Den tolerante verdensdel

Det er nærliggende at forestille sig, hvorfra inspirationen til idéhistorikeren Rune Engelbreth Larsens nye bog er kommet. Oplysning og tolerance, hedder den - med undertitel: Arv og aktualitet. Arven og aktualiteten er en urovækkende bagage. Og inspiration. Forfatteren har nu sat sig for at vise, hvor vel rustet Europa - og Danmark - i grunden er til at imødekomme modernitetens udfordringer. Renæssancen så at sige genopfandt tolerancen, som jo er en forudsætning og drivkraft i stats- og handelsudviklingen i og omkring de italienske bystater. Tolerancen bliver en vægtig del af de ofte uskrevne statsforfatninger og definerer statens mennesker i dem der er tolerante, det vil sige dannede, og dem der ikke er det. Først reformationerne i Centraleuropa fortrænger ideen om det flertydige og forstående til fordel for Luthers, Calvins og andres ensretningsbestræbelser. Enhver ved, hvad dette førte til med religionskrigene og heksebrændingerne og den sure protestantisme, der godt nok blev en betingelse for kapitalismens succes, men som bestemt ikke var et lystspil.

I slutningen af 1600-tallet vender skuden igen med de gryende oplysningstanker, der slår igennem allerede med Montaigne. Senere med de store talerør i skikkelse af 1700-tallets mange betydelige oplysningsfilosoffer. Tolerancen bliver som hos Diderot igen idealet og målet opnået gennem oplysning, helst udtømmende eller encyklopædisk. Interessen for andre tænkemåder og andre religiøse dagsordener udelukker heller ikke gudløs- heden eller forkastelsen af det hinsides til fordel for fornuften og videnskabeligheden. I den periode opstår drømmen om totalafskaffelsen af hele det religiøse element med forestillingen om en verden udelukkende beskrevet gennem det sanselige og ved empiri. Dog må 1700-tallets forfinede tænkere se i øjnene at religionen er kommet for at blive, uanset hvilke glimrende argumenter de kan diske op med over for og imod troen eller overtroen. Men selv de største urimeligheder og inkonsekvenser i troskomplekset synes ikke at sætte dybere tandmærker i det religiøse. Omkommet på korset og genopstanden fra de døde efter at være født af en jomfru bedækket af en ånd, der ligesom afkommet både er gud og ikke er gud, men en tredjedel af den eneste ene, skræmmer end ikke tænkende individer. Det er jo Gud vi taler om, og så kan alt ske. Det hele er indfattet i et ubeskriveligt paradoks, hvis urimeligheder altid kan affejes. Det har man teologien til med dens tautologier og narrestreger. Og magten bag er kirkens hus.

Den farlige tolerance

Hvor langt tolerancen går på det religiøses egne præmisser kan man blive ved at diskutere. Tolerancen har ikke just været kirkens stærkeste side. Præster af den mere ekstreme slags som her i landet Tidehvervs støtter opfatter oplysningen og tolerancen som den farlige og forkastelige bevæggrund for menneskets gøren sig selv til Gud, hvilket førte til den franske revolution, eller af det udsprang revolutionen, eller hvordan det nu hænger sammen. Og dette førte pr. automatik til rædselsregimet, hvor revolutionen åd sine børn og adskillige flere. Af denne automatik deduceres alle eftertidens øvrige rædsler som Gulag og Auschwitz. Tolerancen er vejen til tyranniet, hvor man så omvendt må forestille sig en verden, der var blevet mangefold bedre, såfremt oplysningstiden ikke havde rullet over historiens scene, og folk holdt sig i ro, hvor de nu engang befandt sig.

Engelbreth Larsen henviser således til hvorledes oplysningsprojektet af tolerancens modstandere er gjort ansvarligt for ensrettende og totalitære tendenser i det 20 århundrede. Men disse ihærdige folk overser jo at tolerancen var en torn i øjet på despoterne. »Med denne reaktion in mente er totalitarisme og ensretning snarere en konsekvens af reaktionen mod oplysningstiden end en følge af dens bærende tendenser«. Tolerancen fik jo sit idéhistoriske gennembrud i opposition til de stridigheder, »der splittede Europa i blodige teologiske og politiske sammenstød i perioden mellem renæssance og oplysningstid.«

Som Engelbreth Larsen gør opmærksom på: religiøs ufred opstår ikke som følge af religiøs forskellighed, men derimod som følge af religiøs eksklusion og forfølgelse. Denne klumme er parentetisk bemærket skrevet som forproduktion samme dag, som Dansk Folkepartis borgerrepræsentant modsatte sig bygningen af en moske på Amager, fordi DF jo ikke ved, hvad de går og foretager sig i moskeer ...

Flere veje til gud

Oplysningstiden får sin blomstring med folk som Montaigne, Moses Mendelssohn, Voltaire, Rosseau og her i landet Holberg på trods af mange magtfulde modforholdsregler i Guds navn. Struensees korte visit gjorde ingen sommer, reaktionen skulle ikke nyde noget, alle reformer fejedes af bordet, fornuften blev sat i skammekrogen. Ikke desto mindre fik tolerancens tradition alligevel banet vejen for forståelse af at der kunne være flere veje til gud. Sameksistens mellem katolikker, protestanter, jøder og muslimer blev omsider mulig, dog afbrudt af de totalitære regimers overgreb og i vore dage - før i tiden var det jøderne det gik ud over - anfægtet af det nye højre eller stærkt nationalistiske kræfter som DF, Front National og andre ekstremistiske partier med intolerancen som bannermærke.

Rune Engelbreth Larsen gennemgår i sin fine bog de underliggende konjunkturer der er bestemmende for større eller mindre religiøsitet i de moderne samfund. Én ting kan man som antydet konstatere: religiøsitet går ikke væk, som mange måske var tilbøjelige til at tro i forrige århundrede, da en fornemmelse gik gennem ungdomsårgangene omkring 1968: at nu var det slut med ham Gud, som ikke var til at få smidt ud. Og det sidste var jo rigtigt, Han vendte stærkt tilbage i nyreligiøsitetens mange afskygninger, som nu giver sig de særeste udslag og som næppe tilfredsstiller Folkekirketilhængere og dogmatikerne.

For langt ude

På den baggrund er det endnu mere rigtigt, som Engelbreth Larsen gør opmærksom på, at Vesten er godt rustet til det multireligiøse samfund, hvor muslimerne har deres naturlige plads, som de da også allerede er ved at få næsten alle andre steder end i den danske politiske debat. Det er næppe noget tilfælde at de europæiske konservative ikke vil lege med unge Morten Messerschmidt, MEP. Det er simpelthen for langt ude i forhold til disse kulturkonservatives kvalitative opfattelse af kulturel og religiøs sameksistens.

De udvekslinger der har været på godt og ondt, siden det moderne blev moderne, har langsomt men sikkert beredt jorden for den europæiske blandingskultur, hvor nationalstaterne, i takt med at grænserne blev revet ned, måtte omdefineres. Politikere der vender sig stærkest mod tolerance og det multireligiøse og multikulturelle samfund, er samtidig dem der ønsker grænserne genetablerede med farver og pæle og bevæbnede vagter. Hertil og ikke længere. Der er kun én gud og han er vores!

Det kunne være så morsomt og berigende for alle parter, hvis de mest fremmedfjendtlige og islamistforskrækkede bare lige øjede i Rune Engelbreth Larsen bog. Der er nu ikke noget som oplysning. Det kan føre til mere tolerance.

Rune Engelbreth Larsen: Oplysning og tolerance. Arv og Aktualitet. 211 s. 248 kr. Aarhus Universitetsforlag. ISBN: 978 87 7934 386 3