Anmeldelse

X Factor Jesus

Og anden påskegæk om Villy, Laura og det gode USA
18. marts 2008

Laura Arensbak Kjærgaard er 23 år, bosat i Århus og nu fhv. depotassistent. Forleden var hun landet rundt med billede af sig selv på kæmpestore gule plakater og en oplysning om, at hun mente at få hjælp fra Gud.

Det sidste er der imidlertid så mange, der er overbevist om og gladeligt bekender, George W. Bush f.eks. Når Lauras forladelse på Gud alligevel var en sensation, som Ekstra Bladet, der markedsførte plakaten, ville forkynde for al folket, så var og er det, fordi Laura deltager i tidens suverænt største mediebegivenhed: X Factor. Hvis læseren af dagbladet Information ikke lige ved, hvad X Factor er for noget, må vedkommende venligst henvises til Lasse Jensens fortræffelige introduktion af det mystiske x her i bladet 7. marts: "Den (hele folket, el) samlende x-faktor" http://www.information.dk/156010 . Så vi kan komme videre med dagens tekst i denne påskeuge:

"Når jeg skal ind på scenen, kommer der helt klart en lille bøn hver gang, fordi det er -, det er rart nok at vide, at han (eller Han, el) er med," sagde Laura Arensbak Kjærgaard til Ekstra Bladet som baggrund for ovennævnte plakat.

Og det har han (og nu fastholdes det lille h for resten, el) været indtil nu i hvert fald? spurgte Ekstra Bladet.

"Dét må man sige, mere end højst nødvendigt, tror jeg."

'Ikke fundamentalistisk'

Hvilken optakt til en påskeuge. Men Laura kan mere end sit Fadervor. Hun er også opdateret på sidste nyt i dansk politik og tidens næststørste mediebegivenhed, Villys, eller som han engang hed, Villy Søvndals, seneste og utallige omvendelser.

Selv blev kvart- og nusemifinalisten i X Factor omvendt "til sin stærke tro via sit engagement i gospel-musikken.

"Jeg blev grebet. Gospel er meget mere end det, vi ser på film med et stort negerkor, som går amok," sagde Laura til Ekstra Bladet.

"Hvor meget Gud fylder i Lauras liv, vil hun ikke nærmere ind på," oplyser bladet, som med en tilføjelse afslører, hvor godt Laura følger med i den hjemlige andedams storpolitik:

"Men hun understreger dog, at hun bestemt ikke er fundamentalistisk i sin tro."

Laura er bange for, at Villy også skal bede hende gå ad helvede til. Derfor må hun ikke tro på Gud uden straks at "understrege", at hun "bestemt" ikke er "fundamentalistisk" i sin tro.

Villy behøver hverken at vente på kvart-, semi- ellerfinale-finaler: Han har allerede sejret. En 23-årig depotassistent må ikke fortælle, at hun i en sangerdyst for glade amatører føler taknemmelighed over, at hun får kraft fra andet end lige sig selv eller den rationelle, beregnende fornuft, kald bare dette andet for 'faktor x', uden øjeblikkelig at forsikre, at hun skam ikke af den grund har tænkt sig at afskaffe demokratiet. Ligesom Jesus selv kunne henvise til det solskin og regnvejr, som vi ikke har æren af, skønt vi alle lever af det, og som - fordi det overgår "både retfærdig og uretfærdig, både gode og onde" - burde anfægte vores moralistiske, selvgode og rethaveriske opdelinger i "os" og "dem". Uden at Jesus af den grund kan kaldes anti-demokratisk. Han mente tværtimod, at vi ligefrem skulle elske vores fjender.

Brand i teatersalen

Kender jeg Villy Søvndal ret, vil han slå syv kors, eller hvad en erklæret ateist nu slår, for sig, ved påstanden om, at han skulle have ønsket at forskrække Laura og ligesindede. Men den går bare ikke. Ved at omvende sig til at støtte Jyllands-Postens oprindelige tegninger har SF's formand lige præcis råbt 'brand' i en fyldt teatersal, som den tidligere amerikanske udenrigsminister Madeleine Albright forleden udtrykte det i Deadline på DR2:

"Jeg tror selvfølgelig på ytringsfriheden, men jeg mener også, at frihed kommer med ansvar. Det er svært for mig at forstå, hvad tegnerne fik ud af at gøre det. Men jeg tror på pressefrihed. Og jeg mener, at det er vigtigt for folk at bruge deres frihed på en ansvarlig måde, uden nødvendigvis at fornærme andre. Man skal også opdrage folk med en idé om, hvad det er at være en god borger. I USA siger man: 'Du har ret til at ytre dig, men ikke til at råbe 'brand' i en fyldt teatersal'."

På spørgsmålet om, hvad politikerne i Danmark skal gøre, lyder hendes svar:

"Jeg mener, at politikerne skal sige de ting, jeg lige har sagt."

Som udenrigsminister arbejdede Albright for, at de ansatte i Udenrigsministeriet skulle lære om islam.

"Jeg ved ikke med danskerne, men amerikanere ved ikke særligt meget. De taler om 'den muslimske verden', selvom den ikke er en monolit - ikke alle muslimer bor i Mellemøsten, nogle bor i Indien og Indonesien," siger hun.

"Der er mange kendsgerninger, som folk bør kende. Bare at gøre grin med andre menneskers religion er, i mine øjne, ikke en ansvarlig handling. Og det skyldes uvidenhed."

Er det ikke viden nok for SF's formand, kan det måske berolige ham, at Laura i sin forskrækkelse tryglende fremhæver:

"Jeg lever ikke efter et regelsæt, der forbyder mig det ene og det andet."

Og er det stadig ikke nok, så "går Laura ikke af vejen for et glas vin i gode venners selskab".

Er du så tilfreds, Villy?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steen Rasmussen

Kære Ejvind
Et polemisk spørgsmål: Er der slet ikke nogen man kan tillade at sige ”gå af helvede til” til?
Og hvis ikke: Er det så udtryk for en eller anden form for lovreligion?

Personligt går jeg ikke ind for at provokere for at vise at man har ret til det, hverken i demokratisk eller nogen anden form for forstand. Derfor kan ikke engang de vanvittige reaktioner på tegningerne legitimere tegningerne posthumt. Men der findes bl.a. en statsminister i dette land, og en præsident i USA som jeg godt kunne tænke mig ville gå, eller blive gået, måske ikke af helvede til, men ”af”. Og jeg kunne godt finde på at sige det lige som Søvndal!

Dear Danes

We deeply cherish and appreciate your sympathy with us after September 11th and your support of the War Against Terror. In our estimate, however, in presenting these cartoons to the world you have overreached in your kind effort of helping us out in these difficult times.

To put it more straightforward, you may have, in your emphatic efforts, done more harm than good to our common cause. Radicalization of millions of muslims and bringing them together under a joint purpose is not exactly what we need. So please, Danes - we know how desperately you wish to show us your love and willingness - but do not upset our timetable, please!

Yours
US, Israeli Embassies

Desværre tager den gode EL afsæt i en fordrejning - i lighed med flere andre.
Villy S konstaterer at der demonstreres i København af nogle der ønsker kalifat i Danmark og sharia over grundloven. At sige de kan rejse ad helvede til/til kalifat-lande er da i orden. Det er kun en naturlig reaktion.

"Brand i teatersalen"-billedet er godt. Men gad vide, om ikke mange troende ville finde det blasfemisk at hævde, at Gud blander sig i X-faktor?

Danske soldater dør i krig i et muslimsk land, hvor krigen handler om at vinde "hearts and mind".

Præcis samtidigt udøver de stakkels soldaters bagland det værste man kan udøve mod ikke-ateistiske mennesker: Blasfemi.

Som om det ikke var svært nok i forvejen. Længe før 11-sept. var det alment kendt, at der var 2 ting, der bare ikke kunne lade sig gøre:

1) At vinde en vinterkrig mod Rusland.
2) At besejre Afghanistan.

At oplyse Taleban om danske patruljers koordinater, vil være i overensstemmelse med ytringsfriheden, men ikke særlig loyalt.

At umuliggøre enhver form for accept - ikke kun hos fundamentalister men hos alle ikke-ateister (formentlig mere end 80% af jordens befolkning) - er endnu mere illoyalt.

Tegningerne tangerer overlagt mord på vore stakkels Jens-er.

Ejvind Larsen

TAK!

Til alle indlæggene. Uden undtagelse.

For, kære Steen – og dermed også svar til jan august – jeg kunne, sorry, simpelt hen ikke stå for den »fordrejning«. Naturligvis kan man da tillade at sige 'gå af helvede til' (som rettelig hedder ad helvede til) – hvis man vel at mærke ikke tror på Helvede... Det kvalmende skandaløse ved Søvndals omvendelser er bestemt ikke hans bramfri udtryksform overfor »nogle der ønsker kalifat i Danmark og sharia over grundloven«, men at han omvender sig til at hylde Jyllands Postens oprindelige tegninger, så man ligefrem tvinges til at måtte anføre Albright. (Se i øvrigt nedenfor).

Og til Per:

»Gad vide, om ikke mange troende ville finde det blasfemisk at hævde, at Gud blander sig i X-faktor?« spørger du. Jo! Netop! Derfor gjorde jeg det! Ved at forsvare Laura – mod Villy og andre troende. Om Laura selv er klar over, hvor herligt blasfemisk hun er – i fuld overensstemmelse med den Jesus, som akkurat, a propos påsken, blev korsfæstet for blasfemi – kan jeg til gengæld ikke vide.

God påske til jer alle, og hvis I gider, så kik lige på nedenstående.

Venlig hilsen

Ejvind

Fogh: Wilders krænker muslimer
Statsministeren ønsker ikke at blive sat i bås med den indvandrerkritiske hollandske politiker Geert Wilders.
Af [ mailto:Rikke.Faurfelt@pol.dk ]Rikke Faurfelt
Politiken 19. marts 2008
Den hollandske politiker Geert Wilders roser den danske statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) på livet løs.
Men statsministeren ønsker ikke at blive slået i hartkorn med den indvandrerkritiske hollandske politiker.
»Jeg tager skarpt afstand fra Geert Wilders’ synspunkter og må klart afvise Wilder’s forsøg på at tage regeringen til indtægt for disse. Regeringen står vagt om ytringsfriheden, men jeg ønsker at understrege, at vi ikke deler værdier og synspunkter, som Wilders repræsenterer«, skriver Anders Fogh Rasmussen i en pressemeddelelse.

Wilders kunne tænke sig en Fogh-regering i Holland
I et interview med DR giver Geert Wilders udtryk for sin beundring af den danske regering, der ifølge Wilders har bakket op om Muhammed-tegneren Kurt Westergaard.
»Jeg ville ønske, at vi havde sådan en premierminister i Holland. Desværre har vi en kujon, som ikke står fast på forfatningens ord om ytringsfrihed, men i stedet har stillet sig på Talebans side. I det hele taget er de hollandske politikere ikke så imødekommende som den danske regering«, siger Wilders til DR.

Wilders: Vi bør vågne op
Sidst i interviewet fortæller Geert Wilders også om sin generelle holdning til muslimer.
»Selvfølgelig er ikke alle muslimer terrorister, men de bringer en kultur med sig og en ideologi, som går ud over demokrati, og som ikke er sammenlignelig med demokrati. (KUNNE VILLY SØVNDAL HAVE SAGT DET BEDRE?, el) Vi bør vågne op. Det er ikke for sent«, siger Geert Wilders.

Fogh: Vi respekterer alle trossamfund
Anders Fogh Rasmussen understreger, at den danske regering respekterer alle trossamfund og alle menneskers religiøse følelser.

Han mener, at den hollandske politikers udtalelser er direkte krænkende.

»Jeg tager skarpt afstand fra Geert Wilders’ nedsættende udtalelser om muslimer. Jeg finder disse ytringer utroligt krænkende. De er så grove, at jeg ikke ønsker nogen gruppe i det danske samfund omtalt på en sådan måde i den offentlige debat«, skriver Anders Fogh Rasmussen.

Wilders vil lægge islamkritisk film ud på nettet
Geert Wilders har senest markeret sig med en 15 minutter lang film, der hedder 'Fitna', der er arabisk og betyder 'krig' eller 'splittelse'.

Filmen er stærkt islamkritisk, og derfor har ingen hollandske tv-selskaber ville vise filmen.

Wilders siger til DR, at hvis der ikke er nogen, som vil vise filmen, vil han lægge den ud på internettet, og det vil ske inden for de næste par uger.