Anmeldelse

Klunker for fuld udblæsning

Hylende morsom fremstilling af det svære kærlighedsliv i slutningen af 1800-tallets Danmark. Rejse ind i bogen - en sommerserie om nye bøger fra afvigte sæson
Det var ikke minimalisme man svor til i klunketiden. Det var mørkt, strøvet og beklumret.

Det var ikke minimalisme man svor til i klunketiden. Det var mørkt, strøvet og beklumret.

25. juli 2009

Læg mærke til navnet Dorthe Sondrup Andersen, cand. mag. i dansk litteratur og en af de mest veloplagte kulturskribenter i kongeriget. To tidligere udgivelser, hvoraf den første, Guldalder uden forgyldning, er bedre end nummer to, Kanøflet i København, lancerede forfatteren som en af de historiske forfattere, der ejer den sjældne evne at se med datidens øjne og samtidig turde øjne latterlighederne, det tragikomiske og det virkeligt tragiske ved at tage sine personer for pålydende.

Det gør hun så sandelig også i sin nyeste bog, Kærlighed i klunketiden - En kavalkade om Danmark 1880-1900. Det er værd at lægge mærke til titlen. Det drejer sig om kærligheden og er ikke en bred gennemgang af periodens kultur- eller litteraturhistorie. Det handler om forholdet mellem mænd og damer, drenge og piger, herrer og ludere. Kort sagt.

Sommeren 1889 var usædvanlig varm, det danske folk nød, de der havde råd, ferietilværelsen ved badestederne og på de dengang talrige badehoteller. Ét sted blev idyllen brat afbrudt. I Pederskov på den eventyrligt bedårende ø Tåsinge, hvor stedlige folk fandt ligene af to unge mennesker. Den ene en statelig mand i diplomatfrakke, den anden en veldrejet og velklædt blondine, som nogle folk ville kunne genkende fra plakater; cirkusplakater.

Elvira skabte en legende

Begge er skudt, dræbt på stedet af den storkalibrede tromlerevolver der ligger ud for mandens ene hånd. Der går ikke så lang tid, før det er kendt over det ganske land og Skandinavien med, at de to er den svenske greve løjtnant Sixten Sparre, og den døde unge pige er cirkusprinsessen Elvira Madigan.

Tragedien vokser ind i myternes verden. Unge folk valfartede siden til graven på Tåsinge.

De to blev symbolet på den umulige kærlighed mellem overklasse og det modsatte, mellem to verdener som ikke kunne forenes i livet. Som bekendt fascinerer historien fortsat, og så meget har den fascineret at en af Mozarts klaverkoncerter siden er blevet kaldt Elvira Madigan-koncerten, fordi den blev brugt i filmen om de to.

Hvad der er nok så fascinerende, er den tanke Sondrup Andersen lægger ud med: forskellen mellem før og nu. The past is a strange place, people there behaved differently. Det hører ikke til vore dages orden at folk ligefrem tager sig af dage parvis, fordi de ikke kan få hinanden. Prinser af blodet gifter sig med efterkommere af engelske straffefanger på Tasmanien. Hvabehar!

Klunketiden er en selvfølgelig forlængelse af Dorthe Sondrup Andersens tidligere studerede periode, Guldalderen, og i mange henseender er der siden 1850 ikke sket alverden. Det vil sige: jo, det er der nu, for kvinder på et vist niveau er begyndt at sige til og fra. Det ændrer ikke vilkårene for en adelig officer og en cirkusprinsesse, men i kunstnerkredse og de mere avancerede miljøer er der sket et forsigtigt skred. Meget forsigtigt, for kvinder er fortsat udelukkende beroende på mandfolkets velvilje.

Folkestyret med Grundloven af 1849 har ikke meget at tilbyde kvinderne, der først i 1915 med stemmeretten kan begynde at øjne en eller anden form for ligeværdighed engang i en fjern fremtid.

Hvad kvinderne i klunketiden, kvinder af en særlig intellektuel statur og et fordelagtigt udseende for alvor forstår at bruge, er kønnet - nu uden fanatisk skelen til reputationen. Men det er en farlig balancegang, og det er det for så vidt også for mændene.

Promiskuitet som etikette på en i øvrigt social acceptabel ung herre er ikke just tilskyndelse for ansvarlige forældre til at ofre deres døtre. Det får den unge Sophus Claussen at føle, sådan som han har digtet henført om hellere at ville have kys af hundrede piger end hundrede kys af en pige og omvendt.

Sophus bliver simpelthen ikke inviteret i de bedre kredse, og det er trods alt dér, de unge herrer skal skaffe sig deres livsledsagerske og medgift. Det kan jo så også blive en ideologi at være alsidig. Det ligger i det brandesianske kompleks af ideer at man ikke binder sig for evigt med falske løfter.

Hykleriet må man til livs. En bestræbelse PH siden tager op med besværingerne over vanens tusind bånd og jeg lover dig en gammel støvle, gør jeg, hvad man jo netop ikke kan i kærlighed.

Fyldt med originaler

Klunketiden er befolket af originale skikkelser: Herman Bang, Gustav Wied, Sophus Schandorff, Peter Nansen, Hamsun, Bjørnsson, alle malerne med Krøyer og Ancher i spidsen, brødrene Brandes, Strindberg, Ibsen, Gustav Esmann og Holger Drachmann. Blot en håndfuld, hvor man med Sondrup Andersen ikke kan lade være med at spørge, hvordan de ville have virket i dag.

Det er selvfølgelig urimeligt, men Sondrup Andersen vækker dem i den grad til live, at spørgsmålet presser sig på. En Gustav Esmann minder i mangt og meget om en Offenbach'sk operettefigur af de dæmoniske, som en eller anden til sidst må skyde en kugle for panden - ikke som en Sixten Sparre, men fordi Esmann var en snydepels og bedrager. Typen hører ikke hjemme i 2009. Eller gør han?

Bedrageriet har blot en anden sammensætning og er vel ikke mere sofistikeret, fordi den dengang blev begået med høj hat og laksko i Café Bernina, epokens foretrukne hang out place i København.

For Drachmanns vedkommende var tiden ved at rinde ud allerede i levende live og lige på den anden side af 1900. Da brast digerkongeværdigheden af denne umanerlige blærerøvs hånd.

Også tragisk og mørk tid

De unge havde fået nok, og ikke mindst kvinderne fandt den hulbrystede, høje hvidhårspurrede digter med en stemme som en kastreret gris lattervækkende. Klunketiden er en meget, meget tragisk periode, kan man mene, en kultur, der forsøgte at fastholde sig i sin egen indelukkethed, samtidig med at kanonkongerne i Ruhr og Manchester så småt begyndte at forberede sig på det 20. århundredes store brag i modernitetens vanvittige åbenbaring af krudt, kugler, død og elendighed.

Klummisten er i den alder, hvor klunketiden stadig eksisterede i gamle familiemedlemmers hjem. For dem var de opremsede navne ikke noget fjernt kuriøst, men deres ungdoms virkelighed.

Pianistinden Augusta Haugsted, Axel Schiøtz' svigermor, som klummistens mor spillede bridge med i årevis, til Augusta døde som mangeoghalvfemsårig, havde sågu akkompagneret Herman Bang, når denne tog en af sine helt store ture og skulle vrides bagefter.

»Han var så rædsomt [æ som i red] nervøs!,« forklarede Augusta. Også for at politiet skulle slå ned på det homoseksuelle miljø, for den side af sagen hørte jo også tiden til, og en af Danmarks største forfattere nogensinde måtte flere gange flygte over hals og hoved som en anden forbryder, fordi han var til andre mænd.

Klunketiden er forudsætningen for det moderne gennembruds videreførelse og for kulturradikalismen. Den nye arkitektur var et opgør med - ja netop klunkerne. PH gjorde op med mørket i hjemmene og lavede sine berømte lamper.

1890'erne blev på mange måder et skræmmebillede og et symbol på indelukketheden og lummerheden. Pudsigt nok blev samme periode senere synonym med 'de gode gamle dage', hvor alt var på sin rette plads. Joh, joh.

Dorthe Sondrup Andersens bog er et herligt bidrag til forståelsen af perioden. Dertil kommer at konen skriver morsomt , og det er der ved Gud ikke så mange, der gør.

Dorthe Sondrup Andersen. Kærlighed i klunketiden. En kavalkade om Danmark i 1880-1900. 265 s. ill. Gyldendal. ISBN 9 78870 2 076769

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu