Solstik er en sygdom forårsaget af direkte varmepåvirkning fra solstråler med lokal overophedning af hjernen gennem kraniet. Det siger den frie encyklopædi Wikipedia i hvert fald. Symptomerne på solstik er relateret til trykudvikling i hjernen som følge af overophedningen. Dette anføres som dels et forsøg på selvkritik, dels som en advarsel til læserne:
For jeg har muligvis fået solstik af de seneste ugers danske klima, når jeg ikke kan stå for et Ritzau-telegram, der fortæller, at Dansk Folkepartis tidligere mangeårige socialordfører og formand for Folketingets socialudvalg, Pia Kristensen, i dag ikke blot ville stemme på SF, hvis der var valg i morgen, hun overvejer endda at melde sig ind hos den tidligere hovedmodstander, 'og det er meget tænkeligt, at jeg gør det', siger hun.
Her skal slet ikke tages stilling til, om SF overhovedet fortjener Pia Kristensens høje værdsættelse af sin »tidligere hovedmodstander«.
Det er alene hendes motiver til 'omvendelsen', jeg er faldet for.
Forfærdende
I 1996 meldte fru Kristensen sig ind i DF. Ved det sidste valg i 2007 stoppede hun i Folketinget og året efter forlod hun Pia Kjærsgaard & Co.
»Jeg synes, at SF gør mest for de svagest stillede - de ældre, narkomaner, hjemløse og alkoholikere. De er ikke populister, men mener det, når de vil gøre noget for de grupper,« erklærer hun.
»Dansk Folkeparti løb fra sine løfter, fordi det vigtigste var at holde sig ved magten sammen med regeringspartierne. For mange gange var det bare et spørgsmål om sælge avisoverskrifter. Det var ikke ærlig ment. I hvert fald oplevede jeg ofte, at jeg skulle stå og forsvare et af regeringens lovforslag i folketingssalen, mens jeg i virkeligheden var mere enig med SF.«
Hvad har det med verdenssituationen at gøre, som samme Ritzau kort og godt, det vil sige forfærdende, beskriver i et andet telegram:
»Hedebølge i Sydeuropa og usædvanligt varmt dansk sommervejr. Sådan vil de fleste sikkert beskrive sommeren 2010. Men det er ikke kun sommeren, der har været usædvanlig hed. De seneste seks måneder har været så varme, at de har sat ny rekord som det varmeste første halvår, siden man begyndte at måle i 1800-tallet. Det viser tal fra de to amerikanske institutioner, National Climatic Data Center (NCDC) og NASA/Goddard Institute (GISS). Det varme halvår kommer efter en helt usædvanlig lang række af sammenhængende varme måneder. Således var juni 2010 den 304. måned i træk over gennemsnittet for det 20. århundrede. Ifølge NCDC var juni 2010 desuden den fjerde måned i træk, hvor der blev sat temperaturrekord. Også marts, april og maj var de varmeste af deres slags. 'Fire rekordvarme måneder i træk er aldrig nogen sinde før observeret,' siger Martin Stendel fra Danmarks Meteorologiske Institut.«
Vi mennesker skriver altså fortsat og forstærket verdenshistorie i terroristisk ødelæggelse af planter og dyr, klipper, klitter og koralrev og da også vores egen dyreart - og så komme anstigende med Pia Kristensen, som af hensyn til de svagest stillede er parat til at tabe ansigt og fortryde, at hun i sin tid ikke tilsluttede sig »sin tidligere hovedmodstander«, som Ritzau udtrykker det.
At tabe ansigt
Hvad har verdenssituationen dog med fru Kristensen at bestille og vice versa?
Under dristig antagelse af, at det hele ikke skyldes overtryk i hjernen som følge af overophedning, forekommer det, at fruen og situationen har endda meget med hinanden at gøre.
Pia Kristensen repræsenterer nemlig et håb i en ellers tilsyneladende håbløs situation. Det håb, som Piet Hein har udtrykt så godt med sit gruk:
At tabe ansigt er en ædel sag,
som vel kan frelse Jordens folk en dag
og være taberen til evig hæder,
hvor tåber kun kan se hans nederlag.
Eller - og måske endnu bedre - på engelsk:
The noble art of losing face
may one day save the human race
and turn into eternal merit
what weaker minds would call disgrace.
Til telegrammet om verdenssituationen kommenterer læser Niels Østergård på vores webside ganske vist med fuld og ædende ond sarkastisk ret:
»Det passer jo ikke!!! Så sent som i går sagde Messerschmidt at det ikke var blevet varmere gennem de sidste ti år. Bedre sandhedsvidne fås ikke. Så drop alle de statistikker!!!«
Men Messerschmidt er jo også DF'er - oven i købet menneske. Uanset hvor meget man end med henvisning til de naturvidenskabelige kendsgerninger må betragte ham som modstander, ja, måske 'hovedmodstander' - har han stadig chancen for at tabe ansigt. Som hans nu fhv. partifælle.
Det kan man da ikke andet end blive varm om hjertet ved. Solstik eller ej.
Ja, hatten af for Pia Kristensen. At turde indrømme, at man tog fejl, er en meget smuk handling; lige så smuk en handling, som oprigtigt at sige undskyld til et medmenneske, man har såret.
"... i en ellers tilsyneladende håbløs situation.": Jeg er, nok ikke overraskende, enig. Jeg kan heller ikke rigtig længere se, hvorledes vi kan undgå det totale sammenbrud. For alle spiller tilsyneladende 'kylling' med hinanden. Ingen vil give sig, før den anden gør det. Derfor kan jeg heller ikke længere se, hvorledes tiltagende militære konflikter kan undgås.
Jeg kæmper dagligt en kamp for at holde mig selv mentalt oven vande i en verden, jeg føler udbredt lede ved. Denne biologiske eksistensform - denne kosmologiske anomali, som jeg kalder den, hvor alt, alt for meget tilsyneladende handler om at vinde, så andre kan tabe. Hvad er pointen? Hvad er formålet?
Personligt gider jeg ikke engang vinde i en sådan verden - altså være en såkaldt succes i en sådan verden - og det gør mig velsagtens til et lallende, naivt fjols i de flestes øjne. Fred være med det: jeg tror heldigvis på, at livet er udspændt i noget, der er langt større end denne aggressionens banalitet.
Jeg havde også studset over hvorfor Martin Henriksen var blevet DF socialpolitiske ordfører og hvor Pia Kristensen var blevet af. Jeg gik og troede at hun havde forladt Folketinget pga. sygdom på samme måde som DF tidligere meget opreklameret dyrevelfærdsordfører Kristian H Hansen. Med telegrammet, der kom i sidste uge, faldt brikkerne på plads. Jeg mener også at huske at Pia Kristensen tidligere har truet med at stemme imod OVKs socialpolitik så hun er sikkert frosset ud af partiet. En sag som DF har haft stor held til at dysse ned eller måske medierne fandt sager som Thornings IKKE skatte sag mere interessant.
Wessel for og Wessel bag,
sejren beholder dog sin tabersmag..
At vinde er en særlig sag
hvorved man frelse kan sig selv
og leve fedt og godt i evighed
såvidt man færdes i sit vennelag.
En lille hop,
fra national socialist til socialist.
Fra Adolf til Joe,
og begge så overbevist om deres ret.
Siden søvndalismens gennembrud i SF har der i realiteten kun eksisteret marginale forskelle på SF og DF, og derfor er Pia Kristensens partiskifte jo ikke nødvendigvis udtryk for nogen stor forandring i hendes grundholdninger.
Hvis man ønsker at stifte bekendtskab med et dagsaktuelt eksempel på hvor klamt SF faktisk er blevet, kan man eventuelt læse integrationsordfører Astrid Kraghs udgydelser i dagens elektroniske udgave af Politiken:
http://politiken.dk/debat/article1022273.ece