Anmeldelse

Om at vare sig for varen

I kunsten og på Ærø
Debat
22. april 2008

Den ene dag (14, april i år) siger Kunstrådets formand Mads Øvlisen her i bladet: "Det er ikke nødvendigvis et succeskriterium for kunsten, at flere billedkunstnere har 100 mennesker på venteliste, der venter på at få lov til at købe et billede."

Den anden dag (det var i går og fortsat her i bladet) konstaterer Christian Schmidt-Rasmussen i en kritik af Charlottenborgs Forårsudstilling i København: "Sammenstillingen af kunst og design har altid været problematisk, da det har en tendens til at forvandle kunst til pæne dimser eller at give indhold til designpæne dimser, hvis eneste ambition er at være en vare."

Samme dag forklarer Mikkel Bogh, rektor ved Det Kongelige Danske Kunstakademi i omtalen af Carnegie Art Award, at "midt i legen, hypen og efterspørgslerne er det helt fundamentalt, at man bevarer fokus, sit eget perspektiv og sin integritet. Anerkendelsen fra et kommercielt system kan være med til at forstyrre dette fokus." Kunstneren Fie Norsker insisterer ligefrem på sin afstandtagen fra varen: "På grund af al den fokus, der har været omkring den unge kunst de seneste år, så har det været enormt vigtigt for mig at bevare fokus på mine værker, kvaliteten i udtrykket og ikke markedet udenom. Integriteten er enorm vigtig, når der er så mange penge i omløb. Man er nødt til at insistere på sin kunst."

Opbyggelig tjeneste

Kunst er ikke en vare. Eller er den en vare - for man kan også i Information finde udsagn som "Først kommer pengene - så kunsten" (8. april) - varer bestemmelsen ikke evigt. For kunsten vil ikke blot have en eller anden pengepris, den vil prises. Hvad der er noget andet.

Hvad det så er.

Ja, hvad er kunst? I betragtning af, hvad besvarelsen af dette spørgsmål har udløst af religionskrige - de fleste dog med begrænset anvendelse af direkte fysisk vold, når bortses fra især 700- og 800-tallenes ikonoklasme-stridigheder - skal her den rene og pure negatitivitet anvendes positivt: Uanset om der skal tjenes penge på den, eller den skal indgå i en eller anden opbyggelig tjeneste, f.eks. være samfundsprovokerende eller brand-, støv-, støj- og vandsikre Danske Værdier, DAV, vil kunsten også være sig selv. Være, hvad den er. Så enhver yderligere positiv begrundelse som fremmende for Den Økonomiske Vækst, DØV, og samfundets vareproduktion ender kunsten med at måtte tage sig i vare for. Selv kunsten for kunstens egen skyld har den såmænd til tider brækket sig over, for religionserstatning kan den heller ikke være. I hvert fald ikke i længden.

Alt dette er i sin negativitet simple positive konstateringer af, hvordan det har forholdt og så sent som i gårsdagens avis endnu forholder sig. Med kunsten.

Den er. Kan ikke retsløst oversættes til noget andet uden at blive en fetich.

Fetichisme

Marx talte derimod om varens fetichkarakter: "En vare synes ved første øjekast at være en ganske simpel og triviel ting. Analysen af den viser, at den i virkeligheden er en meget kompliceret ting, der er fuld af metafysisk spidsfindighed og teologiske nykker ... Så snart træbordet optræder som vare, forvandler det sig til noget sanseligt-oversanseligt. Det står ikke blot med sine ben på gulvet, men i forhold til alle andre varer stiller det sig på hovedet og frembringer af sin træhjerne griller, der er langt mere forunderlige, end hvis det af sig selv begyndte at danse. ... For at finde en analogi må vi søge den i den religiøse verdens tågesfære. Her synes produkter af den menneskelige hjerne at være selvstændige væsener, der er begavet med eget liv og har en relation til hinanden og til menneskene. Således er det i vareverdenen med produkterne af den menneskelig hånd.

Dette kalder jeg den fetichisme, der klæber ved arbejdsprodukterne, så snart de produceres som varer, og som derfor er uadskillig fra vareproduktionen."

De ovennævnte kunstnere vil nok gerne producere, men de vil ikke (bare) producere varer. Hvad selv den tidligere leder af Novo Nordisk, Mads Øvlisen, ligefrem synes at - ikke værdi-, men - værd-sætte.

Naturen

Nøjagtig på samme vis forholder sig for naturens vedkommende. Hvad sidste uges reportager om vindmøllerne på Ærø kontra Voderup Klint på samme ø så dramatisk fremstiller, at det i sig selv er blevet et rigtig godt stykke kunst. For her er det ikke de grønne økologer mod de sorte økonomer, men virkeligheden selv, der er i strid med sig selv. Mange økologiske hensyn, bekæmpelse af CO2-udledningene med uendeligt meget videre, taler for, at Ærø skal have lov at opføre yderligere vindmøller, mange andre økologiske hensyn, f.eks. at kystlandskaber så vidt muligt skal friholdes for vindmøller, taler for, at Ærø ikke skal have lov at opføre yderligere vindmøller. "Et kæmpe dilemma," kalder kontorchef Niels Bjørkbom fra Miljøcenter Odense dramaet. For at drive det til sit klimaks, kunne der måske for møllerne hentes DØV-argumenter, så der sikres CO2-fri energi til vare- og transportproduktion.

Men hvad er begrundelsen for kystlandskabers friholdelse anden, end at de er der, fordi de er der? Og derfor skal de være.

Herligt. Lige meget hvad man gør, er det dog i hvert fald forkert. Så gælder det om at vælge det efter tid og sted mindst ringe. Det er det, man har demokratiet til.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jamen, Ejvind Larsen, hvad ER det for et kosteskab af hengemt marxistisk skrammel, mislykkede ordspil, højskole bullshit, miljø romantik og citat-miksmask.

Your point is?

Skal du blot fylde en klumme i ny og nær? Eller synes du, dine tilfældige associationer ved dagens avislæsning beriger den offentlige diskurs?

Hvad ER det, du gerne vil sige?

Kurt Svennevig Christensen

"Virkeligheden selv, der er i strid med sig selv" og vi forstår, at Ejvind Larsen har stor sympati for den natur hvori møller skulle stå.

Her kender alle Ejvinds forbehold for vindmøller som svaret på løsningen af CO2 problemet. Løsningen på CO2 problemet er ifølge Ejvind Larsen at spare og atter spare på energien, nedbring forbruget.

Og deri får Ejvind al min støtte og sympati.

Men det gør han ikke når det kommer til den udbredte misforståelse omkring vindmøller i landskabet. Jeg kan simpelthen ikke følge de mennesker som mener at vide i hvilket landskab der skal stå møller.

Det gør ondt i mig, når jeg skal tænke på det. For jeg VED at det er en forkert måde at gå til en ellers fuldt udnyttet natur på. De samme mennesker, har efter min mening ikke har været aktive nok når det gælder motorveje, fabrikker og landbrugsindustrier i det åbne land. Og nu vil de mennesker have "lidt natur" og de vil have lov til at udpege naturperler hvor der skal være fred og ro og ingen vindmøller.

Det smerter mig dybt, at ellers gode forstandige mennesker med socialt sindelag har brug for naturperler og andet. Fornuften forbyder det ganske enkelt. Men og det er værst, denne sprække i fornuften, åbner for hele sværmen af "naturelskere" der pludselig holder meget af naturen, i hvert fald når der skal stå vindmøller i den.

De skal sku ikke have vindmøller og anden rød energi.

Jeg mener at der skal stå vindmøller der hvor de lokale vil have vindmøller og så kan centrale aktører pakke sig kan de. Også fordi man dermed giver de mange der ikke vil have den "røde energi" velfortjente drag over nakken. Og det kan vi gøre hvis man som jeg begynder at se det smukke i vindmøller. De er flotte smukke og de ryger ikke når de giver os el til driften af denne kommunikation.

Vindmøller er flotte, naturelskerne imod vindmøller i al natur er nogle gamle romantiske fjolser.

Kan du ikke se det - de kører i deres store biler fra København på motorveje for at komme ud i naturen, langt derude mod vest el. sydfyn og så vil de ikke have, se på "vores" vindmøller i "deres" natur.

De kan rende og hoppe kan de.

Jeg ved ikke hvad det er for et demokrati du hylder i sagen, men jeg har mine bekymringer i den sidste ende, hvor det kan ende med håndsoprækning, for så har vi tabt på forhånd.

Demokratiet er klar besked før det er håndsoprækning hvor det store flertal kommer fra byerne og resten fra mølleland. Vindmøller og anden fornuftig energi er lokal energi, det er os der skal se den hver dag, det er os som bestemmer. Den ret har vi ikke ¨når det kommer til store svine- og anden fabrikker og nye motorveje, men det har vi til vindmøller.

Men hvis demokratiet nu når det gælder vindmøller i det landskabet er og bliver håndsoprækning i hele landet - kan det demokratiet gå af helvede til kan det, det kan rende og hoppe ka det.

Hvor mon jeg skal sendes hen?

At kalde vindmøller for smukke er ikke bare efterrationalisering, men et eklatant eksempel på selvbedrag. Man kan jo lige så vel kalde en motorvej gennem en ådal for smuk.
De få vindmøller, som vi måske stadig har brug for, skal være havmøller.
Nu vil en reducering af CO2-emissionerne ikke have nogen indflydelse på klimaet overhovedet, men selv hvis den havde, burde man ikke ofre et eneste stykke dansk landskab af den grund.

Steen Rasmussen

DØV og blind over for det at gøre noget til en vare

Der bliver satset en del på at finde liv andre steder i universet. I stedet kunne man forsikre sig om, at der liv her på planeten. Man kan ikke være helt sikker, men det er dog det nærmeste sted at lede.

Sundhedsvæsenet burde indføre et livskriterium/søgekriterium: Som det er nu, har man kun et dødskriterium, der udelukkende er indført af sundhedsindustrien med det formål, at lovliggøre fjernelsen af reservedele fra de uheldige til fordel for de heldige.

Påstanden om, at der ikke findes absolut mangel i verden; fortrængningen af knaphedens paradoks, med påstanden om, at alt bare er et spørgsmål om den rigtige pris, passer den liberale sundhedsindustri. Men når ens hjerte bliver den andens liv, opstår den økonomisk værdi som prisen på en knap ressource. Manglede der ikke noget, ville penge ikke være noget værd. Og os, der kun har sit ene hjerte, kan aldrig føle sig sikre på livet.

Smerten og usikkerheden er det ultimative søgekriterium.

I stedet for at fokusere på, om der nu er liv i resten af universet, kunne man sikre det, vi kan indikere i kraft af det ultimative kriterium.

Men det falder ikke ind under de herskende former for ideologisk og økonomisk tænkning. Forudsætningen, for at kunne fortsætte med dyrkelsen af de destruktive succeskriterier, er den særlige form for mental eskapisme, der præger fokus.

Frem for at fokusere på, at de økonomisk højtflyvende hænger med røven nederst i økologisk forstand, til skade for alt og alle, så vil de købedygtige hellere tale om, at deres ”succes” er forudsætningen for alles, at der er liv andre steder, og at økonomisk vækst i det hele taget er løsningen på enhver mangelsituation.

Livet er paradoksalt, når det i forfølgelsen af sine succeskriterier tenderer mod at negere sine forudsætninger, men det er mere bekvemt at fokusere på, om der nu også er liv andre steder, og det siger noget om det liv, vi har, og om forudsætningerne for et bedre.

Alt har sin pris. Den svarer ikke til en skid.

Jamen, Orla Schantz, the point is at du skal reflektere over hvad der står og holder dig fra at ”berige” os andre med dine bullshitagtige kommentarer.

Kurt Svennevig Christensen

Lauritzen: Vindmøller er smukke fordi de har et smukt formål, det har motorveje ikke. Jeg evner ganske enkelt ikke at få øje på det smukke i sig selv, og det gælder landskaber som kunst, som også skal udtrykke et formål, for at få min interesse. Hvis jeg alligevel føler noget, langt dernede i det ubevidste, begriber jeg ikke de udtryk jeg måtte give det.

Jeg ser blot med milde øjne på det positive, på det der ex. kan give min børn håbet om en god fremtid. Det kan vindmøller, det kan motorveje ikke. Og de vindmøller må meget gerne også stå på havet, der holder jeg også af dem.

Jeg har ingen kommentarer til dine meninger om CO2 og den menneskeskabte globale opvarmning. Blot føje til at vindmøller kan miste deres skønhed hvis vi ikke snart kommer i gang med at spare på energien, hvis vi fortsætter med at bruge den fossil frembragte energi som var danskerne de eneste mennesker på kloden.

Kurt, det var da noget af en rationalistisk opfattelse. Jeg har lidt svært evd at forestille mig at du virkelig ser det sådan ud i sin sidste konsekvens. Solarcellefabrikken er smuk? Rensningsanlægget lugter godt?
For mig er den (u)berørte natur nu engang vores fælles arv, som vores børn også har ret til at opleve. Derfor synes jeg, at kampen for beskyttelse af værdifulde naturområder, dyre- og plantearter og deres naturlige habitater er hundrede gange vigtigere end kampen mod en indbildt fare (CO2).