Anmeldelse

Lukkeloven lukker m.v.

Og lidt philosophisk phlødeis i hedebølgen om, hvorfor enhver udpegning også er en udskillelse
29. juli 2008

Nok er Informations weekendredaktør, Rune Lykkeberg, paradoksets mester til fingerspidserne, men når han i en af gårsdagens ledere skriver, at "en positiv værdsættelse af de usunde vil automatisk også være en devaluering af de usunde", ryger det paradoksale dog ud over det yderste af selv fingerneglene. Hvorfor han kollegialt har oplyst den, der skriver disse linjer, at de førstnævnte usunde naturligvis er en trykfejl og ment som de sunde. At altså en positiv værdsættelse af de sunde automatisk også vil være en devaluering af de usunde.

Hvorefter den, der stadig skriver disse linjer, kan erklære sig fuldstændig enig. Som følge af selve sproget.

Det udpeger kun noget bestemt ved - bevidst eller måske oftere mere eller mindre ubevidst - at udskille det fra, hvad der ikke påpeges. Var alt rødt, er intet rødt. Rødt er kun rødt til forskel fra ikke-rødt. For var virkelig alt rødt, siger det jo ikke noget særligt at kalde det rødt. Hvorfra kunne man for øvrigt vide, at det var rødt, når ingen andre farver fandtes? Så kunne man lige så godt sige, at alt er alt. Siger man det alligevel og mener, at det giver mening, er betydningsfuldt og signifikant, må det være, fordi man skelner alt fra intet. Som om vi har et sted i intetheden hvorfra alt, hele naturen, den materielle såvel som den såkaldt åndelige, bliver til noget. Til en ting, en maskine, som vi kan bestræber os på at begribe, beregne og beherske.

Er alt godt, er intet godt. Ondt må der til, for at det gode er godt. Derfor begynder f.eks. også Fadervor med en forsagelse af Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen. Hvad var Gud uden den onde? Og omvendt, om man vil.

Så skal de sunde fremhæves og fremmes, må de usunde - ganske automatisk - udskilles. Som Lykkeberg skriver, er det jo ikke pladderhumanisme det hele.

Anledningen var, at Danske Erhverv fredag kunne forkynde det glædelige budskab (på græsk: evangelium), at "arbejdsgiverne fokuserer på medarbejdernes trivsel" og dokumentere det med resultaterne af en spørgeundersøgelse, som viser, at hele "86 procent af de adspurgte arbejdsgivere mener, at virksomheden bør involvere sig i medarbejdernes kost".

Chefer blander sig i mad

Arbejdsgiverne vil ikke bare se på, mens de ansatte spiser og lever forkert. De blander sig, og de venter ikke på en opfordring.

"Virksomhederne er interesserede i, at medarbejderne trives, så de fungerer optimalt på arbejdspladsen," udtalte Kira Brøndholt Johnson, som er fagchef for ledelse og menneskelige ressourcer i Danske Erhverv.

Men som gårsdagens leder sluttede: "Dem, der sidder på den anden side af bordet, er også businessleaders, som ansætter og afskediger. Den, der vælger de sunde til, vil således også være tilbøjelig til at sortere de usunde fra. Men sådan tænker man jo ikke om de flinke arbejdsgivere."

Betragtningerne er yderligere aktualiseret af regeringens og efter alt at dømme et næsten totalt enigt Folketings planer om at forhøje afgifterne på slik, alkohol og tobak m.v. Og modvirke tendensen til den fedme, som ifølge regeringen selv har ramt Storbritannien og USA. Regeringen og Folketinget uden nævneværdig opposition vil ikke bare se på, mens danskerne spiser og lever forkert.

Hvad regering og Folketing er i deres gode ret til, for det er det repræsentative folkestyres (på græsk: demokratis) grundidé. Regering og Folketing skal involvere sig i folkets trivsel, men er samtidig valgt og skal med mellemrum genvælges eller forkastes af det samme folk. At regeringen så agter at nedsætte skatterne i takt med afgifternes forhøjelse, er et paradoks, der er værd at hæfte sig ved. For det må jo forudsætte, at de usunde ikke nedsætter deres forbrug af slik (herunder phlødeis), alkohol og tobak, men bare betaler mere for det. Så regeringen og Folketinget får råd til at give de sunde en skattenedsættelse. Hvad gavner det folkesundheden? Hvilket dog ikke her er pointen. Den er, at arbejdsgiverne ikke er valgt af de medarbejdere, hvis kost de involverer sig i, og de skal ikke med mellemrum genvælges eller forkastes af de samme medarbejdere.

Et paradoks af de helt store. I betragtning af at det ikke er pladderhumanisme det hele, men at de behjertede arbejdsgiveres involvering i medarbejdernes kost kan medføre forfremmelser, omflytninger, nedgraderinger og direkte afskedigelser. For, som fagchefen for ledelse og menneskelige ressourcer siger, handler det på bundlinjen om, at de ansatte lønmodtagere (som 'medarbejderne' endnu hed for ikke så længe siden) "på arbejdspladsen fungerer optimalt" - for aktionærerne.

Paradokset nærmer sig sprængningspunktet. Nu skal lukkeloven helt afskaffes. Selv Socialdemokraterne, der engang over for arbejdsgivernes pres forsvarede arbejderne (som "medarbejderne" hed for lidt længere siden), er med på det. For, som de konservatives erhvervsordfører, Mike Legarth, proklamerer: "Den personlige frihed står øverst på vores dagsorden, og der er lukkeloven en hindring, derfor synes jeg, at den skal afskaffes."

Kunne man så ikke samtidig afskaffe kapitalismen? Nu vil den direkte involvere sig i den enkeltes personlige kost. Den er da om noget en hindring for den personlige frihed.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kurt Svennevig Christensen

Hedebølger er en god ting. Her har den varmet det frie ord til det ordet (også) kan - den direkte kritik. For om noget andet i denne verden så koster det på bundlinen at være god; at være i form; at være røgfri; for klimaet; for naturen for alt godt osv. - helligheden i fraværet af guden er under hastig udvikling til at blive vor tids største svøbe.

Mere direkte, og hvis ikke det var så alvorligt (dvs. politisk alvorligt), så er jeg personlig ved at bække mig over hver dag at skulle se de hellige på tv høre dem i radioen og læse dem i avisen.

Sundhed og atter sundhed, bundet tæt sammen med krigerisk adfærd overfor dem der står udenfor bliver vor tids dom. Set helt direkte i dette lands statsminister løben rundt for at holde sig døden på afstand, altimens hans soldater skyder livet af sig selv og mange andre i fjerne lande. Under Fogh må du meget gerne dø ung som soldat, men fandeme ikke som ryger.

Ejvind alt er faktisk ligegyldigt i vor tid. Jeg var en af dem der beundrede Hans Finks filosofiske virke i naturfilosofien for mange år siden. Dette at alt i virkeligheden er Natur - hvor var det dog begribeligt naivt.

Derfor kære Ejvind fortsæt sæt tingene op mod hinanden, for de grusomt store tab som følger i sundhedens møgbeskidte kølvand tjeneste skal frem i lyset.

Robert Kroll

Herlig artikel.

En af mine gode venner er landmand med en stor besætning af malkekøer.

Han går enormt op i køernes sundhed og i om de får det ideelle foder, for så får han mere ud af malkningen.

Det forekommer mig, at visse arbejdsgivere og politikere er begyndt at lære af landbruget - jo sundere besætningen er , bedre kan man klemme de sidste dråber ud.

Spøg tilside - det er OK politisk at fokusere på sundhed, men lige her og nu, så er det "over-fokuseret" i Danmark - man genfinder anelser af det nazistiske Tysklands grænseløse beundring af styrke, sundhed o s v. (Dem , der dømmes "usunde" er fortabte m h t jobs, karrriere, almen sympati o s v - det er helt "racistisk".)

Ejvind Larsen

Bedre sent end aldrig, så her er – stærkt forsinket – en varm tak til jer alle tre, Kurt, Robert og Heinrich, fra en stadig hed

Ejvind