten Thorvald Jørgensen. Og det skulle han hellere have ladet være med. Bygningen er blandt andet på grund af det fejldimensionerede tårn tung, fejldisponeret i rytme og format og umulig, også fordi bygherren lod den nederste mezzanin sløjfe af tegningen, så bygningen ser ud, som om man har glemt en etage, hvad man jo så også har. Materialerne er til at slå sig på, granitbeklædning over de gamle genbrugsmure. Ærgrelsen over at rigets styre har fået en så uheldig arkitektonisk ramme, understreges af elegancen og finurligheden i det næsten samtidige københavnske rådhus. Tænk om Nyrop også havde fået Christiansborg som opgave og skænket fædrelandet et værdigt parlament!

I anledningen af 100 års fødselsdagen har Gyldendal udsendt en moppedreng af en kaffebordspublikation: Borgen. Christiansborg 100 år. De to journalister med let fjedrende gang i dansk politik Thomas Larsen og Bjarne Steensbeck har sammen leveret teksten, Bjarke Ørsted et væld af farvefotografier. De sidste er som sådan formidable, Ørsted er god til at stille skarpt og lave spændstige snit på computeren, og skam få den, der tænker ilde herom.

Teksten handler om hverdagen på Borgen og minder i stort og småt om et firmafestskrift. Også af den grund at den indeholder væsentligt mere kritiske bemærkninger om de tidligere direktioner, især Nyrup Rasmussens, end om den nuværende.

Siddende statsminister Fogh Rasmussen fremhæves i den benovede tekst ikke som én, der på trods af at have begået kreativ bogføring har opnået sit høje embede, men som manden i spidsen, der med en jernvilje har forstået at gøre erhvervslivets og moderne managements dyder til sine egne og regere det danske samfund som chef for en koncern. Det er ikke så lækkert.

Dette forhold understreger den påfaldende mangel på kritisk dybdeboring i afsnittet - også om journalisternes virke på Christiansborg.

Kæveglade politikere

Det har for så vidt altid været et springende punkt i det danske folkestyre, det med folketingsreporterne. Disse folk på det politiske overdrev, der på den ene eller anden måde voksede sammen med deres arbejdsplads og til sidst dårligt kunne skelne mellem væsentligt og uvæsentligt og egne og politikernes interesser, og som i øvrigt før i tiden kævede den på livet løs med lige så kæveglade politikere. I partipressens tidsalder var dette afhængighedsforhold temmelig åbenbart, men gik vel lige, fordi der var flere tilgange end nu, hvor de fleste medier politisk ligner kodeæg.

Forfatterne af den feststemte bog har behændigt adskilt journalisterne fra spindoktorerne og givet de to typer hvert deres kapitel. Problemets kerne er nærmere, at de to fænomener ikke kan skilles ad, og at den fjerde magt i samfundet efterhånden er den rene illusion, eller i hvert fald er det periodisk.

Mon Gyldendals forlagsredaktion ikke ville have gjort sagen en større tjeneste ved at vælge nogle skribenter udefra, folk der for det første ikke var helt så prægede af de øjeblikkelige konjunkturer, og som var i stand til at skille sig selv fra miljøet, folk der godt nok havde været i det og været del af det, men nu var i stand til at betragte det sådan lidt fra oven?

Historieløshed

Men det har måske næppe været opgaven, når projektet ifølge egne oplysninger er støttet af Realdania. Donator hører velsagtens til den kreds af erhvervslivsbeundrere af den nuværende regeringschef og dennes flertal, som teksten selv beskriver så malende betaget.

I virkeligheden er der tale om en jammerlig udgivelse, som end ikke fortjener sin plads på kaffebordet, allerhøjst som erstatning for den nederste del af et brækket bordben. Var det ikke 100 år Christiansborg fylder? Hvad med i stedet at have udgivet en ordentlig fremstilling af husets historie og - frem for at fylde publikationen med mere eller mindre ligegyldige billeder af her og nu, og ih hvor har vi det spændende - fundet et ordentligt og originalt billedmateriale frem fra husets dag ét til morgenavisen? Det findes faktisk.

Man kan virkelig tale om historieløshed, der vil noget, med en tekst, der i lange passager ikke hæver sig over det småsludrende om små morsomme begivenheder og så menneskelige, de dog er, når det kommer til stykket, de i bund og grund kære politikere. Hvor er den slags selvglad propaganda dog åndløs og ligegyldig.

Den omtalte bog er: Borgen - Christiansborg 100 år af Thomas Larsen, Bjarne Steensbæk. Foto: Bjarke Ørsted Gyldendal, 284 s. 299 kr.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Metz:

"Siddende statsminister Fogh Rasmussen fremhæves i den benovede tekst ikke som én, der på trods af at have begået kreativ bogføring har opnået sit høje embede, men som manden i spidsen, der med en jernvilje har forstået at gøre erhvervslivets og moderne managements dyder til sine egne og regere det danske samfund som chef for en koncern. Det er ikke så lækkert."

Nej, der er det godt nok ikke!

Jeg har nu i længere tid gået og funderet om det ille ville bedre at bygge et totalt nyt of flor parlament med de rette elektroniske hjælpermidler, bedre kontorer til folketingsmedlemmerne, og bedre plads i Folketingssalen til medlemmerne. Når man, som jeg gør, følger med både svensk og tysk tv ja da ser man gode store lyse rummelige parlaments-sale, hvor alle kan sidde og have plads til deres papirer mv. Det er jo nærmest direkte pinligt at se hvor småt folketingspolitikerne sidder i det - altså i folketingssalen ;)

Det nye Folketing kunne passende placeres i Ørestaden et sted. Så ville der jo nok heller ikke være langt til DR ;)

Karsten

Så kan ungerne jo flytte ind i Christiansborg ;)

Jup - skide godt forslag Egon, sikke en masse problemer vi kan løse. Og nu nu vi er ved det så lyder det jo unærgteligt bedre når man siger ude på holmen end Amager med alle disse frade aaa'er.

Så hvad med at vi flytter moletjasen ud på Saltholmen. Masser af lys og hyggelige mågskrig. Nul problemer med demonstrationer og malerbøtter og je selv fremtidige terrorister vil ha deres møje med at ankomme ubeset.