Anmeldelse

Højskolebladet rykker

Højskolen i det offentlige rum er - med væsentlige undtagelser - så optaget af at mene noget om sig selv, at den ikke er dén indlysende interessante samtalepartner, den burde være
12. august 2008

Konstateringen skyldes - Højskolebladet! Udgivet 11 gange om året med iagttagelsen fremført i augustnummeret i bladets nye redaktør Andreas Harbsmeiers allerførste leder. Han har fundet det "interessant at træde ind i højskolemiljøet. Fyldt med modstridende synspunkter, holdninger og forestillinger om, hvad højskolen skal, hvad dens berettigelse er, og hvor den er på vej hen, og ikke mindst hvor den står lige nu. Ingen tvivl om, at lysten til at lave både tidssvarende, nytænkende og samtidig højskole er til stede. Af samme grund kan det undre, at billedet af højskolen udadtil ser en del anderledes ud. En almindelig forestilling, jeg støder ind i, er, at højskolen stadig er i krise, at der ikke foregår nytænkning, at højskolen er noget, der har fremtiden bag sig. De to billeder stemmer ikke overens." En oplagt grund til uoverensstemmelsen finder den nye redaktør i "den måde, som højskolerne fører sig frem i den offentlige debat." Her synes de, som nævnt, først og fremmest optaget af at mene noget om sig selv. "Højskolen behøver tilsyneladende ikke andre til at opretholde fordommene om Højskolen - det klarer den udmærket selv."

I Harbsmeiers første nummer glimrer derfor selvforgudelserne af om ikke Grundtvig så dog den unikke, eksamensfri kostskoleform for voksne og jeremiaderne over manglende støtteordninger, små årgange, svigtende elevtilgange og så videre. Ved deres totale fravær.

Til gengæld er Højskolebladet optaget af, hvad FN's generalsekretær og mange med ham har erklæret for menneskehedens største udfordring: "Den ubehagelige natur - eller hvorfor vi ikke for alvor gør noget ved klimaet," som bladet kalder det.

Connie Hedegaard udsættes for '10 skarpe' spørgsmål, hvis besvarelse på godt og ondt kunne afføde mange - rosende og kritiske frie - ord(!) Som dog her indskrænkes til et suk over, hvad klima- og energiministeren har at sige til redaktørens spørgende sammenfatning:

"Men du sætter på ingen måde spørgsmålstegn ved hele den vestlige forbrugskultur?" Endnu engang skal vi høre Hedegaard messe, at "det er formentlig de færreste, der i dag vil kigge en inder eller en afrikaner i øjnene og sige: ved I hvad, nu stopper vi væksten."

Skønt det netop er fordi inderne og afrikanerne - og kineserne! - med mange flere skal have vækst og er ved at få deres rimelige andel af Jordens begrænsede materielle naturgoder, herunder evnen til absorbering af CO2 og de andre drivhusgasser, at vi må indskrænke vores andel og sætte spørgsmålstegn ved hele den vestlige forbrugskultur.

Egon Clausen er sat til at anmelde Kjeld Hansens store bog om Det tabte land og gør det på niveau med bogen selv og dens "rystende historie om de forandringer, der er sket med det danske landskab gennem de seneste 250 år, hvor et utal af små og store landvindingsprojekter har ændret det på afgørende vis" - for bl.a. at jage nu de sidste storke ud af landet og true yderligere en femtedel af alle dyr i Danmark med udslettelse. "Danskerne elsker deres land, siger de, Men det land de elsker, er i stor udstrækning et fantasifoster, der bygger på naturlyrik a la Aakjær, samtidig med, at der er flertal for en politik, der tillader vedvarende overgreb mod den danske natur."

Hvad er natur

Hovedbidraget til Harbsmeiers forsøg på at gøre Højskolen til igen en interessant samtalepartner er dog to sammenkædede samtaler med henholdsvis docent i etik og moralfilosofi ved Aarhus Universitet Hans Fink og professor ved Danmarks Pædagogiske Universitet Lars-Henrik Schmidt. For Fink er det "et grundlæggende problem, at vi overhovedet skelner mellem menneske og natur. Mennesket kan ikke stå over for naturen - mennesket er natur, og dermed er det, vi foretager os - på den ene eller den anden måde - en del af naturen." Mens pointen for Schmidt er menneskets refleksion over naturen, hvorved det bliver muligt også at tale vores forhold til naturen.

En anden en kunne have lyst til at tilføje, at det sidste dog ikke behøver at stige os til hovedet, så naturen i kraft af vores refleksion af den bliver blot en ting uden for os selv. Som vi grænseløst kan begribe, beregne, beherske, manipulere og forbruge. Mon det storhedsvanvid ikke er hovedforklaringen på, hvorfor vi ikke for alvor gør noget ved klimaet?

Lige et emne for medlemmerne af Folkehøjskolernes Forening i Danmark at kaste sig over. Der er vel ikke den sang i Højskolesangbogen fra salmerne til Niels Brunse besyngelse af sol, regn og vind - naturen! - i selv storbyen København, som ikke direkte eller indirekte har med nævnte storhedsvanvid at gøre.

Højskolebladet har rykket. Med en rykker til sine udgivere. Og "den grundtvigske lejr" i det hele taget.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ola Jørgensen
Ola Jørgensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kurt Svennevig Christensen

Hvis vi kan " begribe, beregne, beherske, manipulere og forbruge" naturen, kan vi ikke være en del af samme natur. Det kan vi kun i den fornuft som Fink også lever af.

Prøv Finks påstande op mod ex. Kants. Det er muligt af logikkens vej at blive enige med Fink, men det er også alt. Når Finks logik om os og naturen skal stå sin prøve i tænkningen. falder den hjælpeløst til jorden.

Mennesket er måske natur, hvem ved? Men når mennesket stiller sig så dumt an, ved ex. at påstå at mennesket er natur, ja så bliver samme menneske i nuet til "ikke natur", ergo hører Fink ikke naturen til.

Med Kants logik og morallære går det meget bedre, for den fører os ind i den i kultur vi er i. Med Kant skal vi leve sammen, ikke med naturen, men med hinanden. Og der rammer morallovens logik os med en forhammers kraft. Vi VED gennem Kant og umiddelbart, at vi er forpligtet på den moral der uden vaklen kan svarer på spørgsmålet "kan jeg kunne ville at min handling kan blive almen lov". Pligten til livet og den (eneste) frihed vi mennesker har, friheden ikke i naturen, men i menneskelivet.

Friheden til den dybeste foragt og afsky for det der sker lige nu og her i Kaukasus. Men først og fremmest foragt af afsky for den danske statsminister og regeringen som er handlingslammet overfor Rusland, fordi Fogh og hans regering selv er i krig.

Hvad skal den klimadebat andet end fratage os retten til i sprog og handling at udtrykke den dybeste foragt og afsky for en dansk statsminister og regering som gennem krigen binder sig selv og alle os andre til krigen og drabets logik.

Hvad siger hun Foghs minister for hykleri andet end at hun og hendes vil bevare retten til magten over alt og alle, og dertil bruger hun vores vindmøller og vores tilsyneladende ubegrænsede tåbelighed, som lader os tale om fremtiden, altimens nutiden forsvinder i blod, angst, skrig og nærmest ubegribelig umenneskelighed.

Jeg accepterer krigen og al dens uvæsen, ergo må alle andre gøre ligeså. Jeg må dræbe, ergo må alle andre. Jeg må voldtage, ergo må alle andre. Jeg må være ligegyldig overfor alt og alle, ergo må alle andre det samme.

Men jeg kærer mig om klimaet, ergo må alle andre gøre det samme.

Jeppe Brogård

Jammen den kære Connies bedste bidrag til klimaet er da netop at stoppe væksten. Kommuners og offentlige driftherrers udgifter er fatsfrosset. Frit valg på alle hylder undtagen de offentlige.

Økonomien går i stå på det, og der vil vi se reduktioner i vores CO2-udledninger.